Jakob den Retfærdiges død

Hang Jakobs død sammen med Jerusalems ødelæggelse år 70?
Rimbibel

Vi har set, hvordan de kristne har opbygget Jesus' bror, Jakob den Retfærdige ved at sammensætte forskellige brudstykker i Det Nye Testamente.

Men selv hel- og halv-fiktive mennesker lever ikke for evigt, og kirkefaderen Eusebius af Cæsarea (ca. 260 - ca. 340) beskrev i sin kirkehistorie, hvordan Jakob den Retfærdige døde som martyr. Ja, faktisk havde han to — meget forskellige — versioner: En af Hegesippus og en af Josephus.

Først bringer Eusebius en lang og vidtløftig beretning fra den jødisk-kristne historiker Hegesippus (ca. 100 - ca. 180):

Bind 2, XXIII. (1)[…] Herrens Bror, hvem Bispesædet i Jerusalem blev betroet af Apostlene. […]

(3)[…] Men udførligere fortæller Hegesip, der hørte til den første generation efter apostlene, i femte bog af sine optegnelser, idet han siger således:

(4)"Herrens bror Jakob overtog ledelsen af menigheden sammen med apostlene. Han er blevet kaldt den retfærdige af alle lige fra apostlenes tid og indtil vore dage, da der jo var mange, der havde navnet Jakob. (5)Denne var fra sin mors liv hellig. Vin og stærk drik drak han ikke, og han spiste heller ikke kød, en ragekniv kom ikke på hans hoved. Han salvede sig ikke med olie og gik ikke i bad. (6)Han alene havde adgang til helligdommen. Han bar heller ikke uld, men linned. Han gik alene ind i templet og blev fundet liggende på sine knæ, mens han bad om tilgivelse for folket, sådan at hans knæ blev hårde som en kamels, fordi han stadig bøjede sine knæ for at tilbede Gud og bede om tilgivelse for folket. (7)På grund af sin overmåde store retfærdighed blev han kaldt den retfærdige og Oblias, som på græsk betyder Folkets Fæstning og Retfærdighed, ligesom Profeterne siger om ham.(1)

(8)Da spurgte nogle af de syv partier i folket, jeg forud har beskrevet i optegnelserne, ham om, hvem der var Jesu dør, og han sagde, at det var frelseren. (9)Nogle af dem troede som følge deraf, at Jesus var Kristus. Men de forud nævnte partier troede det ikke, heller ikke på opstandelse eller på, at han skal komme og betale enhver efter hans gerninger. Men så mange, som troede, gjorde det på grund af Jakob. (10)Da altså mange af førerne troede, blev der en uro blandt jøderne og de skriftkloge, og farisæerne sagde, at der var fare for, at hele folket ville forvente Jesus som Kristus. De gik altså til Jakob og sagde: "Vi beder dig berolige folket, da det er ført vild til Jesus og tror, han er Kristus. Vi beder dig, giv alle dem, der er kommet sammen i anledning af påskedagen den rette overbevisning om Jesus, thi dig tror vi alle på. Vi og hele folket giver dig jo det vidnesbyrd, at du er retfærdig, og at du ikke ser på menneskets person. (11)Overbevis nu skaren om Jesus, sådan at den ikke farer vild. Thi hele folket og vi alle tror på dig. Stil dig da op på templets tinde, for at du kan ses af dem deroppefra, og dine ord blive hørt af hele folket. Thi på grund af påsken er alle stammerne kommet sammen og hedningerne med dem."

(12)De ovennævnte skriftkloge og farisæere stillede da Jakob på templets tinde og råbte til ham og sagde: "Du retfærdige, hvem vi alle bør tro. Siden folket i sin vildfarelse slutter sig til Jesus, den korsfæstede, sig os da, hvem er Jesu dør." (13)Han svarede med høj røst: "Hvorfor spørger I mig om Menneskesønnen? Han sidder i himlen ved den store krafts højre hånd, og han skal komme på himlens skyer." (14)Mange blev fuldt overbevist og gav Gud æren for Jakobs vidnesbyrd og sagde: "Hosanna Davids søn". Da sagde atter de samme skriftkloge og farisæere til hinanden: "Vi har handlet galt ved at skaffe Jesus et sådant vidnesbyrd, men lad os stige op og kaste ham ned, for at de kan blive forskrækket for at tro på ham." (15)De råbte: "Å, også den retfærdige er faret vild." Og de opfyldte skriftens ord, der er skrevet hos Jesaja: "Lad os tage den retfærdige, thi han gør os ingen gavn. Derfor skal de altså æde deres idrætters frugt".(2)

