Jagten på den historiske Jesus er som at skrælle et løg — lag for lag — for at komme ind til den historiske kerne. Vi har før kigget på Den Gale Jesus. Denne Jesus var en dommedagsprædikant, der gik rundt i Jerusalems gader og varslede byens undergang, de sidste år før byen faldt. Han blev tævet af jøderne og udleveret til romerne, der mishandlede ham, før han døde en ynkelig død.
Hvis man er meget kristen, kan man tage beretningen om Jesus, søn af Ananias, som bevis for, at den behandling, Jesus af Nazaret fik i evangelierne, var historisk plausibel.
Hvis derimod man er en smule kritisk, har denne Jesus' tragiske skæbne så mange paralleller med Jesus af Nazaret, at det er svært at tro, at Markus ikke har brugt Den Gale Jesus som en kilde, da han skrev det ældste evangelium.
Men hvis historien om Jesus af Nazaret til dels bygger på Jesus, søn af Ananias, har vi så omsider fundet en historisk kerne? Eller er denne Jesus selv en kombination af andre litterære skikkelser? Er det bare løg på løg det hele?
Til at starte med må vi huske, at denne Jesus optræder i et kapitel med »tydelige tegn, som varslede den kommende ødelæggelse«. Hele ideen med de syv bind af Den Jødiske Krig er at bevise, at jøderne havde mistet Guds gunst, og at den romerske kejser Vespasian var den nye Messias. Der er altså tale om bagkloge profetier om Jerusalem. Den Gale Jesus er kun spændende, fordi hans profetier gik i opfyldelse.
Netop i dette kapitel sætter Josephus en del af sin troværdighed over styr. Andre varsler er en stjerne af form som et sværd, en ko der føder et lam, kannibalen Maria, et blændende lys i templet, en tung port, der sprang op af sig selv, og mystiske stemmer fra guder, der var ved at forlade templet (billedet til venstre).
Det mirakel, der er sværest at tage alvorligt, er, at der skulle have faret flyvende ryttere og stridsvogne gennem luften:
Det, jeg nu vil fortælle, kunne man måske godt, ville
jeg tro, afvise som ren fantasi, hvis ikke det var blevet berettet af øjenvidner, og hvis
ikke de efterfølgende lidelser havde svaret godt nok til disse tegn. Før
solnedgang så man i hele landet oppe i luften stridsvogne og væbnede styrker, der for
gennem skyerne og omringede byerne.
(Den Jødiske Krig, Bog 6, kapitel 5, afsnit 3 - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997.)
Josephus indrømmer selv, at disse flyvende ryttere lyder »som ren fantasi«, og det har han ret i. Uanset hvor mange forbehold Josephus tager, er påstanden utroværdig, især fordi han tydeligvis har citeret en gammel historie fra Bibelen om et andet angreb på Jerusalem (billedet til højre):
2 Makkabæer 5,2 Og over næsten hele byen viste der sig i fyrre dage ryttere, der red gennem luften iført gyldne dragter; og der viste sig bevæbnede lansebærere i afdelinger,
2 Makkabæer 5,3 dragne sværd og opstillede eskadroner, angreb og fremrykninger fra begge sider, skjolde i bevægelse og en mængde spyd, flyvende pile, strålende guldprydelser og alle slags rustninger.
Josephus var altså ikke bange for at genbruge gamle eventyr fra Bibelen og præsentere dem for sine romerske læsere som dugfriske begivenheder i år 70 e.v.t.
Spørgsmålet er så, hvor mange af de andre varsler i samme kapitel man skal stole på. Er Jesus, søn af Ananias, mere historisk end de flyvende ryttere og stridsvogne? Eller har Josephus igen genbrugt gamle historier fra Bibelen?
Templet i Jerusalem havde tidligere været udsat for overgreb. På Makkabæernes tid, år 167 f.v.t, blev Jerusalem erobret af kong Antiokus IV Epifanes, der opstillede en statue af sig selv som Zeus i templet. Templet blev ganske vist ikke revet ned, men det blev "krænket" af de vantro ikke-jøder og stod tomt i 3½ år, indtil Judas Makkabæeren og hans brødre genindviede templet. Den dag i dag fejrer jøderne genindvielsen af templet hvert eneste år i november/december under navnet "Chanukka" eller "Hanukkah" (billedet til venstre).
