|
|
En af de mange mærkelige historier i Det Nye Testamente sker, da Jesus er blevet arresteret af romerne. Vi får at vide, at den romerske statholder, Pontius Pilatus, plejede at løslade en fange ved påsketid.
Markus 15,6 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.
Markus 15,7 Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.
Markus 15,8 Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.
Da folkemængden ankommer, går Pilatus ud fra, at de ønsker at få »jødernes konge« frigivet. En naturlig tanke, eftersom folket trofast har fulgt Jesus hele vejen fra Galilæa til Jerusalem med et kæmpe herresving igennem Jeriko og har kastet deres kapper og grønne kviste foran Jesus.
Markus 15,9 Han svarede dem: "Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?"
Men Pilatus gættede forkert. I løbet af natten har den vægelsindede menneskemængde vendt 180 grader, og nu kræver de at få morderen og oprøreren Barabbas løsladt.
Markus 15,11 Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.
Markus 15,12 Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: "Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?"
Markus 15,13 De råbte tilbage: "Korsfæst ham!"
Markus 15,14 Pilatus spurgte dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst ham!"
Markus 15,15 Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
|
Intet i denne historie giver mening. Vi er naturligvis ovre i Fantasiens Verden, når den romerske guvernør frigiver en oprører. En romersk guvernør, der med overvældende militærmagt i ryggen alligevel lod sig kue af en ubevæbnet flok til at frigive en oprører, ville selv have været blevet henrettet. Som Dimont formulerer det: "Enhver romersk guvernør, der satte en forræder mod Rom fri i bytte for en erklæret ven af Rom, som Jesus blev afbildet, ville have fået sit hoved undersøgt, efter at det var blevet skilt fra kroppen".(1)
Der er ingen grund til at spilde tid på fantasifulde bortforklaringer eller på at finde paralleller i romersk lov og jødiske traditioner.(2) Der står klokkeklart (citeret foroven), at det kun var noget Pilatus plejede: »plejede han« (Markus 15,6). Der står ikke, at Pilatus var tvunget; der står ikke, at alle statholdere i Judæa var tvungne; og der står ikke, at alle statholdere i hele romerriget var tvungne. Der står, at Pilatus gjorde, »som han plejede« (Markus 15,8).
Folkets opførsel er lige så uforklarlig. For få dage siden sang de: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer«, og farisæerne frygtede befolkningen så meget, at de var nødt til at fange Jesus i mørket med forræderi og hemmelige retssager (Markus 14,2). Nu skriger de: »Korsfæst ham!«.
Hvis Pilatus "plejede" at frigive mordere og oprørere ved påsketid, så er der slet ingen grund til, at han ikke også kunne frigive Jesus, når nu han mente, han var uskyldig, »Hvad ondt har han da gjort?«, men det tillader folket ikke: De vil hverken have Jesus eller nogen af de andre oprørere (Markus 15,7) løsladt. De vil have Barabbas løsladt og alle andre henrettet. Ja, ikke bare henrettet, men dømt til den mest smertefulde og vanærende død i romernes katalog: »Korsfæst ham! […] Men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst ham!«.
|
Markus fortæller ganske vist, at »ypperstepræsterne opildnede folkeskaren«, men det forklarer ikke noget. Hvis ypperstepræsterne var så gode til at "opildne folkeskaren", hvorfor havde de så ikke bare overladt Jesus til pøblen i stedet for at blande romerne ind i det (billedet til højre)?
En oplagt vinkel er derfor Markus' sædvanlige brug af ironi. Dem, der anklager Jesus for blasfemi, er selv skyldige i at dræbe Guds søn; Dem, der anklager Jesus for oprør, er selv med til at få oprøreren Barabbas frigivet.
Jøderne forkaster den fredelige Jesus, og vælger i stedet oprøreren og morderen Barabbas. En generation senere, kort før Markusevangeliet blev skrevet, startede krigen mod romerne, der endte med Jerusalems ødelæggelse. Den dag i dag ligger templet i ruiner.
