Til venstre: Moses leder Israel gennem Det Røde Hav
Til højre: Moses' udsending, Josva, vender tilbage med druer fra den anden side af Jordan. Kun gennem dåben kan Israel komme til det forjættede land.
I midten: Jesus døbes.
|
|
Josva var Moses' efterfølger, og han er i dag mest kendt for folkemordet i Jeriko, hvor han dræbte kvinder og børn, ja selv dyrene: »Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler« (Josva 6,21).
Denne Josva nævnes to gange i Det Nye Testamente. Hvis vi ser på, hvordan et af disse vers er blevet oversat i danske Bibel fra 1992 og i den engelske King James fra 1611, opdager vi en mærkelig ting:
Apost. G. 7,45 Det telt overtog vore fædre, og de bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid.
(Dansk Bibel, 1992)
Apost. G. 7,45 Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David;
(King James Bible, 1611)
Det underlige er, at i den danske Bibel handler verset om Josva, men i den engelske handler det om Jesus. Dette gælder også for det andet af de to vers, hvor Josva omtales:
Hebræerne 4,8 For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag.
(Dansk Bibel, 1992)
Hebræerne 4,8 For if Jesus had given them rest, then would he not afterward have spoken of another day.
(King James Bible, 1611)
|
Hvad er nu det for noget rod? Kan Bibelen ikke engang kende forskel på massemorderen Josva og fredsfyrsten Jesus?
Der er en god grund til forvekslingen: Josva og Jesus er nemlig det samme navn. Josva hed oprindeligt Hoshea ("frelse"), men Moses ændrede hans navn til Yehoshua ("Jehova er frelse")
4 Mosebog 13,8 Fra Efraims stamme: Hosea, Nuns søn.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 13,16 Det var navnene på de mænd, Moses sendte af sted for at udspejde landet. Moses gav Nuns søn Hosea navnet Josva.
Sirak 46,1 En vældig kriger var Josva, Nuns søn, Moses' efterfølger som profet; han blev, som hans navn siger, de udvalgtes store frelser, som hævnede sig på de fjender, der rejste sig mod folket, så han kunne give Israel landet i eje.
|
Der er andre Josva'er i Det Gamle Testamente, der i flæng staves "Yehoshua" og "Yeshua". I mange hundrede år brugte kirken en græsk udgave af Det Gamle Testamente, den såkaldte Septuaginta, og på græsk har Jesus af Nazaret præcis samme navn som Josva, Nuns søn. På græsk staves begge navne Ιησους, og med danske bogstaver Iêsous. I Septuaginta hedder Josva, søn af Nun/Nauê, Iêsous Nauê.
|
Det er altså ikke, fordi oversætterne af King James Bible i 1611 var dummere end Bibelselskabet — tværtimod. Oversættelsen af King James er bare langt mere konsekvent end den danske, idet alle de mange Josva'er, der optræder i græske tekster (det vil sige Det Nye Testamente og Apokryferne) konsekvent oversættes til Jesus. For at undgå forvirring forklarer man i marginen, at lige netop denne Jesus er ham, der hedder Josva i Det Gamle Testamente: »That is, Iosuah« (billedet til venstre).
Citatet foroven (Hebræerne 4,8) viser, at Jesus og Josva har andet tilfælles end bare deres navne. Det lange afsnit, der starter med Hebræerne 3,7 og har overskriften »Hvilen for Guds folk«, handler om, hvorledes Gud blev sur på jøderne i de 40 år, de vandrede i ørkenen, og svor på, at de ikke skulle komme ind til hans hvile. Den gamle Iêsous var altså ikke i stand til at føre Guds gamle folk ind i Guds sabbatshvile, men den nye Iêsous er heldigvis meget bedre end den gamle.
Josva var i øvrigt af Efraims stamme, det vil sige, at hans stamfar var Josef. Det kunne Jesus ikke kopiere, for han skulle være af Davids æt, men i det mindste kunne evangelierne give Jesus en far, der hed Josef. I Matthæusevangeliet er Josefs far en drømmetyder, ligesom Josvas stamfar Josef, og begge josef'ers far hedder Jakob.
|
De to Iêsous'er har mere tilfælles, og det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg er en nymodens, ondsindet ateist. De kristne har selv i mange hundrede år bemærket parallellerne mellem Moses, Josva og Jesus (billedet til højre).
