|
|
En af de mange mærkelige historier i Det Nye Testamente sker, da Jesus er blevet arresteret af romerne. Vi får at vide, at den romerske statholder, Pontius Pilatus, plejede at løslade en fange ved påsketid.
Markus 15,6 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.
Markus 15,7 Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.
Markus 15,8 Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.
Da folkemængden ankommer, går Pilatus ud fra, at de ønsker at få »jødernes konge« frigivet. En naturlig tanke, eftersom folket trofast har fulgt Jesus hele vejen fra Galilæa til Jerusalem med et kæmpe herresving igennem Jeriko og har kastet deres kapper og grønne kviste foran Jesus.
Markus 15,9 Han svarede dem: "Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?"
Men Pilatus gættede forkert. I løbet af natten har den vægelsindede menneskemængde vendt 180 grader, og nu kræver de at få morderen og oprøreren Barabbas løsladt.
Markus 15,11 Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.
Markus 15,12 Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: "Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?"
Markus 15,13 De råbte tilbage: "Korsfæst ham!"
Markus 15,14 Pilatus spurgte dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst ham!"
Markus 15,15 Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
|
Intet i denne historie giver mening. Vi er naturligvis ovre i Fantasiens Verden, når den romerske guvernør frigiver en oprører. En romersk guvernør, der med overvældende militærmagt i ryggen alligevel lod sig kue af en ubevæbnet flok til at frigive en oprører, ville selv have været blevet henrettet. Som Dimont formulerer det: "Enhver romersk guvernør, der satte en forræder mod Rom fri i bytte for en erklæret ven af Rom, som Jesus blev afbildet, ville have fået sit hoved undersøgt, efter at det var blevet skilt fra kroppen".(1)
Der er ingen grund til at spilde tid på fantasifulde bortforklaringer eller på at finde paralleller i romersk lov og jødiske traditioner.(2) Der står klokkeklart (citeret foroven), at det kun var noget Pilatus plejede: »plejede han« (Markus 15,6). Der står ikke, at Pilatus var tvunget; der står ikke, at alle statholdere i Judæa var tvungne; og der står ikke, at alle statholdere i hele romerriget var tvungne. Der står, at Pilatus gjorde, »som han plejede« (Markus 15,8).
Folkets opførsel er lige så uforklarlig. For få dage siden sang de: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer«, og farisæerne frygtede befolkningen så meget, at de var nødt til at fange Jesus i mørket med forræderi og hemmelige retssager (Markus 14,2). Nu skriger folket: »Korsfæst ham!«.
Hvis Pilatus "plejede" at frigive mordere og oprørere ved påsketid, så er der slet ingen grund til, at han ikke også kunne frigive Jesus, når nu han mente, han var uskyldig, »Hvad ondt har han da gjort?«, men det tillader folket ikke: De vil hverken have Jesus eller nogen af de andre oprørere (Markus 15,7) løsladt. De vil have Barabbas løsladt og alle andre henrettet. Ja, ikke bare henrettet, men dømt til den mest smertefulde og vanærende død i romernes katalog: »Korsfæst ham! […] Men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst ham!«.
|
Markus fortæller ganske vist, at »ypperstepræsterne opildnede folkeskaren«, men det forklarer ikke noget. Hvis ypperstepræsterne var så gode til at "opildne folkeskaren", hvorfor havde de så ikke bare overladt Jesus til pøblen i stedet for at blande romerne ind i det (billedet til højre)?
En oplagt vinkel er derfor Markus' sædvanlige brug af ironi. Dem, der anklager Jesus for blasfemi, er selv skyldige i at dræbe Guds søn; Dem, der anklager Jesus for oprør, er selv med til at få oprøreren Barabbas frigivet.
Jøderne forkaster den fredelige Jesus, og vælger i stedet oprøreren og morderen Barabbas. En generation senere, kort før Markusevangeliet blev skrevet, startede krigen mod romerne, der endte med Jerusalems ødelæggelse. Den dag i dag ligger templet i ruiner.
Men der er mere i det.
|
Markus er ofte kryptisk, men i reglen giver han sine læsere et spor. Det er i Markusevangeliet, og kun i dette evangelium, at læseren får at vide, at "bar" på aramæisk betyder søn. Bartimæus er søn af Timæus: »da Jesus […] gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen« (Markus 10,46).