Men der er mere i det.
|
Markus er ofte kryptisk, men i reglen giver han sine læsere et spor. Det er i Markusevangeliet, og kun i dette evangelium, at læseren får at vide, at "bar" på aramæisk betyder søn. Bartimæus er søn af Timæus: »da Jesus […] gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen« (Markus 10,46).
Det er også kun i Markusevangeliet, vi får at vide, at Jesus kalder sin himmelske fader for "Abba": »Abba, fader, alt er muligt for dig« (Markus 14,36).
Navnet Barabbas betyder altså "søn af faderen" eller "søn af Gud fader" (det sidste "s" i navnet angiver nominativ på græsk, ligesom i Markus, Lukas, Jesus, osv.).
Men det mest mystiske er, at kirkefaderen Origenes omkring år 240 skrev, at i gamle manuskripter med Matthæusevangeliet hed morderen Barabbas også Jesus: Jesus Barabbas:
|
The reading preserved today in several Greek manuscripts and early versions was known
to Origen, who declares in his commentary on the passage, "In many copies it is not
stated that Barabbas was also called Jesus, and perhaps [the omission is] right." (Origen
discloses in what follows his reason for disapproving of the reading Jesus Barabbas; it
cannot be right, he implies, because "in the whole range of the scriptures we know that no
one who is a sinner [is called] Jesus.")
(Bruce M. Metzger, A Textual Commentary On The Greek New Testament, 4. udgave, 2001, side 56)
Origenes tilføjede, at det måske var bedst at bortcensurere "Jesus" med den besynderlige begrundelse, at der ikke er andre eksempler i Bibelen på, at navnet Jesus er brugt om en synder (massemorderen Josva er ikke en synder set med kristne øjne). Og den vej er det gået siden da.
I dag er der kun få og små eksempler på manuskripter med læsningen "Jesus Barabbas". Alligevel er det den variant, der bruges i moderne oversættelser af Matthæusevangeliet, fordi det er langt lettere at forestille sig, at fromme skriverkarle har bortcensureret det hellige navn navn fra morderen (en censur, som Origenes jo bifaldt), end at forestille sig, hvorfor nogen skulle tilføje "Jesus".
Spørgsmålet er, om Barabbas også hed Jesus i Markusevangeliet, men det er ikke til at svare på. Markusevangeliet har aldrig været så populært som Matthæusevangeliet, så vi har færre overlevende græske manuskripter og færre kommentarer fra kirkefædre.
På den ene side ville det passe fint med Markus' brug af ironi. På den anden side er det også typisk, at når Matthæus kopierer Markusevangeliet, fjerner han alle aramæiske ord. Matthæus' læsere har ikke fået at vide, hvad "bar" og "abba" betyder på aramæisk, så måske har han i stedet valgt at tilføje navnet "Jesus" som en alternativ og mere direkte måde at gøre Barabbas til Guds søn på?(3)
I al fald stiller det spørgsmålet, om hvilken søn af faderen det var, der blev løsladt, og hvilken Jesus der blev korsfæstet.
|
Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister, og når han kopierer Markusevangeliet kan han godt lide at skære de ting ud i pap, som Markus kun antyder.
Matthæus 27,16 Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.
Matthæus 27,17 Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"
På bare to linier har Matthæus indført seks ændringer:
|
Matthæus kalder som nævnt morderen for Jesus Barabbas.
Sætningen giver også bedre mening, når navnet "Jesus" tilføjes. Hvorfor skulle Pilatus udpensle: »Jesus, som kaldes Kristus«, hvis der kun var én Jesus til stede?
Barabbas er hverken morder eller oprører i dette evangelium. Han er »en meget omtalt fange«. Således bliver han også på dette punkt en parallel til Jesus.
Barabbas er ikke fængslet sammen med andre (i modsætning til hvad vi læste i Markus 15,7). I Matthæusevangeliet får man indtrykket af, at han sad alene i fængslet, indtil Jesus dukkede op: »Man havde dengang en meget omtalt fange«.