Det er tydeligt, at Josephus ser romernes ødelæggelse år 70 e.v.t som en gentagelse af de forrige ødelæggelser. Det er derfor, han genfortæller historien om de flyvende stridsvogne fra Makkabæernes krig, som om det var sket lige inden romernes angreb (billedet il højre).
Men templet havde tidligere været udsat for en langt større ødelæggelse år 587 f.v.t, hvor babylonerne rev hele templet ned og førte befolkningen i eksil i Babylon.
Her er det endnu tydeligere, at Josephus ser romernes ødelæggelse år 70 e.v.t som en gentagelse af de forrige ødelæggelser. Han pointerer selv, at Jerusalems første ødelæggelse af babylonierne skete på den samme dato som romernes ødelæggelse:
Allerede forlængst havde Gud besluttet, at det skulle blive ildens bytte, og nu var den skæbnesvangre dag oprunden,
den 10de i måneden Loos, samme dag, på hvilken templet tidligere var blevet opbrændt af den babyloniske konge.
[…]
Hvad man må undre sig over, er det mærkelige træf i henseende til tidspunktet; thi, som før nævnt, skete ødelæggelsen
i samme måned og på samme dag, på hvilken templet tidligere var brændt af babylonierne.
(Den Jødiske Krig, Bog 6, kapitel 4, afsnit 5-8, stavemåden nænsomt moderniseret)
De gamle profeter, der havde forsøgt at advare jøderne mod undergangen inden babylonernes angreb var især Ezekiel og Jeremias. Og Josephus påstod ovenikøbet, at Jeremias havde profeteret om begge ødelæggelser: også den, der lige var sket (år 70 e.v.t):
078 All the people mourned him greatly, lamenting and grieving for him over many days,
and Jeremias the prophet composed his funeral elegy, which lasts to the present day.
079
This prophet foretold the terrible fate coming upon the city.
He also described in writing the destruction of our nation as it recently happened in our days and in the Babylonian captivity.
(Jødernes Oldtid, bog 10, kapitel 5, afsnit 1)
Lad os se på disse to profeter fra Jerusalems første ødelæggelse. Først Ezekiel:
Den Gale Jesus gik rundt i Jerusalem og og råbte de samme ve-råb i syv år og fem måneder, fra år 62 til 70. Josephus skriver det rent ud: »Det fortsatte han med i syv år og fem måneder, uden at hans stemme blev hæs«. Hans evindelige klage standsede først, da byen faldt.
I 1958 gjorde Moshe Greenberg (se eksternt link) opmærksom på en slående parallel: Profeten Ezekiel havde været ramt af stumhed i lidt over syv år og fem måneder. En stumhed, der først standsede ved Jerusalems første ødelæggelse.
De syv år og fem måneder står ikke skrevet med særligt store bogstaver i Bibelen, men Ezekiels Bog starter i det femte år, fjerde måned, femte dag.
Ezekiel 1,1 I det tredivte år(1) på den femte dag i den fjerde måned, mens jeg var blandt de landflygtige ved floden Kebar, åbnede himlen sig, og jeg så guddomssyner.
Ezekiel 1,2 På den femte dag i måneden, i det femte år efter at kong Jojakin var blevet ført i eksil,
Syv dage senere (mindst) gør Gud Ezekiel stum:
Ezekiel 3,16 Men da de syv dage var gået, kom Herrens ord til mig:
[.. .. ..] [. . .]
Ezekiel 3,26 Jeg lader din tunge klæbe til ganen, så du bliver stum og ikke kan anklage dem; de er et genstridigt folk.
Ezekiel 3,27 Men når jeg så taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: "Dette siger Gud Herren!" Den, der vil høre, må høre, og den, der ikke vil, må lade være, for de er et genstridigt folk.
Ezekiels stumhed varer, indtil Jerusalem er faldet — i det tolvte år, den tiende måned, femte dag.
