Den Barske og Selvoptagede Jesus

Tempelrydningen er mere voldsom i Johannesevangeliet.
Al Hartley, Jesus renser templet
Tempelrydningen af Albrecht Dürer
Tempelrydningen

En af de mange forskelle på Johannesevangeliet og de andre evangelier er, at Jesus er blevet langt mere barsk og selvoptaget.

I Johannesevangeliet er Jesus ikke længere en menneskelig profet, der bare er lidt bedre end Elias, Elisa og Moses. Nu er han den evige gud, der var med til verdens skabelse (Johannes 1,1-4).

Denne forfremmelse må være gået Jesus til hovedet. I al fald er det i dette evangelium, at Jesus er mest uudholdelig og ubehagelig.(1)

I Johannesevangeliet lærer han ikke folk at opføre sig ordentligt: ingen Bjergprædiken, ingen Gylden regel, ikke noget med at vende den anden kind til og i det hele taget stort set ingen moralske principper og sociale idealer.

Når Jesus går amok i templet og kaster sig over de sagesløse handlende, sker det med en pisk i hånden: »Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde« (Johannes 2,15).

Han kalder konsekvent sin mor for "kvinde". Vi får aldrig at vide, hvad hun hedder (bortset fra, at det ikke er Maria). Det er den samme tiltaleform, Jesus bruger over for den anonyme samaritanske kvinde (Johannes 4,21), og til den anonyme horkvinde (Johannes 8,10).

Jesus og den anonyme horkvinde.
Kristen tegneserie fra 1979.
Jesus og synderinden

Jesus bruger en semitisk ed overfor sin mor, som i de andre evangelier kun bruges ved djævleuddrivelse. Til gengæld får læseren aldrig nogen forklaring på, hvordan Jesus kan være en evig gud og samtidig have far, mor og brødre.

Jesus' fjender omtales raskvæk som "jøderne". Jesus kalder jøderne for Djævlens børn: »I har Djævelen til fader« (Johannes 8,44), alle profeterne er tyve og røvere: »Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem« (10,8), og han anklager — uberettiget — jøderne for at ville slå ham ihjel (Johannes 7,19-20).

Hovedemnet i de andre evangelier er Guds Rige, men i Johannsevangeliet er Jesus kommet for at prædike om sig selv: »Jeg er livets brød«, »jeg er verdens lys«, »jeg er den gode hyrde«, »jeg er opstandelsen og livet«, »jeg er vejen og sandheden og livet« osv., osv. Da hans elskede ven, Lazarus, bliver alvorligt syg, vælger Jesus at lade ham dø, fordi han straks ser en chance for at "herliggøre" sig selv (Johannes 11,1-4).

I Markusevangeliet prøver den ydmyge profet konstant at skjule, at han er Messias; i Johannesevangeliet tværer han sin guddommelighed ud i ansigtet på enhver, der gider at høre på ham: Han er Guds søn (Johannes 5,18-47), han er steget ned fra himlen, (Johannes 3,13), han er ét med Gud (Johannes 10,30; 14,7; 15,23), han er Messias (Johannes 4,25-26), og han er Gud (Johannes 8,58).

Johannes 11,3: Søstrene sendte nu den besked til Jesus: "Herre, den, du elsker, er syg."
Johannes 11,4: Da Jesus hørte det, sagde han: "Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den."
Johannes 5,18: Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.
Johannes 5,19: For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer.
Johannes 10,30: Jeg og Faderen er ét.
Johannes 14,7: Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham."
Johannes 15,23: Den, der hader mig, hader også min fader.
Johannes 4,25: Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt."
Johannes 4,26: Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."
Johannes 8,58: Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født."
Johannes 2,13: Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem.
Johannes 5,1: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.
Johannes 6,4: Påsken, jødernes fest, var nær.
Johannes 11,55: Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig.
Johannes 7,19: Har Moses ikke givet jer loven? Og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?"
Johannes 7,20: Folkeskaren svarede: "Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?"

Og snakke kan han. Det sidste måltid starter i kapitel 13, og efter at have snakket i to kapitler siger han: »Rejs jer, lad os gå herfra!« (Johannes 14,31), hvorefter han bliver siddende og snakker videre i tre kapitler mere.(2) Til gengæld kniber det med at lytte til andre. Peter spørger ham: »Herre, hvor går du hen?« (13,36), og Thomas spørger: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« (14,5). Alligevel klager Jesus: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?« (16,5).

Getsemane: En engel rækker Jesus bægeret.
Botticelli Getsemane

Ved Getsemane(3) viser Jesus sig fra sin barske side. De andre evangelier portrætterer Jesus som »grebet af forfærdelse og angst«: Hans »sjæl er fortvivlet til døden« (Markus 14,33-34), han sveder blod, og tigger Gud om at slippe for korsfæstelsen.

