Jesus og Isak, Den enbårne søn

Guds lam Hvor kommer historierne om Jesus fra? Mange af dem er åbenlyst genfortællinger af historierne fra Det Gamle Testamente. Et klassisk eksempel er, hvordan Moses, Josva, Isak, Elisa og Jesus alle havde magt over vandene.

Historien om den enbårne, elskede søn, der bliver ofret til Gud har klare paralleller til historien om Abraham, der næsten halal-slagtede sin søn Isak.

Den enbårne, tredobbelt elskede søn

Ved dåben erklærer Gud, at Jesus er hans elskede søn.
Jesus' dåb
Jesus bliver døbt
Jesus' dåb

Både Isak og Jesus bliver kaldt den elskede søn tre gange:

I det ældste evangelium, Markusevangeliet, erklærer Gud ved dåben: »Du er min elskede søn« (Markus 1,11). Når Jesus bliver "forvandlet", gentager Gud til ære for de tre overapostle: »Det er min elskede søn« (Markus 9,7). Tredje gang er i Jesus' lignelse om de onde vinbønder, hvor ejerens elskede søn tydeligvis er Jesus selv: »en elsket søn, ham sendte han« (Markus 12,6).

Markus 1,11: og der lød en røst fra himlene: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!"
Markus 9,7: Så kom der en sky, som overskyggede dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn. Hør ham!"
Markus 12,6: Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.

Hvis man kigger i Det Gamle Testamente i den græske teksttradition, Septuaginta, står der "uion sou ton agapêton" præcis tre gange, og alle tre er i netop det kapitel, hvor Abraham bliver beordret til at ofre sin elskede søn.

Her har vi en af de utallige forskelle på de hebraiske og græske traditioner: Den hebraiske tradition siger: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker« (1 Mosebog 22,2), hvilket er forkert, da Isak ikke var Abrahams eneste søn. I den græske tradition står der "elskede" i stedet for "eneste", hvilket også er vrøvlet: "din elskede søn, som du har elsket", men trods alt ikke er selvmodsigende.

Gud(erne) må vide, hvilken version der er den rigtige, men det står fast, at i den græske Bibel — den Bibel, som Jesus, Paulus, Herrens engel, apostlene og Helligånden konstant citerede fra — står der "din elskede søn" tre gange. I engelsk oversættelse: »thy son, the beloved one, whom thou hast loved […] thou hast not spared thy beloved son […] hast not spared thy beloved son« (1 Mosebog 22).

1 Mosebog 22,2: sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
1 Mosebog 22,2: And he said, Take thy son, the beloved one, whom thou hast loved -- Isaac, and go into the high land, and offer him there for a whole-burnt-offering on one of the mountains which I will tell thee of.
[…]
1 Mosebog 22,12: And he said, Lay not thine hand upon the child, neither do anything to him, for now I know that thou fearest God, and for my sake thou hast not spared thy beloved son.
[…]
1 Mosebog 22,16: I have sworn by myself, says the Lord, because thou hast done this thing, and on my account hast not spared thy beloved son,
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

De to ofringer

Type og antitype. Isak bærer sit brænde - Jesus bærer sit kors.
Jesus og Isak

De kristne har tidligt set utallige paralleller mellem de to elskede, enbårne sønner.

1 Mosebog 22,6: Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen.

Nogle af parallellerne er lidt bedre gemt. Gud beordrede Abraham til at tage til Morija-landet for at ofre Isak på et bjerg:

1 Mosebog 22,2 sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

Type og antitype. Abraham og Gud ofrer (næsten) deres eneste søn. Bemærk vædderen over Abrahams hoved.
Jesus og Isak

Vi støder kun på Morija én eneste gang til i Bibelen, nemlig i en omtale af templet i Jerusalem: »Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bjerg« (2 Krønikebog 3,1). Isak havde altså sin nærdødsoplevelse på tempelbjerget.(1) Selvom ingen véd, hvor Golgata skal forestille at have ligget henne, har det nok været tæt på byen, og dermed er begge ofringer sket på samme bjerg.

2 Krønikebog 3,1: Salomo begyndte at bygge Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bjerg, hvor Herren havde vist sig for hans far David, på det sted, som David havde beredt, på jebusitten Ornans tærskeplads.

Den store — tilsyneladende — forskel er naturligvis, at Gud afbrød Abraham, inden han nåede at dræbe sin søn. Derimod afbrød Gud ikke ofringen af sin egen søn.

Gud sørgede for, at Abraham fik en vædder, som han kunne ofre i stedet for menneskeofferet (billedet til venstre), men med Jesus gik det lige omvendt. Mennesket blev ofret istedet for syndebukken og påskelammet, og Brevet til Hebræerne bruger mange kapitler på at forklare, hvorfor det var nødvendigt:

Guds lam. Blodet giver forsoning.
Guds lam

Brevet til Hebræerne forklarer, hvordan de jordiske præster i tusinder af år havde ofret almindelige dyr, men deres blod havde ikke formået at skabe varig forsoning med Gud. Nu har Jesus ofret sig selv, og som en kosmisk ypperstepræst har han frembåret det ypperste offer — sig selv — og dermed sonet vores synder en gang for alle (f.eks.: Hebræerne 7,26-27).

Hebræerne 7,26: For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene,
Hebræerne 7,27: en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.

Som bekendt var Jesus ikke mere "ofret", end at han blev oprejst tre dage efter, og her har vi endnu en parallel, for benådningen af Isak bliver af den samme forfatter fortolket som om, at Gud "billedligt" havde oprejst Isak fra de døde:

Hebræerne 11,17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne,
[.. .. ..] [. . .]
Hebræerne 11,19 for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

Begge to elskede sønner genopstod, og Isaks "billedlige oprejsning fra de døde" skete sågar på »den tredje dag«. Så lang tid gik der fra Guds dødsdom til benådningen (1 Mosebog 22,4).(2)

1 Mosebog 22,4: Da Abraham den tredje Dag så op, fik han Øje på Stedet langt borte.
(Den forrige danske oversættelse)

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Selvom denne oplysning er godt gemt i Bibelen, er der ikke noget kontroversielt i det. Historikeren Josephus skriver rent ud, at ofringen skete på det bjerg, hvor templet senere blev bygget:

226 The two servants accompanied him for two days, but when he saw the mountain on the third day, he left his companions on the plain, and went alone with his son to the mountain, where later king David established the temple.
(Jødernes Oldtid, Bog 1, Kapitel 13, afsnit 2)

Til gengæld begår Josephus en fejl, eftersom det ikke var David, men Salomon, der byggede templet-

på den tredje dag . . .: Jeg citerer fra Den forrige danske oversættelse. Af en eller grund valgte Bibelselskabet i 1992 at afvige fra den hebraiske tekst, fra Septuaginta og fra stort set alle andre oversættelser, når de skriver: »To dage efter […]«.