Dette er en ustruktureret liste over nogle af Bibelselskabets fordrejninger i oversættelsen af 1992. Listen giver sig ingenlunde ud for at være komplet. Det drejer sig udelukkende om emner, jeg er stødt på under udarbejdelsen af nærværende hjemmeside. Listen kan derfor især anvendes som krydsindeks til hjemmesiden.
Se også den tilsvarende liste for Det Nye Testamente.
|
|
Guds har et navn, Jahve, der optræder 6-7.000 gange i Det Gamle Testamente. Hvis man læser Professor Dr. Frants Buhl's oversættelse fra 1910, står der derfor "Jahve" 6-7.000 gange. I oversættelsen fra 1992 bliver navnet derimod erstattet af "Herre".
Det er ganske vist en praksis, som rigtigt mange oversættelser følger, men så skriver de til gengæld HERRE eller LORD med store bogstaver for at vise, at ordet bag oversættelsen er gudsnavnet. Bibelselskabet skriver "Herre" og "Herren" med småt, så det er umuligt at vide, hvad der har stået i orginalteksten.
Det surrealistiske er, at når Bibelselskabet undtagelsesvis skriver "Jahve", så er det et sted, hvor originalteksten ikke skriver Jahve, men et andet af Guds navne, nemlig kortformen Yahh:
Salme 68,5 Syng for Gud, lovsyng hans navn, byg vej for ham, der rider frem i ørkenen; Jahve er hans navn, fryd jer for hans ansigt!
Læs evt. mere om Guds hellige navn og det hemmelige navn, som alle kendte.
Af prøveoversættelsen fremgik det tydeligt, at verden eksisterede, før Gud startede sit skaberværk. Gud var mere en organisator, end en skaber. Denne oversættelse fik Bibelselskabet aflivet.
Bibelselskabet oversætter Salme 22,17 til »de har gennemboret mine hænder og fødder«. Dermed har man skabt endnu en profeti om Jesus, men oversættelsen holder ikke, og det er de selv udmærket klar over. En af oversætterne, lektor Knud Jeppesen, indrømmer: »Det er rigtigt, at der egentlig står ka'ari, der betyder noget i retning af "som en løve"«.
Men Bibelselskabet har altså valgt ikke at oversætte, hvad der "egentlig står". Man ændrede "som en løve" til "gennemboret", og Revisionskomiteens generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, forklarer: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes bog og fx. kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet«.
Den slags "kristologiske buer" er det, der på almindeligt dansk hedder fusk. Se mere: De har gennemboret mine hænder og fødder.
|
Gud forbander Eva og slangen for at have spist af hans frugttræ. Sådan lød det i prøveoversættelsen:
1 Mosebog 3,15 Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din slægt og hendes: De skal knuse dit hoved og du skal bide dem i hælen.«
Prøveoversættelsen
I denne korrekte oversættelse fremgår det tydeligt, at det er menneskeslægten, Evas børn, der skal kæmpe mod slangen.
Denne oversættelse faldt ikke i Indre Mission's smag, der gerne vil have, at det er Jesus — og kun ham — der knuser slangens hoved. Derfor blev "slægt" erstattet med "afkom", fordi dette ord kan forstås som ental, og "de" og dem" blev erstattet med "hendes afkom".
1 Mosebog 3,15 Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen."
Den autoriserede oversættelse af 1992
Hvorfor er det vigtigt? Det synes jeg, vi skal lade Bibelselskabets generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn forklare selv:
indvendingerne, som har været teologisk begrundet, er vendt mod flertalsformen
'de skal knuse dit hoved' og 'du skal bide dem i hælen'.
[ ... stort klip ...]
bruger man derimod 'slægt', bruger man et dansk ord, der nok er ental i formen,
men altid flertal af indhold; en slægt er altid mere end én. Og netop det er problemet.
For i den kirkelige tradition er disse domsord af Gud til slangen blevet forstået om Kristus.
Kvindens afkom er altså ikke mange, men én, nemlig Kristus. Forstået på den måde, at slangen skal bide Kristus i hælen,
dvs. at Satan skal ramme Kristus i korsfæstelsen,
og at Kristus skal knuse slangens hoved, dvs. Kristus skal overvinde døden og det onde i opstandelsen.