Johannes' udgave af Jesus synes næsten at håne denne Jesus. Han siger (tidligt): »hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Johannes 12,27). Det hele er en del af den store plan, og Jesus ved, hvad der skal ske: »Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: "Hvem leder I efter?« (Johannes 18,4). Den synoptiske Jesus tigger Gud om at tage "bægeret" fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig« (billedet til venstre). Johannes' Jesus kunne ikke drømme om, at bede Gud tage bægeret fra ham. Da de romerske soldater nærmer sig, siger han: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11).

Rør ikke ved mig. Maria undrer sig over, at den ukendte gartner har en gul frisbee på hovedet.
Rør mig ikke

Jesus får ikke noget Judaskys (læseren skal jo ikke tro, at disciplene plejede at kysse på hinanden). Han identificerer sig selv for de romerske soldater: »Hvem leder I efter? […] Det er mig« (Johannes 18,4-5), hvorefter soldaterne falder omkuld: »Da Jesus sagde: "Det er mig," veg de tilbage og faldt om på jorden« (Johannes 18,6). Den synoptiske Jesus »faldt ned på sit ansigt« i Getsemane (Matthæus 26,39), men her i Johannesevangeliet er det altså de romerske soldater, der falder til jorden.

Matthæus 26,39: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil."

På korset kalder han endnu en gang sin mor for "kvinde". Han kommanderer en af sine disciple til at adoptere moren (selvom han har brødre): »Kvinde, dér er din søn. […] Dér er din mor« (19,26-27).

I Markus- og Matthæusevangeliet dør Jesus med et opgivende råb: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«; i Lukasevangeliet er Jesus mere fortrøstningsfuld: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Lukas 23,46). I Johannesevangeliet dør Jesus efter sin egen plan: »da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt«. Hans næstsidste ord er endnu en kommando: Jeg tørster, og hans sidste ord udtrykker tilfredshed med sig selv: »Det er fuldbragt« (Johannes 19,30).

Mexicansk Jesus

Da Maria Magdalene græder ved hans grav, møder hun to engle, der spørger »Kvinde, hvorfor græder du?« (20,13). Den samme upersonlige tiltaleform, som deres herre bruger — og i det hele taget et ufølsomt spørgsmål. Ved englene ikke, hvad der er sket? Englene forsvinder, og Jesus dukker op og gentager spørgsmålet: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?«. "Hvem leder du efter"? Ja, hvem mon? Den upersonlige fremtoning gør, at Maria »mente, det var havemanden« (Johannes 20,15). Først da han dropper det bryske "kvinde" og kalder hende Maria, går det op for hende, at gartneren med den gule frisbee på hovedet er en, hun kender (Johannes 20,16).

Johannes 4,21: Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.
Johannes 8,10: Jesus rettede sig op og sagde til hende: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?"
Johannes 20,15: Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham."
Johannes 20,16: Jesus sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" - det betyder Mester.

Derefter siger Jesus: "Rør ikke ved mig". Begrundelsen er »for jeg er endnu ikke steget op til Faderen« (Johannes 20,17). Det er ikke helt klart, hvorfor han ikke lige kan give hende en krammer før flyveturen. Er Maria uren, fordi hun er kvinde, eller fordi alt her på jorden er mere urent end Jesus? Bibelselskabet løser spørgsmålet på sædvanlig vis: ved at forfalske teksten.

Sidste gang Jesus møder sine disciple, spørger han tre gange Peter, om han elsker ham (formentlig som straf for Peters fornægtelse). Det gør naturligvis Peter ked af det: »Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?"« (21,17). Derefter kommer Jesus med nogle forblommede hentydninger til Peters død: »Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med« (21,19), og nogle ligeså forblommede ord om, at den elskede discipel skulle leve for evigt. Vist nok.

Peter spørger Jesus, hvad han mener. Det skulle man synes var et rimeligt spørgsmål, når Jesus lige har "betegnet" Peters død, men Jesus siger bare »hvad angår det så dig?« (21,22). Og dette arrogante svar bliver Jesus' sidste ord i dette evangelium: »hvad angår det så dig?« (Johannes 21,23).

Johannes 21,23: Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?
 
Guds hånd

Læs mere om forskellene på Johannesevangeliet og de andre evangelier, og Hvem var Johannes?

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

Her kigger vi kun på de fire autoriserede evangelier. Det skal dog påpeges som et kuriosum, at der er andre evangelier udenfor Bibelen, hvor Jesus opfører sig endnu værre.

I et af disse evangelier slår Baby Jesus jævnligt sine legekammerater og andre folk i landsbyen ihjel og genopvækker dem — sommetider.

I et andet evangelium, danner Jesus en ungdomsbande, der overfalder alle forbirejsende. Han beordrer en slange til at suge sin gift ud igen, og bagefter eksploderer slangen, selvom den havde adlydt Jesus.

Den klassiske kristne bortforklaring er, at selvom de bliver siddende, foregår samtalen nu på et højere plan.
Getsemane . . .: for en ordens skyld står der ikke noget om Getsemane i Johannesevangeliet. Der står. at de tog »over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have« (Johannes 18,1).

Omvendt er det beskrivelsen af denne "have", der gør, at man tænker på Getsemane som en have.