Bibelen's Gæsτebοg

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-01-31 09:32:53

Hej IAM og VUSI

Jeg tillader mig at slå mit svar til jer begge sammen i et svar, da det jo dybest set handler om det samme. Men lad mig først sige, at jeg fornemmer 'anstrengelsen' - nok især hos IAM - ved at blive udfordret på et emne, man troede var afgjort 'done deal'. Jeg beklager ikke dette, faktisk synes jeg det er rigtig spændedne at krydse klinger med jer, men for Guds skyld!! - lad os hele tiden holde en ordenlig og respektfuld tone.
Mit svar til jer begge kan blive uendelig langt, men det orker vi ikke. Jeg skal gøre det kort:
Vi er inde ved det helt centrale, det som denne side handler om og iøvrigt alle andre der behandler 'gudsforholdet' handler om, nemlig 'trosafgørelsen'. Forsoningen og syndernes forladelse (højstemt kaldet 'frelsen') tilbydes alle mennesker objektivt men må tilegnes subjektivt. For det første støder afgørelsen på den vanskelighed at mennesket ikke vil erkende sandheden om sig selv. Subjektet vil ikke være sig selv, som det, det er. Det afsløres som 'synder', men vil ikke acceptere sig selv som synder. Subjektets egen modstand må overvindes, idet trosafgørelsen forudsætter syndserkendelse. Det er en tro mod sig selv. For det andet gør forstanden modstand. Forstanden kan holde mennesket i en objektivitet, hvor lidenskaben ikke kommer til udtryk, og hvor subjektet derved forbliver urørligt. Forstanden gør også modstand mod det som den opfatter som 'ulogisk', og som den derfor ikke kan kapere. Følgelig vil forstanden heller ikke tro Guds almagt og tilgivelse. Først når mennesket er bragt til det yderste, hvor der menneskeligt set ingen muligheder findes, indtræder afgørelsens mulighed, som består i at tro. Men vil mennesket tro? Nej, mennesket vil ikke Gud og har alle dage vendt Gud ryggen, slå selv efter i både GT og NT. Og vi gør det til stadighed, vender Gud ryggen, hvilket dette site er et slående eksempel på. Menneskets opgave: at blive det selv det allerede er, er subjektivitetens paradoks. Det evige træder ind i tiden som Gud og menneske, hvilket er inkarnationens paradoks. Mennesket har kun mulighed for at virkeliggøre sig selv som menneske gennem forholdet til paradokset, hvilket er troens paradoks. At være 'synder' der modtager syndernes forladelse er tilgivelsens paradoks. Samtidigt at være sandhed og usandhed eller synder og retfærdig for Gud er refærdiggørelsens paradoks. Mennesket kan ikke omskabe sig selv, men Gud kan nyskabe det. Mennesket kan ikke tro, men Gud kan give det troens gave. Mens Gud er den suverænt handlende i subjektivitetsprocessen, må det ikke overses at mennesket har mulighed for at afvise den hjælp Gud tilbyder. Og det er nok der, vi står lige nu i vores diskussion.
Og lidt om videnskab: Videnskaben tilbydes objektivt og skal tilegnes objektivt. Videnskab er nemt, eller for at sige det ligeud: pærenemt. Og nej videnskaben vil altid kun kratte i overfladen. Tag f.eks en gærcelle noget af det mest simple vi har i biologien. For at lave sadan en skal du miniturisere hvad der svarer til delene i en Boing 747 jet maskine og komme dem ind i en kugle på 5 mikrometer, og bagefter skal du lige overtale den til at formere sig. Det er fuldkommen umuligt at forstå, og det kan videnskaben ikke forklare. Vil du/I have flere eksempler, så sig til - det kan blive meget værre. Jeg er selv naturvidenskabeligt uddannet, og beskæftiger mig til daglig med hvad der kan måles, vejes analyseres og defineres. Tro mig - det er pærenemt. Men subjektivitetsprocessen til trassubjektivitet, det er drønbesværligt. Giv ikke op - på den igen :-)

Venligst
Jens

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-01-30 22:17:40

Hej Jens

Tak for dit fyldige og meget oplysende indlæg. Oplysende i den forstand, at det er så frimodigt og ærligt, at det nu står mig endnu lidt klarere, hvorfor ateister og kristne har det så svært med dialogen. Jeg vil starte med at springe op og falde ned på det gamle nummer med at fortælle ”modparten”, hvad vedkommende står for – så har man jo ligesom selv bestemt, hvad man vil argumentere med. Jeg tænker på ” …man er småfortørnet på Gud, fordi man ikke blot kan folde hænderne, bede og så modtage et mirakel dagen efter…”. Jeg kan ikke finde noget belæg for det, måske allerede fordi jeg ikke har nogen gud at kunne blive fortørnet på.

