Jesus' karriere starter, da han bliver døbt af Johannes Døberen.
Denne vigtige begivenhed beskrives vidt forskelligt af de fire evangelister.
Lad os følge, hvordan historien udvikler sig, efterhånden som den fortælles
af fire evangelister med hver sin dagsorden.
Markusevangeliet er det ældste af evangelierne, og er det evangelium, som Matthæus og Lukas bygger på. Her ser vi altså den mest oprindelige udgave af historien. I Markusevangeliet er Jesus et almindeligt menneskelig, indtil han får en åbenbaring ved dåben. Så bliver han en profet, der er endnu dygtigere end profeterne i Det Gamle Testamente:
|
Markus 1,4 — således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,7 Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,9 I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Markus 1,10 Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;
Markus 1,11 og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Jesus bliver døbt, himmelen sættes i bevægelse, og Guds røst lyder hen over folket. Det besynderlige er, at Gud citerer Esajas:
Esajas 42,1 Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene.
|
Dette tidlige evangelium giver dog nogle teologiske problemer for det senere Jesus-billede:
I Esajas-citatet taler Gud om »min tjener, […] min udvalgte«. Hvordan kan Jesus være Guds tjener, hvis begge er en del af Treenigheden? Hvordan kan Gud "udvælge" Jesus, hvis Jesus er Guds enbårne søn? Har Gud flere enbårne sønner "på lager", som han kan udvælge fra?
Johannes prædiker »omvendelsesdåb til syndernes forladelse« (vers 4). Hvorfor skal Jesus have syndsforladelse, hvis han er Guds jomfrufødte søn?
Johannes taler om en efterfølger, »som er stærkere end jeg« (vers 7). Der er dog ingen tegn på, at han genkender Jesus.
Jesus bliver først fyldt af Helligånden efter dåben, hvilket kan undre, da den moderne kristendom hævder, at Faderen, Sønnen og Helligånden er samme guddom.
Der står ikke noget om, at nogen af tilskuerne ser noget til miraklerne; »Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig« Jesus har fået en personlig, religiøs oplevelse, og Gud taler kun til Jesus: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«. Masser af mystikere verden over har haft lignende — eller endnu mere storslåede — "visioner".
Med andre ord: Hvis man kun læser Markus, og ikke de andre evangelier, kunne man få det indtryk, at Jesus var et almindeligt menneske, der først blev adopteret af Gud ved dåben.
Hebræerne 5,5 Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag,
Iøvrigt laver Bibelselskabet deres sædvanlige fusk, når de skriver, at ånden dalede ned over Jesus. Ordet der bruges på græsk er "eis", der bedst oversættes med "ind i". Jesus bliver døbt af Johannes i (eis) Jordanfloden (Markus 1,9), ånden daler ind i (eis) Jesus (1,10), ånden driver Jesus ind i (eis) ødemarken (1,12), og efter 40 dage kommer Jesus ind i (eis) Galilæa (1,14).
Det skal tilføjes, at dette vers har været forfalsket i næsten 2.000 år, så der stod "ep" (på),
men i den aleksandrinske tekst er dette rettet
smmen med 6,000 andre forfalskninger
og burde oversættes korrekt.
Brug evt, konkordansen til at analysere
Markus 1,10.
Ånden (og Markus skriver vel at mærke ikke "Helligånd") trænger altså ind i Jesus og besætter ham. Som Robert M. Fowler skriver i sin bog om Markusevangeliet:(1)
[…] Markus skildrer for os en person, der bliver invaderet og besat af en ånd. I Markus bliver Jesus ånde-besat. Se, for eksempel, Markus 1,12, hvor ånden inde i Jesus kaster ham ud (ekballô) i ørkenen. Jesus har ikke så meget erhvervet en ånd; det er snarere en ånd, der har erhvervet Jesus. I dåbs-scenen lægger Markus grundlaget for en debat, der vil opstå senere i evangeliet. Hvorvidt Jesus er ånde-besat er ikke et spørgsmål i Markus, men snarere, om ånden i ham er god eller ond, fra Gud eller Satan (Markus 3,20-35). Fortælleren forklarer intetsteds udtrykkeligt karakteren af Jesus' ånde-besættelse, men giver masser af spor, for at læseren skal kunne løse gåden.«(1)
Det er derfor, Jesus' familie tror, han er tosset.
|
Matthæus er et nyere testamente end Markus, og her er Jesus ikke længere et "adopteret" menneske. Jesus er nu Guds enbårne søn — født af en jomfru.
Det giver selvfølgelig et problem for Matthæus. Han vil gerne have historien om dåben med, men det er jo lidt pinligt, at Guds søn bliver døbt af et almindeligt menneske.
Historien må derfor tilpasses. I Matthæusevangeliet går Johannes ikke længere og prædiker »omvendelsesdåb til syndernes forladelse«. Som Guds søn behøver Jesus naturligvis ikke syndsforladelse, så Matthæus kommer ikke ind på, hvad det er Johannes prædiker — han prædiker bare.
Matthæus 3,1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:
[.. .. ..] [...]
Matthæus 3,13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.
Matthæus 3,14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«
Matthæus 3,15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham.
