Bibelen's Gæsτebοg

Navn: HANS
Tidspunkt: 2014-02-19 17:06:02

Jeg diskutere stadigvæk med Jehovas Vidner,og nu går det på, om de profetier,der ifølge bibelen skulle være gået i opfyldelse,f.eks. påstår Jehovas Vidner at Esajas 7,14 den unge kvinde skal føde en søn,og give ham navnet Immanuel er en profeti. Jeg kan ikke se at det har noget med en profeti at gøre, men findes overhovedet en profeti der er gået i opfyldelse. Jerusalems ødelæggelse skulle jo være spået,men hvis man påstår noget tilstrækkelig tit er der vel altid en schance for at noget går i opfyldelse.Vil du hjælpe mig med at gøre rede for det. Venlig hilsen Hans.

Navn: Lars Pallesen
Tidspunkt: 2014-02-10 19:58:27

Kære sideejer

Jeg vil blot udtrykke min store tak og begejstring for denne hjemmeside, biblen.info! Det er en sand guldgrube af information, som jeg, bogstavelig talt, ikke har set andre steder. Ikke alene er den propfuld af interessant og overraskende information om bibelen og kristendom, men den er tilmed også morsom, letlæselig og underholdende at læse. Hurra for det! Jeg er selv ateist, og når jeg kaster mig ud i online-debatter med kristne (hvad jeg har for vane at gøre), så tror jeg nogle gange, at op mod 75% af den viden jeg medbringer som "våben", er indhøstet ved at læse din side! En stor tak for at dele denne viden med os!
Har du overvejet at udgive materialet fra biblen.info i bogform?

Med venlig hilsen, Lars Pallesen

Navn: Claus
Tidspunkt: 2014-02-09 10:25:38

Hej,
Jeg har gennem de senere år læst de fleste af dine skriverier. Er blevet oplyst, irriteret og provokeret, ganske som det formentlig er hensigten.
Provokationer er helt ok, ja nødvendige, for de tilskynder til reflektion, noget jeg har benyttet mig af under arbejdet på en bog: Kongemysteriet. Tak for det.
Jeg tror du vil finde bogen særdeles interessant og oplysende, ja ligefrem provokerende. Du kan læse om den her www.kongemysteriet.dk

Venlig hilsen
Claus

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-07 09:19:46

Kære ateister.

Jeres bønner er blevet hørt. Det her er et ’farvel’ fra mig til jer. For stedse.

’Site owner’ har bedt mig forlade hans gæstebog, han synes jeg spammer den - angiveligt fordi mine kommentarer til den sektion på sitet han kalder ’Dagens selvmodsigelse’ ikke passer ham så godt.

Men jeg vil gerne forlade stedet her med et forslag til kompromis og fordragelighed. Jeg tror, jeg har fundet et sted i bibelen, hvor vi alle kan være enige, nemlig: Prædikerens Bog.

Prædikeren bog er en del af visdomslitteraturen. Udgangspunktet for visdomstænkningen er, at Gud i sin visdom har skabt verden, som derfor er præget af orden, regelmæssighed og retfærdighed. Visdomstænkningen udmønter sig imidlertid også i form af den SKEPTISKE visdom. Den kommer til orde i Prædikerens Bog og Jobs Bog. Prædikerens Bog er præget af skepsis og manglende illusion over for muligheden af at se en sammenhæng i tilværelsen. Som motto står udsagnet: ”Endeløs tomhed, alt er tomhed” (Præd 1,2). Jeg tror ordet ’tomhed’ går igen 23-24 gange i teksten, som i øvrigt er skrevet af verdens viseste mand, Salomo. Det han skriver er, at det er omsonst at forsøge på at gennemskue sammenhængen i tilværelsen; det må mennesket give afkald på og slå sig til tåls med, at det ikke kan nå til det. I stedet må det resignere og nyde livets goder, som kommer fra Gud. ”Nyd livet med den kvinde, du elsker” (Præd 9,9). Prædikeren gør således op med menneskelige forsøg på at gennemskue Guds planer.

Dette må være holdepladsen, hvor den troende og ateisten kan mødes og trykke hånd. Her kan vi blive enige selv om udgangspunktet naturligvis er forskelligt: For den troende ’er alt tomhed uden Gud’, og for ateisten ’er alt tomhed’.

