|
|
Vi kender alle den mærkelige historie om Jesus Barabbas (navnet betyder "søn af faderen"). De jøder, der for få dage siden havde modtaget Jesus med palmegrene, mens de sang: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer«, vælger nu at frigive "Jesus Søn af Faderen" for i stedet at korsfæste "Jesus kaldet Kristus".
Denne mærkelige historie rejser nogle spørgsmål:
Hvornår var det, jøderne frembar palmegrene og sang "Hosianna"?
Hvornår var det, jøderne valgte mellem to helt ens dødsdømte?
Hvornår var det, at den ene blev frigivet?
Og hvornår var det, at den anden blev ofret til Gud, for at blodet skulle sone menneskenes synder?
|
Vi er så vant til at høre, at Jesus er »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29). Men påsken og påskelammet gav ikke syndsforladelse; Påskeofferets blod gav beskyttelse, imens Gud slog de egyptiske drengebørn ihjel. Derimod skete syndsforladelsen på en helt anden festival, nemlig forsoningsdagen, Yom Kippur, og det dyr, der bar folkets synder, var ikke et lam, men en buk. En syndebuk.
Jeg klipper lidt i de lange kedelige regler (læs evt. 3 Mosebog kap. 16):
3 Mosebog 16,7 Så skal han tage de to gedebukke og stille dem frem for Herrens ansigt ved indgangen til Åbenbaringsteltet,
3 Mosebog 16,8 og han skal kaste lod om de to gedebukke, det ene lod for Herren og det andet for Azazel.
3 Mosebog 16,9 Derefter skal Aron føre den buk frem, som loddet for Herren falder på, og bringe den som syndoffer.
3 Mosebog 16,10 Den buk, som loddet for Azazel falder på, skal blive i live for Herrens ansigt, for at Aron kan skaffe soning med den ved at sende den ud i ørkenen til Azazel.
[.. .. ..] [. . .]
3 Mosebog 16,15 Så skal han slagte folkets syndofferbuk og bringe dens blod ind bag forhænget og gøre med det, ligesom han gjorde med tyrens blod; han skal stænke det på sonedækket og foran sonedækket.
3 Mosebog 16,16 På den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder. På samme måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, som står hos dem midt i deres urenhed.
[.. .. ..] [. . .]
3 Mosebog 16,20 Når han er færdig med at skaffe helligdommen og Åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem.
3 Mosebog 16,21 Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende den ud i ørkenen med en mand, der står rede.
3 Mosebog 16,22 Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken, og manden skal slippe den løs i ørkenen.
|
|
Altså: Man tager to styks gedebukke. Den ene skal ofres til Gud og den anden til en af de mange andre guder, Azazel. En lodtrækning afgør, hvilken gud der får hvilken buk. Reglerne er yderligere forklaret i den mundtlige tradition, Mishnah, hvor der også står, at de to bukke skal være så ens som muligt.(1) Dette er logisk nok: Tænk, hvis man prøvede at spise Azazel af med en ged, der havde sår, bylder, skab, fnat eller knuste testikler, og det så var netop dén buk, Gud vandt i lotteriet (3 Mosebog 22,20-25). Oy!
Den buk, der ofres til Gud, giver syndsforladelse: »soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder« (16,16), mens den buk, der tilfalder Azazel, skal slippes ud i ødemarken levende: »Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken« (16,22).
Kirkefaderen Origenes, ham der fortalte os, at Barabbas hed Jesus, skrev også kommentarer til 3 Mosebog, og han så en tydelig parallel mellem de to gedebukke og de to Jesusser.(2) Begge historier handler om forsoning gennem offerets blod. Bukkens blod skaffer forsoning: »syndofferbukken, hvis blod blev bragt ind i helligdommen for at skaffe soning« (3 Mosebog 16,27), ligesom Jesus' blod gør: »Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer« (Romerne 3,25).
Origenes har en observation mere: Den mand, der frigav Azazel's buk, skulle vaske sig bagefter. Origenes mente, at Pilatus kunne opfylde rollen som »en mand, der står rede« (3 Mosebog 16,21), og det er netop i Matthæusevangeliet, at Pilatus bagefter vasker sine hænder og erklærer, at han er uskyldig i denne mands blod.(3)
3 Mosebog 16,26 Den mand, som slipper bukken løs til Azazel, skal vaske sit tøj og bade sin krop i vand; derefter kan han gå ind i lejren.