De steg altså op og kastede den retfærdige ned, (16)og de sagde til hinanden: "Lad os stene Jakob den retfærdige," og de begyndte at stene ham, da han ikke var død ved nedstyrtningen. Men han vendte sig, lagde sig på knæ og sagde: "Jeg beder dig Herre Gud Fader, forlad dem, thi de ved ikke hvad de gør." (17)Mens de sådan stenede ham, var der en af Præsterne, en af Rechabs, Rechabims søns sønner, der har fået godt vidnesbyrd af profeten Jeremias, der råbte og sagde: "Hør op, hvad gør I? Den retfærdige beder for jer."

(18)En af dem, en blegermand, tog sin kølle, som han plejede at slå tøjet med, og slog den retfærdiges hoved dermed, og således led han martyrdøden, og de begravede ham på dette sted ved templet, og hans grav er endnu ved templet. Denne er blevet et sandt vidne både for jøder og hellenere om, at Jesus er Kristus. Snart efter belejrede Vespasian byen."

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Ypperstepræstens klæder
Aron

Eusebius siger, at Hegesippus »hørte til den første generation efter apostlene«, men så må man konstatere, at myterne er vokset meget hurtigt. Ikke bare har man opfundet denne kristne biskop, men han er allerede omgivet af groteske og absurde myter. Oversætteren Knud Bang bemærker tørt i en indledende fodnote: »Billedet af Jakob er fortegnet«.

Jakob »var fra sin mors liv hellig«, hvilket strider imod alle evangelierne, hvor ingen af Jesus' brødre troede på ham, så Jesus måtte slå hånden af dem. Jakob bliver kaldt "Oblias" på græsk, selvom jøderne vel ikke talte græsk i Jerusalem, og selvom der ikke findes sådan et ord på græsk.

Jakob var den eneste, der »havde adgang til helligdommen«. Hvorfor nu det? Var han kristen biskop eller var han jødisk ypperstepræst? Og var der ikke andre jødiske præster, der havde adgang til helligdommen?

Jakob var åbenbart en jødisk nasiræer ligesom f.eks. Samson: Han drak ikke vin, klippede ikke sit hår og tog aldrig bad. Vi får den underlige oplysning, at han gik ikke i uld, men linned. Her er Knud Bangs oversættelse lidt upræcis, for der står, at han havde adgang til helligdommen, netop fordi (græsk "gar") han gik i linned: »He alone was permitted to enter into the holy place; for he wore not woolen but linen garments«. Dette må være en hentydning til de jødiske præster, der utallige steder beordres til at gå i linned, især når de skal skaffe forsoning til det jødiske folk:

3 Mosebog 16,4 Han skal iføre sig en hellig linnedkjortel, og han skal have linnedbukser på for at skjule sine kønsdele; han skal binde et linnedskærf om sig og vikle en linnedturban om hovedet; det er de hellige klæder. Han skal bade sin krop i vand, før han tager dem på.
(Fra kapitlet om Forsoningsdagen)

Jakobs knæ var hårde som en kamels. Der står ikke noget, om at han også kyssede som en kamel.
Kamelen i Zoo

Hvordan er en søn af en tømrer i det fjerne Galilæa, der hele livet har fornægtet sin guddommelige bror, pludselig blevet ypperstepræst i Jerusalem? Hvis »Herrens bror« skal forstås bogstaveligt, dvs. som bror til Jesus og søn af Josef, hvordan kan Jakob så overhovedet blive præst? Jødiske præster skal være af Levis stamme, men begge Jesus' stamtavler viser, at Jesus' far — og dermed også Jakobs far — er af Judas stamme.

Uanset om Jakob nu var blevet kristen biskop eller jødisk ypperstepræst, er beskrivelsen stadig ulogisk. Han bad konstant for folket inde i templet, »sådan at hans knæ blev hårde som en kamels«. Har en biskop eller ypperstepræst virkelig ikke andre embedspligter end at ligge på sine kamelknæ hele dagen og bede om tilgivelse for folket? Og han »blev fundet liggende på sine knæ«. Fundet af hvem? Har vi ikke lige hørt, at han var den eneste, der havde adgang?

