|
|
Forfatterne til de fire evangelier formodes at være apostle eller venner af apostlene. Det gælder sådan set alle bøgerne i Det Nye Testamente: Brevet til Hebræerne ville næppe have overlevet, hvis ikke brevet i mange hundrede år havde været tilskrevet Paulus. Den udflippede Johannes' Åbenbaring overlever kun, fordi den ifølge traditionen var skrevet af apostlen Johannes sammen med Johannesevangeliet og de tre Johannesbreve.
Forfatterne påstås altså at være øjenvidner til mange af de begivenheder, de skrev om — eller i det mindste at have talt med øjenvidnerne. Ifølge traditionen var Matthæus og Johannes selv apostle, Markus var ven med Peter, og Lukas var ven med Paulus.
Men der er masser af tilfælde, hvor det er svært at se, hvordan apostlene kunne have været vidner. Derfor var de kristne meget tidligt nødt til at spille trumfkortet ud: alle Bibelens 66 bøger var »indblæst af Gud«:
2 Timotheus 3,16 Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed,
På latin lød verset: »omnis scriptura divinitus inspirata«, så derfor sagde man, at forfatterne til de forskellige bøger i Bibelen var inspirerede af Helligånden. Derfra havde de deres viden.
I dag ved vi, at 2. Timotheus er et falskneri, så dér røg det argument. Men lad os alligevel se på, hvad det indebærer, at forfatteren skulle være indblæste af inspiration.
|
|
Matthæus-evangeliet er tydeligvis skrevet længe efter, at tingene er sket: »Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager« (Matthæus 27,8) »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15). Men alligevel har Matthæus været tidligt på banen, og allerede da de Hellige Tre Konger dukker op ved Herodes' hof, står Matthæus parat klar med båndoptageren, så vi i dag kan læse hvert ord i samtalen. Herodes sender de vise mænd til Betlehem, men inden de ankommer ved krybben, står Matthæus klar i kulissen for at registrere deres gøren og laden hos Maria. Matthæus formodes at være apostel, men hvordan kunne vores øjenvidne være parat ved Herodes' hof, ca. 30-55 år før han mødte Jesus? Guddommelig inspiration.
Men allerede inden stjernen kom på Himlen, var Matthæus gæst i Josef's sovekammer. Josef drømmer, at en engel fortæller ham, at hans trolovede ikke er helt jomfru: »se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm« (Matthæus 1,20). Hvordan kan Matthæus vide, hvad folk drømmer? Guddommelig inspiration.
Matthæus forsikrer os, at Josef »lå ikke med hende, før hun fødte sin søn«. På den måde kan læseren vide, at Maria virkelig er jomfru, og at Josef ikke har haft "mere end en finger" med i spillet. Men hvor ved Matthæus det fra? Har han siddet i fodenden af sengen de næste ni måneder? Eller er han guddommeligt inspireret?
|
Matthæus er i det hele taget vild med drømme: De vise mænd får en drøm om ikke at tage tilbage til Kong Herodes »i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes« (Matt. 2,12). Desværre fortæller Matthæus os ikke, om alle de vise mænd fik den samme drøm. Samtidigt får Josef en drøm om, at familien skulle stikke af til Egypten: »da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef« (Matt 2.13). Hvordan kan Matthæus kende deres drømme? Er han tankelæser? Hvordan kan han så læse de vise mænds og Josefs tanker to forskellige steder i verden samtidig? Guddommelig inspiration.
I Egypten får Josef endnu en drøm om, at det er på tide at vende hjem: »da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten« (Matt. 2,19), og Matthæus er åbenbart taget med til Egypten — eller også er han fjerntankelæser. Næppe er Josef vendt tilbage til Israel, før han får kontraordrer i en ny drøm: »Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa« (Matt. 2,22). Heldigvis er Matthæus åbenbart med på hjemrejsen og holder os andre løbende orienteret om Josef's drømme.
|
Lukas er endnu tidligere ude. Forfatteren fortæller selv, at han har skrevet sit evangelium på et sent tidspunkt: »Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder« (Lukas 1,1), men alligevel har han været tidligt på banen: Inden Johannes Døberen er undfanget, får Johannes Døberen's far besøg af ærkeenglen Gabriel. Lukas fortæller, at »hele folkemængden stod udenfor og bad« (Lukas 1,10-11), men alligevel er Lukas i stand til at referere fra samtalen bag forhænget i templet, hvor der ellers var dødsstraf for bevæge sig ind.
Seks måneder senere tager Gabriel videre til Mariæ Bebudelse, men Lukas sidder allerede parat i Marias jomfrubur med tændt båndoptager. Derfor har vi i dag hele samtalen mellem Gabriel og Maria registreret (Lukas 1:26-38). Maria styrter over til Johannes Døberen's mor, og selvom lille Johannes stadig ligger i sin mors mave, kan Lukas med sine røntgen-øjne fortælle, at Johannes »sprang i hendes liv« (Lukas 1,46). Røntgen-øjne og røntgen-ører? Eller guddommelig inspiration?
|
Men når det gælder om at være tidligt ude, får både Matthæus og Lukas kraftigt baghjul af Johannes: »I begyndelsen var Ordet […] Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er« (Johannes 1,1-3). Vores øjenvidne var ikke bare til stede ved Jesus' fødsel; Johannes var til stede ved verdens skabelse og kan berette, hvordan verden blev skabt ved Ordet. Guddommelig inspiration.