Dette er selvfølgelig ikke korrekt, eftersom vi senere støder på de to røvere, der bliver korsfæstet på begge sider af Jesus (billedet til venstre), men lige her i denne episode har Pilatus tilsyneladende kun to fanger at tilbyde jøderne: Jesus og Jesus.
Her i Matthæusevangeliet bliver Pilatus ikke overrasket over jødernes krav: Det er tværtimod ham selv, der stiller jøderne over for valget: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«.
Der er ikke længere frit valg på alle hylder: Jøderne får valget mellem to, og kun to, fanger: »Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«. Jøderne vælger »at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet«, og Pilatus gentager det: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« (Matthæus 27,20-21).
Pilatus kalder ikke Jesus for »jødernes konge« som i Markusevangeliet, men derimod »Jesus, som kaldes Kristus«. Der ligger ikke noget ironisk i denne formulering; det er præcis den samme som i starten af evangeliet: »Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus« (Matthæus 1:16).(4)
Det er altså ikke længere et valg mellem to politiske ledere, hvor jøderne vælger den voldelige oprører. Nu er vi ovre i "noget religiøst".
Så hvad er det, Matthæus har set i Markus' historie? Eller med andre ord:
Hvornår var det, jøderne samledes i Jerusalem for at vælge mellem to helt ens dødsdømte?
Hvornår var det, at den ene blev frigivet?
Og hvornår var det, at den anden blev ofret til Gud, for at hans blod skulle sone menneskenes synder?
|
Vi er så vant til at høre, at Jesus er »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29). Men påsken og påskelammet gav ikke syndsforladelse; Påskeofferets blod gav beskyttelse, imens Gud slog de egyptiske drengebørn ihjel, hvorimod syndsforladelsen skete på en helt anden festival, nemlig forsoningsdagen, Yom Kippur, og det dyr, der bar folkets synder, var ikke et lam, men en buk. En syndebuk.
Jeg klipper lidt i de lange kedelige regler (læs evt. 3 Mosebog kap. 16):
3 Mosebog 16,7 Så skal han tage de to gedebukke og stille dem frem for Herrens ansigt ved indgangen til Åbenbaringsteltet,
3 Mosebog 16,8 og han skal kaste lod om de to gedebukke, det ene lod for Herren og det andet for Azazel.
3 Mosebog 16,9 Derefter skal Aron føre den buk frem, som loddet for Herren falder på, og bringe den som syndoffer.
3 Mosebog 16,10 Den buk, som loddet for Azazel falder på, skal blive i live for Herrens ansigt, for at Aron kan skaffe soning med den ved at sende den ud i ørkenen til Azazel.
[.. .. ..] [. . .]
3 Mosebog 16,15 Så skal han slagte folkets syndofferbuk og bringe dens blod ind bag forhænget og gøre med det, ligesom han gjorde med tyrens blod; han skal stænke det på sonedækket og foran sonedækket.
3 Mosebog 16,16 På den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder. På samme måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, som står hos dem midt i deres urenhed.
[.. .. ..] [. . .]
3 Mosebog 16,20 Når han er færdig med at skaffe helligdommen og Åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem.
3 Mosebog 16,21 Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende den ud i ørkenen med en mand, der står rede.
3 Mosebog 16,22 Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken, og manden skal slippe den løs i ørkenen.
|
|
Altså: Man tager to gedebukke. Den ene skal ofres til Gud og den anden til en af de mange andre guder, Azazel. En lodtrækning afgør, hvilken gud der får hvilken buk. Reglerne er yderligere forklaret i den mundtlige tradition, Mishnah, hvor der også står, at de to bukke skal være så ens som muligt.(5) Dette er logisk nok: Tænk, hvis man prøvede at spise Azazel af med en ged, der havde sår, bylder, skab, fnat eller knuste testikler, og det så var netop dén buk, Gud vandt i lotteriet (3 Mosebog 22,20-25).