Ezekiel 33,21 I det tolvte år efter at vi var blevet ført i eksil, på den femte dag i den tiende måned, kom en flygtning til mig fra Jerusalem og sagde: "Byen er faldet!"
Ezekiel 33,22 Herrens hånd kom over mig, aftenen før flygtningen nåede frem; inden han kom til mig om morgenen, åbnede Herren min mund. Min mund blev åbnet, og jeg var ikke længere stum.
Umiddelbart lyder det som en selvmodsigelse, for mellem kapitel 3 og 33 kommer Ezekiel med en lind strøm af dystre profetier. Forklaringen står i 3,27 (citeret foroven): »når jeg så taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: "Dette siger Gud Herren!"«.
Ezekiel's stumhed betyder, at han intet kan sige af sig selv. Han kan kun sige de ord, han har fået af Gud, og disse ord stod på en lille bogrulle, som han måtte spise: »Spis denne rulle […] og fyld din bug med den […] og tal mine ord til dem!« (Ezekiel 3,1-4).
Og hvad stod der så i denne bogrulle? Det nåede Ezekiel heldigvis at læse, lige inden han slugte rullen.
Ezekiel 2,10 Han rullede den op for mig, og den var beskrevet både på indersiden og på ydersiden, og der stod skrevet klage, suk og ve.
I syv år og fem måneder kunne Ezekiel ikke sige andet end klage, suk og ve.
Her har vi en meget tydelig parallel til Den Gale Jesus: Da han blev tævet af jøderne, kunne han kun fortsætte med sin klage: »han sagde ikke et eneste ord til sit forsvar og protesterede ikke over for dem, der slog ham; han fortsatte med at råbe det samme som før«. Bagefter blev han afhørt af de romerske myndigheder, men kom stadig kun med de samme klageråb: »da Albinus, som var statholder, spurgte ham, hvem han var og hvorfra han kom, svarede han ikke et ord, fortsatte med sine klageråb over byen«.
Her har vi måske også forklaringen på, at Jesus af Nazaret nægtede at tale med Pilatus:
Markus 15,4 og Pilatus spurgte ham igen: "Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!"
Markus 15,5 Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.
»Pilatus undrede sig«, og det er vi mange der gør. Hvis Guds enbårne søn er kommet til jorden for at redde menneskene (Johannes 3,16), hvorfor bruger han så al sin tid i små ikke-eksisterende landsbyer, og hvorfor taler han ikke med romerne, når han endelig får chancen?
Hvis Jesus af Nazaret bygger på Den Gale Jesus, der bygger på Ezekiel, giver det straks mere mening.
Den Gale Jesus blev straffet af jøderne og magthaverne for sine dystre spådomme. Det samme skete for Jeremias (Jeremias 20,1-2; 37,15-16; 38,6). Ifølge hans Klagesange fik han en ekstremt hårdhændet behandling:
Klagesangene 3,4 Han har tæret mit kød og min hud og knust mine knogler.
[.. .. ..] [. . .]
Klagesangene 3,27 det er godt for en mand at bære åg i sin ungdom;
Klagesangene 3,28 han skal sidde ensom og tavs, når Herren lægger det på ham,
Klagesangene 3,29 han skal ligge med munden i støvet, måske er der håb!
Klagesangene 3,30 Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot.
Her har vi kilden til den grove mishandling af Den Gale Jesus: »Her blev han gennempisket, så kødet faldt af knoglerne på ham, men han bad ikke om nåde og fældede ikke en tåre«. Samtidig har vi også forklaringen på romernes behandling af Jesus af Nazaret: Hvorfor skulle de piske en mand, som Pilatus selv havde erklæret var uskyldig, hvis ikke det var, fordi historien bygger på Den Gale Jesus, der bygger på Jeremias?
Den Gale Jesus udsteder sine veråb mod brud og brudgom: »en stemme mod Jerusalem og templet, en stemme mod brudgomme og brude«. Dette er igen en hentydning til Jeremias' profetier:
Jeremias 7,34 I Judas byer og Jerusalems gader gør jeg ende på fryderåb og glædesråb, brudgoms og bruds stemme, for landet skal ligge i ruiner.
