Johannesevangeliet og de andre evangelier

Johannes med ørn.
Johannes

Der er almindelig enighed om, at Markusevangeliet er det ældste, og at Matthæus og Lukas har bygget deres evangelier på dette. Disse tre synoptiske evangelier deler den samme opbygning med de samme episoder.

Johannesevangeliet har en helt anden struktur, og når forfatteren en sjælden gang bruger de samme elementer, kommer de i regel i en anden sammenhæng. Et klassisk eksempel er, at Johannes placerer tempelrydningen i starten af Jesus' mission.

Det store spørgsmål er så, om Johannes er helt uafhængig af de tre synoptiske evangelier og følger sine egne kilder. Eller om har han kigget i et eller flere af de tre andre evangelier. Svaret er, at han formentlig er afhængig af et eller flere af de andre evangelier.

Det kan man se allerede i starten: »Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes« (Johannes 1,6). Den eneste Johannes, læseren har stødt på, er forfatterens navn i overskriften (1), så åbenbart formodes læseren allerede at have læst om Johannes Døberen i et eller flere af de andre evangelier.

Forfatteren vender straks tilbage til Jesus: »Lyset, […] Han var i verden, […] og verden kendte ham ikke« (1,9-10). Her forventes læseren åbenbart at have læst i de andre evangelier, om hvordan Jesus blev afvist af sin familie og sin hjemby.

I de andre evangelier starter Jesus' mission først, da Johannes Døberen bliver fængslet, i Johannesevangeliet arbejder Jesus og Johannes Døberen samtidigt, På et tidspunkt fortæller forfatteren, at »Johannes var endnu ikke sat i fængsel« (3,24), så læseren forventes åbenbart at kende alt til dén historie.

Mens Jesus afhøres, krydsklipper forfatteren til Peter, der fornægter Jesus.
Peter fornægter Jesus

Man kan se evangeliets afhængighed af Markusevangeliet, fordi Markus har en speciel fortælleteknik. Markus "sandwich'er" ofte én historie ind i en anden.(2) Et eksempel på en sådan Markus-sandwich har vi i historien om Peters fornægtelse af Jesus, der flettes sammen med afhøringen af Jesus.

Hvis Johannes havde fået de to historier — fornægtelsen og afhøringen — af uafhængige kilder (øjenvidner), ville han ikke vide, at de to historier skulle krydsklippes sammen på Markus-manér. Ikke desto mindre er det, præcis det Johannes gør: Vagten tager Jesus til ypperstepræsten (18,12-14), Peter går ind i gården og benægter Jesus første gang (15-18, her lader Markus hanen gale første gang), ypperstepræsten udspørger Jesus og sender ham videre til Kajfas (19-24), Peter fornægter Jesus to gange mere (25-27), og Jesus kommer fra Kajfas til Pilatus (28-40).

Alle fire evangelier starter med Jesus' dåb,
Jesus døbes

En anden arv fra Markus ser vi i Jesus' dåb. I Markusevangeliet starter historien med, at Jesus bliver døbt af Johannes Døberen, og Helligånden daler ned som en due. De senere evangelier gør, hvad de kan for at nedtone denne begivenhed, for hvordan kan en gudesøn blive døbt af et menneske? Johannes tager skridtet endnu længere ved at droppe dåben helt. Han beholder kun Johannes Døberens vidnesbyrd, om Helligånden, der dalede ned. I øvrigt bliver Johannes ikke kaldet "Døberen" nogen steder i dette evangelium.

Ikke desto får vi at vide, at Johannes møder Jesus »Næste dag« (Johannes 1,29), at Jesus møder to nye disciple »Næste dag« (1,35), og møder Filip »Næste dag« (1,43). Derefter tager han til bryllup i Kana »Den tredje dag« (2,1). Så selvom Jesus skal forestille at være en evig Gud, der har levet siden verdens skabelse, starter historien alligevel med dåben af Johannes Døberen. Men hvordan kan historien starte »Næste dag« og »Den tredje dag« efter noget, som aldrig er sket i Johannesevangeliet? Hvis ikke Johannes har læst Markusevangeliet, hvordan kan han så vide, at historien om hans evige Gud skal starte med den dåb, som ikke sker i hans evangelium?

En noget spidsfindig parallel mellem Markus og Johannes handler om en semitisk ed, der betyder noget i retning af "hvad har jeg dog gjort dig?". I Markusevangeliet er Jesus' første mirakel en djævleuddrivelse, hvor djævelen råber »Hvad har vi med dig at gøre?« (Markus 1,24). I Johannesevangeliet er der ingen djævleuddrivelser, men det første mirakel sker ved brylluppet i Kana, hvor Jesus starter med at sige til sin mor: »Hvad vil du mig, kvinde?« (Johannes 2,4). På græsk er de to replikker den samme og dermed er Jesus' første mirakel i begge evangelier ledsaget af den samme semitiske ed (læs evt. mere om Jesus' mærkelige replik).