Med disse ord hilser jeg jer farvel.

Bless

Jens

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-02-07 08:57:01

Hej Sideejer

Nice!

Jeg kan ikke lige finde et link til KJV ud over det i dit svar. Så hvis jeg vil møffe rundt i den, kan jeg kun gøre det ved at ændre i adresselinien. Har jeg overset noget?

Mvh.

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-02-06 21:37:10

Hej Sideejer

Du beskæftiger dig med løvhyttefesten i "Dagens selvmodsigelse - 222". Den kan der kastes et ganske interessant, yderligere lys over. Og så skal du se selvmodsigelse!

Da Israels børn vender hjem fra eksilet i Babylon er der en mand med, der hedder Ezra. Og han er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han er faktisk den eneste lovgiver i Det gamle Testamente ud over Moses. Med sig har han nemlig skriftrullerne med Torahen. Og efter at Israels børn er kommet lidt i orden, fortælles det i Nehemias' bog (kap. 8), at Ezra samler folket ved vandporten og læser "...bogen med Moses' lov, den lov Herren havde pålagt Israel."

Det må have virket som en ny start: vi er kommet hjem, nu skal vi retablere os, så vi løber lige juraen igennem, nu vi har den samlede lov, som Gud gav ved Moses. Her hører det formentlig også med, at der ikke længere var noget tabernakel med de gamle ruller - et helligt øjeblik:

Neh 8,9: "Derpå sagde statholderen Nehemias og præsten Ezra, den skriftlærde, og levitterne, der underviste folket, til hele folket: »Denne dag er hellig for Herren jeres Gud!..."

Nåmen han læser og læser og på et tidspunkt må han jo være kommet til 3. Mos. 23,4: "Dette er Herrens fester, de hellige festforsamlinger, som I skal udråbe til den fastsatte tid." Og efter en stribe guddommelige anvisninger på dette og hint er det endelig overstået i vers 37: "Det er Herrens fester, som I skal udråbe som hellige festforsamlinger;..."

Pænt og velordnet - anvisningerne er udtrykkeligt afgrænset af vers 4 og vers 37. Men så begynder det pludselig forfra i vers 39, hvor løvhyttefesten introduceres. Og så går forsamlingen amok i løvhytter:

Neh. 8,16: "Så gik folket ud og bragte grene hjem og lavede løvhytter på hver sit tag, i deres gårde og i forgårdene til Guds hus og på pladsen ved Vandporten og pladsen ved Efraimporten."

Og så kommer overraskelsen i vers 17:

"Det havde israelitterne ikke gjort fra Josvas, Nuns søns, dage indtil denne dag."

Det er jo formidabelt. Her repeterer man landets oldgamle love, og pludselig står der én, som ingen nogen sinde har hørt om - i hele landes historie!?!

Teorien er, at den såkaldte "præstekilde" står for hele 3. Mosebog, undtagen 23,39-43 (og 26,39-45 iøvrigt), som antages at være "redaktørens" tilføjelser. De er en del af beviset for, at Loven blev samlet ret sent, idet det antages i forskningen, at det er ved Ezras oplæsning, de fem Mosebøger for første gang præsenteres samlet.

Mvh.

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-02-06 18:26:51

Hej Jens.

Hvor er det dog sørgeligt, at du ikke har noget at sige. Hvor er det dog sørgeligt, at du overhovedet ikke kan forsvare dig og din kristentro. Hvor er det dog sørgeligt, at du ikke kan argumentere for din tro. Er det sådan, man er kristen? Er det sådan, du vil overbevise andre om troens herligheder? Bare lægge dig fladt ned og sige "tsk ... tsk"? Fordi kristendommen er den totale tomhed og hulhed? Jeg kan skam sagtens respektere ærlige kristne (har dem jo selv på tæt hold), der kan, vil og tør argumentere for deres tro, men den gruppe hører du åbenbart ikke til, for du hverken kan, vil eller tør stå inde for din tro. Og så kalder du dig endda kristen! Hvor herrebevar´s! Kan du dog blive mere sølle? Kan DIN tro dog blive mere sølle? Kan du blive mere sølle som menneske?

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-06 16:14:17

tsk..tsk....Vusi dog...

