Den vigtigste og kendteste profeti i Bibelen må være den, hvor Herrens engel afslører, at Frelseren skal fødes af en jomfru.
Historien starter med, at englen i en drøm fortæller Josef, at hans forlovede allerede er en lille smule gravid: Barnet skal have et navn, der betyder "Gud med os".
Matthæus 1,21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
Matthæus 1,22 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
Matthæus 1,23 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« - det betyder: Gud med os.
Umiddelbart er det svært at se logikken i, at en profeti om et barn ved navn Immanuel kan handle om Jesus. Der er simpelthen ingen steder i Bibelen, hvor Jesus bliver kaldt Immanuel. Den del af profetien er i al fald noget vrøvl. Men lad os se på, hvad Esajas siger i den såkaldte profeti:
Esajas 7,14 Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.
Der er fire aspekter i dette her:
I oversættelsen fra 1992 står der ikke "jomfru" i Esajas 7,14, men den unge kvinde. På dette punkt er Bibelen omsider - efter næsten 2.000 år - blevet korrekt oversat.
Ordet der bruges i den hebraiske teksttradition er "almah", der betyder ung kvinde. Det er det samme ord, der bruges i Højsangen (6,8) om Salomons harem: »Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger [almah] uden tal«. Unge piger i et harem er sjældent jomfruer! Hvis Esajas virkelig mente, at den vordende moder skulle være jomfru, ville han bruge ordet "bethulah".
Grunden til, at der tidligere stod "jomfru" i de gamle oversættelser er, at det står der i den græske teksttradition, Septuaginta. Det pudsige er, at Helligånden er bedre til at læse græsk end hebraisk, og når der står i Det Nye Testamente, at en eller anden profeti i Det Gamle Testamente er opfyldt, er man ofte nødt til at kigge i den græske teksttradition, før profetien "fungerer".
Her i landet regnes den græske tekst ikke for guddommeligt inspireret, men for at redde Matthæus har man alligevel skrevet "jomfru" i Esajas 7,14 i næsten to tusinde år.
Dette fusk har været kendt næsten lige så længe, som kristendommen har eksisteret: Kirkefaderen Justin levede fra ca. år 100-165, og i hans diskussioner med jøden Tryfo brugte han flere kapitler på netop dette Bibelcitat: »But since you and your teachers venture to affirm that in the prophecy of Isaiah it is not said, 'Behold, the virgin shall conceive,' but, 'Behold, the young woman shall conceive, and bear a son;' […]«. Justin Martyrs skrift er næsten lige så gammelt som Matthæusevangeliet, og hans diskussion viser, at allerede de første kristne var klar, at oversættelse med jomfru ikke blev accepteret af skriftkloge jøder (se eksternt link forneden).
Kirken burde altså have rettet denne fejl for 1850 år siden. Og uanset hvor gammel fejlen er, er det stadig en absurd tanke, at Jødernes Konge skal fødes af en jomfru, fordi der står sådan i den græske tekst! Dette er endnu et eksempel på, at Matthæus er den dummeste af de fire evangelister.
For utallige bortforklaringer, se Ung kvinde eller jomfru?
Men oversættelsen er stadig ikke helt korrekt. Der står »den unge kvinde skal blive med barn« i stedet for det korrekte »den unge kvinde er med barn«.
Sådan her lød den første prøveoversættelse til den Bibel, der blev autoriseret i 1992:
Esajas 7,14 […] Se, den unge kvinde er gravid, hun skal føde en søn og give ham navnet Immanuel«.
(Prøveoversættelse til den autoriserede danske Bibel)
Den korrekte oversættelse gør det svært at se sammenhængen mellem en ung kvinde, der var gravid på Esajas' tid, og en jomfrufødsel 700 år senere. Derfor måtte Indre Mission på arbejde i den såkaldte "revisionskomité".
Formanden for revisionskomitéen Niels Jørgen Cappelørn udtalte dengang i 1991:
Først og fremmest er gengivelsen 'den unge kvinde' blevet angrebet og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dernæst er der rettet indvendinger imod udsagnsordets tid i udtrykket "er gravid" med den teologiske begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14 - også - er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid "skal blive gravid"
(Niels Jørgen Cappelørn, »Oversættelsesprojektet«, Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1991, side 22 ff.)
