Bibelen's Gæsτebοg


top

Pynt nr. 12 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2016-02-29 10:52:06

Du var længe om at opdage, at jeg har forsøgt at sløre min identitet ved nu at skrive under navnet Armin Armenius. Du var hurtigere til at opdage, da jeg skiftede til at skrive under navnet Peter Ove Larsen.

Hej Peter

Jeg havde faktisk selv regnet ud, at "Armin Armenius" ikke var hans rigtige navn, men det er der ikke i sig selv noget galt i. Andre her i gæstebogen kalder sig "To sommerfugle" og "Bummelum", og det er ikke noget, jeg graver i (før nu).

Derimod tager det lidt længere tid at gennemskue, hvem trolden er, og hvad han har kaldt sig før — især fordi han skjuler sin IP via en proxy-server.

Har du for resten set, at jeg har fået lavet en side om, at Pi = 3?

top

Pynt nr. 64 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-08-03 15:35:53

Skulle der være nogen (fx florett), der forholder sig til noget, jeg tidligere har skrevet i dette forum, og som lægger vægt på et gensvar fra min side, bedes disse skrive til min mailadresse – agerbakken16@gmail.com. Jeg ønsker ikke at besvare noget som helst af det, der foregår i nærværende forum. Det skyldes, at jeg anser det for at være useriøs og uværdig, primært fordi såvel de, der driver hjemmesiden, men også andre foretrækker at forblive anonyme. Jeg nægter at forholde mig til mennesker, der ikke tør give sig til kende med navns nævnelse og stå ved deres meninger. Det betragter jeg som ansvarsforflygtigelse og som værende uhøflig. Ja – jeg beklager, men jeg har altså fået en kristen opdragelse og det forpligter.

top

Pynt nr. 54 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-08-01 09:26:45

Når man promoverer sig i offentlighedens rum, bør man vel have en mening med det, man gør. Som nævnt, man forsøger vel at opnå noget, som fx bevæge nogen, provokere nogen, flytte nogen, informere nogen etc. Der findes selvfølgelig også folk på internettet, som bare gakker rundt uden mål og med. Om det sidstnævnte er tilfældet med biblen.info, ved jeg ikke. På trods af flere indlæg, som blev efterfulgt af undvigende og fjollede svar, hælder jeg mest til det sidste. Derfor vil jeg opgive at skrive flere indlæg udover nærværende. I har ikke evner til at gå ind i en seriøs debat.

Men jeg har bemærket, også i et af mine tidligere indlæg, at der forekommer en hel del illustrationer, blandt andet Anders And tegninger. Når man offentliggør den slags skal man sikre sig at man af ophavsrethaveren har fået tilladelse til at gøre det. Den danske ophavsret for Anders And ejes af Egmont Forlaget. Jeg skønner, at retten til at bringe en enkelt Anders And-tegning alene vil komme til at koste et sted mellem 1.000 og 2.000 kr. Hertil kommer at Egmont også skal godkende anvendelsen af tegningen. Her har jeg mine tvivl, hvis jeg tænker på hvad Egmonts politik i øvrigt går ud på – fx ikke at involvere sig i kontroversielle emner som politik og/eller religion. Med andre ord: Jeg tror næppe at I har fået offentliggørelsesret af Egmont, og måske gælder det også for mange af Jeres øvrige illustrationer. Se at få bragt det i orden, ellers kan det blive en ganske dyr affære, og som kan medføre at hjemmesiden lukkes. Desuden er det også strafbart. Regn ikke med at ophavsretsindehavere og særligt ikke amerikanske er så barmhjertige at de lader nåde gå for ret. Når amerikanere lugter penge er de nådesløse.