Mat 15,11

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-02-06 12:20:48

Hej Jens.
Var det alt, hvad du havde at sige? Hvad skal jeg sige til det? Hvad med fx PS: Jens dog... dit indlæg, come on... jeg nøjes bare med at ønske dit tillykke med glæden ved at leve i en indbildt tågeverden.?
Kan du virkelig ikke forsvare din Gudstro? Er du løbet tør for noget, der blot minder om argumenter? Tør du ikke erkende virkeligheden? Er det for hårdt for dig at skulle erkende, at der ikke er forskel på en gudetro og en julemandstro? Er det for hårdt for dig at erkende, at du lever i en indbildt tågeverden? Er det for hårdt for dig at erkende, at du blot lyder som en grammofonplade, der kører i samme rille? At grammofonpladen er indspillet af andre, og du blot gentager en gang ordskvalder totalt bevidstløst? Når du selv skal argumentere, har du intet at byde på. Tør du ikke erkende, at du tager fundamentalt fejl? Det er i hvert fald det, du med al tydelighed fremstiller dig selv som med dit "svar". Forventer du virkelig, at læserne af dine indlæg skal kunne tage dig alvorligt, når du ikke engang kan argumentere for en afgørende forskel mellem Gudstro og julemandstro? Er det virkelig, hvad kristendommen har at byde på? Det var godt nok sølle! Men bekræfter selvfølgelig, at kristentroen - her på sitet med dig som repræsentant - blot er en tom tønde, der kan buldre nok så meget.

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-06 09:31:03

Dagens selvmodsigelse er selvfølgelig ikke en selvmodsigelse. Det er hele kernen i den kristne dogmatik (...jeg har altså ikke tid til at skrive på det her site, men det her altså for vigtigt):

Selv om loven kan udtrykkes i en række forbud og påbud, er loven dybest set 'uudtømmelig'. Når alt kommer til alt drejer det sig om kærligheden til Gud. Summen af de enkelte bud er kærlighed, hvorfor kærlighedsbudet sammenfatter budene. Kærligheden er derfor lovens fylde. Det er din pligt at elske Gud, og dernæst at elske din næste. Det betyder at Gud må have første prioritet, hvilket kræver selvfornægtelse ..rigtig skidt nyt for ateister, der sætter sig selv højest :-)

Kærlighed til næsten må først og fremmest give sig udslag i, at du hjælper ham eller hende til Gud - til at elske Gud. Hermed presses fordringen (..som jeg tidligere har skrevet om) op til idealitetens højeste - Kristus har gjort mere end det loven kræver. Når Kristus derfor gøres til det forpligtende eksempel og ideal, indebærer det en skærpet lovforkyndelse. Kristus som forbillede er det ideal, som også du skal opfylde. Hvis du ikke kan opfylde dette krav og leve som Kristus, er du skyldig til døden. At tro på Kristus er at blive 'samtidig med Kristus' og få del i nåden. Men den absolutte fordring slår evangeliet ikke af på - hvilket 'dagens selvmodsigelse' så præcist viser os.

Lovens egentlige formål er da heller ikke at gøre mennesket saligt. Loven har en pædagogisk funktion ved at den afslører synden og tilintetgør mennesket. Først når syndserkendelsen er indtrådt er mennesket rede til fællesskab med Kristus (Gud) - det er det jeg tidligere har omtalt som subjektivitetsprocessen. Mennesket selv er ikke i stand til at virkeliggøre fællesskabet med Gud, og loven kan ikke hjæle mennesket til at realisere subjektiviteten efter Guds bestemmelse. Subjektivitetsprocessen sker teonomt - ikke autonomt.

Ok, pointen er, at når 'site owner' igen og igen præsenterer os for sine påståede selvmodsigelser, så er der næsten hver gang tale om manglende forståelse og indsigt i den kristne dogmatik. Så hvis der sidder ateister derude, som synes, det er særligt bekræftende at læse disse 'selvmodsigelser', så tag lige og husk på, at det kun tager 2-3 minutter for enhver med bare lidt teologisk indsigt at pille dem fra hinanden.