I ovenstående citat fortæller Cappelørn, at en korrekt oversættelse ville ødelægge en af kristendommens vigtigste profetier. Det faktum at de mange bøger i jødernes "gamle" testamente ikke har en pind at gøre med det kristne Nye Testamente, bliver af Cappelørn kaldt for at »løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente«. En korrekt oversættelse ville ganske rigtigt »neddæmpe den forståelse«, at en kvinde, der var gravid allerede på Esajas' tid og snart skulle føde, kunne have nogen som helst forbindelse med en overnaturlig jomfrufødsel 700 år senere.
Derfor måtte de 17 mand i revisionskomitéen til stemmeurnerne: Først gjaldt det spørgsmålet, om den unge kvinden var jomfru eller ej. Her stemte seks for jomfru, ni for ung kvinde, og to undlod at stemme. I oversættelsen fra 1992 handler profetien derfor ikke længere om en jomfru.
Derefter gjaldt det spørgsmålet, om kvinden allerede var gravid, eller ville blive gravid i fremtiden. Også i dette tilfælde var der flertal for den korrekte oversættelse: Kun 6 stemmer for futurum og 8 imod, men alligevel "vandt" den forfalskede oversættelse. Indre Missions magt var åbenbart for stor, og der er igen fusket med oversættelsen. For flere detaljer, se de eksterne links nederst på denne side.
Men der er meget mere galt end det: Profetien har simpelthen ikke en pind at gøre med Jesus. Lad os kigge på sammenhængen:
Bibelselskabet giver kapitlet overskrifte: »Immanuelstegnet under truslen fra Assyrien«. Immanuelstegnet er netop et tegn og ikke en profeti. Lad os se på, hvad det i grunden handler om.
Vi befinder os ca. år 700 f.Kr., hvor Guds folk igen er under angreb. Profeten Esajas trøster kongen med, at Gud har lovet dette ikke vil sket:
Esajas 7,7 Dette siger Gud Herren: Det skal ikke lykkes, det skal ikke ske!
Esajas 7,8 For Arams hoved er Damaskus, og Damaskus' hoved er Resin. Femogtres år endnu, så er Efraim knust og ikke længere et folk.
Gud lover, at fjenden vil være knust om 65 år. Det står ikke klart, hvor de 65 år kommer ind i billedet, men sådan er det med profetier: De er ofte uklare og tvetydige.
Kongen tror ikke på denne profeti, men på den anden side vil han ikke udæske Gud ved at kræve beviser.
Derfor giver Gud og Esajas et tegn på, hvor hurtigt denne profeti vil gå i opfyldelse. Indre Missions falskneri er rettet og markeret med [[rødt i firkantede klammer]], så det passer med prøveoversættelsen:
Esajas 7,10 Herren talte på ny til Akaz:
Esajas 7,11 »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.«
Esajas 7,12 Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.«
Esajas 7,13 Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud?
Esajas 7,14 Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde [[er gravid, hun skal føde]] en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.
Esajas 7,15 Tykmælk og honning skal han leve af, til han forstår at vrage det onde og vælge det gode.
Esajas 7,16 For inden drengen forstår at vrage det onde og vælge det gode, skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for.
(Oversættelsen fra 1992, men Indre Missions falskneri er rettet og markeret med rødt)
Så i mere klart sprog: Som et tegn på den korte tid, der vil gå, før det er slut med Kong Akaz' fjender, peger profeten på en ung kvinde, der allerede er gravid. Når denne gravide kvinde føder sit barn, skal han som spæd leve af »Tykmælk og honning«, og inden han bliver stor nok til »at vrage det onde og vælge det gode«, vil profetien om kongens fjender være opfyldt.
Profetien handler om de angribende hære. Den gravide kvinde, der snart skal føde, er kun et tegn, der viser hastigheden af profetien.
Barnet er ikke spændende i sig selv. Tidshorisonten for dette tegn er kun de få år, barnet lever af tykmælk og honning. Inden da vil Gud have opfyldt sit løfte, og Kong Akaz' fjender vil være udslettet: »skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for«.