Og lad nu endelig være med at tro, at anonymiteten kan beskytte jer. Det er ganske let at for en ophavsretsholder at finde ud af hvem der står bag. Sidens ip-adresse er: 208.109.177.76 og serveren befinder sig i Scottsdale i nærheden af Phoenix Arizona i USA. Selvom I har opgivet falsk navn og adresse skal I ikke regne med at være sikret. Jeg skønner, at I har betalt provideren med kreditkort. Oplysningerne på dette har provideren gemt. Selvom også kreditkortet er falsk, vil provideren blive tvunget til at lukke Jeres adresse, når ophavsretshavere gør indsigelse.

Det kan godt være at I synes jeg er et dumt svin. Men når I ikke vil forstå noget som helst af den overnaturlige verden, håber jeg for Jer, at I så i det mindste vil forstå den virkelige.

Hej Lars Ove

Jeg kan se, at dit forhold til den virkelige verden er ligeså urealistisk som dit forhold til den "åndelige" verden: »Når amerikanere lugter penge er de nådesløse«. Tag den, 313 millioner amerikanere!

I virkelighedens verden har amerikanere faktisk en uhyre fornuftig holdning til det frie ord. Hvis Egmont skulle finde på at møde op i Scottsdale, Arizona med en DMCA-request i hånden, ville de blive mindet om, at der er regler for Fair Use:

Egmont ville blive bedt om at dokumentere, at de har lidt et tab, at jeg har fejlrepræsenteret deres materiale (d.v.s. ladet som om det var mit eget), eller at jeg har tjent uretmæssigt på det.

Altså en ret uoverkommelig opgave, og selvom det skal indrømmes, at Disney-koncernen er i den mest aggressive ende, er der langt større fisk at fange på Internettet, end en enkelt side på et lille, ikke-kommercielt site.

Du forstod godt joken ikke? Helligaanden / Helliganden

top

Pynt nr. 93 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-07-31 17:13:29

Kære IAM (eller hvem du nu er)
Nej, det er ikke noget dogme. Det er simpel logik. Ateisme betyder fornægtelse af gud. Det ligger ligesom i ordets betydning. Det problematiske i denne konstatering er, at ingen ved hvad gud. Ingen har set ham eller talt med ham. Begrebet gud kan derfor ikke defineres. Ateisme er altså noget, som er i mod noget, som ingen ved, hvad er. Hvis ikke det er åndssvag, så ved jeg i hvert fald ikke hvad det er. Lad os kalde det ateismens indbyggede mangel på logik. Udover fornægtelsen af gud, gemmer der sig også en fornægtelse af alt det, som ikke er en del af den menneskelige erfaringsverden. Det omfatter fx også trolde, alfer og julemanden. Kort sagt, alt hvad der er transcendent. En ateist tror ikke på noget som helst, udover det han/hun kan erfare via sanserne.

Som ateist kan man ikke tro på vejret. Hvis man gør det, indebærer det at man tror at en eller mangt sidder bag det og styrer det. En ateist må nøjes med at se på vejudsigten og fælde sin dom ud fra det han/hun på den måde kan erfare. Det gør de fleste mennesker også selvom de tror på gud.

Nej, man bliver ikke kristen, bare fordi man bliver forelsket. Men i forelskelsesfasen opfører man sig ofte så fjollet at man tror at den udkårne er den eneste ene for hele livet. Jeg ved ikke om du nogensinde har prøvet det selv. Fornuft og erkendelse har ligesom i alkoholrusen forladt en. Man kan ikke mere tænke rationelt. Det varer dog normalt kun så længe forelskelsesfasen varer. Men i forelskelsesfasen tror man at man er blevet besjælet af en overnaturlig kraft. Man lever og ånder kun for den udkårne. Man kan næsten ikke tage sig af andet. Ingen har nogensinde kunnet forklare fænomenet ad videnskabelig vej. Ja – selv videnskaben mener derfor at der må findes overnaturlige kræfter, hvilket i øvrigt er et af de stærkeste argumenter mod ateismen.

Spiritisme er gud. Det samme gælder for troen på ånder og spøgelser. Enhver tro på overnaturlige kræfter og fænomener er en form for gudstro. Dyrker man spiritisme, accepterer man at vi efter døden lever videre som ånder. De nordamerikanske indianer troede i meget høj grad på ånder. Det var deres religion. Det var deres gud.

