|
|
Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger formodes at være skrevet af den samme forfatter (billedet til venstre). Derfor ville man tro, at handlingen i Lukasevangeliet og de andre evangelier lægger op til fortsættelsen i Apostlenes Gerninger, og det er også delvis rigtigt.
|
I evangelierne er Jesus omgivet af en hob af anonyme disciple og apostle, der intet gør og intet siger, men bare skal fylde op på listen over de tolv apostle. Tre af apostlene stikker dog ud fra den grå hob, nemlig de tre overapostle: Jakob, Johannes og Peter. Disse tre er de eneste, der får et "tilnavn" af Jesus (Markus 3,16-17).
Hver gang der skal ske noget spændende, koncentrerer handlingen sig om denne trio. Kun de må se Jesus genoplive den døde pige (Markus 5,37), og de samme tre bliver udvalgt fra de andre i Getsemane (Markus 14,32-33). Det er disse tre, der hører Markus' lille apokalypse sammen med Andreas (Peters bror) (Markus 13,3).
Når Jesus går op på bjerget for at blive forvandlet, genopstår Moses og Elias (billedet til højre), og Gud erklærer oppe fra skyen: »Det er min elskede søn. Hør ham!«. Alt sammen til ære for Jakob, Johannes og Peter (og læseren).
Tilsyneladende fortsætter det på samme måde, efter at Jesus' er fløjet op i sin himmel. Paulus fortæller om sin første rejse til Jerusalem, hvor han mødte Kefas (=Peter(1)) og "Jakob, Herrens Bror", og fjorten år senere besøgte Paulus Jerusalem igen, hvor han mødte alle tre "søjler":
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Ordet "søjler" skal formentlig forstås ironisk, og det er formentlig de samme tre, som Paulus (ironisk) kalder for »disse overapostle« (2 Korintherne 11,5, 2 Korintherne 12,11).
Men der er noget galt. For ifølge Apostlenes Gerninger er det ikke den samme Jakob.
|
Den Jakob, der optræder i evangelierne, er bror til Johannes. Ifølge Lukas fiskede de sammen med Peter, allerede før Jesus gjorde alle tre til menneskefiskere (Lukas 5,10).
Når historien fortsætter i Apostlenes Gerninger, hører vi en del til Peter og Johannes, men Jakob ser vi kun på listen over navne i Apostlenes Gerninger 1,13. Han dukker først op i kapitel 12, og kun for at blive slået ihjel af Herodes Agrippa. Ifølge historikeren Josephus var Agrippa en meget retfærdig og demokratisk mand, men Bibelen skal altså bruge ham i skurkerollen.
Pas på, for nu går det hurtigt:
|
Apostl. G. 12,1 Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem.
Apostl. G. 12,2 Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd.
Apostl. G. 12,3 Da han så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest.
Jakob bliver dræbt, og umiddelbart efter ryger Peter i fængsel. Heldigvis for Peter kommer der en engel, der lukker ham ud af cellen (mærkeligt nok kunne englen ikke forhindre Jakob i at blive dræbt - Herrens vegne er uransagelige).
Apostl. G. 12,7 Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: "Skynd dig at stå op!" Da faldt lænkerne af hans hænder.
[. . .] [. .]
Apostl. G. 12,16 Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring.
Apostl. G. 12,17 Men han gav dem tegn med hånden om at være stille og fortalte så, hvorledes Herren havde ført ham ud af fængslet, og han sagde: "Fortæl det til Jakob og brødrene!" Så forlod han dem og drog til et andet sted.
Så på den korte tid, det tog Peter at ryge i fængsel og blive reddet af en engel, har apostlene fået en ny leder ved navn Jakob, og vi har igen en trio bestående af Peter, Jakob og Johannes. De tre, som Paulus kalder for tre "søjler".
Jakob er den absolutte leder. Det ser vi ved Apostelmødet i Jerusalem, hvor det er Jakob, der taler til sidst i forsamlingen og derved afgør beslutningerne:
Apostl. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: »Brødre, hør på mig!
[.. .. ..][. . .]
Apostl. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
[.. .. ..][. . .]
Apostl. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
[.. .. ..][. . .]
Apostl. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apostlene tav, og Jakob talte — og så besluttede apostlene sig på vegne af Helligånden.
Bibelselskabets oversættelse er vildledende her: I vers 19
skriver de, at Jakob mener sådan og sådan,
men det græske ord, "krinô",
oversættes i reglen til at dømme.
Det stod der også i 1897-Bibelen:
»Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem«,
og i 1814-Bibelen:
»Derfor dømmer jeg, at man skal ikke giøre dem uroe«.
I den klassiske King James Bibel fra 1611
står der: »Wherefore my sentence is, that we trouble not them«.
Apostlene tier, og så dømmer Jakob. Tjek evt. med konkordansen (klik "Neste-Aland" nederst).
Det er også Jakob, Paulus besøger i Jerusalem for at aflevere rapport:
Apostl. G. 21,18 Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede;
Det der er sket, næsten for øjnene af os, er altså, at en af de tre topfigurer meget belejligt dør, og erstattes af en anden, der tilfældigvis har samme navn.
Og hvem er denne nye Jakob så? Hvis man har fulgt handlingen hele vejen gennem Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger, er der kun én Jakob, der stadig er i live, nemlig apostlen Jakob, Alfæus' søn (Apostlenes Gerninger 1,13). Han er en af de anonyme apostle, der absolut intet som helst har gjort eller sagt nogensinde. Hvordan skulle han være blevet leder af apostlene?
|
Og der er mere galt, for Paulus fortæller om sin første rejse til Jerusalem, hvor han mødte Kefas (=Peter(1)) og "Jakob, Herrens Bror":
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Derefter går der fjorten år, før Paulus' andet besøg, hvor han møder alle tre "søjler":
Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
[.. .. ..] [...]
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Paulus nævner Jakob før Peter og Johannes og bekræfter dermed, at Jakob er lederen, men der noget galt. Paulus mødte Jakob før og efter mordet. Har han slet ikke opdaget, at det ikke er den samme Jakob? Hvorfor "glemmer" han at sige, at »Jakob, Herrens bror« fra Paulus' første besøg ikke er den samme Jakob, »som anses for at være søjle« fra det andet besøg?
Hvem er den nye Jakob? Hele forvirringen skyldes et enkelt vers.
Apostl. G. 12,2 Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd.
Uden dette korte vers ville der ikke være nogen steder i Bibelen, der gav grund til at tro andet end, at der er tale om apostlen Jakob, Zebedæus' søn, og at han har været leder helt fra starten af. Men nu er verset der altså, og dermed er denne Jakob så at sige "afskåret" fra titlen. Der er heller ingen, der tror på, at den totalt anonyme apostel Jakob, Alfæus' søn, uden forklaring er blevet leder for næsen af alle de andre apostle. Bibelen er ganske vist fuld af mirakler, men nogle mirakler er mere "spiselige" end andre.
Kristne folk har derfor tidligt foreslået, at Jakob's springavancement skyldtes, at han var bror til Jesus.
Fodnoter: (1)
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.
Jesus havde jo mange brødre