Matthæus 3,16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;
Matthæus 3,17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Man fornemmer næsten forfatteren sidde og krympe sig af pinlighed: Johannes nægter at døbe Jesus, og Jesus kommer med noget plidderpladder om at »opfylde al retfærdighed«. Det ender dog med, at Jesus bliver døbt, og vi får historien om Helligånden og den guddommelige røst med.
Matthæus ændrer også teksten, så at det ikke bare er en tilfældig ånd, der trænger ind i Jesus, men at det er »Guds ånd«, der kommer over Jesus.
I denne version af historien ser alle vidnerne himlen åbne sig: »og se, himlene åbnede sig over ham«, og den guddommelige røst siger nu »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« i stedet for »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« Det er altså ikke længere en personlig meddelelse, som kun Jesus hører, men en besked til alle tilskuerne.
Lukas har samme problem med Jesus' guddommelighed,
men han har den fordel frem for Matthæus, at han skriver
for et overvejende græsk publikum og derfor ikke er så afhængig af at have Johannes Døberen med i historien.
Derfor får Lukas den geniale idé, at smide Johannes Døberen i fængsel, inden Jesus bliver døbt:
Lukas 3,20 så føjede Herodes til alt det andet også det, at han lod Johannes kaste i fængsel.
Lukas 3,21 Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes
Lukas 3,22 og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Nu er ånden ikke længere en udefineret ånd (som i Markus) eller en »Guds ånd« (som i Matthæus) — det er selveste Helligånden med stort H. Og den daler ikke bare ned "som en due", men i »legemlig skikkelse som en due«. Men hvem var det så, der døbte Jesus? Det får vi ikke at vide, og Lukas er åbenbart ligeglad, bare vi får historien med om (Hellig)ånden og Guds røst.
Men desværre glemmer Lukas at rette i sit næste værk, Apostlenes Gerninger. Her står der nemlig tydeligt, at Jesus var blevet døbt af Johannes:
Apost. G. 1,21 Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os,
Apost. G. 1,22 lige fra Johannes' dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os — en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse."
Hvad mener Lukas i grunden? Var Johannes røget i fængsel? Eller har han døbt Jesus? Hvis der med "Johannes' dåb" hentydes til Jesus' dåb, så var ingen af disciplene med. Hvis der hentydes til dåb af andre mennesker, før Johannes røg i fængsel, og før Jesus blev døbt af "en eller anden", så er problemet, at Jesus ikke selv har været til stede »lige fra Johannes' dåb«.
|
I Johannesevangeliet er Jesus ikke bare Guds søn — han er Ordet, han er Gud selv. Derfor er der absolut ingen, der er værdige til at døbe Jesus. På den anden side skal vi jo gerne lige have historien om Helligånden og Guds røst med.
Løsningen er derfor at lade Johannes Døberen vidne om Jesus:
Johannes 1,32 Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham.
Johannes 1,33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden.
Johannes 1,34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«
Hokus pokus. Guds søn er alligevel ikke blevet døbt, men vi har stadig et vidne om Helligånden og Guds røst.
Bemærk også Johannes' ord: "Jeg kendte ham ikke", selvom Lukasevangeliet fortæller, at Jesus' og Johannes' mødre var nære slægtninge, der boede sammen under deres graviditet (se billedet til højre).
|
Efter dåben er Johannes Døberen overflødig for historien, så forfatteren lader Herodes slå Johannes ihjel. For at give Jesus — Universets Skaber — en undskyldning for ikke at kunne frelse Johannes, driver Ånden i mellemtiden Jesus ud i ørkenen, hvor han bliver i 40 dage.
I Markus-evangeliet bliver der sørget for, at han får noget spise: »og englene sørgede for ham« (Markus 1,13). Markus vil åbenbart gerne have en parallel til profeten Elias, der blev fodret af en engel, inden han gik 40 dage i ørkenen (1 Kongebog 19,4-8).
Elias' 40-dages faste var en kopi af de 40 dage Moses fastede på bjerget. Elias's spadseretur endte netop på »Guds bjerg Horeb« — altså det samme bjerg, hvor Moses fastede i 40 dage og modtog De Ti Bud.
I Matthæus- og Lukasevangeliet får Jesus ikke noget at spise. Matthæus synes nemlig, det er vigtigere, at tegne en parallel mellem Jesus og Moses. Jøderne fristede Moses i ørkenen, derfor retter Matthæus i Markus' historie og udpensler, hvordan Jesus blev fristet af Fanden i ørkenen. Derfor får Jesus først mad på den 40. dag, ligesom Moses fastede fyrre dage og fyrre nætter på bjerget. Hvis Jesus var velnæret af englemad, ville det ikke have været så imponerende, at han afviste Fandens fristelser (Matthæus 4,2-11).
Johannes er derimod lodret uenig med alle tre evangelist-kollager: Jesus var slet ikke i ørkenen — for tre dage efter dåben tog Jesus til bryllup i Kana.
Konklusion: Historien om Jesus' dåb er et godt eksempel på, hvordan den enkelte forfatter kan ændre indholdet til at passe til sin egen dagsorden.
Fodnoter: (1)