Så siger du ” Mennesket kan ikke VÆLGE at tro på Gud. Men vi kan vælge IKKE at tro på Gud.” Dér vil jeg mene, du tager grundigt fejl. Du er ikke født som troende; der har været en periode i dit liv, hvor tro (på en gud) var ikke eksisterende. Og den varede, indtil nogen præsenterede dig for en trosbygning. Din tro er ikke mere gudgiven, end at du, hvis du havde været inder, var blevet hindu (med samme benægtelse af egenvilje). Imidlertid er det jo sådan, at allerede fordi du er klar over, at man (og det inkluderer dig) kan vælge ikke at tro, så er du selv præsenteret for valget. I det øjeblik, du indså, at man kan vælge ikke at tro, måtte du selv vælge. Det bestyrkes så af alt det, du fravælger, og nu bliver det interessant.

” Kristendommen er tværtimod fuld af paradokser - subjektivitetsparadokset, inkarnationsparadokset, trosparadokset, kærlighed / dobbelt fortabelsesparadoks osv. Kristendommen er umulig at forstå til bunds. Den er logisk set urimelig…” Det er lige præcis her, jeg forstod lidt mere af den anstrengte dialog: Det er fuldstændig ligemeget hvad vi siger og påviser af indre modsætninger, for det hører til kristendommens væsen! Manglende logik og historiske kontraindikationer er da ligemeget for jeg tror – jeg kan ikke andet. Jo, det kan du, og det véd jeg, for det har du selv sagt. I stedet for at forsvare din tro ved at stikke fingrene i ørerne og sige ”jamen det er jo netop kristendommens mysterium”, kunne du jo vælge at tage fingrene ud – så ville du måske ramle ind i din egen sandhed: ” …man kan ikke komme til tro ved objektiv granskning af data.” Tør man sige, det også gælder opretholdelse af tro. Det skal dog siges, at dine efterfølgende indlæg kunne tyde på, at det alligevel pirrer dig en smule, at der skulle findes nogle selvmodsigelser, siden du prøver at bringe orden i dem. God tur ad en spændende og frigørende vej, hvis du fortsætter ad dén.

Mht. dine eksempler på en kærlig Guds handling; som jeg sagde…det nye testamente. Men jeg har svært ved at svare – du har sat mig skakmat med holdningen, at hvis vi nærmer os logikken, fjerner vi os fra kristendommen. Overordnet hæfter jeg mig ved, at du belægger eksemplerne med, hvordan handlingerne er blevet opfattet af modtagerne. Det beviser jo ikke det jeg efterlyste – Jesus’ undere blev udført til de omkringståendes forundring og forbavselse, de sagde ikke det var Gud. Og havde de gjort, ville det ikke bevise noget. Handlingerne er vel kun Guds, hvis Jesus er Gud (og at de er udført af kærlighed - er de dét?), og jeg ved ikke, om det er det du mener…er vi ude i noget treenighed her? Så vil jeg da gerne sige, at treenigheden er en konstruktion til udskilning af kættere, vedtaget ved håndsoprækning blandt fede biskopper med pekuniære dagsordener henover det 4. - 5. - 6. - 7. århundrede:

Det 1. økumeniske koncil, år 325 i Nikæa erklærer, at Faderen og Sønnen er af samme væsen. Arius udstødes af kirken, og arianismen fordømmes.

Ved 2. økumeniske koncil, 381 udvides nikæasynodens beslutninger, og det bliver præciseret, at Helligånden skal tilbedes sammen med Faderen og Sønnen, idet de såkaldte makedonianere eller pneumatomachere udstødes af kirken (et parti, der benægtede Helligåndens fulde guddommelighed).