Venligst
Jens

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-05 22:01:58

Vedr. Dagens påståede selvmodsigelse:

Joda, der er da forskelle, når du sætter evangelierne op ved siden af hinanden. Men er det en 'selvmodsigelse'? Det er det der er spørgsmålet. Jeg er nødt til at blive lidt teoretisk:

De tre første evangelier i NT: Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet kaldes de synoptiske evangelier, fordi de opstillet i kolonner ved siden af hinanden, således at man kan se dem på én gang udviser mange lighedspunkter. Ligheden imellem dem angår det stof, dvs. de episoder o.l., der bringes, den rækkefølge, det bringes i, og selve ordlyden. Da der trods ligheder også er markante forskelle mellem evangelierne, og da Johannesevangeliets historie - præcis som du skriver om idag - på afgørende punkter er anderledes, kan man ikke gå ud fra, at ligheden mellem de synoptiske
evangelier blot afspejler de faktiske begivenheder og deres rækkefølge. Lighederne og forskellene
må forklares litterært, og den forklaringsmodel, der bedst kan forklare både ligheder og
forskelle, bør foretrækkes. Hvis man går ud fra, at mange af de forskellige episoder har været fortalt mundtligt i en periode, før de blev nedskrevet, og at hver evangelist har nedskrevet de episoder, han kendte, og i den rækkefølge, han mente rigtig (traditionshypotesen), kan man naturligvis forklare forskellene både i rækkefølge og ikke mindst i omfang (Mark. er meget mindre end både Matt. (ca. 2/3) og Luk. (ca. 1/2)); derimod kan man ikke forklare lighederne. Mener man omvendt, at alle tre evangelier går tilbage til det samme skriftlige forlæg, som muligvis var på aramæisk, der var hverdagssproget i Palæstina på Jesu tid (urevangeliehypotesen), kan man naturligvis forklare lighederne mellem de tre evangelier, men derimod ikke forskellene. Især lighederne i de sproglige detaljer gør det nærliggende at antage en direkte afhængighed, således
at to af evangelierne har kendt og benyttet det tredje (afhængighedshypoteserne). Den klassiske forklaring, der allerede forekommer hos Augustin (5. årh.), går ud fra, at Matt. er det ældste evangelium, som Mark. er afhængigt af, og at Luk.s forfatter har kendt og benyttet begge de to andre evangelier. Denne hypotese forklarer imidlertid ikke, hvorfor forfatteren til Mark. har
udeladt så meget af Matt.; dertil kommer, at Mark. gennemgående er skrevet på et mere primitivt
græsk. Ud fra disse iagttagelser blev den forklaring fremsat, at Mark. er det ældste af evangelierne, som forfatterne til Matt. og Luk. hver for sig har kendt og benyttet (Markushypotesen). Denne hypotese forklarer både forskelle og ligheder i sproglige detaljer: Mark. er enten fulgt eller forbedret, i rækkefølge: Matt. og Luk. overtager det synoptiske grundskema fra Mark. og afviger kun hver især fra Mark.-rækkefølgen, og i stof: Næsten hele Mark. findes i Matt. og Luk.; når de er så meget større skyldes det altså tilføjelser (som i en traditionskultur er mere sandsynlige end udeladelser). Denne hypotese blev fremsat i 1835 og er siden blevet næsten alment accepteret. Imidlertid forklarer Markushypotesen ikke ligheden i det stof, som Matt. og Luk. har tilfælles ud over Mark.-stoffet. Dette såkaldte fællesstof forklares ikke ved indbyrdes afhængighed mellem de to evangelier, da det er anbragt meget forskelligt i Mark.-rammen. Derfor er den hypotese fremsat, at Matt. og Luk. er afhængige af en fælles kilde ud over Mark. (tokildehypotesen). Denne hypotese slog for alvor igennem i 2. halvdel af 1800-tallet. Denne fælles kilde, kaldet Q (af det tyske ord Quelle), er ikke længere kendt; det er altså en hypotetisk størrelse, hvorfor mange er skeptiske over for dens eksistens. Dertil kommer, at det fælles stof for det meste er Jesus-ord, ikke fortællinger (man har derfor også kaldt den for logie-kilden). Ud over fællesstoffet rummer de to store evangelier også en del særstof, ikke mindst Luk. (ca.1/3). Hvor det stof kommer fra, har vi ingen mulighed for at efterspore.
Grundlæggende fortæller Joh. den samme fortælling om Jesus som de synoptiske evangelier. Det
begynder med Johannes Døber ligesom Mark. (men om Jesus bliver døbt, henstår i det uvisse), og
det slutter med Jesu korsfæstelse og opstandelse. Men det fortæller den samme historie på meget
forskellig vis. Under det sidste måltid (kap. 13) holder Jesus ’afskedstalerne’ (kap. 14-16 + 17). De handler om tiden efter Jesu død. Bl.a. stiller Jesus den såkaldte Talsmand eller på græsk: Paraklet (’advokat’) i 32 udsigt, som skal træde i Jesu sted og gøre Jesu åbenbaring forståelig for disciplene; det er Joh.s udgave af Helligånden (..et emne vi tidligere har debatteret passioneret her på dette site - husker du nok!).
Det kan være vanskeligt at tidsfæste Joh. Normalt daterer man det til ca. 90 e.Kr. eller senere;
men der er i virkeligheden ingen afgørende argumenter mod en tidligere datering, ligesom en datering
i det 2. årh. heller ikke er umulig. Men det afgørende for mig er, at Joh. afspejler et andet åndeligt miljø end de synoptiske evangelier.