Derefter bliver historien først rigtigt mærkelig: Nogen stiller det underlige spørgsmål: »hvem der var Jesu dør«. Jakob svarer, at det var "frelseren", og »Nogle af dem troede som følge deraf, at Jesus var Kristus«. Er det kommet som et chok for dem? Ville en kristen biskop sige noget andet? Og hvorfor bliver folk i Jerusalem først kristne nu? Ifølge Bibelen var der 10-15.000 kristne i Jerusalem. allerede længe inden Jakob blev leder. Alligevel påstår Hegesippus frejdigt, at »så mange, som troede, gjorde det på grund af Jakob«.

Stefanus tilgiver sine mordere, lige før han dør.
Stening

Jøderne får så den geniale ide, at den kristne biskop skal forklare folket, at Jesus ikke er Kristus. Jakob får dette ærefulde hverv fordi: »Vi og hele folket giver dig jo det vidnesbyrd, at du er retfærdig, og at du ikke ser på menneskets person«. Ikke et ord om, at han er bror til Jesus, at han har kendt ham hele livet, og at han personligt kan bevidne de mange mirakler, som brormanden har udført.

For at sikre sig, at hele folket kan høre den dybt respekterede kristne biskop, stiller de ham op på templets tinde. Da han ikke siger det, de havde regnet med at høre, styrter de ham ned. Folket undrer sig åbenbart ikke over, at den mand, de havde så dyb respekt for, at han kunne gøre dem til kristne bare ved at sige: "Jesu dør er frelseren", lige pludselig bliver dræbt for øjnene af dem. Tværtimod er de åbenbart med til drabet.

Den gamle mand er sejlivet: Han skal først styrtes ned fra tempeltoppen, derefter stenes og til sidst dræbes med en kølle. Undervejs beder han for sine mordere, ligesom Jesus (Lukas 23,34) og Stefanus (Apostlenes Gerninger 7,60).

Lukas 23,34: Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.
Apostlenes Gerninger 7,60: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Var Jerusalems ødelæggelse Guds straf for drabet på Jakob?
Jerusalem

Latterlighederne ender med, at Jakob bliver begravet ved templet. Jøderne begravede ikke lig på den hellige tempelgrund og slet ikke liget af folk, der var blevet henrettet for blasfemi. Og hvordan kan en grav være »et sandt vidne […] om, at Jesus er Kristus«?

Det vigtigste i Hegisippus' beretning er dog, at han slutter med at fortælle, at »Snart efter belejrede Vespasian byen«. Implikationen er selvfølgelig, at Jerusalems ødelæggelse år 70 e.v.t. var Guds straf for mordet på Jakob. Men så skulle drabet være sket omkring år 68-69.

Oversætteren Knud Bang foretrækker klart Josephus' beretning (den kommer lige som lidt), og han skriver i en fodnote: »Jakob døde år 62, Jerusalems belejring begyndte år 69. "snart efter" er et omtrentligt udtryk«.

Eusebius er enig i, at Jerusalem ødelæggelse var Guds straf for Jakob:

(19)Således lyder det udførligt, og Hegesip stemmer overens med Klemens. Således var Jakob altså et forunderligt menneske og vidt berømt for retfærdighed, så også de klogeste jøder mente, at dette var årsagen til Jerusalems belejring, der fulgte umiddelbart efter hans martyrium, og at den kun kom over dem på grund af deres forbryderiske adfærd imod ham.

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Den jødiske historiker Josephus
Josephus

Eusebius hævder, at den jødiske historiker Josephus også bekræfter, at Jerusalems ødelæggelse »kom over Jøderne som straf for Jakob den retfærdige«.

(20)Naturligvis tøvede Josefus ikke med at give et skriftligt vidnesbyrd derom med disse ord: "Men dette kom over Jøderne som straf for Jakob den retfærdige, som var en broder til Jesus, der kaldes Kristus, fordi jøderne dræbte ham, skønt han var meget retfærdig."

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Men Eusebius siger ikke, hvor Josephus skulle have påstået noget sådant. Det står nemlig ingen steder i Josephus' 30 bind. Oversætteren, Knud Bang, bemærker i en fodnote: »Findes ikke i den overleverede Josefus-tekst«.

Derefter citerer Eusebius Josephus for en anden variant af Jakobs død, som vi stadig kender:

Udgave af Josephus' værker fra 1681: Den Gale Jesus er omgivet af andre varsler om Jerusalems snarlige fald.
Den Gale Jesus

(21)Men han fortæller også om hans død i den 20. Bog af Antikviteterne med disse ord: "Kejseren sendte Albinus til Judæa som statholder, da han havde erfaret Festus' død. Men den yngre Ananus, der, som vi har sagt, havde fået ypperstepræstedømmet, var hensynsløs i sin adfærd og helt igennem forbryderisk. Han tilhørte saddukæernes parti, som er dem af jøderne, som er hårdest i deres domme, sådan som vi allerede har fortalt.

