Jesus udførte så mange mirakler, at Bibelen ikke engang kan overkomme at fortælle om dem (Johannes 20,30), ja der ville slet ikke være plads i hele verden til alle de bøger, det ville kræve at beskrive alle Jesus' mirakler (Johannes 21,25).
Der er dog et bestemt mirakel, der skiller sig ud fra de fleste andre, nemlig bespisningen i ørkenen: Denne undergerning er nemlig beskrevet i alle fire evangelier.
Markus 6,41 Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle.
Markus 6,42 Og alle spiste og blev mætte;
Markus 6,43 og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.
Markus 6,44 Det var fem tusind mænd, der havde spist.
Det mærkelige er, at historien åbenbart bliver gentaget. Mindre end to kapitler senere udfører Jesus tricket en gang til. Lidt færre mænd, lidt flere brød og lidt mindre mad tilovers; men alligevel samme historie:
Markus 8,6 Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren.
Markus 8,7 De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud.
Markus 8,8 Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde.
Markus 8,9 Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.
Denne "dobbeltkonfekt" har forårsaget teologiske panderynker i mange hundrede år.
Teologer som Albert Schweitzer forsøgte at finde den historiske Jesus ("hvad skete der i virkeligheden"). Schweitzer tog det for givet, at der var tale om to beskrivelser af en og samme episode, og derfor mente han, han havde carte blanche til at omorganisere de følgende hændelser (forklarelsen på bjerget og Peters bekendelse) for således at kunne bortforklare en masse andre mærkeligheder i Jesus' liv.
På et mere lavpraktisk plan har teologer som Shelby Spong problemer, når de forsøger at tælle og kategorisere Jesus' mirakler.
Men uanset hvad der oprindeligt har stået i et hypotetisk "Ur-Markus", og uanset hvad en historisk Jesus har gjort "i virkeligheden", kommer vi ikke udenom, at i Bibelen, som vi kender den, er begge bespisninger en integreret del af historien.
Jesus holder nemlig en slags eksamen for sine tolv apostle bagefter: »Husker I ikke, da jeg brød de fem brød til de fem tusind, […] Eller dengang med de syv brød til de fire tusind« (Markus 8,17-21).
Der er desuden den diskrete forskel på de to episoder,
at Jesus »velsignede« maden den ene gang,
hvorimod han »takkede« den anden gang.
Sproget minder meget, om Jesus' ord ved den sidste nadver:
De to bespisninger | Den sidste nadver (Markus 14,22-23) |
---|---|
Og han tog de fem brød […] og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, | Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme."
Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. |
og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, |
Markus har tydeligvis en idé med det, han skriver. Så hvorfor gentager Jesus miraklet? Er det hele bare en parabel?
Det er typisk for Markus, at man aldrig helt ved, hvor historien foregår. Vi tager dog næppe fejl, hvis vi går ud fra, at Jesus i kapitel 6 befinder sig i det jødiske Galilæa. I næste kapitel er Jesus igen oppe et skændes med farisæere og skriftkloge, og diskussionen ender med, at han kalder skarerne sammen for at forklare dem, at de roligt kan ignorere Moselovens regler om rent og urent. Denne belæring ville have været ret overflødig, hvis Jesus havde opholdt sig blandt ikke-jøder. Den første bespisning er altså for jøder.
Men herefter forlader Jesus jødisk territorium »og drog til egnen ved Tyrus« (Markus 7,24). Her bliver han antastet af kvinde, hvis datter er syg. Kvinden var græker.(1)
Markus 7,26 Kvinden var græker,(1) syrisk-fønikisk af nationalitet; og hun blev ved med at anmode ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.
Markus 7,27 Men han begyndte med at sige til hende: "Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde."
Markus 7,28 Men som svar sagde hun til ham: "Du har ret, herre, og dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler."
Markus 7,29 Så sagde han til hende: "Fordi du sagde dette, da gå blot; dæmonen har forladt din datter."
(Jehovas Vidner / Ny Verden)
Historien viser Jesus fra en usympatisk side: Jesus frelser kun jøder, så han kalder kvinden for en hund — en hund der ikke må spise "børnenes brød": »det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde«, og kvinden er nødt til at gå med på "spøgen" og spille hund for sin datters skyld: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«.
Herefter tager Jesus videre til Dekapolis (Markus 7,31), hvor indbyggerne er ikke-jøder. Det kan læseren regne ud, dels fordi navnet på de ti byer, Dekapolis, er græsk, og dels fordi Jesus allerede tidligere har besøgt stedet, hvor han slog 2.000 af deres grise ihjel (billedet til venstre).
Det er altså disse græsktalende, grisespisende ikke-jøder, der får glæde af, at Jesus gentager miraklet.
Jesus har åbenbart fortrudt sine hårde ord til den græske kvinde, og efter at han har mættet "børnene" (israelerne) er han nu parat til at give "hundene under bordet" de "smuler, børnene har tabt". Derfor gentager han miraklet (Markus 8,6-9, citeret foroven). Nu er det grækernes tur til at få brød.