Jeg håber ovenstående bidrager til forståelsen af evangeliernes som et fælles videnesbyrd om Jesu liv. De fortæller om hans optræden som forkynder og undergører,som lærer og ’politiker’, og det gør de fyldestgørende for den troende - ikke 'på trods af' men netop 'på grund af', at de er forskellige. Derfor er der ikke tale om en 'selvmodsigelse'.

Venligst
Jens

PS: Vusi dog... dit indlæg altså, come on... jeg nøjes blot med at ønske dig tillykke med dit nye job!!

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-02-05 21:18:02

Hej Jens.
Den, der tror på julemanden, ville også ønske, det var jul hver dag! Du kan så, efter din egen logik, lige så godt tro på julemanden som på Gud, så hvorfor gør du så ikke det? Sandsynligheden for, at Gud eksisterer, er lige så stor - eller lille - som for, at julemanden eksisterer. Der er lige så få beviser - dvs. ingen - for Guds eksistens som for julemandens. Der er lige så meget - eller lidt - der tyder på Guds eksistens som på julemandens. Troen på julemanden kan også - måske - få folk til at opføre sig ordentligt med udsigten til at få gaver eller fraværet af dem, hvis man ikke gør det, lige som Gudstroen - måske - kan få folk til at opføre sig ordentligt med udsigten til frelse (paradis) eller fraværet heraf (helvede), hvis man ikke gør det (synder). Alligevel tør jeg godt gætte på, at du helt bevidst ikke tror på eksistensen af en rigtig julemand, og hvad dertil hører. Du har altså foretaget et bevidst valg om, hvilken usandsynlig og ubeviselig imaginær eventyrfigur du vil tro på. Og dermed falder dine kringlede "filosofiske" udredninger ("Mennesket kan ikke VÆLGE at tro på Gud.") fra 29. og 31. 1. fuldstændig fra hinanden. Se, det var jo morsomt at fange dig i dit eget spind!

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-05 15:45:33

Dagens selvmodsigelse er ikke en selvmodsigelse. Tværtimod. Joh adskiller sig fra de synoptiske evangelier på flere områder. Lad mig uddybe:

I Joh. er Jesu guddommelighed ingen hemmelighed; tværtimod er det hævdelsen af denne, der
provokerer både tro og afvisning. Afvisningen knyttes til en manglende evne til at forstå; ofte fremstilles modstanderne ironisk gennem de berømte johannæiske ’misforståelser’. Tro og forståelse
hænger tilsvarende sammen; Joh. sigter mod en kognitiv gennemlysning af Jesus som åbenbarer.
Åbenbaringens indhold består dog stort set kun af Jesu forkyndelse af sin egen identitet som Guds
søn. Troens effekt er en overgang fra døden til livet, allerede her i dette liv. Denne opfattelse har man kaldt realiseret eskatologi (eller præsentisk eskatologi), dvs. ’de sidste tider’ – i betydningen: afgørelsen af menneskets evige skæbne – er allerede indtrådt ved mødet med Jesus.

Venligst
Jens

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-02-05 14:58:22

Vusi - jeg er enig med dig: Hvis man kan tro på Gud med samme tillid, intensitet, håb og forventning som et barn tror på julemanden, så ville man ønske, det altid var jul.

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-02-04 23:55:36

Hej Jens.