3. økumeniske koncil, 431 erklærer, at jomfru Maria er 'theotokos', dvs. 'Gudføderske' eller 'Guds Moder' (det havde Matthæus ventet længe på), og Nestorius udstødes af kirken.

4. økumeniske koncil, 451 erklærer, at Jesus Kristus er af fuldstændig menneskelig og guddommelig natur, at de to naturer hverken sammenblandes eller adskilles, og er én person, som er Ordet (Logos) (her rammer vi da vist lige ind i kristendommens væsen). Eutykes, en ekstrem 'monophysit', fordømmes, og Dioskur, biskop af Alexandria, afsættes.

5. økumeniske koncil, 553 Her bliver tekster bl.a. forfattet af Origenes, der levede århundreder tidligere, og Theodor af Mopsuestia, der døde ca. 125 år før, fordømt.

6. økumeniske koncil, 680-81: Sjette økumeniske synode i Konstantinopel III. Det erklæres, at Jesus Kristus har to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Den såkaldte 'monotheletisme', der hævdede, at Jesus havde to naturer, men én vilje, fordømmes.

Ja, der skulle mange krige til, før Italien blev en halvø. Lirum, larum, katten gør æg – og sådan er det hele vejen igennem.

Mvh.

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-01-30 20:59:16

Hej Jens.
Nej, det er ikke, som du skriver, drøn svært at tro. Det er faktisk pærenemt, og jeg taler af erfaring. Det er pærenemt at være troende sammen med andre troende fx familien, omgangskreds, netværk osv. Det rigtigt svære er faktisk at komme ud af troen, smide alt det over bord, som har optaget en, ja, været ens liv, gennem mange år og erkende fejltagelsen. Også her taler jeg af erfaring.
Når man tror noget, er det fordi, der er en vis sandsynlighed for, at det, man tror på, er rigtigt/sandt. Hvis jeg fx tror, at det bliver snevejr i morgen, er det fordi, jeg har hørt vejrudsigten, hvor metrologerne har sagt det, selv om de nogle gange tager fejl, jeg selv har taget lidt bestik af vind og skyer m.v., men det er dog alligevel ikke 100% sikkert, at det så rent faktisk bliver snevejr - det opdager jeg først i morgen, men indtil da tror jeg på det, og den tro vælger jeg selv at have, det er ikke noget der er "i mig".
Skal jeg tro på det, der står i Bibelen, skal der tilsvarende være en vis sandsynlighed for, at det, der står, er rigtigt/sandt eller overvejende rigtigt/sandt, og det er her, filmen knækker. Ved nærmere granskning af Bibelen - bl.a. sitet her - kan man så opdage, at der faktisk ikke er nogen som helst sandsynlighed for, at ret meget af det er rigtigt/sandt, især alt det med de imaginære figurer Gud, Jesus, Djævlen, engle osv. Kigger man sig omkring her på jorden, er der INTET, absolut INTET, som blot antyder den mindste sandsynlighed for eksistensen af en gud. Vel er der da mange ting, som ikke kan forklares - endnu! Engang kunne mennesker ikke forklare lyn, og fænomenet blev tillagt en guddommelig kraft. I dag kan man godt forklare lyn, men så er der nogle andre ting, fx hvad der startede Big Bang, som ikke kan forklares - endnu, og så bliver dét så tillagt guddommelighed. Sådan rykker det hele tiden i takt med, at videnskaben kan forklare og bevise mere og mere, men samtidig åbner op for nye umiddelbart ikke-forklarlige forhold. En ting står dog fast: Bibelen har ALDRIG haft ret, har ALDRIG kunnet forklare noget som helst. Hvor videnskaben til alle tider har kunne forklare mere og mere har kristendommen (og andre religioner for den sags skyld), gennem de samme tider "udmærket" sig ved 3 ting: 1. Fejltagelser, 2. fejltagelser og 3. fejltagelser. Selv paven har måttet indrømme det.
Har man gudstroen i sig, uden selv aktivt at have valgt den, er det fordi man er indbildsk og/eller uvidende, ja til tider lige frem dum. Så enkelt er det, og også her taler jeg af erfaring.