Lige efter at Jesus er døbt, bliver Jesus drevet ud i ørkenen af Ånden. Markus fortæller, at »i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; […] og englene sørgede for ham«. Hvordan kan Markus vide, hvad der skete ude i ørkenen? Var han selv med derude? Eller er det guddommelig inspiration? Matthæus og Lukas fortæller den samme historie, men de giver mange flere detaljer, om hvordan Satan fristede Jesus. Var Matthæus og Lukas med derude i ørkenen sammen med Jesus, Djævlen og Markus? Eller er det mere guddommelig inspiration?
Satan tager Jesus med ud på en flyvetur. Ifølge Matthæus fløj de op på templets tinde, hvor Satan sagde »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned«, og bagefter videre til "et meget højt bjerg", hvor Satan sagde »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig«. Heldigvis er Matthæus med på flyveturen og har skrevet ordene ned. Lukas er også med, selvom han påstår, at turen gik først til bjerget og så til templet.
Lukas kan læse en farisæers tanker: »farisæeren […] tænkte […] ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd."« (Lukas 7,39). Guddommelig inspiration.
Markus er også tankelæser: »de tænkte i deres hjerte: "Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?"« (Markus 2,6-7) og »For hun tænkte: "Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst."« (Markus 5,28). Guddommelig inspiration.
|
Ved Getsemane går Jesus afsides med sine tre overapostle. Han forlader dem, og tre gange går han alene for at bede til Gud. Tre gange vender han tilbage til disciplene, og hver gang ligger de og sover (billedet til højre). Hvordan kan forfatterne vide, hvad Jesus har sagt i sin bøn, når Jesus var langt væk fra de tre vidner, der lå og sov? Guddommelig inspiration.
|
Når Lukas fortæller den samme historie, kommer der endnu flere detaljer: Jesus snakker med engle, og han sveder blod (Lukas 22,43-44). Lukas formodes at være Paulus' ven, men Paulus er ikke til stede. Hvordan kan Lukas vide noget, som ikke engang Peter og Markus er klar over? Guddommelig inspiration?
Da Jesus er smidt i fængsel, stikker disciplene af og gemmer sig af frygt for jøderne og romerne. Alligevel er Matthæus i stand til at referere ordret fra en privat samtale mellem jøderne og romerne i Pilatus' kammer (Matthæus 27,62-66). Guddommelig inspiration.
Pontius Pilatus' kone får en drøm, som hun fortæller sin mand: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham« (Matt. 27,19). Selv om disciplene på dette tidspunkt gemte sig af frygt for jøderne og romerne, har den drømmeglade Matthæus alligevel ørerne ude og hører Hr. og Fru Pilatus diskutere drømme. Guddommelig inspiration.
Da Judas fortrød sin onde gerning, forsøgte han at give de 30 sølvpenge tilbage. Hans samtale med ypperstepræsterne er refereret i Matthæus 27,3-10. Hvor har Matthæus sine oplysninger fra? Næppe fra de onde ypperstepræster. Heller ikke fra Judas selv — han gjorde selvmord umiddelbart efter. Det må have været guddommelig inspiration.
På korset klager Jesus: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«. Jøderne er åbenbart for dumme til at forstå aramæisk, så de misforstår ordene: »Han kalder på Elias«. Hvis vidnerne har misforstået ordene, og disciplene gemte sig, hvordan kan Markus og Matthæus så vide, hvad Jesus sagde? Guddommelig inspiration.
I det hele taget er der mange misforståelser. Gud taler fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det« (Johannes 12,28), men folkeskaren misforstår det: »Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: "En engel talte til ham."«. Alligevel har Johannes fået fingre i den rigtige tekst. Ved den sidste nadver siger Jesus til Judas: »Hvad du gør, gør det snart« (Johannes 13,27), men Johannes fortæller os, at ingen af disciplene (inklusive Johannes selv) forstod det, men at nogle troede, han sagde »Køb, hvad vi har brug for til festen« eller at Judas skulle give til de fattige. Alligevel har Johannes igen fået fat i den rigtige tekst.
Da Jesus er genopstået, bestikker farisæerne de romerske vagter til at lyve om genopstandelsen: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov« (Matt. 28,13). Selvom ingen af disciplene er til stede, kan vi alligevel læse hvert ord i denne samtale. Apostlene har næppe fået denne information af de onde farisæere, og heller ikke af de andre jøder, for jøderne tror stadig på vagterne: »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15).