Matthæus 27,24 Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag."
Forsoningsdagen var det eneste tempelritual, der involverede masser af bade. Her kan man indvende, at Pilatus ikke var en jødisk præst, men der står netop kun: »en mand, der står rede«, og det fremgår af Mishnah, at manden, der frigav Azazels buk, ikke måtte være israelit.(4)
Syndebukken kunne også forklare jødernes svar:
Matthæus 27,25 Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!"
Jødernes skulle bekende deres synder over bukken: »[…] sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken […]« (16,21 - citeret foroven). Kun ved at bekende deres synder kunne de få soning gennem offerets blod.
Her knækker filmen for Matthæus, for synderne skulle bekendes over den levende buk — den, der skulle bære synderne ud i ørkenen. Problemet er igen, at forfatterne vil for meget på én gang. De har allerede rodet påsken sammen med forsoningsdagen, men Matthæus vil også gerne bevare Jesus som den syndebuk, der bærer folkets synder. Ham, der tog vores sygdomme og bar vore lidelser (Esajas 53,4-5), ham, der selv bar vore synder op på korset (1 Peter 2,24), ham, der »blev åbenbaret for at bære vore synder« (1 Johannes 3,5); kort sagt: »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29).
|
Vi kan se, at Jesus nu også har overtaget syndebukkens rolle, ved at Matthæus ændrer kappens farve. Den er ikke længere kejserligt purpur som i Markusevangeliet, men skarlagenrød:
Matthæus 27,28 Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,
|
Hvor kommer skarlagen ind i billedet?
Der står ikke noget om skarlagen i beskrivelsen af de to bukke, men to kapitler forinden er der et meget lignende ritual med to fugle: En der ofres, og en der sættes fri. I oversættelsen fra 1919 lyder det; »Skarlagen […] Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod« (3 Mosebog 14,4-6), »Skarlagen […] han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levende Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod […] og med Skarlagenet« (3 Mosebog 14,49-52).(5)
På samme måde har farven skarlagen spillet en vigtig rolle i Yom Kippur-ritualet. Den mundtlige tradition fortæller, at der blev bundet skarlagenrødt garn på begge bukke og på tempelporten. Selvom Bibelen siger, at Azazels ged skulle sættes fri, skete der i praksis det, at geden blev skubbet ud over en skråning, så den styrtede ned og døde.(6)
Når den "frigivne" ged var død af sine kvæstelser,(7) blev den skarlagenrøde garntråd på tempelporten hvid for at opfylde Esajas 1,18: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne«.
I gamle dage indeholdt Det Nye Testamente en epistel af Barnabas, og denne Barnabas (ikke at forveksle med Barabbas), kunne tydeligt se, at syndebukken var en type på Jesus. Ligesom bukken var Jesus forbandet, blev spyttet på, gennemboret og fik skarlagenrødt uld over hovedet.
6Pay attention to what he commands: "Take two fine goats who alike and offer them as a sacrifice;
and let the priest take one of them as a whole burnt offering for sins."
7But what will they do with the other? "The other," he says, "is cursed."
Pay attention to how the type of Jesus is revealed.
8"And all of you shall spit on it and pierce it and wrap a piece of scarlet wool around its head,
and so let it be cast into the wilderness." […]
(Barnabas, 7,6-8)
En anden kirkefader, Tertullian (155 - 240), var også overbevist om,
at de to geder var "Kristus' to aktiviteter".
Den ene var omgivet af skarlagen, forbandet, spyttet på, trukket rundt og gennemboret,
på samme måde som Vor Herres lidelseshistorie:
If also I am to submit an interpretation of the two goats
which were offered at the Fast, are not these also figures of
Christ's two activities? They are indeed of the same age and appearance because the Lord's is one and the same aspect: because he will return in no other form, seeing he has to be recognized by those of whom he has suffered injury.