Ateister læser ikke bibelen. Hvad skulle de gøre det for? Den kan ikke berige dem. Det vil være spild af deres tid at læse den. Derfor er hjemmesiden: ”Bibelen for ateister” noget vrøvl, eller pænt sagt falsk varebetegnelse. Ingen ateister vil nogensinde læse den.

Et sidste tip: Lad for Gud skyld være med at tro at Gud kun er sådan som du tror, de kristne ser ham. Der findes ikke nogen fælles og autoriseret gudsopfattelse. Gud er altid individuel og fremtræder for ethvert individ kun sådan som vedkommende selv ser ham. Og husk: En individuel gudsopfattelse ikke er det samme som et trossamfunds bekendelsesapparat. Som ateist kan du ikke tro på noget som helst, som du hverken kan se, høre, smage, føle, måle, registrere eller definere. Som nævnt: Man kan ikke oprette en fælles almengyldig definition af hvad gud er, kun hvad gud er for mig eller for dig og for alle de andre. Definitionerne vil i så fald være ganske forskellige, kære hr. Klogesen. Og, nej – du er nok ikke ateist. Du kan bare ikke fordrage den kristne gud. Men det er ikke det samme. Ateisme er altomfattende og ikke selektiv. Man kan ikke bare udvælge det, man mest hader. Også det er logik og ikke et dogme.

Hej Lars Ove

Her har vi et case-in-point. Du gentager igen, at »Ateisme betyder fornægtelse af gud«, selvom jeg allerede har forklaret, at "a-theos" betyder uden Gud.

Jeg har levet et langt liv uden at fornægte nogensomhelst guder; de spiller bare ingen role i mit liv.

Jeg fornægter hverken din eller andres guder. Denne hjemmeside hedder "Bibelen for ateister", fordi den handler om Bibelen. Adressen er "biblen.info", fordi hjemmesiden handler om Bibelen. Det synes jeg, jeg havde forklaret rimeligt tydeligt.

Hvis du mener, der er en anden gudsopfattelse end den, man kan læse i Bibelen, og at vi ikke må tro »Gud kun er sådan som du tror, de kristne ser ham«, så fred med det. Jeg er ikke interesseret i nogen "gudsopfattelse".

top

Pynt nr. 10 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-07-31 15:26:09

Kære X eller hvem det nu er
Hjemmesiden handler om at miskreditere den evangelisk lutherske kristendom (den danske folkekirke) og formentlig også andre kristne trossamfund, deres gudsopfattelse og måden de fortolker (forvansker bibelen) på.

Fra nu af forhold dig venligst konkret på det jeg spørger om.

Mit første spørgsmål: Er den opfattelse, som jeg har beskrevet ovenfor korrekt? Ja eller Nej.
Hvis svaret er Ja (Nej ville være løgn), er du ikke ateist! En ateist vil for guds aldrig nogensinde interessere sig for hvordan et defineret trossamfund forholder sig til gud og hvordan den fortolker bibelen. Tanken om sådan et interesse er absurd. Hvad skal ateisten bruge det til? Ateisten fornægter gud på alle planer. I øvrigt har du ikke svaret mig på hvad ateister skal bruge din hjemmeside til. Man kan da ikke blive mere ateist end ateist. Begrebet kan, som en graviditet, ikke gradbøjes. Enten er man ateist eller også er man det ikke. Man bliver vel ikke en mere ateist af at læse din hjemmeside. Men du er ikke ateist. Du er troende i allerhøjeste grad og du tror på din gud. Han fremtræder for dig lige præcis sådan som du ser ham. Du har en sag. Du er dedikeret.