Det er også kun i Markusevangeliet, vi får at vide, at Jesus kalder sin himmelske fader for "Abba": »Abba, fader, alt er muligt for dig« (Markus 14,36).
Navnet Barabbas betyder altså "søn af faderen" eller "søn af Gud fader" (det sidste "s" i navnet angiver nominativ på græsk, ligesom i Markus, Lukas, Jesus, osv.).
Men det mest mystiske er, at kirkefaderen Origenes omkring år 240 skrev, at i gamle manuskripter med Matthæusevangeliet hed morderen Barabbas også Jesus: Jesus Barabbas:
|
The reading preserved today in several Greek manuscripts and early versions was known
to Origen, who declares in his commentary on the passage, "In many copies it is not
stated that Barabbas was also called Jesus, and perhaps [the omission is] right." (Origen
discloses in what follows his reason for disapproving of the reading Jesus Barabbas; it
cannot be right, he implies, because "in the whole range of the scriptures we know that no
one who is a sinner [is called] Jesus.")
(Bruce M. Metzger, A Textual Commentary On The Greek New Testament, 4. udgave, 2001, side 56)
Origenes tilføjede, at det måske var bedst at bortcensurere "Jesus" med den besynderlige begrundelse, at der ikke er andre eksempler i Bibelen på, at navnet Jesus er brugt om en synder (massemorderen Josva er ikke en synder set med kristne øjne). Og den vej er det gået siden da.
I dag er der kun få og små eksempler på manuskripter med læsningen "Jesus Barabbas". Alligevel er det den variant, der bruges i moderne oversættelser af Matthæusevangeliet, fordi det er langt lettere at forestille sig, at fromme skriverkarle har bortcensureret det hellige navn navn fra morderen (en censur, som Origenes jo bifaldt), end at forestille sig, hvorfor nogen skulle tilføje "Jesus".
Spørgsmålet er, om Barabbas også hed Jesus i Markusevangeliet, men det er ikke til at svare på. Markusevangeliet har aldrig været så populært som Matthæusevangeliet, så vi har færre overlevende græske manuskripter og færre kommentarer fra kirkefædre.
På den ene side ville det passe fint med Markus' brug af ironi. På den anden side er det også typisk, at når Matthæus kopierer Markusevangeliet, fjerner han alle aramæiske ord. Matthæus' læsere har ikke fået at vide, hvad "bar" og "abba" betyder på aramæisk, så måske har han i stedet valgt at tilføje navnet "Jesus" som en alternativ og mere direkte måde at gøre Barabbas til Guds søn på?(3)
I al fald stiller det spørgsmålet, om hvilken søn af faderen det var, der blev løsladt, og hvilken Jesus der blev korsfæstet.
|
Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister, og når han kopierer Markusevangeliet, kan han godt lide at skære de ting ud i pap, som Markus kun antyder.
Matthæus 27,16 Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas.
Matthæus 27,17 Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?"
På bare to linier har Matthæus indført seks ændringer:
|
Matthæus kalder som nævnt morderen for Jesus Barabbas.
Sætningen giver også bedre mening, når navnet "Jesus" tilføjes. Hvorfor skulle Pilatus udpensle: »Jesus, som kaldes Kristus«, hvis der kun var én Jesus til stede?
Barabbas er hverken morder eller oprører i dette evangelium. Han er »en meget omtalt fange«. Således bliver han også på dette punkt en parallel til Jesus.(4)
Barabbas er ikke fængslet sammen med andre (i modsætning til, hvad vi læste i Markus 15,7). I Matthæusevangeliet får man indtrykket af, at han sad alene i fængslet, indtil Jesus dukkede op: »Man havde dengang en meget omtalt fange«.
Dette er selvfølgelig ikke korrekt, eftersom vi senere støder på de to røvere, der bliver korsfæstet på begge sider af Jesus (billedet til venstre), men lige her i denne episode har Pilatus tilsyneladende kun to fanger at tilbyde jøderne: Jesus og Jesus.
Her i Matthæusevangeliet bliver Pilatus ikke overrasket over jødernes krav: Det er tværtimod ham selv, der stiller jøderne over for valget: »Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«.
