|
|
Man skal ikke tænke alt for meget over geografien, når man læser Det Nye Testamente.
Den ene grund er, at forfatterne var grækere, der ikke var stive i geografien i Det Hellige Land, og som derfor sendte Jesus ud på nogle mildt sagt besynderlige rejseruter (billedet til højre). De fik sågar Jesus til at sejle 40 kilometer gennem det tørre land.
Den anden grund er, at stednavnene ofte har en symbolsk betydning (på samme måde som Jesus' navn betyder Guds frelse), der er vigtigere end en evt. lighed med virkeligheden. Byer og bjerge er noget, der dukker op, når historien kræver det, og som bagefter forsvinder igen.(1)
Nogle gange forsvinder de for evigt. Andre gange mener kristne arkæologer og den israelske turistindustri at have udgravet dem (f.eks. er der fire kandidater til, hvor Kana har ligget).
Lad os tage et strejftog gennem denne magiske drømmeverden (uden romere), hvor byer og steder opstår for en kort stund.
Fodnoter: (1)
»It is idle to ask what the Pharisees were doing in the middle of a cornfield on a sabbath day.
The process of oral tradition has formalized the stories, hence the considerable element of truth in the comment:
"Scribes and Pharisees appear or disappear just as the compiler requires them.
They are part of the stage-property and scenery, like 'the house' and 'the mountain.'«
(Dennis Eric Nineham, Saint Mark, 1977, side 107, fodnoten)
Kernecitatet er fra The synoptic gospels edited with an introduction and a commentary af Claude Goldsmid Montefiore, 1927, side 203.