Den buk, der ofres til Gud, giver syndsforladelse: »soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder« (16,16), mens den buk, der tilfalder Azazel, skal slippes ud i ødemarken levende: »Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken« (16,22).
Kirkefaderen Origenes, ham der fortalte os, at Barabbas hed Jesus, skrev også kommentarer til 3 Mosebog, og han så en tydelig parallel mellem de to gedebukke og de to Jesusser.(6) Begge historier handler om forsoning gennem offerets blod. Bukkens blod skaffer forsoning: »syndofferbukken, hvis blod blev bragt ind i helligdommen for at skaffe soning« (3 Mosebog 16,27), ligesom Jesus' blod gør: »Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer« (Romerne 3,25).
Origenes har en observation mere: Den mand, der frigav Azazel's buk, skulle vaske sig bagefter. Origenes mente, at Pilatus, kunne opfylde rollen som »en mand, der står rede« (3 Mosebog 16,21), og det er netop i Matthæusevangeliet, at Pilatus bagefter vasker sine hænder og erklærer, at han er uskyldig i denne mands blod.(7)
3 Mosebog 16,26 Den mand, som slipper bukken løs til Azazel, skal vaske sit tøj og bade sin krop i vand; derefter kan han gå ind i lejren.
Matthæus 27,24 Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag."
Forsoningsdagen var det eneste tempelritual, der involverede masser af bade. Her kan man indvende, at Pilatus ikke var en jødisk præst, men der står netop kun: »en mand, der står rede«, og det fremgår af Mishnah, at manden, der frigav Azazels buk, ikke måtte være israelit.(8)
Syndebukken kunne også forklare jødernes svar:
Matthæus 27,25 Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!"
Jødernes skulle bekende deres synder over bukken: »[…] sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken […]« (16,21 - citeret foroven). Kun ved at bekende deres synder kunne de få soning gennem offerets blod.
Her knækker filmen for Matthæus, for synderne skulle bekendes over den levende buk — den, der skulle bære synderne ud i ørkenen. Problemet er igen, at forfatterne vil for meget på én gang. De har allerede rodet påsken sammen med forsoningsdagen, men Matthæus vil også gerne bevare Jesus som den syndebuk, der bærer folkets synder. Ham, der tog vores sygdomme og bar vore lidelser (Esajas 53,4-5), ham, der selv bar vore synder op på korset (1 Peter 2,24), ham, der »blev åbenbaret for at bære vore synder« (1 Johannes 3,5); kort sagt: »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29).
|
Vi kan se, at Jesus nu også har overtaget syndebukkens rolle, ved at Matthæus ændrer kappens farve. Den er ikke længere kejserligt purpur som i Markusevangeliet, men skarlagenrød:
Matthæus 27,28 Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham,
|
Hvor kommer skarlagen ind i billedet?
Der står ikke noget om skarlagen i beskrivelsen af de to bukke, men to kapitler forinden er der et meget lignende ritual med to fugle: En der ofres, og en der sættes fri. I oversættelsen fra 1919 lyder det; »Skarlagen […] Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod« (3 Mosebog 14,4-6), »Skarlagen […] han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levende Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod […] og med Skarlagenet« (3 Mosebog 14,49-52). Helligåndens yndlingsoversættelse, det græske Septuaginta, bruger samme ord, som Matthæus bruger om Jesus' kappe, det græske "kokkinos".(9)
På samme måde har farven skarlagen spillet en vigtig rolle i Yom Kippur-ritualet. Den mundtlige tradition fortæller, at der blev bundet skarlagenrødt garn på begge bukke og på tempelporten. Selvom Bibelen siger, at Azazels ged skulle sættes fri, skete der i praksis det, at geden blev skubbet ud over en skråning, så den styrtede ned og døde.(10)
Når den "frigivne" ged var død af sine kvæstelser,(11) blev den skarlagenrøde garntråd på tempelporten hvid for at opfylde Esajas 1,18: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne«.