Dermed lever Jesus op til Paulus' ord om »for jøde, først, og for græker« (Romerne 1,16; 2,9; 2,10).
Se evt. hvordan Matthæus gør Jesus endnu mere usympatisk.
Det er et fast tema i Markusevangeliet, at Jesus' disciple er nogle blinde paphoveder, der intet forstår.
Kort efter de to bespisninger har disciplene igen glemt at sørge for brød: »De havde glemt at tage brød med« (8,14). Jesus snakker om (symbolsk) surdej, og disciplene tror, han snakker om det brød, de har glemt. Jesus' ord går hen over hovedet på apostlene, og deres dumhed går hen over hovedet på ham. Tilsidst går deres dumhed op for Jesus, »Da Jesus blev klar over det« (8,17), og han skælder ud og underkaster dem en lille eksamen:
Markus 8,18 Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke,
Markus 8,19 da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?" "Tolv," svarede de.
Markus 8,20 "Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?" "Syv," svarede de.
Markus 8,21 Og han sagde til dem: "Forstår I endnu ikke?"
Jesus er tydeligvis både vred og skuffet over de blinde disciple: »Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet«. En mulig fortolkning på episoden (og Jesus' vrede) er, at tallene ikke har nogen mening i sig selv. Vreden skyldes, at disciplene har bevidnet episoderne og sågar har husket antallet af brød og kurve, men alligevel ikke har forstået den dybere mening.
Denne fortolkning halter dog lidt, eftersom Markus' ironi normalt kræver, at læseren forstår det, som de blinde disciple ikke kan se. Men lige her undlader Markus at forklare meningen for læseren.
Tallene bliver fremhævet af Jesus, som om de har en dybere mening, men med mindre forklaringen har stået i det Hemmelige Markusevangelium, er læseren ladt i stikken her.
Lad os prøve nogle fortolkninger af denne parabel:
Når man støder på tallet tolv i Bibelen, er det næsten altid et symbol for Israels 12 stammer. Jesus havde tolv disciple, og dette tal skyldtes, at de skulle dømme Israels tolv stammer ved Dommedag.
Man overfortolker derfor næppe, hvis man antager at de tolv kurve, der blev tilovers på jødisk territorium, skal vise, at der altid vil være mad nok — det daglige brød — til hele Israel.
Hvad så med de syv kurve, der blev tilovers fra grækernes måltid? Det mest sandsynlige er nok, at tallet syv repræsenterer de ikke-jødiske folkeslag. Josva måtte fordrive »syv folk, der er større og mægtigere end du« fra det Forjættede Land (5 Mosebog 7,1, Apostlenes Gerninger 13,19).
Som vi så, havde Jesus lige haft en samtale med en af de oprindelige indbyggere, en "syrisk-fønikisk" kvinde, hvor Jesus ikke ville give "jødernes brød" til "de små hunde" (folk, der ikke-var jøder), og hvor kvinden bad om et par smuler af det "brød", der blev til overs: »dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler«.
Tallet syv kunne også hentyde til hele verden, der jo blev skabt på syv dage, og som er inddelt i syv himler. Det kunne også være en hentydning til Romerriget, eftersom Rom lå på syv høje (Åbenbaringen 17,9).
En episode i Apostlenes Gerninger bekræfter os i, at vi ikke er helt galt afmarcherede ved at fortolke tolv og syv som hhv. jøder og grækere: I Apostlenes Gerninger 6,1-4 er "hellenisterne" sure på "hebræerne", fordi de var blevet forfordelt. Derfor udnævnte man syv velanskrevne mænd med græske navne, der i fremtiden kunne sørge for hellenisterne. De tolv apostle valgte fra nu af at blive i jødernes hovedstad Jerusalem, mens de syv rejste ud i den vide verden for at sprede det glade budskab. Jesus efterlod 12 jødiske apostle og 12 kurve til "hebræerne", og syv "hellenistiske" apostle og syv kurve til resten af verden.
Vi støder på tallene tolv og syv igen, når Jesus møder sine disciple for sidste gang i det sidste kapitel af Johannesevangeliet. Her er de tolv disciple åbenbart blevet reduceret til syv: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2). Fem navngivne og to uden navn; man fristes til at sige: Fem store brød og to småfisk.
Disse mange fortolkninger af tallet syv udelukker eller modsiger på ingen måde hinanden, men peger derimod alle i samme retning. De første tre kapitler i Bibelens sidste bog er breve til hver af lederne af de syv kristne menigheder (Åbenbaringen 1,20).
Disse tal har ikke nogen bestemt symbolsk betydning, så hvis det ikke skal ende i ren talmagi og gematri, må vi nøjes med at konstatere, at det sidste tal er mindre end det første. Miraklerne bliver altså mindre.
