Hvad siger Bibelen om Pinsen?

Ordet pinse kommer af det græske "pentekoste", der betyder halvtreds.

Pinsen ligger nemlig 50 dage efter påske, og både påsken og pinsen er jødiske højtider, som de kristne har overtaget, eller "døbt" som de foretrækker at kalde det.

Ugefesten / Kornhøstfesten / Førstegrødens dag

Ugefesten var en af de tre årlige valfartfester, hvor hele Israel skulle møde op ved templet i Jerusalem.
Tempel

Kært barn har mange navne, og den jødiske "pinse" kaldes skiftesvis "ugefesten" (2 Mosebog 34,22, 5 Mosebog 16,10); "kornhøstfesten" (2 Mosebog 23,16); og "førstegrødens dag" (4 Mosebog 28,26).

2 Mosebog 34,22: Du skal fejre ugefesten med den første afgrøde af hvedehøsten, og frugthøstfesten ved årsskiftet.
5 Mosebog 16,10: Så skal du fejre ugefesten for Herren din Gud med så mange frivilligofre, som du kan give, alt efter hvad Herren din Gud har velsignet dig med.
2 Mosebog 23,16: Endvidere skal du holde kornhøstfesten med den første afgrøde af det, du sår på marken, og frugthøstfesten ved årets udgang, når du bringer afgrøden fra marken i hus.
4 Mosebog 28,26: På førstegrødens dag, når I bringer Herren et offer af den nye afgrøde under jeres ugefest, skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde.

Forbindelsen mellem ugefesten og pinse / "pentekoste" / halvtreds opstår, fordi jøderne tæller syv uger plus en dag frem.

3 Mosebog 23,15 Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger;
3 Mosebog 23,16 I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer.

Det er lidt usikkert, hvad der menes med »dagen efter sabbatten« (23,15). Den jødiske påske kan falde på enhver ugedag og regnes ikke i sig selv for en sabbat, så den bogstavelige læsning siger, at man først skal begynde at tælle fra dagen efter den første lørdagssabbbat efter påske.

De jødiske rabbier har løst dette problem ved at erklære, at lige i dette tilfælde er påsken også en sabbet. De kristne kirkefædre har løst problemet ved at sørge for, at den kristne påske altid falder på en søndag.

Pinsen og De Ti Bud

Tre dage efter "et eller andet" stiger Gud ned i form af en røgsky.
Sinaj

Det står ikke skrevet med særligt store bogstaver i Bibelen, men det er almindeligt vedtaget, at ugefesten / pinsen også skal fejre, at Gud gav De Ti Bud til jøderne.

Jøderne fik De Ti Bud ved bjerget Sinaj i starten af ørkenvandringen, og her ankom de fra Refidim i årets tredje måned. Jøderne havde forladt Egypten efter påsken, der falder den 14. i den første måned, så nu var der gået ca. halvanden måned.

2 Mosebog 19,1 I den tredje måned efter at israelitterne var draget ud af Egypten, netop den dag kom de til Sinajs ørken.
2 Mosebog 19,2 De brød op fra Refidim og kom ind i Sinajs ørken og slog lejr i ørkenen. Dér slog Israel lejr over for bjerget,

Teksten er som sædvanlig uklar: »netop den dag«. Netop hvad for en dag?

Kloge hoveder har gennem årene kommet med fire forskellige fortolkninger:

Hvorom alting er: halvanden måned efter udrejsen fra Egypten — plus en, tre, femten eller et ukendt antal dage — går der yderligere tre dage, før de bange jøder modtager De Ti Bud under ledsagelse af lyn, torden og hornmusik:

2 Mosebog 19,16 Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel.

Den Kristne Pinse

Pinsemiraklet
Pinse

Pinsen er en af de vigtigste kristne højtider. Her fejrer man pinsemiraklet. Jesus havde beordret disciplene til at blive i Jerusalem, hvor de blev fyldt af Helligånden.

Apostl. G. 2,1 Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet.

Forfatteren skriver bare »pinsedagen« uden at forklare, hvad en "pinse" er for noget, og uden at der er nogen, der har nævnt tallet halvtreds. Med andre ord taler han om den allerede eksisterende jødiske "pentekoste" / ugefest.