Udløbsdatoen for dette tegn var, dengang Gud reddede Kong Akaz fra de to hære. Som Thomas Paine formulerede det: For at være et tegn skal tegnet gå forud for det, det er et tegn på. Et tegn på regn skal være før regnen.(1)
Tidsmåler-barnet bliver født i næste kapitel af Esajas:
Esajas 8,3 Så lå jeg hos profetinden; hun blev gravid og fødte en søn. Og Herren sagde til mig: »Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz.
Esajas 8,4 For inden drengen kan sige far og mor, skal rigdommen fra Damaskus og byttet fra Samaria bringes til assyrerkongen.«
[.. .. ..] [. . .]
Esajas 8,8 den oversvømmer Juda, vælter frem og stiger, indtil den når dem til halsen. Dens udbredte vinger skal fylde hele dit land, Immanuel.
Det står ikke lysende klart, om Immanuel ("Gud er med os") og Maher-Shalal Hash-Baz ("Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov") er to navne for den samme dreng. Men det er stadig drengens alder, der er spændende for profetien: Inden han »kan sige far og mor«, vil de angribende lande være ødelagt. Bemærk, at drengen nu er født - år 700 f.Kr.: »hun blev gravid og fødte en søn« (Esajas 8,3).
Der er heller ingen, der påstår, at moderen var jomfru! Esajas har selv gjort hende gravid: »Så lå jeg hos profetinden; hun blev gravid og fødte en søn« (8,3). Det kan man i dén grad kalde en selvopfyldende profeti!
Senere i samme kapitel viser Esajas sine børn frem. Børnene, der altså allerede er født, her år 700 f.Kr., er tegn og varsler:
Esajas 8,18 Og jeg og de børn, Herren har givet mig, er tegn og varsler i Israel fra Hærskarers Herre, der bor på Zions bjerg.
Det lyder selvfølgelig underligt, at en profet får børn, med det ene formål at give dem sjove navne, men allerede i starten af kapitlet havde Esajas en søn ved navn Shearjashub, der betyder "en rest vender om" (Esajas 7,3). Denne søn hører vi ikke mere til, og hans eneste formål synes at være at have dette "profetiske" navn.
Der er en lignende historie i Hoseas bog kapitel 1-2, hvor en anden profet gifter sig med en horkvinde med det ene formål at kunne kalde sine børn Ikke-Fundet-Barmhjertighed og Ikke-Mit-Folk.
Lad os tilføje, at Jesus ikke blev døbt Immanuel, at Jesus ikke levede af tykmælk og honning (og slet ikke i 65 år), at Jesus (som er en alvidende Gud) altid har kendt forskel på godt og ondt, og at de to riger Aram og Samaria ikke blev lagt øde i løbet af Jesus' barndom.
Esajas beroligede kong Akaz: "Immanuel" (Gud med os). Det nordlige rige og nabolandene ville gå til grunde efter en invasion fra Assyrien. Derfor er det oplagt at sammenligne Esajas' Bog med de mere kronologiske beretninger i Kongebøgerne og Krønikebøgerne.
Hvis vi kigger i 2 Kongebog kapitel 15-16, er profetien ikke så overbevisende. Her får vi at vide, at Peka — den konge af det nordlige rige, som Kong Akaz var bange for — blev dræbt i »Jotams tyvende regeringsår«.
2 Konge. 15,30 Så stiftede Hosea, Elas søn, en sammensværgelse mod Peka, Remaljas søn, slog ham ihjel og blev konge efter ham i Uzzijas søn Jotams tyvende regeringsår.
[.. .. ..] [. . .]
2 Konge. 15,38 Jotam lagde sig til hvile hos sine fædre og blev begravet hos sine fædre i sin fader Davids by, og hans søn Akaz blev konge efter ham.
Jotam var far til Akaz, men hvordan kunne Peka angribe Akaz, hvis han allerede var død i Akaz' fars regeringstid? Det må kaldes en Posthum sammensværgelse.