I gamle dage indeholdt Det Nye Testamente en epistel af Barnabas, og denne Barnabas (ikke at forveksle med Barabbas), kunne tydeligt se, at syndebukken var en type på Jesus. Ligesom bukken var Jesus forbandet, blev spyttet på, gennemboret og fik skarlagenrødt uld over hovedet.
6Pay attention to what he commands: "Take two fine goats who alike and offer them as a sacrifice;
and let the priest take one of them as a whole burnt offering for sins."
7But what will they do with the other? "The other," he says, "is cursed."
Pay attention to how the type of Jesus is revealed.
8"And all of you shall spit on it and pierce it and wrap a piece of scarlet wool around its head,
and so let it be cast into the wilderness." […]
(Barnabas, 7,6-8)
En anden kirkefader, Tertullian (155 - 240), var også overbevist om,
at de to geder var "Kristus' to aktiviteter".
Den ene var omgivet af skarlagen, forbandet, spyttet på, trukket i og gennemboret,
på samme måde som Vor Herres lidelseshistorie:
If also I am to submit an interpretation of the two goats
which were offered at the Fast, are not these also figures of
Christ's two activities? They are indeed of the same age and appearance because the Lord's is one and the same aspect: because he will return in no other form, seeing he has to be recognized by those of whom he has suffered injury.
One of them however, surrounded with scarlet, cursed and spit upon and pulled about and pierced,
was by the people driven out of the city into perdition, marked with manifest tokens of our Lord's passion: […]
(Tertullian, Imod Marcion 3,7)
Tertullian er især kendt for sine skrifter imod kættere, men åbenbart var det ikke en kættersk tanke, at Jesus var to gedebukke på én gang.
Jesus er det hele på én gang: Påskelam, forsoningsbuk og syndebuk. I Hebræerbrevet kapitel 8-10 går forfatteren en tand videre og udnævner Jesus til en ypperstepræst, der i stedet for at ofre dyr igen og igen for at få syndsforladelse, frembringer det ypperligste offer, sig selv, for at skaffe soning en gang for alle. Det er ikke noget, Jesus ikke er.
Jesus overtager templets rolle i de to store årlige offer-ritualer, påsken og forsoningsdagen. Og pudsigt nok er evangelierne skrevet, kort efter at romerne rev templet ned i år 70. Men det er naturligvis et rent tilfælde.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) (11)
Max I. Dimont:
And yet, here we see the imperial representative for Emperor
Tiberius, supported by an overwhelming military force, cowed by a small, unarmed crowd of Jews, offering to trade a known rebel, Barabbas, for Jesus.
Any Roman governor setting a traitor against Rome free in exchange for an avowed friend of Rome,
as Jesus was depicted, would have had his head examined, after it was severed from his body.
(Appointment in Jerusalem: A Search for the Historical Jesus, 2014, intet sidetal)
Et populært eksempel på en sådan bortforklaring er at citere den jødiske mundtlige tradition, Mishnah, Pesahim 8:6: "for […] en, der er blevet lovet at blive frigivet fra fængslet […] kan man slagte [påskelammet] på deres vegne".
Min oversættelse af:
»For an
onen [i.e., the close relative of a
deceased person from the period of
death until burial] and one who clears
a pile of debris [not knowing whether the
person buried underneath is dead or alive and thus, may have become defiled]
and so, too, one who has been promised to be released from prison and
a sick or an aged person who is able to eat
a portion the size of an olive, one may slaughter
on their behalf«.
(Mishnah Pesahim 8,6, se det eksterne link)
Dette populære argument fremføres af J. Blinzler i bogen "The Trial of Jesus", 1959, side 218.
Dette citat er dog taget groft ud af en sammenhæng. Reglerne handler om, hvordan man skal forholde sig til mennesker, der måske pludseligt bliver forhindrede i at spise af påskelammet. Det forrige afsnit handlede om kvinder med blødninger, og afsnit 6 handler om 5 andre grupper af mennesker: Slægtninge til nyligt afdøde, der måske kommer til at røre kistebåren og dermed bliver urene, folk, der graver i ruiner, og måske finder et lig, syg og gamle, der måske mister appetitten, og folk i fængslet, der måske alligevel ikke bliver frigivet.