Der er ikke længere frit valg på alle hylder: Jøderne får valget mellem to, og kun to, fanger: »Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?«. Jøderne vælger »at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet«, og Pilatus gentager det: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« (Matthæus 27,20-21).
Pilatus kalder ikke Jesus for »jødernes konge« som i Markusevangeliet, men derimod »Jesus, som kaldes Kristus«. Der ligger ikke noget ironisk i denne formulering; det er præcis den samme som i starten af evangeliet: »Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus« (Matthæus 1,16).(5)
Det er altså ikke længere et valg mellem to politiske ledere, hvor jøderne vælger den voldelige oprører. Nu er vi ovre i "noget religiøst".
|
Så hvad er det, Matthæus har set i Markus' historie? Eller med andre ord:
Hvornår var det, jøderne frembar palmegrene og sang "Hosianna"?
Hvornår var det, jøderne valgte mellem to helt ens dødsdømte?
Hvornår var det, at den ene blev frigivet?
Og hvornår var det, at den anden blev ofret til Gud, for at blodet skulle sone menneskenes synder?
Læs det overraskende svar: Jesus som Syndebuk.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)
Max I. Dimont:
And yet, here we see the imperial representative for Emperor
Tiberius, supported by an overwhelming military force, cowed by a small, unarmed crowd of Jews, offering to trade a known rebel, Barabbas, for Jesus.
Any Roman governor setting a traitor against Rome free in exchange for an avowed friend of Rome,
as Jesus was depicted, would have had his head examined, after it was severed from his body.
(Appointment in Jerusalem: A Search for the Historical Jesus, 2014, intet sidetal)
Et populært eksempel på en sådan bortforklaring er at citere den jødiske mundtlige tradition, Mishnah, Pesahim 8:6: "for […] en, der er blevet lovet at blive frigivet fra fængslet […] kan man slagte [påskelammet] på deres vegne".
Min oversættelse af:
»For an
onen [i.e., the close relative of a
deceased person from the period of
death until burial] and one who clears
a pile of debris [not knowing whether the
person buried underneath is dead or alive and thus, may have become defiled]
and so, too, one who has been promised to be released from prison and
a sick or an aged person who is able to eat
a portion the size of an olive, one may slaughter
on their behalf«.
(Mishnah Pesahim 8,6, se det eksterne link)
Dette populære argument fremføres af J. Blinzler i bogen "The Trial of Jesus", 1959, side 218.
Dette citat er dog taget groft ud af en sammenhæng. Reglerne handler om, hvordan man skal forholde sig til mennesker, der måske pludseligt bliver forhindrede i at spise af påskelammet. Det forrige afsnit handlede om kvinder med blødninger, og afsnit 6 handler om 5 andre grupper af mennesker: Slægtninge til nyligt afdøde, der måske kommer til at røre kistebåren og dermed bliver urene, folk, der graver i ruiner, og måske finder et lig, syg og gamle, der måske mister appetitten, og folk i fængslet, der måske alligevel ikke bliver frigivet.
Den frigivelse, der nævnes, har altså ikke mere med påsketiden at gøre, end blødninger, dødsfald, gravearbejde, sygdom og alderdom har. Desuden er der netop tale om jødiske traditioner, og dermed er vi tilbage til det usandsynlige i, at den romerske overmagt skulle frigive en oprører på grund af en lokal højtid.
I Matthæus 16,17 kalder Jesus Peter for "Barjonas" (fremgår ikke af de danske oversættelser).
Dette hjælper dog ikke til forståelsen af ordet "bar", da læseren ikke på anden vis får at vide, at Peters far hedder Jonas.
Her er den danske oversættelse god. Mange oversætter ordet negativt som "berygtet" (den forrige oversættelse, Jehovas Vidner), men grundbetydningen af "episemos" er positiv.
I Det Nye Testamente bruges ordet "episemos" én gang mere, nemlig i omtalen af den kvindelige apostel, Junia: »De nyder megen anseelse blandt apostlene« (Romerne 16,7).
På græsk er der en lille forskel, fordi den ene sætning står i nominativ, og den anden i akkusativ:
Matthæus 1,16: iêsous o legomenos christos
Matthæus 27,17: iêsoun ton legomenon christon