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-01-30 15:53:43

Hej igen - og jeg tror vist jeg skriver til website owner?
Dette er svar #2 ved 'Nadveren':
Nej, det er ikke 'New Age'. Det er Luther. Direkte citeret (kilde: Carl Wisløv). Og nej, nej - nadverindstiftelsen er ikke en selvmodsigelse. Hvordan ser du det som en selvmodsigelse? Du sammenligner GT med NT dvs den 'gamle' pagt med den 'nye' pagt. Du sammenligner en beretning fra Mosebøgerne i GT med nadverindstiftelsen i NT, og siger, at DET er en selvmodsigelse. Hvordan kommer du dertil? Det hænger slet ikke sammen. Hvis jeg skal følge din argumentation vil du også skulle påstå, at det er en selvmodsigelse, at kvinder i DK fik valgret ved grundlovsændringen i 1915, når de nu ikke havde det før lovændringen?

Venligst
Jens

..og PS: tak for en god debat. Der er virkelig meget at tage fat på her på dit site :-)

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-01-30 07:50:18

Dagens Selvmodsigelse: 'Dette er mit blod'. Svar: Dette er ikke en selvmodsigelse.
Nu har jeg fået 'blod' (..he..he) på tanden til at imødegå de mange livlige indfald, der findes utallige steder på dette site. Idag handler det om nadveren. Når der siges 'dette er mit blod..' osv er det et sakramente indstiftet af Jesus. Når det påstås, at det ER Jesus blod og ER Jesus legeme, altså det som kaldes transsubtantiation, så er det selvfølgelig ikke sådan, at tog man et lysmikroskop med ind og satte på alteret, så ville man se erytrocyter og andre af blodet formende bestanddele svømme rundt, men Kristus ER i blodet og ER i brødet lige som han også er i alt andet. Det er det, man kalder realpræsens. Så kunne et kvikt hoved finde på at spørge: 'Er han så også i kålsuppen jeg spiser til aften?' Og svaret er her ligetil: 'Ja, vel er han så, men det er ikke sikkert han er der for dig'. Vi er altså igen tilbage ved et valget, om man ønsker at tro eller afvise, tro eller forarges - trosparadokset (..se mit indlæg fra igår). Det er op til den enkelte.

Venligst
Jens

Navn: Jens
Tidspunkt: 2014-01-29 23:13:53

Hej IAM

Vedr dit spørgsmål om 'kærlig handling - ikke udsagn - men handling fra Gud' vil jeg tage forbehold for at jeg har forstået dit spm rigtigt. Men her er et åbenlyst bud: Tager du fat i evangelierne, er der utallige eksempler på 'undergerninger' uden krav om 'betaling' f.eks Joh 5,5-8 om den syge mand der gøres rask, eller Luk 8,43 om den blodsottige kvinde osv osv...
Alle disse gerninger er 'kærlige gerninger' i den forstand, at den som er modtager af disse vil opfatte det som en ufattelig gave og godhed fra giveren. Men jeg formoder, du forventer noget andet som svar eller også har jeg misforstået dit spørgsmål.
Efter min mening er den generelle tilgang til Kristendommen på denne hjemmeside skudt ved siden af: man er småfortørnet på Gud, fordi man ikke blot kan folde hænderne, bede og så modtage et mirakel dagen efter (teodice´problematikken). Jeg tror ikke, det er sådan man skal tænke om Kristendommen og Jesus. Kristendommen er tværtimod fuld af paradokser - subjektivitetsparadokset, inkarnationsparadokset, trosparadokset, kærlighed / dobbelt fortabelsesparadoks osv. Kristendommen er umulig at forstå til bunds. Den er logisk set urimelig, og man kan ikke forholde sig objektivt til den. Enten tror man eller også forarges man. Enten - Eller (Kierkegaard). Så besværligt er det. Desværre.
Mennesket er af natur modstander af gud (uegentlig subjektivitet), indkroget i sig selv og fuldstænding uden af stand til at gøre den mindste ting for at komme i et gudsforhold. Enhver handling, der fører til tro udføres suverænt af Gud i mennesket. Mennesket kan ikke VÆLGE at tro på Gud. Men vi kan vælge IKKE at tro på Gud. Denne hjemmeside tager sit afsæt i, at mennesket selv kan bestemme om det vil tro. Men det kan mennesket ikke.
Denne hjemmeside forfægter at Gud er overtro, og dem der tror er forledt, undertiden får man fornemmelsen af, at der udtrykkes 'vrede' på Gud (..hvilket måske er et ubevidst gudsforhold og et skridt i retning mod Gud). En lang række af de fact, som er nævnt på denne hjemmeside er underholdende og maner til eftertanke, men lider - efter min mening - af samme svaghed som dem, der krampagtigt prøver ved facts at bevise Guds eksistens - herunder Jesus liv, død og opstandelse. Som nævnt ovenover kan det hverken be- eller modbevises ved facts, eller sagt med andre ord: man kan ikke komme til tro ved objektiv granskning af data.

