Bibelen's Gæsτebοg

Hej PKJ

Min hjemmeside er ikke særligt struktureret, så du må ikke lægge noget i, at der mangler et eller andet emne.

Paulus er spændende, fordi hans ægte epistler formentlig er de eneste bøger i Bibelen, der er skrevet af den, de påstår at være skrevet af.

Her får vi altså et helt unikt indblik i den tidlige kristendom. Der er dog stadig noget, der er suspekt: Hans epistler er alt for lange: To af dem er på 16 kapitler, altså lige mange som i Markus-evangeliet. Normalt var samtidens breve meget kortere (ordet "breve" betyder kortfattet på latin), og breve startede altid med at fortælle, hvor og hvornår de var skrevet.

Med hensyn til pinse-miraklet behøver man ikke at kigge ret langt efter inspirationen. Den kristne pinse ligger 50 dage efter påske, og svarer til den jødiske Shavuot, hvor jøderne fejrer, at de fik De Ti Bud på bjerget Sinaj 50 dage efter den første påske.

Den danske Bibel siger, at de Ti Bud blev ledsaget af »lyn og torden« og »kraftig klang af horn« (2 Mosebog 19,16), men her skal man huske, at Helligånden altid foretrækker at læse i den græske teksttradition, Septuaginta, og her står der "stemmer":

2 Mosebog 19,16 And it came to pass on the third day, as the morning drew nigh, there were voices and lightnings and a dark cloud on mount Sina: the voice of the trumpet sounded loud, and all the people in the camp trembled.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Der kan selvfølgelig have været mange andre inspirationskilder for forfatteren, men vi behøver ikke at kigge længere for hovedhistorien.

Det er jo også pudsigt, at apostlene ikke måtte prædike i Asien, så den eneste, der prædiker i Asien, er Paulus, og Paulus var den eneste, der ikke tog del i pinsemiraklet.

Derimod synes jeg, Paulus er lidt mere loren, når det kommer til tungetale.

1 Korintherne 12,10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.

Tungetale er en gave, men åbenbart kræver det også en særlig gave at forstå tungetalen. Så det kunne Paulus næppe selv.

Senere gentager Paulus, at tungetale kun gør godt for taleren selv, og ikke for andre:

1 Korintherne 14,1 Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk.
1 Korintherne 14,2 For den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.
1 Korintherne 14,3 Men den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst.
1 Korintherne 14,4 Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden.
1 Korintherne 14,5 Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger, men hellere, at I taler profetisk. For den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger, hvis han da ikke tolker det, han siger, så at menigheden kan blive opbygget.
1 Korintherne 14,6 Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har I så af det, hvis jeg ikke også giver jer åbenbaring, kundskab, profeti eller belæring?
[.. .. ..] [. . .]
1 Korintherne 14,9 Sådan er det også med jer: Hvis I ikke bruger tungen til at tale tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt? Så snakker I jo bare ud i luften.

Hen mod slutning af kapitlet kommer Paulus' vurdering: Der må kun være én tungetaler af gangen, og hvis ikke der er nogen til at tolke dem, skal tungetalerne klappe i.

1 Korintherne 14,27 Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det.
1 Korintherne 14,28 Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud!

Hej PKJ

Det er skægt med de slagsmål, der var mellem Paulus og apostlene i Jerusalem. For 15 års tid siden pløjede jeg Paul Tobins hjemmeside igennem: Opposition to Paul from the Jerusalem Church.

Som der står på den side, var det oprindeligt F. C. Baur, der i 1831 beskrev dette skisma mellem de to fraktioner, men man fik åbenbart afvist Baur ved at påstå, at hans ideer byggede på Hegels metafysik, selvom det vist er meget tvivlsomt, hvormeget Baur kendte til Hegel.

Over hundrede år senere gjorde Michael Goulder sig de samme tanker, men han havde heller ikke held med at få teorien accepteret, fordi Baur's navn stadig klæbede til den nedkæmpede teori:

I had thought that the theory would have received some welcome from my colleagues, but in fact it met with deep visceral resistance, not to say prejudice. This is primarily because a basically similar theory had been proposed by Ferdinand Christian Baur in 1831; Baur was Professor at Tübingen, and the Tübingen School was later felt to have been mistaken on many issues.
(Michael Goulder, Five Stones and a Sling, 2009, side 136)

Med hensyn til Anden Peter er der nogen, der mener, forfatteren håner Paulus, men det har jeg nu svært ved at se. Tværtimod kalder forfatteren Paulus' epistler for "skrifter". Det græske ord er "graphas", det samme ord, som han har brugt tidligere i epistlen: »Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften« (2 Peter 1,20).