Som bekendt havde Moses ført jøderne gennem det Røde Hav(1) ved at dele vandene. Denne tørskoede vandgang var med kristne øjne en prefigurering af dåben, og det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg er en nymodens, ondsindet ateist. Det står selv i Bibelen:
1 Korinth. 10,1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet
1 Korinth. 10,2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet
Da jøderne nærmede sig det forjættede land på den anden side af Jordan-floden (40 år går jo hurtigt i Bibelen), udvalgte Moses 12 udsendinge. En for hver af Israels tolv stammer:
4 Mosebog 13,1 Herren talte til Moses og sagde:
4 Mosebog 13,2 "Send nogle mænd af sted for at udspejde Kana'an, som jeg vil give israelitterne; I skal sende en mand fra hver fædrenestamme, alle sammen høvdinge."
4 Mosebog 13,3 På Herrens befaling sendte Moses dem af sted fra Parans ørken; de var alle sammen overhoveder for israelitterne.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 13,8 Fra Efraims stamme: Hosea, Nuns søn.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 13,16 Det var navnene på de mænd, Moses sendte af sted for at udspejde landet. Moses gav Nuns søn Hosea navnet Josva.
I ovenstående citat står der "sendte" tre gange. Hvis man læser afsnittet i den græske teksttradition, Septuaginta, bruges ordet "apostellô", altså samme ord som apostel. (tjek evt med konkordansen).
En af disse 12 udsendinge var Josva (på træsnittet til højre står der "Josue" over hovedet på ham). Træsnittet til højre viser også den kristne fortolkning: Kun gennem dåben (i Jordan) kunne jøderne komme ind i det forjættede land. En pudsig detalje er, at det først var i forbindelse med denne "dåb", Josva fik sit navn: »Moses gav Nuns søn Hosea navnet Josva« (13,16).
Så vidt Moses. Hans arvtager var parat til at kopiere historien.
Ja, Josva kopierede Moses' mirakel, og han bragte jøderne tørskoet gennem Jordan.
Og hvad var det første, han gjorde,
»da hele folket så var kommet over Jordan«? At udvælge tolv mand, én fra hver stamme. Hvad ellers?
Josva 3,15 I hele høsttiden går Jordan over sine bredder; men da præsterne, der bar arken, kom ned til Jordan og satte foden i vandkanten,
Josva 3,16 standsede vandet, som kom oppefra; det rejste sig som en vold langt oppe, ved byen Adam, som ligger i nærheden af Saretan. Og det, der løb ned mod Araba-havet, Salthavet, forsvandt helt. Folket gik over floden ud for Jeriko.
Josva 3,17 Præsterne, der bar Herrens pagts ark, blev stående på den tørre bund midt ude i Jordan, mens alle israelitterne gik tørskoet over, indtil hele folket var kommet over Jordan.
Josva 4,1 Da hele folket så var kommet over Jordan, sagde Herren til Josva:
Josva 4,2 "Vælg tolv mænd af folket, én fra hver stamme,
Det samme gjorde Jesus af Nazaret. Han blev døbt i den Jordan-flod, den gamle Iêsous havde skilt, men han nøjedes ikke med at skille vandene — selve himlen blev flænget: »Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges« (Markus 1,10). Som god kristen ved man, at himlen er en hvælving, der "skiller vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen" (1 Mosebog 1,6-8). Og næppe var Jesus kommet op af Jordan igen, før han samlede tolv apostle.
Jesus kunne selvfølgelig ikke finde en mand fra hver stamme, sådan som den gamle Iêsous havde gjort det, for på Jesus' tid var 10 af stammerne forsvundne. Men finde 12 mænd, det kunne han da, og han glemte ikke at pointere sammenhængen mellem disse 12 mænd og Israels 12 stammer:
Matthæus 19,28 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.
|
Josva's store bedrift var, at han indtog Det Forjættede Land. Indtoget skete som bekendt ved Jeriko, hvor han fik murene til at styrte sammen (billedet til højre). Jeriko ligger i øst, så Josva's indtog i Det Forjættede Land og Jerusalem skete altså fra øst. Umiddelbart er det en underlig historie: Hvis jøderne var vandret gennem ørkenen fra Egypten i fyrre år, skulle man tro, at de ville ankomme fra sydvest.
Det er der selvfølgelig en forklaring på, som vi ikke behøver at spilde tid på her. Erobringen af Jeriko skete i påsken: Jøderne krydsede Jordan »den tiende dag i den første måned« (dvs. fire dage før påske) (Josva 4,19), og i kapitel 5 fejrede de påske (Josva 5,10-11). Derefter gik de rundt om Jeriko og truttede i syv dage, hvilket leder tanken hen på de Usyrede Brøds Fest, der varer syv dage og kommer direkte efter påske.
Det afslørende er, at den nye Josva også gør sit indtog fra øst i påsken. Ifølge Markus og Matthæus er Jesus aldrig i Judæa før den sidste palmesøndag, og man skulle tro, at Jesus af Nazaret ville ankomme fra Galilæa, dvs. fra nordvest.
