|
|
|
I princippet burde det være nemt. Påsken varer en enkelt dag (længere tid tog det ikke for Gud at dræbe alle de førstefødte drengebørn i Egypten), og Gud siger utvetydigt flere steder i Det Gamle Testamente, (f.eks. 2 Mosebog 12,1-6 og 3 Mosebog 23,5), at påsken skal fejres den fjortende dag i årets første måned.
Problemet er bare, at jødernes kalender var alt andet end enkel. Den jødiske kalender er en månekalender, hvor året starter ved forårsjævndøgn, og hver måned starter ved nymåne. Dermed er den fjortende dag i den jødiske kalender altid fuldmåne, så påsken falder på den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, men kan i øvrigt falde på enhver ugedag.
Desværre giver tolv måneder à 29-30 dage ikke et helt år, og derfor måtte det jødiske råd hyppigt indsætte en skudmåned. Denne skudmåned var baseret på praktiske observationer i Det Hellige Land, når forårsjævndøgn nærmede sig: Hvis byggen ikke var moden, der ikke var frugt på træerne, dueungerne var små, og lammene tynde, konkluderede man, at kalenderen var ude af trit med virkeligheden. I så fald indsatte det jødiske råd en skudmåned, og året fik tretten måneder.(1)
Nogle af de tidlige kristne — de såkaldte quartodecimanere — fejrede påsken den 14. dag i den første måned af det jødiske år — det var jo det, Gud havde sagt. Dermed var disse kristne hvert eneste år afhængig af størrelsen af dueunger i Judæa. Resten af Romerriget brugte den julianske kalender, der følger solåret med en enkelt skuddag hvert fjerde år. Derfor valgte andre oldkristne en fast dato i den julianske kaldender, f.eks. 25 marts.
Et større problem var, at de kristne ville helligholde Jesus' korsfæstelse og genopstandelse i påsken. Derfor havde man indført en faste op til påsken, og hvornår skulle man så bryde denne faste? Jesus havde jo indstiftet nadveren skærtorsdag, ikke sandt? Når Jesus selv havde spist påskemåltidet skærtorsdag, og sagt »Tag det og spis det« og »Drik alle heraf«, hvordan kunne en god kristen så ignorere hans påbud og faste videre?
Andre kristne mente derimod, at fasten skulle vare til genopstandelsen om søndagen, og sådan endte det med at blive. Kirkefaderen og historikeren Eusebius fortæller om nogle af de diskussioner, de tidlige kristne havde omkring år 190:
|
Bog 5, XXIII.: På dette tidspunkt var en ikke ringe
strid kommet i gang, thi menighederne i hele Asien
mente efter gammel tradition, hvad Frelserens påskefest
angår, at måtte fejre den fjortende dag i måneden,
den dag, da jøderne havde befaling til at slagte
fåret. Det var derfor ganske nødvendigt at slutte
fasten på den dag, hvad dag i ugen det end måtte
være. Det var imidlertid ikke skik for kirkerne i hele
den øvrige verden at fejre den på denne måde, da
de nemlig holdt sig til den skik, der efter apostolsk
overlevering havde været i hævd indtil denne tid,
hvorefter det ikke sømmede sig at slutte fasten på
nogen anden dag end dagen for vor Frelsers opstandelse.
Der blev holdt synoder og sammenkomster
af biskopper, og alle fastslog de gennem brev enstemmigt
overfor alle, hvor de end måtte være, som Kirkens
lære, at Herrens opstandelses mysterium ikke
skulle fejres på nogen anden dag end Herrens Dag,
og at vi skulle overholde, at afslutningen på påskefasten
kun fandt sted på denne dag.
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1945. Ortografien nænsomt moderniseret.
Retorikken er typisk for Eusebius. Han skrev sin historie ca. år 325, og det var en rød tråd, at sådan som Kirken så ud år 325, havde Kirken naturligvis altid set ud: Hvis Kirken år 325 fejrede påsken på en søndag for at fejre genopstandelsen, så havde Kirken altid fejret påsken på en søndag. Hvis der havde været uenighed i år 190, så måtte det have været nogle få provinsielle afvigere fra (lille)Asien imod »kirkerne i hele den øvrige verden«, der »fastslog […] enstemmigt«, at man skulle gøre som altid og følge »den skik, der efter apostolsk overlevering havde været i hævd«. Med andre ord: "Vi har altid fejret påsken om søndagen, og vi har altid været i krig med Eurasia".
|
Men en ting er, at man flyttede dagen fra den fjortende til den næstfølgende søndag, men hvordan skulle man beregne datoen? Skulle man stadig være afhængig af størrelsen af dueunger i Judæa, eller skulle Kirken selv beregne forårsjævndøgn?
