På den forrige sider så vi på, hvorfor vi fejrer påske, og de store problemer, Kirken har haft i næsten 2.000 år med at beregne påsken.
På denne side kigger vi på de helligdage, der flytter sig hvert eneste år, fordi de ligger et bestemt antal dage før eller efter påsken.
Fastelavn betyder "aftenen før fasten". Fede Mandag og Hvide Tirsdag hentyder til den gode, fede mad, man stoppede i munden, inden fasten startede.
Karnevallerne op til fasten er gamle hedenske skikke, der går tilbage til de førkristne saturnalier og bacchanalier. Derfor forsøgte Kirken efter Reformationen at bekæmpe karnevallerne. som de anser for en hedensk skik,
Herhjemme er fastelavn kun en skygge af sig selv, men i katolske lande, hvor de slap for Reformationen, kører karnevallet mange dage i træk. Fede Tirsdag på fransk er "Mardi Gras" — navnet på karnevallet i New Orleans.
Askeonsdag er afslutningen på karnevallet og starten på de fyrre dages faste. Dagen ligger 40 dage før påsken (søndage ikke medregnet). I katolske kirker tegner præsten et kors på menighedernes pander med aske, der stammer fra afbrænding af palmerne fra forrige års palmesøndag.
Det er sikkert meget sjovt alt sammen, men der står ikke noget om det nogen steder i Bibelen.
Askeonsdag starter fasten, hvor man ikke må spise kød i 40 dage undtagen om søndagen (hvilket der alt sammen ikke står noget om i Bibelen). Heldigvis havde de kristne fundet ud af, at gæs vokser på træerne (billederne til venstre og højre). Derfor måtte man gerne spise gåsesteg under fasten — gæs var jo en slags frugter.
I katolske Venezuela spiser man kapivarer. Kapivaren er verdens største gnaver — populært sagt: En rotte på 50 - 75 kg. Den kristne logik er, at når kapivaren lever meget af tiden i vand, må den være en fisk. Det samme gjaldt i Canada i 1700-tallet, hvor man havde lov til at spise bævere under fasten.
Verden ville måske være et bedre sted uden religion, men også lidt kedeligere.
Bibelen nævner ofte faste i positive vendinger, men der står ingen steder noget om, hvad faste er, hvad man må spise, og hvornår og hvad tid man må spise det. Der står slet ingen steder, at man skal faste i 40 dage undtagen søndage op til påsken.
De tre synoptiske evangelier fortæller, at Jesus fastede 40 dage i ørkenen lige efter dåben, men for det første skete det ikke op til påsken, for det andet står der ikke, at han afbrød fasten hver søndag, for det tredje står der, at »englene sørgede for ham« (Markus 1,13), og for det fjerde insisterer Johannes på, at Jesus slet ikke var ude i ørkenen og faste, men i stedet var taget til bryllup i Kana, hvor han lavede vand til vin.
Påsken er en gammel nordisk forårsfest, hvor man fejrer, at vinteren er overstået, at hønsene lægger æg igen, at dyrene får unger, og at blomster og korn springer frem. Bibelen siger intet om påskeæg, påskekyllinger, påskeharer, påskefrokoster og påskeøl, hvilket alt sammen viser, at vores forfædre sagtens kunne finde ud af at fejre forårets komme, inden kristendommen.
Kristendommen har overtaget den gamle fest fra den "hedenske" gudinde Eostre og erstattet den med påsken, hvor man fejrer, at Gud dræbte alle de førstefødte drenge i Egypten. Desuden placerer evangelierne historien om Jesus' korsfæstelse og genopstandelse ved påsketid.
Den påske, der beskrives i Bibelen, har intet at gøre med den påske, de kristne fejrer. Den bibelske påske varer kun 1 dag (længere tog det ikke Gud at dræbe alle de førstefødte i Egypten), og kan falde på en vilkårlig ugedag. Læs meget mere i forrige afsnit om, hvad påsken er, og hvornår den fejres.
Palmesøndag er søndagen før påsken. Navnet hentyder til, da Jesus red ind i Jerusalem på to eller tre æsler: »De tog da palmegrene og gik ham i møde« (Johannes 12,13).
Det er kun Johannes, der nævner disse palmegrene. Ifølge Matthæus kastede folk kapper og grene på vejen: »Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen« (Matthæus 21,8), og i Lukasevangeliet er der kun kapper, og ingen grene.
I Markusevangeliet skærer folk strå fra marken, men Bibelselskabet fusker med oversættelsen og skriver "kviste" i stedet for strå: »grønne kviste, som de havde skåret af på markerne«, så det lugter lidt af palmer. Det kan være, Bibelselskabet tror, der vokser palmer på marken.