(Cappelørn 1991, 19f)
Med andre ord kunne Indre Mission ikke lide, at teksten talte om alle Evas børn. Sætningen måtte kun handle om en bestemt person, Jesus Kristus, og slangen skal fortolkes som Satan. Derved kan man trække en "kristologisk bue" til Det Nye Testamente:
Romerne 16,20 Men fredens Gud vil snart lægge Satan knust under jeres fødder. Vor Herre Jesu nåde være med jer!
Efter at Adam og Eva havde spist af Kundskabens Træ, blev Gud træt af sin nye skabelse. Men hvor mange smed han ud? Lad os se på den forrige oversættelse:
|
1 Mosebog 3,22 Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
1 Mosebog 3,23 Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;
1 Mosebog 3,24 og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.
Oversættelse fra 1931
"Mennesket er i ental. Hvis man er i tvivl, så er ordet på hebraisk "Adam". Det var i øvrigt, hvad der stod i oversættelsen fra 1871: »Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt;«
Hvis man stadig er i tvivl, om hvorvidt Adam er i ental, så er Adam »som en af os«, og Gud er bange for, at han rækker hånden ud. Her er i øvrigt et lille ordspil: På hebraisk er det samme ord for at "række ud" og at "sende ud". Gud sender Mennesket/Adam ud, for at Adam ikke skal "sende hånden ud" og spise af træet.
Alt dette kunne Indre Mission sikkert bortforklare. Men så har vi vers 23, hvor der klokkeklart står, at »Så forviste Gud HERREN ham« og »at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af«.
Stakkels Adam, alene i verden. Og stakkels Indre Mission. Hvad gør man så? Man forfalsker teksten:
1 Mosebog 3,23 Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af.
Oversættelsen fra 1992
Åbenbart har Bibelselskabet og Indre Mission glemt, at Eva netop ikke var taget af jorden, men "bygget" af et ribben.
|
Historien er rodet nok i forvejen. Hvem myrder hvem? Bibelselskabet forsøger at fuske sig ud af intrigerne ved at rette i teksten. I stedet bliver det bare mere rodet, når Bibelselskabet forveksler offer med morder og erstatter fødder med blodige kønsdele.
Læs den spændende gyser: Morderen på Landevejskroen
|
En ting, der fyldte dagbladene i årene op til Bibeludgivelsen i 1992, var, at Esajas' berømte profeti ikke længere handlede om en jomfru. Bølgerne gik højt, og man fik næsten indtrykket af, at nogle onde modernister havde "taget Maria's dyd".
Og sandelig: Esajas er oversat lidt bedre end før. Nu er "almah" oversat, korrekt, til ung kvinde og ikke til jomfru:
Esajas 7,14 Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.
Men der er stadig ikke korrekt: Det burde stå "den unge kvinde er med barn". Kvinden var gravid, allerede da Esajas kom med sin profeti, og barnet blev født ca. syv hundrede år før Kristi fødsel. Oversættelsen er stadig noget fusk. Gad vide, om der skal gå 2.000 år mere, før Bibelselskabet udgiver en korrekt oversættelse.
Det viser sig, at indre Mission bevidst har fulgt en strategi med at larme meget højt over, at der ikke længere står "jomfru" — en sag, de var klar over, var tabt på forhånd — for så istedet at kunne smugle resten af fusket igennem:
Debatten fra dagspressen viser, at
IM gjorde spørgsmålet om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således
udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i
dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele kirken' i f.eks. Århus
Stiftstidende den 21.12.87. Poul Langagergaard gør ved et Interview den 28.7.94
opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål
at redde det profetiske udsagn 'skal blive med barn' mere end ønsket om
at redde 'jomfru'-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul
Langagergaard til at beskrive IMs [Indre Missions] taktik: I dagspressen at angribe og 'skyde
langt over målet' for at få det mest afgørende igennem.
(Ove Kollerup, Hvem bestemmer over Bibelen, side 59)
Til trods for denne kampagne var der flertal i revisionskomitéen for den korrekte oversættelse: Kun 6 stemmer for futurum og 8 imod. Alligevel fik indre Mission indført deres falske profeti.
Læs mere om Esajas' profeti.
|
Gud har (mindst) to navne: Jahve / Jehovah og "Elohim". "Elohim" betyder bogstaveligt talt "guderne", men oversættes til Gud med stort G, med mindre teksten viser, der er tale om (fremmede) guder.
Alligevel kan Bibelselskabet finde på at oversætte flertalsordet til ental, når det passer i deres kram:
2 Mosebog 32,1 Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: "Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten."
[.. .. ..] [...]