Jo, det er svært at tro - drøn svært, og det er lettere at lade være. Men husk: det handler ikke om, hvorvidt din tro er stor eller lille, anfægtet eller ej - det handler kun om een ting: er der, eller er der ikke tro til stede i dig. Enten Eller.

Venligst
Jens

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-01-29 18:23:48

Hej IAM.

Jah, det kan jo være, at Gud har sat dine surt sammenskrabede penge i Goldman Sachs ....

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-01-28 22:00:25

Hej Vusi

Grim historie. Men ja, det er jo i "brudfladerne", sammenstødet mellem ordene og handlingerne, at man har chance for at blive klogere. Vi fik komplet ubarmhjertigt og nådesløst tæv af de samme munke, som vi skulle til skrifte hos om eftermiddagen. Og dertil havde gud en stor bog, som han skrev alle vores synder ned i. Når vi så skriftede, viskede han dem ud igen, undtagen dødssynderne - de blev ført over (og forberedte os på skærsilden). Og når vi blev idømt at bede ved rosenkransen, kunne vi da gå over i deres butik overfor og købe sådan én for vores surt sammensparede...og hvorfor ikke lige nogle glansbilleder, der med fordel kunne bruges som bogmærker - og vievandskar til at hænge ved sengen til aftenbønnen. Og vievand til 1 kr. pr. dl. Gad vide om de bare pissede dem fulde. Den biks er der heldigvis heller ikke mere. Dér har jeg mere end én gang lagt "alt hvad jeg ejede" - det kommer mig forhåbentlig til gode en dag.

Mvh.

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-01-28 21:16:59

Hej IAM
Rart at vide, at man ikke er alene! Da jeg endelig var kommet ud ad døren fra kristendommens tungsind og åg, vendte jeg mig om for at se tilbage. Jeg havde også fået tudet ørerne fulde af alt det med, at Gud og Jesus ville hjælpe, når man var i knibe, man skulle blot bede. Hold da op, hvor havde jeg bedt mange gange, for jeg havde i mine unge dage en vis evne til at rode mig ud i alle mulige kniber. Når jeg nu så tilbage kunne jeg se, at alle bønnerne og kirkegangen havde været totalt spild af tid. Gud og Jesus hjalp ikke det mindste. Det var som regel mine forældre og venner foruden mig selv, der måtte redde mig ud af de mere eller mindre pinlige situationer på ganske verdslig vis.
Senere i livet mistede jeg desværre en af mine højt elskede søskende i en alt for tidlig alder - kræft! Vedkommende var stadig troende, men rådnede op i levende live af denne gudsskabte rædselsfulde sygdom. Der blev bedt ved sygesengen som var det i Peterskirken, der blev sat krucifikser og helgenbilleder op, tilkaldt præster osv., men lige lidt hjalp det. De "evigt kærlige og nådige Gud og Jesus" var bedøvende ligeglade og min søskende døde fra sin børneflok. End ikke en nådig hurtig død kunne det blive til.
Hver dag, når jeg kørte på arbejde, passerede jeg en lille kristen biks og på vinduet stod "Jesus lever og helbreder". Ja det skulle jeg love for!! Jeg var ved at brække mig. I flere år efter kørte jeg en omvej for at slippe for dette kristne budskab. Biksen er der heldigvis ikke mere.