Ikke desto mindre går Jesus' vej til Jerusalem også gennem Jeriko:
Markus 10,46 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
Man kan undre sig over, at folkeskarerne, der fulgte Jesus hele vejen fra Galilæa, og skulle til Jerusalem i påsken, ikke protesterede over denne kæmpe omvej. Men sådan er der så meget i Bibelen.
Josva var manden bag det største mirakel i
Bibelen: Han fik solen til at stå stille på himlen:
Josva 10,12 På denne dag, da Herren gav amoritterne i israelitternes hånd, talte Josva til Herren; han sagde i israelitternes nærvær: "Sol, stå stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal!"
Josva 10,13 Da stod solen stille, og månen standsede, til folket fik hævn over sine fjender. Det står i De Retskafnes Bog. Solen blev stående midt på himlen, og den tøvede næsten en hel dag med at gå ned.
Josva 10,14 Aldrig, hverken før eller siden, har Herren hørt et menneskes bøn, som denne dag! Herren førte jo krig for Israel.
Et utroligt mirakel, der aldrig blev overgået. Som der står i citatet foroven: »Aldrig, hverken før eller siden, har Herren hørt et menneskes bøn, som denne dag«. Ikke desto mindre lavede Jesus et lignende mirakel: Da han hang på korset, forsvandt solen i tre timer: »da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time«.
Det er normalt i litteraturen, at heltens død bliver ledsaget af en sol- eller måne-formørkelse, men for det første kan der ikke ske solformørkelser i påsken, for det andet varer en solformørkelse højst 7½ minut, ikke tre timer, og for det tredje dækker solformørkelser ikke hele jorden.
|
Men hvis vi læser videre, er der endnu flere paralleller til Jesus' korsfæstelse. Blandt de folk, Josva slagter, mens solen står stille, er der fem konger, der flygter til en hule.
Josva 10,16 De fem konger flygtede og skjulte sig i hulen i Makkeda.
Josva 10,17 Da Josva fik at vide, at de fem konger var fundet skjult i hulen i Makkeda,
Josva 10,18 sagde han: "Vælt nogle store sten hen for indgangen til hulen, og sæt nogle mænd til at holde vagt ved den.
[.. .. ..] [...]
Josva 10,22 Så sagde Josva: "Ryd indgangen til hulen, og før de fem konger ud af hulen til mig!"
[.. .. ..] [...]
Josva 10,26 Derefter slog Josva kongerne ihjel og hængte dem på fem træer, og dér hang de til aften.
Josva 10,27 Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage dem ned fra træerne og kaste dem ind i den hule, hvor de havde skjult sig. For indgangen til hulen lagde de nogle store sten, som ligger der den dag i dag.
Parallellerne til Jesus' gravlægning er tydelige: Kongerne kommer i graven, der sættes store sten for, men de kommer ud af graven levende igen.
Kongerne bliver "hængt på fem træer", men man skal ikke læse Bibelselskabets oversættelse alt for bogstaveligt. Ordet kan lige så betyde en genstand fremstillet af træ: Der bruges samme ord for en galge i Esters Bog. Den forrige oversættelse gengav ordet som "pæle": »Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle, og de blev hængende på Pælene til Aften. Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene«.
Det samme gælder for Jesus, der også døde på et træ eller en genstand af træ: »Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ« (Apost. G. 5,30), »[…] Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ« (Apost. G. 10,39). Igen skal man passe på Bibelselskabet. I den forrige oversættelse var der to eksempler mere: »[…] toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav« (Apost. G. 13,29) og »han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet […]« (1 Peter 2,24). Paulus fortæller, at Jesus blev en forbandelse ved at hænge på et træ:
|
Galaterne 3,13 Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« -
Fælles for begge historier er også betoningen, at de pælfæstede skal tages ned ved solnedgang: »Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage dem ned fra træerne«. I alle fire evangelier bliver Jesus taget ned og begravet før solnedgang.
De to Iêsous-historier er ikke ens, og det er heller ikke meningen. I Jesus' tilfælde er det Jødernes Konge, der kommer i en grav med en stor sten for indgangen; i Josva's tilfælde er Josva den morder, der slår kongerne ihjel ved at pælfæste dem lige efter sol-miraklet. Alligevel indeholder historierne en masse fælles elementer, der viser læseren, at historien gentager sig, og at den nye Iêsous er af samme kaliber (eller bedre), som den gamle Iêsous.
Lad os opsummere:
Konklusion: Ved at bruge navnet Jesus, viser forfatterne, at deres hovedperson erstatter Moses og vil lede Israels fortabte får ind i det nye forjættede land.
Fodnoter: (1)
Bemærk, at kunstneren til højre viser Det Røde Hav ved at blande røde og blå streger.
Læs mere om