Mit andet spørgsmål: Har du en sag? Ja eller Nej.
Hvis svaret er Ja (Nej ville være løgn), har du også et mål med din sig. Du vil opnå noget. Sagen giver dig mening om noget, som i grunden burde være meningsløs for dig som ateist, nemlig gud. Du har et håb om at sagen lykkes. Du håber, du når dit mål. Du elsker din sag og du elsker at beholde ret. Hvorfor have ret om noget, som ikke giver mening for dig som ateist. Det ulogisk. Ingen mennesker gør det. Heller ikke du. Din gud hedder ”at beholde ret” fordi du forsager den kristne gud og al dens uvæsen. Du vil med al magt bevise, at den kristne gud er noget skidt! Jeg kunne såmænd skrive en trosbekendelse til dig. Ikke bevidst, men ubevidst beder du dagligt og mange gange oftere end muslimerne til din gud, sådan som du ser ham – ”Jeg vil beholde ret, du almægtige her på jorden. Jeg har ret, fordi jeg har en god sag, som jeg er god til argumentere for, selvom jeg i grunden ikke ved hvorfor jeg skal have ret i mine påstande. Hjælp mig at beholde ret med beholde ret, amen”.

Du må meget undskylde, men sådanne tanker gør ateister sig altså ikke, fordi kristendommens gud for dem ikke giver nogen mening. Hvorfor så bekæmpe den og spilde tid på ham. Han er yt. Han uinteressant. Han eksisterer ikke. Den kristne gud er død, som Nietzsche allerede pointerede for mange år siden. Det er spild af kostbar tid beskæftige sig med ham. Det anså han i øvrigt for at være en tragedie. Men for dig er han ikke død. Han er lyslevende og skal bekæmpes.

Mit tredje spørgsmål: Opfatter du troende kristne som komplet afsporede idioter? Ja eller Nej.
Hvis svaret er Ja (Nej ville være løgn), har du skabt dig et fjendebillede om en gruppe mennesker, som du ikke kender meget til, og som i grunden ikke har meget til fælles, bortset fra de altså er kristne. Som ateist bør du ikke have fjendebilleder, fordi sådan noget er en transcendens, noget overnaturligt. Du er den gode og de er de onde. Ateister fornægter det gode og det onde – det eksisterer ganske enkelt ikke. Er en løve, der spiser et lam, ond, nej vel. Den menneskelige erfaring fortæller dig at du ikke kan være fjende med en meget stor gruppe inhomogene og unavngivne mennesker. Skal du have fjender, kan det kun være konkrete og navngivne enkeltpersoner. At være fjende med en stor gruppe af unavngivne strider mod den menneskelige erfaring og sund fornuft. Disse mennesker har jo ikke gjort dig noget. En ateist kan kun være fjende med enkeltpersoner, der har skadet ham. Kun hvis man har en sag at kæmpe for, kan man bilde sig selv og andre ind at være fjende med hvem som helst. Man har ikke nogen sag, hvis man ikke vil kæmpe for den. For en ateist er det absurd at kæmpe for en sag med transcendente dimension. Ateister vil aldrig nogensinde kæmpe for en sag, som man skal tro på. Tro er transcendent. Ateister holder sig udelukkende til den verden, der kan fattes erfaringsmæssigt og holder sig langt væk fra alle former for overnaturlige fænomener og ikke bare den kristne gud. Ateisme er altomfattende og afviser enhver form for overnaturlig tænkning. Bevæger man sig ind i overnaturlig tænkning, bevæger man sig ind i gudssfæren.

Jeg vil vende debatten 180°. Forstil dig at du absolut ikke interesserer dig for fodbold – ikke en bønne. Du følger ikke med i resultaterne, hverken i superligaen eller på landsplan. Du er fuldstændig ligeglad. Alligevel opretter du en hjemmeside, hvori hovedindholdet handler om kritik af landstræner Morten Olsen. Dette var en lignelse.