Med hensyn til placeringen af denne dag, er det kun Johannes, der fortæller, hvornår Jesus fik sine palmer/grene/strå.
Johannes 11,54 Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene.
[.. .. ..] [...]
Johannes 12,1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
[.. .. ..] [...]
Johannes 12,12 Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem.
Johannes 12,13 De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!
Den kristne logik er formentlig noget i retning af, at "seks dage før" og "næste dag" tilsammen giver "fem dage før påske", og hvis påsken er langfredag, så må indtoget i Jerusalem have sket på en søndag.
Problemerne er selvfølgelig de sædvanlige: At Jesus ikke blev korsfæstet langfredag, og at Johannes er uenig med de andre evangelier, om hvilken dag Jesus blev korsfæstet. Men derudover er der et endnu større problem:
Der står jo i Johannes 11,54 og 12,1 (citeret foroven), at Jesus havde gemt sig i byen Efraim, indtil han kom til Betania dagen før indtoget i Jerusalem. Men dagen før palmesøndag er som bekendt lørdag, jødernes sabbat. På sabbatsdagen må man kun bevæge sig en sabbatsvej, der af Bibelselskabet defineres som: »den strækning, som man efter jødisk tradition måtte gå på en sabbat (ca. 1000 m)«. Fra Efraim til Betania er der 20 kilometer gennem bjerge og ørken (billedet til venstre).
Det er selvfølgelig utænkeligt, at en skriftklog rabbi som Jesus skulle have brudt sabbatten, der er et af De Ti Bud. Ergo har »seks dage før påske« ikke været lørdag, og Jesus har ikke fået sine palmer om søndagen.
Her fejrer man indstiftelsen af nadveren.
I Johannesevangeliet indstifter Jesus ikke nogen nadver — istedet vasker han sine tolv apostles fødder. I gamle dage, da danskerne var katolikker, vaskede præsten også fødderne på tolv af menighedsmedlemmerne. Deraf kommer navnet skærtorsdag, fordi menighedens fødder blev rensede (ligesom deres sjæle senere skulle blive renset i skærsilden). På engelsk hedder skærtorsdag bl.a. "Maundy Thursday", og dette menes, at komme fra Johannes 13,34, hvor Jesus efter fodvasken siger: Et nyt bud giver jeg jer, "Mandatum novum do vobis".
Efter Reformationen blev dette ritual afskaffet — åbenbart gad de lutheranske præster ikke at vaske bøndernes beskidte fødder. Nu er det altså nadveren, der helligholdes denne dag, så egentlig burde dagen hedde Fede Torsdag ligesom Fede Mandag, men sådan fungerer kristendommen ikke.
Hertil er der kun at bemærke, at ifølge Johannesevangeliet døde Jesus, lige før påsken startede. Det er en vigtig pointe for Johannes, at Jesus dør samtidig med, at jøderne slagter deres påskelam. Derfor kan Jesus umuligt have siddet ved nadveren og spist af påskelammet.
Desuden blev Jesus ikke blev korsfæstet langfredag, og derfor kan dagen før ikke have været en torsdag.
Kort og godt: Jesus blev ikke korsfæstet langfredag, og han blev ikke korsfæstet i påsken
Ifølge Bibelen er påsken den 14. dag i årets første måned efter den jødiske kalender (2 Mosebog 12,1-6, 3 Mosebog 23,5) og kan falde på enhver ugedag. De kristne ignorerer Bibelen og flytter påsken frem til den følgende søndag for at fejre, at Jesus genopstod søndag morgen. Dermed er 1. påskedag første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Faktisk er det en vigtig pointe, at den kristne påske ikke må falde samtidigt med den jødiske, eftersom Jesus genopstod efter den jødiske påske. Hertil er der bare at bemærke, at der ingen steder i Bibelen står, at Gud har indført en ny påske for de kristne.
Der står ingen steder, hvornår Jesus genopstod (undtagen Markus 16,9, der er et nyere kristent falskneri). Bibelen siger kun, at graven var tom, da disciplene kom til den. Ifølge Matthæusevangeliet opstod Jesus lørdag aften (eller rettere: graven var tom lørdag aften), hvilket jo også stemmer med, at han havde erklæret, at han ville være tre dage og tre nætter i graven.
Læs meget mere i forrige afsnit om, hvad påsken er, og hvornår den fejres.
Store Bededag falder fjerde fredag efter påske.
Dagen er indført af biskop Hans Bagger i 1686, og der står absolut intet om den i Bibelen.
Der er yderligere to helligdage, der er afhængige af påsken, men de får deres egen side hver: Kristi himmelfartsdag og Pinsen.
Denne sektion handler om de kristne helligdage.
Det forrige handlede om den gregorianske kalender.
Det næste handler om Kristi himmelfartsdag.