Så starter pinsemiraklet, der som man kan se har store ligheder med, dengang De Ti Bud blev givet. Dengang var der »kraftig klang af horn«, mens den kristne pinse indledes med »fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød«; dengang var der »lyn og torden«, nu er der »tunger som af ild«; dengang lå Guds ånd på bjerget: »en tung sky lagde sig over bjerget«, mens den kristne pinse foregår indendørs, hvor Helligånden »fyldte hele huset«.

Apostl. G. 2,2 Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.
Apostl. G. 2,3 Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
Apostl. G. 2,4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Kristen tegneserie: Peter forklarer naboerne, at apostlene ikke er fulde.
Pinse

En lille ting, der tilsyneladende er forskellig på de to mirakler, er ordet "tunger": »tunger som af ild« og »de begyndte at tale på andre tungemål«. Men her skal man huske, at Helligånden er bedre til at forstå græsk end hebraisk og derfor altid foretrækker at læse i den græske teksttradition, Septuaginta, og her står der "stemmer":

2 Mosebog 19,16 And it came to pass on the third day, as the morning drew nigh, there were voices and lightnings and a dark cloud on mount Sina: the voice of the trumpet sounded loud, and all the people in the camp trembled.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Nå, men der kommer altså lidt blæsevejr, og de dumme disciple er lige så bange, som de bange jøder ved bjerget. De tror straks, at jorden er ved at gå under.

Disciplene taler i vildelse, så naboerne mener, at apostlene »har drukket sig fulde i sød vin«. Peter må bedyre, at de skam ikke er fulde af sprut, men fyldt af Helligånd — spiritus sanctus. Dommedag er nær, og pinsemiraklet var endnu et tegn på, at de levede »i de sidste dage«:

Gud siger: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker.
Maria og Helligånden

Apostl. G. 2,13 Men andre spottede og sagde: "De har drukket sig fulde i sød vin."
Apostl. G. 2,14 Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: "Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord:
Apostl. G. 2,15 Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen.
Apostl. G. 2,16 Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel:
Apostl. G. 2,17 Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme.

Det mærkelige er altså, at Kirken i dag kan fejre, at disciplene fik Helligånden »i de sidste dage« for næsten 2.000 år siden. Jordens undergang må være aflyst igen.

Hvornår fik apostlene Helligånden?

Jesus modtog Helligånden ved dåben. Gjorde hans disciple også det, da de blev døbt?
Johannes Døberen og Treenigheden

Peter citerede Gud for, at det først var i »de sidste dage«, at Gud ville »udgyde af min ånd over alle mennesker«. Jesus havde selv sagt noget lignende, lige før han fløj bort:

Apostl. G. 2,13 Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."

Der skulle altså gå relativt kort tid mellem Helligåndens komme og jordens ende. Her 2.000 år senere kan vi derfor undre os over, hvorfor disciplene fik Helligånden den Pinsedag, hvor jorden åbenbart alligevel ikke gik under.

Men Peter, Gud og Jesus modsiges af Johannesevangeliet. Ifølge dette evangelium fik disciplene Helligånden allerede i påsken, nemlig da Jesus netop var opstanden:

Johannes 20,19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!"
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 20,22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden!

Og ikke bare det. Vi får at vide, at Jesus og hans disciple fra starten af havde gået og døbt:

Johannes 3,26 og de gik hen til Johannes og sagde: "Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham."
[.. .. ..] [...]
Johannes 4,2 - det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte -

Jesus døber, og hans disciple døber. Men er disciplene selv blevet døbt? Det står ganske vist ingen steder, men det ville være mærkeligt andet. Og hvem har så døbt dem? Det står heller ingen steder, men det ville være mærkeligt, hvis det ikke var deres egen mester, Jesus. Og gav Jesus dem så Helligånden ved dåben? Det skulle man tro. Det står i al fald i alle fire evangelier: »Det er ham, […] der døber med Helligånden« (Johannes 1,33), »han skal døbe jer med Helligånden« (Markus 1,8) og »Han skal døbe jer med Helligånden og ild« (Matthæus 3,11, Lukas 3,16).

Så hvornår fik de egentlig Helligånden? Ved dåben, ved påske, ved pinse eller lige før dommedag?

 
Guds hånd

Denne sektion handler om de kristne helligdage.

Det forrige handlede om Kristi himmelfartsdag.

Det næste handler om Sankthans.

I Denne Sektion om Kristne Helligdage

Yderligere information


Venstre Højre