Faktisk har Jeremias i alt fire trusler mod »brudgoms og bruds stemme« (Jeremias 7,34; 16,9; 25,10; 33,11). Der er ikke andre hentydninger i Det Gamle Testamente til dette afbrudte bryllup.(2)
Ligesom Jeremias går Jesus af Nazaret også ind i templet, og han citerer Jeremias 7: »Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene'? Men I har gjort det til en røverkule«.
Den Gale Jesus »råbte i alle gader både dag og nat.«. Sådan opfører Jeremias sig ikke i Bibelen, men Josephus' beskrivelse af Jeremias er anderledes. I sit kapitel om Jeremias fortæller han, at Jeremias advarede jøderne hver dag, "pasan êmeran": »And indeed the prophet Jeremiah foretold every day, how vainly they relied on their hopes from Egypt, and how the city would be overthrown by the king of Babylon« (Jødernes Oldtid 10, 6, 2).
Jeremias havde ikke ligefrem en ærefuld rolle. Han brugte mange kræfter på at få jøderne til at overgive sig til babylonierne uden kamp, og efter at Jerusalem var faldet, og Guds første tempel var revet ned, gik han i babyloniernes tjeneste.
Da Thomas Paine skrev "Age of Reason" i 1794, var han forarget over, hvordan Jeremias først havde vildledt kongen og bagefter var gået over til fjenden: »What, then, can we say of these prophets, but that they were impostors and liars?«.
Josephus befandt sig i næsten samme situation ca. 650 år senere. Han havde samarbejdet med romerne, og han havde konstant forsøgt at overtale jøderne til at overgive sig uden kamp. Krigen endte med Jerusalems anden ødelæggelse, og Guds tempel er den dag i dag en ruin.
Her er en lille bid af en tale, hvor Josephus forsøger at få Jerusalems borgere til at overgive sig:
Da f. eks.
babyloniernes konge belejrede denne by, indlod vor konge, Zedekias, sig
i kamp med ham imod profeten Jeremias' advarsler, og han blev selv taget
til fange og så med egne øjne, hvordan byen og templet blev jævnet med
jorden. Og dog - hvor meget besindigere end jeres ledere handlede ikke
denne konge, og hvor meget mere mådeholdent optrådte ikke hans folk,
end [ gør! Da Jeremias forkyndte, at de gjorde sig til Guds fjender ved
deres forsyndelser mod ham, og at de ville komme i fangenskab, hvis ikke
de overgav byen, da truede hverken kongen eller folket Jeremias på livet.
Men hvad gør I?
[…]
Og hvad mener I om dette: Da Antiochos med tilnavnet Epifanes, der på
så mange måder havde krænket guddommen, belejrede byen her, greb
vore forfædre til våben mod ham; men de blev mejet ned i kampen mod
ham, byen blev plyndret af fjenderne, og helligdommen lå øde hen i tre år
og seks måneder.
(Den Jødiske Krig, Bog 5, kapitel 9, afsnit 4 - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997.)
For at tage den sidste del først: Josephus henviser til Antiochos IV's erobring af Jerusalem, som vi allerede har været inde på nogle gange.
Her refererer Josephus til 2 Makkabæerbog kapitel 5. Netop samme sted som han fandt de flyvende krigere og stridsvogne, der fór gennem himlen, og som han havde genbrugt/opfundet som et varsel om romernes erobring år 70 e.v.t (billedet til venstre).
I første del af citatet foroven sammenligner Josephus sin egen situation med Jeremias', og han kommenterer, hvordan jøderne i sin tid havde behandlet Jeremias meget bedre, end nutidens jøder behandlede Josephus: »da truede hverken kongen eller folket Jeremias på livet. Men hvad gør I?«.
Men Josephus fusker med sine henvisninger, når han skriver »profeten Jeremias' advarsler, […] hvordan byen og templet blev jævnet med jorden«. Jeremias kom ikke med specielle varsler om templet.