Vred? Er jeg vred? Nej, dét er jeg bestemt ikke, for var jeg det, gad jeg da virkelig ikke spilde tid ved tasterne på det her. Faktisk er jeg det modsatte: Jeg morer mig kosteligt over dine indlæg! Jeg har selvsagt mødt og møder mange kristne i min dagligdag, men sjældent nogen så indbildte som dig. Det er det morsomme ved det. Især da jeg læste din indlæg d. 3.2., hvor jeg morede mig over, at du da må have været pløre fuld, da du skrev det. Og hvis du ikke var stang drukken, har du virkelig hårdt brug for en psykiater. Jeg vælger det positive og tror på, at du var pløre fuld - det er jo sådan en ærlig sag, og de fleste af os har jo nok også prøvet den tur.

Men bortset fra det, så læste jeg den artikel, du linkede til, og som jeg bestemt ikke opfatter som et angreb. Hvorfor skulle jeg dog opfatte det som et angreb? Og hvorfor har du dog så dystre og negative tanker, at du på forhånd tror, at det kan opfattes som et angreb?. Er du ikke blevet ædru endnu? Men hvad skulle jeg med den artikel? Her kom jo intet nyt frem, bare det sædvanlige kristne snik-snak: Everything goes, når man er presset og febrilsk vil holde på sin indbildskhed (læs: kristentro): Hvis der sker en noget godt (og skide værre med alle de andre, som det gik skidt), er det Guds skyld, og man takker Ham, og hvis der sker en ondt er det tilfældighedernes spil, og det er ikke Guds skyld, eller også er Guds veje uransagelige. Så er kristentroen dækket ind i hoved og r... Jeg hæftede mig dog ved en sætning (en slags kristen konklusion) i artiklen: "Hvis Jesus virkelig var den, han sagde, han var, så vil Gud også være den Gud, Jesus sagde, han var." Læste du mit indlæg om julemanden? Prøv at lave en lille ændring: "Hvis nissen virkelig var den, han sagde, han var, så vil julemanden også være den julemand, nissen sagde, han var." Hvad er forskellen bortset fra et par personer? Kristentro eller julemandstro - forskellen er ens.

Så hvad i alverden kan jeg bruge den artikel til? Jeg har jo hørt på den sang i årevis, mens jeg var troende. Kom dog op med noget nyt i stedet for denne evindelige automatiske telefonsvarer. Du hentyder til "...den situation du [jeg] er i." Hvilken situation? Altså rent bortset fra, at jeg lige har fået mit ønskejob, og som sådan er ret så meget ovenpå! Og i den situation har jeg overhovedet ikke brug for hverken Gud, Jesus eller kristendommens tungsind, lige så lidt som nogen af bemeldte herrer hjalp mig med jobansøgningen! Konklusion: Eventyrfigurerne Gud og Jesus er nytteløse i den virkelige verden!
Hvis du måske tænkte på den tragiske situation, hvor mit nære familiemedlem døde, så er det faktisk en del år siden, og det er jeg kommet mig over for længst og har lært at leve positivt med tabet og savnet. Her har Gud og Jesus heller ikke været til nogen nytte, men jeg har da så sandelig heller ikke spildt tid på at søge trøst hos disse imaginære støttepædagoger. Faktisk havde jeg droppet troen længe inden tragedien indtraf. Det var den øvrige familie, som satte lysene, ikonerne, krucefikset m.m. op, bad bønnerne, hentede præsten osv., mens jeg kiggede på hele det scenarie lidt fra sidelinjen og tænkte #for jeg slyngede det selvfølgelig ikke lige i hovedet på de andre#: "Kære familie, det hjælper jo ikke det fjerneste alt det der." Og selvfølgelig fik jeg da ret, vores kære døde. Dog havde tragedien den effekt, at en af de mest troende i familien efterfølgende droppede troen i erkendelse af, at Gud og Jesus var fraværende, da det virkelig gjaldt, og derfor ikke findes. Vedkommende fik aldrig #til dato# troen tilbage og godt for det. De øvrige lever mere eller mindre videre i deres religiøse tåge- og fantasiverden, den de har kendt altid og føler sig trygge ved, for det ukendte, ateismens ufattelige frihedsrum, er nok for overvældende. Og fred være med det, jeg holder jo af dem alligevel.