One of them however, surrounded with scarlet, cursed and spit upon and pulled about and pierced,
was by the people driven out of the city into perdition, marked with manifest tokens of our Lord's passion: […]
(Tertullian, Imod Marcion 3,7)
Tertullian er især kendt for sine skrifter imod kættere, men åbenbart var det ikke en kættersk tanke, at Jesus var to gedebukke på én gang.
Jesus er det hele på én gang: Påskelam, forsoningsbuk og syndebuk. I Hebræerbrevet kapitel 8-10 går forfatteren en tand videre og udnævner Jesus til en ypperstepræst, der i stedet for at ofre dyr igen og igen for at få syndsforladelse, frembringer det ypperligste offer, sig selv, for at skaffe soning en gang for alle.
Der er ikke noget, Jesus ikke er.
Jesus overtager templets rolle i de to store årlige offer-ritualer: Påsken og forsoningsdagen. Det vil sige, at templet ikke er relevant for kristne mennesker, og pudsigt nok er evangelierne skrevet, kort efter at romerne rev templet ned i år 70. Men det er naturligvis et rent tilfælde.
Denne artikel er en fortsættelse af historien om Jesus Barabbas
Læs evt. hvad Bibelen siger om menneskeofringer i Det Nye Testamente.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)
Mishnah Yoma 6:
The two goats of Yom Hakkippurim: it is a requirement that they be alike in appearance, in size, in value, and that they be bought at the same time.
Origenes:
[…] that we may show how "as a type of things to come"
this one he-goat was sacrificed to the Lord as an offering and the other one was sent away "living."
Hear in the Gospels what Pilate said to the priests and the Jewish people:
"Which of these two do you want me to send out to you, Jesus, who is called the Christ, or Barabbas?"
Then all the people cried out to release Barabbas but to hand Jesus over to be killed. Behold, you have a he-goat who was sent
"living into the wilderness," bearing with him the sins of the people who cried out and said, "Crucify, crucify."
Therefore, the former is a he-goat sent "living into the wilderness" and the latter is the he-goat
which was offered to God as an offering to atone for sins and he made a true atonement for those people who believe in him.
(Origenes, citeret fra Homilies on Leviticus, 1-16, oversat af Gary Wayne Barkley, side 204)
Origenes:
But if you ask who it is who led this he-goat "into the wilderness" to verify that he also was washed and made clean,
Pilate himself can be taken as "a prepared man."
Certainly he was the judge of the nation itself who sent him by his sentence "into the wilderness." But hear how he was washed and made clean. When he had said to the people,
"Do you want me to release to you Jesus, who is called the Christ," and all the people had shouted out, saying,
"If you release this one, you are not a friend of Caesar," then it says
"Pilate demanded water and washed his hands before the people, saying, I am clean from his blood; you should see to it."
Thus, therefore, by washing his hands he will appear to be made clean.
(Origenes, citeret fra Homilies on Leviticus, 1-16, oversat af Gary Wayne Barkley, side 204-205)
Mishnah Yoma 6:
They handed it over to him who was to lead it away. All were fit to lead it away, but the priests made a fixed rule not to permit an Israelite to lead it away.
I de nyere oversættelser skriver Bibelselskabet "karminrødt" i stedet for skarlagen.
De to ord betyder det samme, men ordvalget gør det sværere at se forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente.
Mishnah Yoma:
He bound a thread of crimson wool on the head of the goat which was to be sent away, and he placed it at the gate where it was later to be sent away, and on the goat that was to be slaughtered [he placed a thread of crimson wool on its neck] at the place of the slaughtering.
[…]
What did he do? He divided the thread of crimson wool, and tied one half to the rock, the other half between its horns, and pushed it from behind, and it went rolling down and before it had reached half its way down hill it had broken into limbs.
[…]
A thread of crimson wool was tied to the door of the Temple, and when the goat reached the wilderness the thread turned white, as it is written, "Though your sins be as scarlet they shall be as white as snow" (Isaiah 1:18).
Det kan forklare, at vi aldrig hører mere til Barabbas.
Vi må igen huske på, at Jerusalem og indbyggerne blev udslettet en generation senere. I den overførte betydning styrtede alle dem, "der havde valgt oprøret", i afgrunden.