Mit sidste spørgsmål: Er det korrekt, at I aldrig står frem med navns nævnelse. Ja eller Nej?
Hvis svaret er Ja (Nej ville være løgn), har i på forhånd fraskrevet Jer retten til at beholde ret. Kun hvis man kæmper åbenlys, har man en chance. Historien beviser det. Sagen – at bekæmpe kristendommen, er tabt på forhånd. Også folkekirken nyder godt af det. Medlemstallet er stigende. Bare i vores lille sognekirke (ca. 5.000 mdl.) kommer der i snit 5 nye medlemmer hver søndag. Det giver ca. 250 på arsbasis.

Enhver kan kalde sig kristen. Man behøver såmænd ikke en gang være døbt. Det gælder også for Jehovas Vidner. Derfor er der heller ikke nogen kat, der gør efter dem. Men kristendommen rummer nogle dogmer, som du ved – fx: Treenigheden og at Jesus er gud (plus et par andre). Jehovas Vidner accepterer i hvert fald ikke disse to dogmer. Det er min personlige holdning, jeg gav udtryk for. Jeg vil ikke gerne sammenlignes med dem, men det er ikke mine fjender. De er fjender af sig selv og for sig selv.

Jeg har ikke påstået at andre ikke har skrevet og talt om begreber som tro, håb og kærlighed længe, længe før det nye testamente. Det er meget muligt, men de har givetvis ikke været ateister. Mennesker har vel siden tidernes morgen altid næret håb, ellers var religion vel næppe blevet indført. Men først med kristendommen og kristne gudstjenester blev begreberne almen tilgængelige. Biologisk set er vi lige som dyr. Der er dog den forskel, at vi har et så kompliceret nervesystem, der gør os bevidste om vores eget endeligt. Det har skabt et behov for trøst, som religionerne så har taget sig af.

I øvrigt vil jeg ønske dig god rejse til Berlin, har lige selv været der. Men pas nu på med alle øllerne, ellers ender det med at du kommer til at opleve at alkohol er en betydelig højere magt end du på nuværende tidspunkt kan forestille dig. Og bliver du først fanget af den, er det forbi med ateismen og gudsbespottelse – det garanterer jeg for.

Hej Lars Ove

Det var da noget af et "rant". Du kan ikke forvente, at nogen skal læse det, endsige svare på det.

Det forekommer mig, at dit problem er — som IAM er inde på — at du har nogle forskruede fastlåste meninger, om hvad ateisme er.

Nu er jeg i al fald for alvor blevet tørstig efter tysk øl.

top

Pynt nr. 22 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-07-30 19:12:47

Hej Navn- og gudløse
For min skyld kan du læse hvad du vil. Men nu har du altså kastet din ”kærlighed” på læsning af Bibelen og kritik af de kristne, velvidende at hverken Bibelen er den eneste hellige skrift eller de kristne de eneste, der tror på gud. Som ateist bør du forsage en hvilken som helst gudsopfattelse, transcendens, magt eller begreber, der er større end mennesket selv eller dets erfaringsmuligheder. Hertil hører også begreber som tro, håb og kærlighed. Tror man på noget, er man ikke ateist. Håber man på noget er man ikke ateist. Går man udefra at kærlighed er andet og mere end blot molekylesammensætninger oppe i hjernen, er man det heller ikke. Mener man at mennesket har en sjæl eller en transcendent underbevidsthed bliver det også svært at fremhæve sig selv som ateist. Gud er ikke bare Gud i kristen forstand. Gud er for ateisten alle former for overnaturlig volapyk. Du skriver, at hjemmesiden er henvendt til ateister. Jeg troede ellers ikke at ateister læser i Bibelen. Hvad skulle de også gøre det for? For at afstive sig selv om at netop ikke tror på det hokus pokus, der står i den. Måske er det så det, der formålet med din hjemmeside. Tillykke – det er jo lige før at afstivningen i sig er guddommelig.