Men lad os kigge på Akaz og hans problemer med de aggressive naboer:
2 Konge. 16,5 På den tid drog Arams konge Resin og Israels konge Peka, Remaljas søn, op til angreb på Jerusalem. De indesluttede Akaz, men de kunne ikke besejre ham.
2 Konge. 16,6 Edoms konge Elat tog dengang tilbage til Edom. Efter at han havde fordrevet judæerne fra Elat, kom der edomitter til Elat og bosatte sig der, og dér bor de den dag i dag.
2 Konge. 16,7 Akaz sendte bud til assyrerkongen Tiglat-Pileser: "Jeg er din træl og din søn. Kom og frels mig fra Arams og Israels konger, der har rejst sig mod mig!"
2 Konge. 16,8 Akaz tog det sølv og guld, der fandtes i Herrens tempel og i skatkamrene i kongens palads, og sendte det som gave til assyrerkongen,
2 Konge. 16,9 og assyrerkongen bønhørte ham. Han drog mod Damaskus, indtog den og førte indbyggerne bort til Kir, og Resin dræbte han.
Vers 16,5 om »Arams konge Resin og Israels konge Peka, Remaljas søn« er næsten enslydende med Esajas 7,1, så det er helt klart den samme historie, begge bøger beskriver.(2) Som man kan se, får Akaz hjælp af assyrerne, ganske som spået, men det er ikke Gud, der har overtalt assyrerne: Det er Akaz selv, der er nødt til at ribbe Herrens tempel for sølv og guld, så han kan bestikke assyrerkongen (vers 16,8).
Der er ingen grund til at citere hele kapitel 16. Resten af kapitlet fortæller, hvordan Akaz plyndrede diverse helligdomme og opførte hedenske altre inde i Guds tempel for at glæde assyrerkongen. Derved overlevede han truslen fra det nordlige rige og Aram helt uden Guds hjælp. Det var ikke lige den måde, Esajas' profeti havde lagt op til.
Den version, der er i Krønikebøgerne er endnu værre.
Heller ikke her er der grund til at komme med alenlange citater (læs evt. 2 Krønikebog kapitel 28). I denne udgave af historien lider Akaz forsmædelige nederlag mod det nordlige rige og Aram (vers 6-15) for ikke at tale om edomitter (vers 17) og filistre (vers 18). Og selvom Akaz udplyndrer templet for at bestikke assyrerkongen, får han ingen hjælp af assyrerne (vers 20-21). Det er muligt, at Akaz overlevede angrebene, men det skyldes ikke, at Gud og profeten Esajas har hjulpet ham. Tværtimod gjorde Gud, hvad han kunne for at spænde ben for Akaz: »Herren ville ydmyge Juda på grund af Israels konge Akaz« (2 Krønikebog 28,19).
Kort og godt: Gud var ikke med Kong Akaz.
Konklusion: Fødslen var et tegn.
Det vil sige, at kong Akaz selv skulle se den unge kvinde (ikke jomfru), der
fik et barn. Det var ikke en profeti om noget, der skulle ske 700 år efter, at Kong Akaz var død.
Profetien har intet med Jesus at gøre. Han er aldrig blevet kaldt Immanuel, han har ikke levet
af tykmælk og honning,
og de to riger i nord blev ikke lagt øde i løbet af Jesus' barndom.
Desuden var profetien falsk.
Tilbage er så spørgsmålet, om Jesus virkelig blev født af en jomfru.
Assyrernes angreb på Judæa og Israel i Esajas kapitel 7 og 8 kunne også bruges til en profeti om Galilæa.
Eller læs evt.: var Jesus født af en jomfru?
Fodnoter: (1) (2)
"A thing to be a sign must precede the thing signified. The sign of rain must be before the rain".
Thomas Paine, The age of reason, Part III, 1807.
For en ordens skyld: Der er ikke i sig selv noget galt i, at Peka optræder i kapitel 16, selvom han døde i kapitel 15. Forfatteren krydsklipper frem og tilbage mellem det nordlige og det sydlige rige.
Men der er en selvmodsigelse i, at ifølge 2 Kongebog 15,30 døde Peka, inden Akaz overhovedet blev konge.