Navn: florett
Tidspunkt: 2014-01-28 12:15:50

Lidt mere "Sandelig siger jeg eder"
Som barn troede jeg en overgang at Jesus havde fundet en smutvej til at sige eder og forbandelser uden at skulle sige disse slemme ord. Så kunne man som tilhørerne selv tænke sig til de eder der skulle til for at understrege han ord. Jeg blev dog hurtig gjort opmærksom på min vildfarelse da jeg selv begyndte at bruge jesutricket.

Navn: sananda
Tidspunkt: 2014-01-27 04:53:26

kære du jeg bruger og har brugt din side flittigt i mange hykleriske sammenhænge tusind tak for dit arbejde og sørg for denne side aldrig blive slettet ..jeg overtager gerne udgifterne til at holde den kørende om nødvendigt kærligst sananda

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-01-26 10:32:32

Hej Vusi

For at gøre en lang historie kort, så ligner min din, omend jeg fandt udgangen noget tidligere. Jeg gik i katolsk skole - ihærdige pædagoger med gode armkræfter og somme tider lige (u)lovligt varme hænder. Jeg var vældig bibelstærk - jeg æææælskede min "Børnebibelen" - men pludselig ramte det mig som et kølleslag: hvor er den? Jeg tænkte på den evindelige og fundamentale hjørnesten: forsikringerne om guds nåde og barmhjertighed og kærlighed; jeg måtte have overset noget? Og jeg ledte og ledte (dengang i tresserne) og det var faktisk også det spørgsmål, deg ledte mig til denneher side. Når jeg lige siden dengang har talt med kristne, spørger jeg altid, om de kan give et eksempel på guds kærlighed. Det nærmeste, de så kommer er a la "han sendte sin søn" osv. (de bryder sig faktisk ikke så vældig meget om det gamle testamente). Når jeg så siger, at guds søn ikke en eneste gang citerer det nye testamente, men uophørligt det gamle, for det er vel den samme gud - ryk tilbage til start! - slår de speedsnakkeren til og begynder at lege folkekirkepræster. Men hvor står det!?

Spørgsmålet kan jo så stå her også? Kan en fordomsfri og grundig granskning af biblen opvise bare ét eksempel på en uforbeholdent kærlig handling - ikke udsagn, handling(!) - fra gud?

Mvh.

Navn: Vusi
Tidspunkt: 2014-01-25 13:44:33

Måske kan jeg bidrage til Jesper Mortensens spørgsmål om, hvordan man kommer til tro - og hvordan man kommer fra den igen.
Jeg var også troende i mange år. Simpelthen flasket op med troen i en kristen familie med bordbøn, aftensbøn, kirkegang om søndagen osv. Senere kristen friskole med alt hvad der hører til en sådan, kristen spejdertrop, frivilligt kirkearbejde osv. Og jeg var virkelig troende, totalt overbevist om, at evangelierne var sande. Langt langt de fleste kommer - lige som jeg - til troen via opdragelse. Derfor bliver børn af muslimske forældre selv muslimer, børn af katolikker bliver selv katolikker osv. Men hvor mange har egentlig læst hele Bibelen, Koranen og hvad der ellers findes af "hellige" bøger og skrifter? Nej vel? Det er kun et fåtal. Langt de fleste får serveret "den hellige sandhed" i bidder af præster, imamer m.fl., som det nu engang passer ind i disse gejstliges kram, og som også sætter bidderne ind i en sammenhæng, de selv opfinder. Det sikrer jo de gejstlige en levevej, nogle bedre end andre, men dog, når menighederne ukritisk betaler. Således kommer langt de fleste til troen gennem opdragelse, eller hvad der nok er en mere passende betegnelse: gennem ren indbildning og mangel på egen indsigt. Nogle kommer jo også til troen i desperate situationer som fx dødsfald blandt nærmeste, eller man er havnet i en situation, som kræver et tæt fællesskab med andre, og her byder menigheder/troende sig ofte til. Se blot, hvordan fx Jehovas Vidner ofte "overfalder" sørgende ved at læse dødsannoncer. Og det giver jo kunder i butikken, så der er flere til at betale de gejstlige. Tænk blot på fx pavens ufattelige rigdom.
Men hvordan kommer man så ud af troen? Jah, i mit tilfælde stoppede jeg op og spurgte mig selv: Kan det virkelig passe? Er det rigtigt, hvad præsten siger i kirken? Efterfølgende selvtjek i Bibelen gav mig ofte svaret: Det er det ikke!! Og ved at kigge mig omkring blev jeg også opmærksom på troens hykleri fx hvorfor velsignede en præst en nybygget atomubåd, hvis indretning alene kan udslette millioner af mennesker (Guds skaberværk, om du vil) osv. Der var altså noget rivende galt. Og så læste jeg selv Bibelen uden præsternes krampagtige fortolkninger og kom frem til et helt andet resultat, et der minder om den forfatteren til denne fortræffelig side har. Det handler altså om at kunne tænke selv, lave logiske slutninger osv. Men det er bestemt ikke let at forlade troen: Man kommer pludselig på ideologisk kant med den nærmeste familie, som man jo holder af uanset hvad, man mister sit troens netværk m.m. Det er ikke nemt, blot at feje alt det væk, som man er opdraget med. Men lad det være sagt: DET ER DET HELE VÆRD!! At slippe troen er som en fange, der får fjernet jernkuglen om benet. Hvis man altid har levet med kuglen, og ingen har kritiseret den, opfatter man jo ikke, at der er noget galt. Det er først, når man slipper af med den, at man for alvor føler friheds rus. Friheden fra de gejstliges løgne og bedrag, friheden fra syndsbegrebets knugende åg, friheden fra bønnens og kirkegangens tidsspilde osv., men også friheden til at kunne bygge sig selv op i selvvalgt netværk sammen med andre gode mennesker.
Undskyld længden af mit indlæg.