2 Mosebog 32,23 De sagde til mig: Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.
Den slags fusk er der masser af, men lige præcis her er problemet, at verset bliver citeret i Det Nye Testamente (billedet til højre), og så skal der synkron-fuskes. Hvor mange guder havde jøderne?
Bibelselskabet retter 1 Mosebog 26,15, så der ikke længere står, at brøndene blev udgravet af Abrahams slaver, men derimod af "hans folk".
Den slags numre har Bibelselskabet sikkert lavet mange af, men nu faldt jeg lige over den. Læs evt. mere om Bibelen og slaver.
|
Esajas skriver om "Herrens lidende tjener":
Esajas 53,5 Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
[.. .. ..] [...]
Esajas 53,8 Fra fængsel og dom blev han taget bort. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han ramt.
Kristne mennesker kan godt lide at se hele dette kapitel som en profeti om Jesus. Problemet med disse to vers er, at ordet, der oversættes "gennemboret", også betyder "begynde", "gøre profan", "gøre uren" og "såre", mens ordet, der oversættes "ramt", normalt oversættes til "spedalskhed", "pest" eller "væskende sår".
Jesus var da ikke specielt spedalsk? vel?
Læs mere om den lidende tjener.
Hvem har skabt ondskaben? Tja, i betragtning af at kristendommen kun opererer med én skabergud, giver svaret sig selv. Hvis ikke det er nok, så praler Gud ligefrem med det:
Amos 3,6 Mon der stødes i horn i byen, uden at folk bliver forfærdede? Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?
Ordet, der oversættes til "ulykke", bliver normalt oversat til "ondskab" eller "det onde" — det er det samme hebraiske ord, der bruges i »træet til kundskab om godt og ondt«. Igen må vi konstatere, at King James Bible fra 1611 er mere hæderlig: »shall there be evil in a city, and the LORD hath not done it«.
Åbenbart synes Bibelselskabet, det er for voldsomt, at Gud praler med at skabe al ondskab, og så beslutter man, at ordet ikke betyder ondskab, men "ulykke".
Når Bibelen skriver "alt kød" bliver det i flæng oversat til "alle mennesker" (f.eks. 1 Mosebog 6,12-13), "alle levende væsener" (f.eks. 1 Mosebog 6,19; 7,16 og 8,17) og "alt levende" (f.eks. 1 Mosebog 7,21) eller bare "alle" (f.eks. 1 Mosebog 6,17).
Guderne(!) må vide hvorfor. Enten kan Bibelselskabet ikke lide, at dyr og mennesker er af samme kød, eller også prøver de at skjule antallet af talende dyr i Bibelen.
Abrahams slave får besked på at lægge sin hånd under Abrahams lænd i 1 Mosebog 24,2 og 24,9.
Træerne har ikke forhud i 3 Mosebog 19,23, som de havde i den forrige oversættelse. Se evt. hvad Bibelen siger om tissemænd.
I 1 Mosebog 22,18 skal hele jordens folk ikke længere velsignes i Abrahams sæd, men i hans afkom. Her har vi det samme fusk, som vi så i 1 Mosebog 3,15 (diskuteret længere oppe): Man vælger et entalsord, "afkom", så man kan trække en kristologisk bue (der var den igen) til Paulus.
Det er især vigtigt her i 1 Mosebog 22,18, fordi Paulus' argument hviler på, at ordet er i ental:
Galaterne 3,16 Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus.
Uanset Bibelselskabets fusk, falder Paulus' argument stadig til jorden. Selvom ordet for efterkommere og afkom, "zera'", havde været i ental (og det er det ikke), har Gud i verset forinden lovet Abraham, at han vil gøre Abrahams "zera'" »så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred«, og at Abrahams "zera'" »skal erobre deres fjenders porte«.
Paulus har dummet sig i et de mest centrale tekststeder. Hvad gør man så? Bibelselskabet skjuler det ved at oversætte "zera'" til "efterkommere" i vers 17 og "afkom" i vers 18, så man kan stadig kan få det indtryk, at "afkom" er i ental. Vi skal åbenbart helt tilbage til 1897 for at få en ærlig oversættelse:
1 Mosebog 22,17 derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;
1 Mosebog 22,18 og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du lød min Røst.
(Bibeloversættelse fra 1897)
|
Gud slår 50.070 mennesker ihjel i Bet-Shemesh for at have kigget på Pagtens Ark. Det passer ikke godt med Bibelselskabets billede af den Gode Gud, så de retter tallet til 70.