(22)Sådan som Ananus var, mente han, at han havde fået en storartet lejlighed, da Festus var død, og Albinus endnu var på vej, og sammenkaldte et synedrium som dommere og førte en bror til Jesus, den såkaldte Kristus, en mand ved navn Jakob og nogle andre frem, anklagede dem for overtrædelse af loven og overgav dem til at blive stenet. (23)Men alle de, som gjaldt for at være de fornuftigste i byen, og de, der var mest omsorgsfulde for lovene, blev fortørnet over det og sendte hemmeligt bud til kongen og bad ham skrive til Ananus om ikke atter at gøre sådan, thi han havde heller ikke tidligere handlet ret. Nogle af dem rejste også Albinus i møde, da han kom rejsende fra Alexandria, og fortalte, at Ananus ikke havde lov til uden hans vilje at sammenkalde et synedrium. (24)Albinus troede det, der blev sagt, og skrev med vrede til Ananus og truede ham med, at han skulle straffe ham.

Kong Agrippa fratog ham derfor ypperstepræsteværdigheden, da han havde haft den i tre måneder, og han valgte Jesus Dammæus' søn."

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Eusebius' version minder meget, om den vi kender fra Josephus i dag. Det er ikke så underligt, for alle de manuskripter af Josephus, der eksisterer, er afskrifter af det eksemplar, som Eusebius dengang sad med i hånden i biblioteket i Cæsarea.

I denne version står der ikke noget om, at Jakob var retfærdig eller kristen eller martyr, men der står, at han er »bror til Jesus kaldet Kristus«. Knud Bang oversætter det til »Jesus, den såkaldte Kristus«, men den græske tekst indeholder ikke nogen ironisk distance. Vi finder præcis samme formulering i evangelierne bortset fra kasus-bøjningen.(3)

De to beretninger, som Eusebius har serveret for os, er stort set så forskellige som tænkes kan. Det eneste, de har tilfælles er, at at begge bliver stenet, og selv her er forskellene større end lighederne: Den ene Jakob bliver dræbt alene, uden nogen retssag, og han bliver dræbt på tre måder: Styrtet ned fra tempeltinden, stenet og tilsidst dræbt med en kølle. Den anden Jakob bliver dømt sammen med "nogle andre" af jødernes råd til at blive stenet; hvordan henrettelsen er forløbet interesserer ikke Josephus.(4) Derudover er historierne vidt forskellige

Josephus' beretning sker omkring år 62 e.v.t., altså 8 år før Jerusalems ødelæggelse, hvilket gør det endnu mere klart, at han aldrig har skrevet, at ødelæggelsen skulle have været Guds straf for mordet på Jakob.

 
Guds hånd

Dette var sidste afsnit om Jesus' brødre.

Forrige afsnit handlede om Jesus' bror Jakob.

Læs evt. mere om Josephus og Jakob.

I denne sektion

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Hvilke profeter skulle det være? Knud Bang foreslår:

Esajas 3,10 Lykkelig den retfærdige! Ham går det godt, han skal nyde frugten af sine gerninger.

Endnu en gang Esajas 3,10, der lyder sådan i de gamle oversættelser:

Esajas 3,10 Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.
(Dansk oversættelse fra 1897)

Josephus bruger genitiv: "iêsou tou legomenou christou".;
Matthæus 1,16 står i nominativ: "iêsous o legomenos christos";
Matthæus 27,17 i akkusativ: "iêsoun ton legomenon christon".

Josephus skriver så hæsblæsende, at man næsten kan forestille sig, hvordan kavaleriet i form af romerne har nået frem og har reddet de dødsdømte i sidste stund. Der står jo ingen steder, at dødsdommen over Jakob og hans fæller nogensinde blev eksekveret.

Desværre ender afsnittet om den stakkels Jakob med, at kongen fratog Ananus ypperstepræsteværdigheden, »da han havde haft den i tre måneder«, så Jakob har været godt og grundigt død, inden romerne nåede frem.

Forklaringen på Josephus' udeladelse er, at denne Jakob er en ubetydelig bifigur i forhold til kapitlets tema, der er magtkampen i templet mellem farisæere og saddukæere. Ananus' forbrydelse var ikke drabet på Jakob og hans venner, men at han havde samlet rådet uden at spørge romerne om lov først: »at Ananus ikke havde lov til uden hans vilje at sammenkalde et synedrium«. Se evt. mere om Josephus og Jakob.