Den frigivelse, der nævnes, har altså ikke mere med påsketiden at gøre, end blødninger, dødsfald, gravearbejde, sygdom og alderdom har. Desuden er der netop tale om jødiske traditioner, og dermed er vi tilbage til det usandsynlige i, at den romerske overmagt skulle frigive en oprører på grund af en lokal højtid.
I Matthæus 16,17 kalder Jesus Peter for "Barjonas" (fremgår ikke af de danske oversættelser).
Dette hjælper dog ikke til forståelsen af ordet "bar", da læseren ikke på anden vis får at vide, at Peters far hedder Jonas.
På græsk er der en lille forskel, fordi den ene sætning står i nominativ, og den anden i akkusativ:
Matthæus 1,16: iêsous o legomenos christos
Matthæus 27,17: iêsoun ton legomenon christon
Mishnah Yoma 6:
The two goats of Yom Hakkippurim: it is a requirement that they be alike in appearance, in size, in value, and that they be bought at the same time.
Origenes:
[…] that we may show how "as a type of things to come"
this one he-goat was sacrificed to the Lord as an offering and the other one was sent away "living."
Hear in the Gospels what Pilate said to the priests and the Jewish people:
"Which of these two do you want me to send out to you, Jesus, who is called the Christ, or Barabbas?"
Then all the people cried out to release Barabbas but to hand Jesus over to be killed. Behold, you have a he-goat who was sent
"living into the wilderness," bearing with him the sins of the people who cried out and said, "Crucify, crucify."
Therefore, the former is a he-goat sent "living into the wilderness" and the latter is the he-goat
which was offered to God as an offering to atone for sins and he made a true atonement for those people who believe in him.
(Origenes, citeret fra Homilies on Leviticus, 1-16, oversat af Gary Wayne Barkley, side 204)
Origenes:
But if you ask who it is who led this he-goat "into the wilderness" to verify that he also was washed and made clean,
Pilate himself can be taken as "a prepared man."
Certainly he was the judge of the nation itself who sent him by his sentence "into the wilderness." But hear how he was washed and made clean. When he had said to the people,
"Do you want me to release to you Jesus, who is called the Christ," and all the people had shouted out, saying,
"If you release this one, you are not a friend of Caesar," then it says
"Pilate demanded water and washed his hands before the people, saying, I am clean from his blood; you should see to it."
Thus, therefore, by washing his hands he will appear to be made clean.
(Origenes, citeret fra Homilies on Leviticus, 1-16, oversat af Gary Wayne Barkley, side 204-205)
Mishnah Yoma 6:
They handed it over to him who was to lead it away. All were fit to lead it away, but the priests made a fixed rule not to permit an Israelite to lead it away.
I de nyere oversættelser skriver Bibelselskabet "karminrødt", som betyder det samme.
Det græske ord "kokkinos" hænger sammen med, at skarlagen / karminrødt fremstilles af en luseart, der hedder cochenillelus. Se Wikipedia under karmin.
Mishnah Yoma:
He bound a thread of crimson wool on the head of the goat which was to be sent away, and he placed it at the gate where it was later to be sent away, and on the goat that was to be slaughtered [he placed a thread of crimson wool on its neck] at the place of the slaughtering.
[…]
What did he do? He divided the thread of crimson wool, and tied one half to the rock, the other half between its horns, and pushed it from behind, and it went rolling down and before it had reached half its way down hill it had broken into limbs.
[…]
A thread of crimson wool was tied to the door of the Temple, and when the goat reached the wilderness the thread turned white, as it is written, "Though your sins be as scarlet they shall be as white as snow" (Isaiah 1:18).
Det kan forklare, at vi aldrig hører mere til Barabbas.
Vi må igen huske på, at Jerusalem og indbyggerne blev udslettet en generation senere. I den overførte betydning røg alle dem, "der havde valgt oprøret", i afgrunden.