For flere detaljer, se Spielbergs "Jagten på den Forsvundne Skat" eller læs: Hvor mange mennesker myrdede Gud i Bet-Shemesh?
Gud anbefaler, at forældre, der gifter deres datter bort, beholder bryllupslagnet. Hvis manden bagefter påstår, at han ikke fandt "beviset på, at pigen var jomfru", kan han slå hende ihjel, medmindre faderen tager "beviset på, at pigen var jomfru" (det blodige lagen) og stolt viser frem med ordene: "Her er beviset på, at pigen var jomfru".
Problemet er, at ordene "beviset på, at pigen var" er opfundet af Bibelseskabet. I Bibelen er pigens jomfrudom og det blodplettede lagen én og samme sag.
Se mere om hvad Bibelen siger om kvinder.
|
Gud har en helt speciel opskrift på brød, som han synes Ezekiel skal prøve:
Han skal komme lort i sine bygkager.
For det første bruger Indre Mission i stedet ordet "skarn", der lyder pænere og mere tvetydigt. For det andet tilføjer de ordene "som brændsel", der ikke står i originalteksten.
Læs Guds uforfalskede opskrift her: Profeten Ezekiels Brød.
Alternativt kan man som god kristen bestille Ezekielbrød fra bageriet Aurion og selv smøre lort på. Gud ved bedst.
I den gode, gamle King James Bible fra 1611 har man et farverigt udtryk: »any that pisseth against the wall«, f.eks. i 1 Samuel 25,22. Dette lidt spøjse udtryk går igen i Lindbergs oversættelse fra 1866, hvor det at tisse op af muren er blevet fortolket som en hund, der "letter låret: »selv en Lettelaar«, f.eks. 1 Samuel 25,22.
Udtrykket bruges seks gange i Det Gamle Testamente, men Bibelselskabet vælger at oversætte det til »nogen af mandkøn« alle seks gange, f.eks. 1 Samuel 25,22. Det er meget muligt, at udtrykket "dem der tisser op af muren" betyder mænd, men det ville være rart, hvis Bibelselskabet skrev, hvad der rent faktisk står i teksten, og ikke, hvad de ønsker, der stod. Man må igen konstatere, at puritanerne i 1611 var mindre puritanske end Indre Mission i 1992.
Den eneste danske Bibel, der mig bekendt oversætter disse steder korrekt, er Ny Verden fra Jehovas Vidner: »alle hans der lader vandet op ad en mur« (1 Samuel 25,22).
|
Officielt er de kristnes Gamle Testamente det samme som jødernes. Men sideløbende med den jødiske teksttradition findes der en græsk, Septuaginta, hvor der er tusinder af større og mindre forskelle (en af forskellene er, at den unge kvinde er jomfru i Esajas 7,14).
Det pudsige er, at Bibelselskabet sommetider finder på, at Septuaginta alligevel er mere inspireret end den jødiske tekst. På denne side nævner jeg fire tilfælde:
Som ateist er det meget vigtigt, at man husker at se på alle de positive sider ved religion, og at man roser alt, hvad roses kan. Lad mig derfor nævne eksempler på, at oversættelsen er et fremskridt:
Den nuværende oversættelse skulle ifølge fagfolk være mere korrekt: »Hvis nogen fatter modvilje mod sin hustru og sender hende bort, siger Herren, Israels Gud, så dækker han sin klædning med uret«. Til gengæld har vi nu en konflikt med reglerne for skilsmisse i 5. Mosebog 24,1-4.
Det vers, der i gamle dage var Esajas 9,1 (»Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel«) flyttes til slutningen af kapitel 8, så det bliver afskilt fra næste kapitel, der starter: »Det Folk, som vandrer i Mørke«.
De to vers har intet med hinanden at gøre: kapitel 8 handler om, at assyrerne erobrer en lange række af Judæas nabolande, mens kapitel 9 er en poetisk beskrivelse af en kroning, måske Hizkija. Ved at adskille de to vers, afslører man, at profetien om Zebulons land og Naftalis land ikke er nogen profeti: Det folk, »Som Herren tidligere bragte skam over«, er ikke det samme folk, som »skal se et stort lys«.
Bibelselskabet er dog ikke mere konsekvente, end at de skriver "Davidssønnens fødsel" som overskrift til Esajas 8,23 og frem. Og så skriver de »Landet på den anden side af Jordan og Folkeslagenes Galilæa«, hvor den forrige oversættelse sagde: »Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds«.