Derfor har Josephus åbenbart været fristet til at ændre i teksten, for at styrke parallellen mellem sig selv og Jeremias. Når Bibelen fortæller om Kong Sidkija/Zedekias og Jeremias' hemmelige møde (Jeremias 38,17-23), er der ingen særlig omtale af templet. Når derimod Josephus genfortæller den samme samtale, er det tydeligt, at kongen kunne have reddet templet, hvis han havde lyttet til Jeremias: »[…] Then neither would the city fall to the ground, nor would the temple be burned, and he would not be the cause of these woes coming on the citizens and bring disaster to his whole house. […] and that he, his children and his wives would suffer no evil if he surrendered all to the Babylonians, and the temple would be unharmed« (Jødernes Oldtid 10, 7, 6).
Dermed var det jødernes egen skyld, at Guds første tempel blev ødelagt, og — kan man regne ud — også jødernes skyld, at Guds andet tempel blev ødelagt.
Vi ser flere andre steder, hvordan Josephus, når han genfortæller Jeremias' Bog, laver den slags ændringer hist og pist for at gøre Jeremias' forræderi (og dermed Josephus' eget forræderi) mindre. Vi har allerede set, hvordan Josephus hævdede, at Jeremias også havde forudsagt Jerusalems anden ødelæggelse, selvom der (naturligvis) ikke står noget sådant i Jeremias' Bog. Vi har også set, hvordan Josephus påstår, at Jeremias gik rundt i Jerusalems gader hver dag, hvilket også er Josephus' egen opfindelse.
Josephus' genfortælling af Jeremias' bog er langt længere end nogen anden profets. Han starter med at fortælle, at både Ezekiel og Jeremias var præster, og at Jeremias boede i Jerusalem fra Josias' trettende år indtil Jerusalems ødelæggelse: »While both were priests by birth, Jeremias lived in Jerusalem from the thirteenth year of the reign of Josias, until the city and temple were utterly destroyed«. Dermed fik Josephus lavet en parallel til sig selv, der også var præst fra Jerusalem, men han "glemte" lige at fortælle, at Jeremias var præst i Anatot (Jeremias 1,1-2).
Ifølge Josephus' genfortælling havde Jeremias ikke bare opfordret jøderne til at overgive sig til babylonierne. Han havde råbt til dem, at de skulle åbne portene og lukke dem ind: »While in prison, the prophet Jeremias did not stay silent but shouted out, urging the people to open their gates and let in the Babylonian« (Jødernes Oldtid, Bog 10, 7, 4).
Josephus fortæller også, at fordi Jeremias havde samarbejdet med babylonierne, fik han lov til at redde sin discipel, Baruk: »So Jeremias lived on in the land in a city called Mosphotha, and asked Nabuzardanes to set free his disciple Baruch, son of Neros« (Jødernes Oldtid 10, 9, 1). Noget sådant står der ikke i Bibelen, men Josephus havde selv fået frigivet nogle af sin familie og sine venner, fordi han havde samarbejdet med romerne.
Josephus' samarbejde med romerne var altså — måtte man forstå — til jødernes eget bedste. En kritik af Josephus ville være en kritik af profeten Jeremias.
Jesus, søn af Ananias, er en litterær konstruktion. Forfatteren bygger især denne figur på to profeter, der var aktive ved Jerusalems første ødelæggelse.
Ved at forbinde de to begivenheder, der er adskilt af 656 år, opnår forfatteren at undskylde sit eget forræderi.
Der er løg hele vejen ned.
Denne side er en fortsættelse af siden om Den Gale Jesus.
Linket peger på afsnittet med de mange varsler om den kommende katastrofe. Josephus' tale, hvor han sammenligner sig selv med Jeremias, er på side 330.
Fodnoter: (1) (2)
I det tredivte år . . .: Ingen ved, hvad disse 30 år hentyder til.
Forskellige gæt er:
I Det nye Testamente bliver Jeremias citeret i Johannes' Åbenbaring 18,23: »og brudgoms og bruds stemme ikke høres i dig mere«.
I de apokryfe bøger skal Baruks Bog forestille at være skrevet af Jeremias' discipel, og han citerer også gerne sin mester: »vil jeg få fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst til at forstumme i Judas byer og Jerusalems gader« (Baruk 2,23).