I slutningen af Markusevangeliet flyver Jesus op til Vorherre og sætter sig ved Hans højre hånd »Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd«. Var vores øjenvidner med på flyveturen? Eller var det guddommelig inspiration?
|
|
Svaret på alle disse spørgsmål er hver gang: Guddommelig inspiration. Helligånden har ført pennen, så evangelierne og epistlerne er blevet »indblæst af Gud« (2 Timotheus 3,16). Lige pludseligt er det altså ikke længere nødvendigt at være øjenvidne. Med Helligånden i ryggen kan selv Jørgen Hattemager skrive et evangelium.
Problemet med denne forklaring er bare, at så vil selv den mindste fejl og selvmodsigelse falde tilbage på Helligånden. For at tage et eksempel: Hvad hed Josefs far, dvs. Jesus' farfar? Hed han Jakob, som Matthæus påstår (Matthæus 1,15-16), eller Eli, som Lukas påstår (Lukas 3,23)?
Eksemplet med Jesus' farfar er banalt, men trods næsten 2.000 års forsøg på dumme undskyldninger, er det ikke lykkedes de kristne at bortforklare, at de to stamtavler modsiger hinanden på grotesk vis. Hvis Matthæus og Lukas er inspireret af den samme Helligånd, hvorfor skriver Helligånden så noget forskelligt i de to evangelier? Og hvordan kan vi så stole på Helligånden? Som der står Bibelen: »Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store« (Lukas 16,10).
De kristnes næste bortforklaring er så, at de originale manuskripter var fejlfrie og inspirerede, men at der desværre har indsneget sig fejl i de senere kopier.
Fejl! Ja, det tør siges: Allerede i 1707 vakte John Mill bestyrtelse blandt protestanterne ved at have optalt 30.000 afvigelser blandt de græske tekster (ud af ca. 167.000 ord i Det Nye Testamente). I dag har vi 50 gange så mange tekster, som Mill havde, og hundrede gange så mange afvigelser. Antallet af afvigelser i "originalteksterne" er langt, langt større end antallet af ord.(1)
Påstanden er absurd: Hvis Helligånden har brugt tid og kræfter, på at "originalteksterne" skulle være inspirerede og fejlfri, hvorfor har Helligånden så intet har gjort for at bevare bare et enkelt fejlfrit eksemplar? Så er arbejdet jo intet værd. Helligånden burde da virkeligt have forudset, at disse millioner af varianter ville opstå.
En anden ting er, at teologerne siden midten af 1800-tallet har indset, at Markusevangeliet er det ældste evangelium, som Matthæus og Lukas har kopieret. Ud af de 661 linier i Markusevangeliet bruger Matthæus de 607, og Lukas bruger 360. Tilsammen har Matthæus og Lukas kopieret ca 95% af Markus' tekst. Hvis Matthæus og Lukas er øjenvidner, hvorfor har de så været nødt til at kopiere en anden mands bog?
|
|
Det er især pinligt for Matthæus. I Markusevangeliet kan vi læse, hvordan Jesus møder en ny apostel ved navn Levi (og bagefter inviterer ham ind i sit hus). I Matthæus- og Lukasevangeliet har vi den samme historie, men i Matthæusevangeliet hedder Levi pludselig Matthæus (billedet til venstre). Er Matthæus virkelig tilfreds med at kopiere Markus' historie og rette "Levi" til "Matthæus"? Har Matthæus slet ingenting at tilføje om den vigtigste begivenhed i sit liv? Har han ingen forklaring på, hvorfor Markus og Lukas kalder ham Levi?
Når Matthæus og Lukas kopierer Markus, retter de ofte i teksten, (se f.eks. historien om Jesus' dåb). Især Matthæus retter rutinemæssigt i Markus' tekst — sommetider af teologiske hensyn og sommetider, fordi Markus begår fejl, som ingen jøde ville begå. Hvis Matthæus og Lukas mente, at Markus var guddommeligt inspireret af helligånden, hvorfor retter de så i hans tekst?
Men hvis forfatterne ikke er øjenvidner, og de ikke er guddommeligt inspirerede af Helligånden, så er der kun en mulig konklusion tilbage: At evangelisterne har brugt deres frie fantasi: »Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store« (Lukas 16,10). De har frit opfundet historierne om Jesus — en eventyr-figur i en eventyr-verden.
Fodnoter: (1)
Ehrman nævner John Mill's 30.000 afvigelser flere steder - f.eks. i sin artikel The Neglect of the Firstborn in New Testament Studies:
His apparatus did not include all of the differences that he had uncovered in his investigation, but only the ones that he considered significant for the purposes of exegesis or textual reconstruction. These, however, were enough. To the shock and dismay of many of his contemporaries, Mill's apparatus indicated some 30,000 places of variation, 30,000 places where the available witnesses to the NT text differed from one another.
[…]
We have nearly 50 times the number of MSS that John Mill had at his disposal in 1707, and we know of possibly 100 times as many textual variants -- far more variants among our manuscripts than there are words in the New Testament.