Men vrøvlerierne vil ingen tage. Naturligt nok nævner du ordene ”Bibelen” og ”de kristne” utallige gange som om begge dele er veldefinerede størrelser. I en lille sidebemærkning røber du dog at det er bibeloversættelsen fra 1992. Jeg går ud fra, men ved det ikke præcis, at du mener at der er tale om den danske Folkekirkes oversættelse, som er autoriseret af Hendes Majestæt. Det bringer mig på den tanke, at du mener de luthersk evangelisk kristne. Det ville i hvert fald være logisk. Men også du, kære navnløse bør vide, at netop kristendommen er splittet op i et hav af forskellige retninger. Der er fx de katolske, de ortodokse, de koptiske, de protestantiske. Sidstnævnte gruppe er så igen splittet op i de luthersk evangeliske (bl.a. folkekirken), de reformerte calvinistiske, de anglikanske plus en lang række mindre trossamfund såsom baptisterne, metodisterne og adventisterne. Ja, selv Jehovas vidner kalder sig kristne, hvilket de nu ikke er. Eftersom du lader det svæve hen i det uvisse hvem du egentlig mener og hentyder til, må jeg tillade mig at spørge: Er det alt sammen et fedt? Læser de alle sammen den samme bibeloversættelse, som den danske dronning har godkendt? Har de alle sammen den samme gudsopfattelse og de samme dogmer? Fortolker de alle sammen bibelen på samme måde? Ja – hvis man går ud fra dit lidt indsnævrede verdensbillede, hvilket Porfyr næppe kan rette meget op på. Du må regne med at få den slags bemærkninger smidt i nakken, når du undlader at definere, hvem du egentlig er og hvem du hentyder til. Ret op på det eller slet hele skidtet eller lad dig blive skældt ud som propagandist og svindler af samme slags, som de kristne, som du så flittigt kritiserer på din hjemmeside. Du kunne fx studere teologi eller religionsvidenskab inden du gør dig klog på noget, som du ikke har meget forstand på.

Jeg må med skam meddele at jeg kun har læst Homers Iliaden og Odysseen og de homeriske hymner. som i øvrigt er fyldt til randen med mytologi og overnaturlige fænomener. Når de gamle grækere var så kloge, efter din opfattelse, er det jo underligt, at netop dette antikke folk var nogle af de første, som i høj grad tog den nye religion, kristendommen til dig.

”Ja – enhver blive saglig i sin tro”, som den gamle Fritz (kong Friedrich II af Preussen 1712 – 1786) altid sagde, når talen faldt på tro eller mangel på samme. Det siges, at han var meget tolerant. Prøv at læse lidt om ham og prøv at læse Gudløse hjerner af Lars Sandbeck og Lars Christiansen. Det mest iøjnefaldende problem ved din hjemmeside er, at den etablerer et fjendebillede (de kristne og bibelen) uden hold i virkeligheden.

PS Og hvad er så i øvrigt formålet med de underlige mytologiske og overnaturlige væsner på din hjemmeside?

Hej Lars Ove

Jeg kan se, at du har skiftet melodien på din sang. I dit første indlæg var tro, håb, kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse decideret kristne opfindelser. Efter at jeg har citeret Porfyr for dig, er det åbenbart alle religioner, der har ret til disse følelser.

Så kom vi da så langt.

-------ooo(O)ooo---------

Ja, jeg er udmærket klar over, at der er mange Bibeloversættelser, og det ville selv et overfladisk blik på min hjemmeside have fortalt dig.

F.eks. har jeg vers for vers sammenlignet to forskellige danske oversættelser og to græske "originaltekster" for at finde de 6.000 forfalskninger i Det Nye Testamente. Desuden har jeg en lille sektion med indremissionske falsknerier i hhv. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente

Jeg har med mine små fingre indtastet Det Nye Testamente fra 1814; jeg har med de samme små fingre rettet og beskrevet flere hundrede fejl i indscanningen af Det Nye Testamente fra 1897; og jeg har lagt den forrige oversættelse online sammen med King James Bibel og Septuaginta på græsk og engelsk.