Her kunne Eusebius ikke på samme måde se tingene i bagklogskabens klare lys, så han vævede lidt frem og tilbage: Han fortæller, at en Hippolytus havde skrevet en bog, "Om Påsken" med en kronologi og en påskecyklus på seksten år(2). Han fortæller om en Dionysius, der skrev sine »velkendte festbreve, hvori han skrev til påskefestens pris« (dvs. Dionysius skrev hvert år, hvornår påsken skulle fejres), og som brugte en cyklus på 8 år(3), og han kommer med et langt citat fra Anatolius, der benyttede en 19-årig cyklus. Dette er den såkaldte metoniske cyklus, der blev opfundet af atheneseren Meton ca. 430 f.v.t.:
Bog 7, XXXI: Anatolius skrev ikke mange værker, men af
dem, der er kommet til os, kan man se, at han både
kunne skrive og var meget vidende. Heri fremsætter han
særlig sin mening om påsken. Af dem vil det være
nødvendigt her at anføre følgende:
Af Anatolius' Påskekanon:
"Han har altså i det første år den første måneds
nymåne, som er begyndelsen til hele den nittenårige periode,
den 26. i den ægyptiske måned Famenoth,
efter de makedonske måneder den 22. i måneden
Dystrus, og som romerne ville sige den 11. før
den aprilske Calendæ [dvs. 22. marts]. Solen findes på den
nævnte 26. Famenoth ikke blot at være gået ind i
dyrekredsen, men allerede at rykke frem i den på
fjerde dag. Man plejer at kalde dette afsnit den første
tolvtedel, jævndøgn, månedernes begyndelse, kredsens
hoved og begyndelsespunktet for planeternes omløb,
men det, der går forud herfor, kalder de den sidste
måned, det 12. afsnit, den sidste tolvtedel og afslutningen
på planeternes omløb. Vi påstår derfor, at
de, der anbringer den første måned i dette afsnit eller
bestemmer den 14. dag i påsken derefter, begår en
ualmindelig stor fejl. Denne mening står ikke for
min regning. Den var kendt af jøderne i gamle dage og
endogså før Kristus, og den blev nøje overholdt af dem.
[… klip …]
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1945. Ortografien nænsomt moderniseret.
|
|
I dette store citat (jeg har klippet sidste halvdel væk) kritiserer Anatolius mange af de andre påske-beregnere. Dette var med velberåd hu: Kristendommen var ved at frigøre sig fra jødernes monopol på at beregne forårsjævndøgn, og en del af strategien var at kritisere jøderne for at have regnet forkert. Dels ved at påstå, at de sommetider fejrede påsken inden forårsjævndøgn, og dels ved at påstå, at de sommetider fejrede påsken to gange (det sidste skulle formentlig betyde, at forskellige jødiske samfund fejrede påsken på hver sin tid).
Det skal tilføjes, at jøderne siden da selv er gået over til at følge den metoniske 19-års cyklus (med en skudmåned hvert 3, 6, 8, 11, 14, 17, og 19. år), i stedet for at kigge på størrelsen af dueunger i Judæa.
Det allerførste kirkekoncil fandt sted i Nikæa 325 — dvs. omtrent samtidig med at Eusebius skrev sin kirkehistorie. Her blev det vedtaget, at man ikke ville være afhængig af den jødiske kalender. Kejser Konstantin, den første kristne kejser, skrev til kirkerne, at det var besluttet, at alle kirkerne skulle fejre påsken på samme dag.
Som god kristen tilføjede Konstantin, at det var uværdigt, at denne allerhelligste festdag skulle følge jødernes skik — et folk der havde besmudset deres hænder med den mest forfærdelige skændsel, og dermed havde forurenet deres sjæle og var blevet velfortjent blinde. Og så videre, og så videre. Se det eksterne link forneden.
Den kristne påske falder dermed første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Hvis man tror, den Hellige Grav dermed var forvaret, så må man tro om, for desværre havde man i farten glemt at definere, hvad man mente med forårsjævndøgn og fuldmåne. Der var stadig meget at diskutere de næste mange hundrede år.
Denne sektion handler om de kristne helligdage.
Det forrige handlede om påsken.
Det næste handler om den gregorianske kalender.
Fodnoter: (1) (2) (3)
Observationen skulle ske i Judæa, Transjordan og Galilæa: »On the basis of evidence derived from three countries used they to intercalate the year: Judaea, the land beyond Jordan, and Galilee. They may intercalate on the basis of two of these, but not of one only« (Tosefta Sanhedrin 2.3).
Andre rabbier inddrog også observation af dueunger og forårslam: »R[abbi] Jannai said in the name of Rabban Shimeon, the son of Gamaliel: He used to say: "In that the pigeons are still tender and the spring lambs thin, it is fitting in my opinion to add thirty days to this year"« (Tosefta Sanhedrin 2.5).
Kilde: Traktat Sanhedrin side 31-32.
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1945. Ortografien nænsomt moderniseret.
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1945. Ortografien nænsomt moderniseret.