Lukas 16,19-31: Den fattige Lazarus vugger i Abrahams skød, mens den rige mand pines i Helvede.
lazarus

Endnu en parallel mellem Markus og Johannes handler om udtrykket "høj røst". En karakteristik for Markus er, at han ofte knytter flere episoder sammen ved at bruge de samme ord. Ordet røst (græsk: "phônê") bruges kun i forbindelse med overnaturlige hændelser, og specifikt en "høj røst" (græsk: "phônê megalê") bruges i fire tilfælde: To gange, når Jesus uddriver djævle, og to gange, da han selv opgiver ånden på korset. Udtrykket "høj røst" bruges altså kun, når en ånd/djævel opgiver magten over et menneske.

Johannes har ingen djævleuddrivelser, og Jesus er en evig gud, der ikke opgiver ånden. Til gengæld har Johannes en historie om opvækkelsen af Lazarus fra dødsriget, og lige præcis denne ene gang bruger Johannes udtrykket "høj røst". I Johannesevangeliet kommer den høje røst dog fra Jesus (og ikke dødsenglen): »råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!"« (Johannes 11,43).

Dette argument bliver endnu bedre, hvis vi kigger på Det Hemmelige Markusevangelium. I disse ekstra vers er der en opvækkelse, der har masser af ligheder med opvækkelsen af Lazarus (bl.a. foregår begge opvækkelser i byen Betania). I Det Hemmelige Markusevangelium ledsages opvækkelsen af en "høj røst" ligesom i Johannesevangeliet. Formentlig fordi dødsenglen nu må opgive magten over sit offer.

Den høje røst er en integreret del af Markusevangeliet, men et fremmedlegeme i Johannesevangeliet.

En parallel mellem Matthæus og Johannes finder vi i den forsvundne profeti. Jøderne mener ikke, at der er nogen profeti om en Messias, der skulle komme fra Galilæa. Jesus citerer derefter Esajas 8,23-9,1 om »Folkeslagenes Galilæa«, der »skal se et stort lys«. Problemet er bare, at der ikke står "Galilæa" i den korrekte oversættelse af Esajas 8,23, og at de to vers — Esajas 8,23-9,1 — er fra to forskellige kapitler om to forskellige emner.

Slutningen af Johannesevangeliet minder om en tidlig episode i Lukasevangeliet.
Raphael: Disciplene på fisketur

Hvorfra har Johannes så fået den ide, at slå to vers sammen og få dem til at handle om Galilæa? Det har han fra Markus og Matthæus, der også pladrede versene sammen: Profetien om Folkeslagenes Galilæa.

En parallel mellem Johannes og Lukas er, at begge har en historie om en person ved navn Lazarus, der dør og har en oplevelse efter døden. Dette er et af de mange eksempler på, at Johannes modsiger de andre evangelier på en måde, der gør, at det ligner bevidste modsigelser. Dem kigger vi på på siden om bevidste forskelle på Johannes og de andre evangelier.

Historien starter med, at Lazarus var fra »Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede« (11,1). Forfatteren henviser til de to søstre Maria og Martha, som læseren kun kender fra Lukasevangeliet. Deres by, Betania, har heller ikke været nævnt i Johannesevangeliet endnu.

Johannesevangeliet slutter med en historie, vi kender fra Lukasevangeliet: Apostlene fanger ingen fisk; de møder Jesus, som de ikke (gen)kender; Jesus beder dem prøve igen; apostlene prøver, og båden er ved at kæntre på grund af vægten af fisk.

Forskellen er især, at Lukas bruger historien i starten af sit evangelium, hvor Jesus hverver sine nye disciple, mens Johannes bruges historien i sidste kapitel, der virker meget påklistret. Episoden virker især mærkelig her i Johannesevangeliet, fordi der indtil nu ikke har været nogen antydning af, at nogen af disciplene var fiskere.

 
Guds hånd

Læs mere om forskellene på Johannesevangeliet og de andre evangelier, og Hvem var Johannes?

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Hvilket kunne indikere, at titlen oprindeligt har været en anden.

Ellers ville det være for forvirrende.

Det tydeligste eksempel på Markus' sandwich-teknik er episoden, hvor Jesus går afsted for at kurere en døende pige. Undervejs må han kurere en kvinde med blødninger, før han ankommer til pigen og redder hende.

Kvinden har haft blødninger i tolv år, og ved et utroligt tilfælde er pigen tolv år gammel.