Desuden har jeg kodet en konkordans, hvor du dynamisk kan sammenligne forskellige oversættelser og krydstjekke de græske ord ved hjælp af Strongs numre.

Så jeg synes ærlig talt, din kritik er ret malplaceret. Hvad har du selv gjort?

-------ooo(O)ooo---------

Tilsvarende er jeg udmærket klar over, at der findes 20.000 - 30.000 forskellige slags kristendomme. Derimod synes jeg din egen definition er alt for snæver. Hvorfor er Jehovas Vidner ikke kristne? Er mormoner heller ikke kristne ifølge din definition? Hvad med ebionitter, doketister, marcionitter, sabellianere, gnostikere, monofysitter, monoteleter, dyoteleter, arianister, homoousianere, homousianere eller homoiousianere?

Kristendommen er et nihovedet (eller rettere: 20.000-hovedet) uhyre. Det er præcis derfor, jeg koncentrerer mig om Bibelen. En ting, der binder de 20-30.000 slags kristne sammen, er den Bibel, de påstår at følge, og de dumme undskyldninger de bruger, når pinlige steder og selvmodsigelser i Bibelen skal bortforklares.

-------ooo(O)ooo---------

Jeg går ud fra, at »de underlige mytologiske og overnaturlige væsner«, du hentyder til, er dem her i gæstebogen (det ser jo ikke ud til, at du har læst andre dele af min hjemmeside).

Disse figurer er fra gode, kristne bønneboger, som f.eks. Psautier de Jean de Berry.

Og hvad er "formålet" med dem. Tja, mit formål med at bringe disse ukristelige drager er nok det samme, som det formål den kristne forfatter havde med at tegne dem: De ser flotte ud.

Men nu må du have mig undskyldt. Jeg skal til Berlin og lade ølmolekyler reagere kemisk med smagssensorerne i mit svælg.

top

Pynt nr. 55 Navn: Lars Ove Peters
Tidspunkt: 2013-07-27 23:21:23

Der er lagt et enormt arbejde i denne hjemmeside – ingen tvivl om det. Men desværre har det ikke været nok. Postmoderne ateisme lider af den skavank, at den udelukkende kritiserer de kristnes gudsopfattelse. Hjemmesiden bekræftet denne antagelse. Den beskæftiger udelukkende med Bibelen. På den måde skøjter den postmoderne ateisme mere eller mindre ufrivillig ind i en kritik af folkekirken. Hvad det sidstnævnte i det hele taget har med ateisme at gøre, har jeg svært ved at forstå. Men hvor bliver Koranen af og andre trossamfunds hellige skrifter? Som troende folkekirkemedlem kan jeg naturligvis ikke lade være med at være en lille smule stolt over den bevågenhed. Tænk, at vi er så interessante, at ateisterne udelukkende gider beskæftige sig med os. Men man kan vel næppe kalde sig ateist, hvis man udelukkende dyrker kristendomskritik eller kritik af den danske folkekirke. Lige så lidt som man kan kalde sig vegetar, blot fordi man undgår at spise svinekød.

Ganske vist findes der også et par dogmer i kristendommen, men hvor meget eller hvor lidt den enkelte går op i dem, er der ikke en kat, der gør efter. Bortset fra visse undtagelser, er især den protestantiske kristendommen forholdsvis tolerant. Man bliver ikke, som tidligere – det indrømmer jeg gerne, mere brændt på bålet som kætter. Det interessante ved afvisningen af kristendommens gudsopfattelse er, at sådan en slet ikke findes. I kristendommen opfattes Gud individuelt, dvs. altid sådan som man selv ser Gud. Der findes ikke nogen opskrift på hvordan oplevelsen af Gud skal/bør være for den enkelte. Den preussiske konge Friedrich den Store formulerede med ordene: Enhver skal blive salig i sin egen tro.