I virkeligheden er det med til at bevise, at epistlen ikke er skrevet af apostlen Peter, eftersom det åbenbart er skrevet så sent, at Paulus' epistler havde fået kanonisk status.

Med hensyn til epistlens ægthed kan Paul Tobins hjemmeside igen anbefales: The Authorship of the Petrine Epistles.

Hej igen

Det kan jeg nu ikke følge dig i. Faktisk er det det samme ord, pascha, der oversættes til "påske", "påskelam", "påskemåltid", "påskeoffer" o.s.v. Kig evt. med konkordansen (klik på "Nestle-Aland).

Det giver ikke mening, at Jesus spiser en "påske", der ikke er en rigtig "påske", fordi de andre "påsker" først bliver slagtet til "påske".

Problemet med det vers, du hentyder til, er snarere, at Markus roder påsken sammen med de usyrede brøds fest: »den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet« (14,12). Andre steder gør Bibelen det rimeligt klart, at påsken kommer før de usyrede brøds fest.

3 Mosebog 23,5 På den fjortende dag i den første måned, lige inden mørket falder på, er det påske for Herren.
3 Mosebog 23,6 På den femtende dag i samme måned er det de usyrede brøds fest for Herren; syv dage skal I spise usyrede brød.

Det er jo også logisk nok: Først slagtede jøderne lammet og spiste det, og bagefter flygtede de fra Farao uden surdej.

Så når Markus skriver: »den første dag under de usyrede brøds fest«, er vi strengt taget ikke bare ved at nærme os påsken, påsken er allerede ovre.

Her er der dog også selvmodsigelser i Det Gamle Testamente. Bibelen er simpelthen sådan en stor rodebutik, at den ene selvmodsigelse altid kan bortforklare den anden.

Hej Yeshuah

Tak for input, men jeg ved ikke, om der ligefrem er en modsigelse i Johannes 4,22. Bibelen siger (naturligvis), at frelse kommer fra Herren, og eftersom jøderne har Guds ord (Bibelen), og Gud selv bor i templet i Jerusalem, så er det herfra, frelsen skal komme.

Bibelselskabet refererer til Esajas, der siger, at folk fra hele verden skal valfarte til Jerusalem for at blive belært.

Esajas 2,3 talrige folk skal drage af sted og sige: "Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem."

Der ligger snarere en selvmodsigelse i, at Jesus taler pænt om jøderne, i betragtning af at han i resten af Johannesevangeliet kalder dem for løgnere, mordere og Djævlens børn. Men måske har forfatteren følt, at han var nødt til at rette "Zion" og "Jerusalem" i Esajas-citatet til "jøderne", fordi templet i Jerusalem var revet ned, dengang Johannesevangeliet blev skrevet?

Der er også en selvmodsigelse i, at Jesus overhovedet befinder sig i Samaria. I Matthæusevangeliet forbyder han jo sine disciple at besøge Samaria: »Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;« (Matthæus 10,5).

Det er skægt med de samaritanere; jeg sidder lige og læser om dem. De accepterer kun de fem Mosebøger, og de dyrker Yahweh på Garizims bjerg. Kvinden siger jo til Jesus: »Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg«, og Jesus svarer, at snart er det hverken »på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen« (Johannes 4,20-21).

Samaritanerne har deres egen udgave af Mosebøgerne, og en af de 6.000 forskelle på deres og på den Masoretiske Tekst er, at sidstnævnte siger, jøderne skal bygge et alter på Ebals bjerg.

5 Mosebog 27,4 Og når I kommer over Jordan, skal I opstille disse sten, som jeg i dag giver jer befaling om, på Ebals bjerg, og du skal stryge dem over med kalk.
5 Mosebog 27,5 Dér skal du bygge et alter for Herren din Gud, et alter af sten, som du ikke har bearbejdet med jern.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

I samaritanernes version står der derimod, at alteret skal bygges på Garizims bjerg, altså det bjerg, hvor de dyrker Yahweh. I mange år hævdede man, at samaritanerne havde forfalsket deres egne bøger, men så fandt man et fragment af 5 Mosebog 27,4-6 blandt dødehavsrullerne, der bestemt ikke er skrevet af samaritanere, og dér stod det samme.

Så den samaritanske Bibel er mere uforfalsket. I al fald på dette ene punkt.

Hej Lars

Jeg er ikke selv på Facebook længere. Det var åbenbart ikke populært at kritisere Islam.

Der er ikke nogen deleknap, men som jeg husker det fra min tid på Facebook, er det let nok at klippe adressen ud (f.eks. https://www.biblen.info/Gbog.php) -- og klistre den ind i en Facebook-besked.

Hej Henrik

Morten hentyder formentlig til sidste afsnit på denne side: Hvad siger Bibelen om Treenigheden?