Navn: IAM
Tidspunkt: 2014-01-15 15:19:28

"oversættelsen fra 1907 lyder spøjs med "eder" i stedet for "jer"."

Det var ligegodt s..... Og jeg, der altid har troet, at Jesus bandede og svovlede i et væk, når han utrætteligt kværnede løs med sit "Sandelig siger jeg eder".

Mvh.

Navn: K. Haleruss
Tidspunkt: 2014-01-13 04:47:56

Tak for en vel dokumenteret hjemmeside, som jeg ofte vender tilbage til når religion skal diskuteres.

For mig at se, er al organiseret religion slet og ret forretning der skal give profit, den hellige treenighed er penge, magt og ære.

Er ikke selv ateist, men tror på at Solen er gud, - den har alle attributterne, stråler så man bliver blind hvis man ser direkte på den, (tisyneladende) evigt givende, aldrig krævende, leverer fusions kernekraft svarende til firs milliarder millioner almindelige el-kraft værker og har gjort det i flere milliarder år uden utilsigtede nedbrud eller udslip. - Hvis Solen beslutter sig for, pludseligt at slukke, hvor lang tid har vi så til at finde en måde at overleve på?

Hele jordens nuværende totale energiforbrug er mindre end den energi Solen afleverer til een procent af Sahara ørkenens areal.

Regeringer verden over, er infiltreret af lobbyister, der fortæller magthaverne at vores eneste reelle mulighed for at dække efterspørgslen på energi, er at købe den af de store forhandlere af fossile brændsler som de henter fra tjæresand og andre miljøødelæggende teknologier og snart også fra boringer i arktis, til benefice for samme firmaers ledelse og aktionærer.

At bruge direkte solenergi er, i følge disse lobbyister, ikke rentabelt, da det vil ødelægge forretningsgrundlaget for energiselskaberne.
Den enest rigtige vej er forretning som sædvanligt, selv om det formodentlig, inden for en kort tidshorisont, vil gøre planeten ubeboelig.

Og nu hvor vi snakker om ørkener, vil jeg lige tilføje.

En bekendt, som har rejst i mellemøsten, har forklaret mig om kamelen og nåleøjet:
I ørkenbyer er der ofte en ringmur med en, eller flere byporte, i disse porte er der en mindre dør som et menneske, men ikke en kamel, kan gå igennem, denne dør kaldes for nåleøjet.

Med venlig hilsen
K. Haleruss.

Ps.: Venligst offentliggør IKKE min mailadresse.