Det var engang en meget populær fortolkning af Jesus' karriere i almindelighed — ikke kun Markusevangeliet og ikke kun disse to episoder — at man kunne dele Jesus' liv op i en succesfuld start efterfulgt af en lang nedtur. Jesus' energi brænder simpelthen ud som batterierne i en gammel lommelygte, efterhånden som han udsættes for vantro og modstand.
Denne model holder imidlertid ikke. Farisæerne beslutter at dræbe Jesus allerede i starten (Markus 3,6), og senere i samme kapitel i "succesperioden" forsøger hans familie at få fat i ham, fordi de tror, han er tosset; derimod var folket trofast til det sidste og fulgte ham hele vejen fra Galilæa til Jerusalem. Allerede i kapitel 6 kan han »ikke gøre nogen mægtig gerning« på grund af folkets vantro, men han helbreder senere den blinde i Jeriko i kapitel 10 og får figentræet til at visne i kapitel 11. Samtalen med den græske kvinde i det fjerne Tyrus (citeret foroven) sker allerede i kapitel 7 — undtagelsesvis er Jesus alene uden sine disciple — længe før den postulerede "flugt- og tilbagetræknings-periode".
En langt enklere fortolkning er at vende tilbage til de dumme disciple. De har allerede set, hvad deres mester evnede under den første bespisning, men når han skal til at gentage miraklet og mætte færre menneske med flere brød, udbryder de i kor: »Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?« (8,4). De havde åbenbart intet lært, og Markus har tidligere bekræftet, at det lige præcis er det, der er galt: »De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet« (6,52).
Der er med denne fortolkning ikke så meget tale om talmystik, blot en repetition af temaet med disciplene som dumme og blinde paphoveder. Dette udelukker naturligvis ikke, at tallene også har en eller anden symbolsk betydning.(2)
Antallet af fisk var åbenbart ikke en del af disciplenes eksamenspensum, men hvad med brødene? Fem til jøderne og syv til ikke-jøderne.
Måske har Markus allerede givet os et spor? Da Jesus var ude i kornmarken og skændes med farisæerne (billedet til højre), refererede han til historien om David, der gik ind i Guds hus og narrede præsten til at udlevere nogle af skuebrødene:
Markus 2,25 Så sagde han til dem: "Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne,
Markus 2,26 hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"
Jesus fortæller ikke, hvor mange brød præsten gav til David, men hvis man læser historien i Det Gamle Testamente, ser man, at David fik udleveret fem brød: »Giv mig fem brød, eller hvad du nu har« (1 Samuel 21,4). De fem brød, der blev benyttet til bespisningen på jødisk territorium, afspejler altså de fem brød, som kong David havde modtaget til sine sultne mænd.
Ifølge Moseloven var der tolv af disse skuebrød (3 Mosebog 24,5-6), så efter at David og jøderne havde fået de fem, var der syv brød tilbage i Guds hus til resten af verden.
Det rejser desuden spørgsmålet, om hvorfor David bad om lige præcis fem brød. Skuebrødene blev udskiftet hver sabbat, hvorefter de gamle brød tilhørte præsterne. Den nærmere fordeling er omdiskuteret, men Misnah Sukkah citerer (blandt andet) denne rabbi: »Rabbi Yehudah says: that which was entering would take seven, and that which was leaving would take five« (se eksternt link).
Hvis Rabbi Yehudah har ret, har David altså bedt om netop det antal brød, der tilhørte præsten fra det afgående skifte. Præsten kunne ikke give David de andre syv brød, for de tilhørte det tiltrædende skifte.
Men dette åbner for endnu en fortolkning: De fem brød repræsenterer det "afgående skifte", jøderne i Guds tempel, mens de syv brød repræsenterer "det tiltrædende skifte", resten af verden. Da evangelierne blev skrevet, havde romerne revet templet i Jerusalem ned, og den dag i dag er Guds hus en ruin. Det jødiske skifte må siges at være afgået.
En sidste konklusion er, at der har været præcis to bespisninger: De 12 brød blev fordelt med 5 til jøderne og 7 til resten af verden, og herefter underkastede Jesus sine disciple en "eksamen" i tallene. Det var altså ikke noget, Jesus gjorde, hver gang hans tilhørere blev sultne. Han gjorde det kun to gange, og formålet var ikke at fylde folks maver, men at give disciplene (og læseren) et religiøst budskab.
Med andre ord er hele historien bare en parabel.
De to bespisninger er et eksempel på episoder, der kun giver mening, hvis Jesus selv er en lignelse.
Fodnoter: (1) (2)
Kvinden var græker. Ordet i den græske originaltekst er "hellenis".
Af uransagelige årsager skriver Bibelselskabet "hedning" i oversættelsen fra 1992. Derfor citerer jeg i stedet fra Jehovas Vidners oversættelse.
Det bedste(?) bud er, at de fem tusinde jøder og de fem brød hentyder til de fem Mosebøger, mens de fire tusinde ikke-jøder hentyder til de fire verdenshjørner — altså hele verden.