Den postmoderne ateisme rummer forhåbentligt andet og mere end kristendomskritik og modstand mod folkekirken, ellers har den ikke mange chancer. Ateisterne aner næppe hvor mane postmoderne ateister, der går i kirke hver søndag. Efter min opfattelse bør ægte ateisme være ensbetydende med en total afvisning af det transcendente, uanset i hvilken religion den optræder. Det betyder, at der ikke findes noget, der er større end den menneskelige erfaring selv. Men, forsager man udelukkende Kristus, må man nødvendigvis også fraskrive sig kristne værdier, såsom tro, håb, kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Ja, jeg beklager, men det er altså kristne kirkefædre, der opfandt dem. Et begreb som medmenneskelighed fandtes næppe før det Det Nye Testamente. Det gælder, selvom de kristne slet ikke altid selv har levet op til den. Et begreb som ”Humanisme” er ikke opstået af sig selv – det havde ikke universel karakter. Det fik det først med kristendommen. I øvrigt synes jeg at det svækker argumenterne at forfatteren/forfatterne til hjemmesiden ikke tør give sig til kende.

Hej Lars Ove

Ordet ateist, "a-theos" betyder "uden gud". Jeg er født ateist (ligesom alle andre mennesker), og jeg er forblevet ateist, fordi religion altid har lydt tåbeligt i mine ører. Der er således ikke noget krav til ateister om, at man behøver at sætte sig ind i »Koranen […] og andre trossamfunds hellige skrifter«.

Efter at have levet i mange år uden nogen gud ("a-theos"), er jeg så begyndt at kigge på, hvad der i grunden står i Bibelen. Hjemmesiden hedder "Bibelen for ateister" og adressen er "Biblen.info", så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle være forpligtet til også at skrive om »Koranen […] og andre trossamfunds hellige skrifter«. Det krav kunne man i langt højre grad stille til de troende, siden det er dem, der påstår, de har fundet sandheden. Prøv engang at spørge en muslim om hans/hendes kendskab til de nordiske guder.

-------ooo(O)ooo---------

Du siger, at kristendommen har patent på medmenneskelighed: »Et begreb som medmenneskelighed fandtes næppe før det Det Nye Testamente«. Det var pudsigt, for hvis jeg søger i Bibelen efter "compassion", finder jeg det første gang i Det Gamle Testamente, nemlig der hvor Faraos datter ser Baby-Moses i sivkurven: »Hun fik medynk med ham« (2 Mosebog 2,6).

Så "medmenneskelighed" er altså mange, mange hundrede år ældre end kristendommen, og vel at mærke ikke blandt Guds folk, men blandt de "hedenske" egyptere.

Du fortsætter, at: »forsager man udelukkende Kristus, må man nødvendigvis også fraskrive sig kristne værdier, såsom tro, håb, kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse«.

Hvad er det for noget vås? Skulle de gamle grækere, der opfandt demokrati, og som skrev tragedier og komedier, ikke kende til tro, håb, kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse? Grunden til, at de kultiverede grækere og romere afviste kristendommen, var netop den rådne moral, der prægede Jesus, Paulus og Peter.

Tak f.eks. filosoffen Porfyr (232-305). Når Jesus jager en flok dæmoner ind i 2.000 svin, kalder Porfyr Jesus en dårlig og svag konge, der ødelægger sit eget kongerige, fordi han nøjes med at flytte dæmonerne i stedet for at bekæmpe dem (det vil sige, at Jesus ikke vil frelse hele verden).

Men Porfyr er især oprørt over grisedrabet: »What an offense to reason! Two thousand swine splashing into the sea, choking and dying«. Jesus' ansvarsløse handling går ud over både grisene og svinehyrderne: »what does it say about Christ, that he permitted the demons to continue to do harm by driving them out of one man and into some poor pigs? [Not only this], but he causes the swineherds to run for their lives and sends a whole city into a panic«.

Dyrevelfærd er et emne, der glimrer ved sit totale fravær i Bibelen. Porfyr nævner, hvordan Paulus hånligt stiller et retorisk spørgsmål: »Er det okserne, Gud tænker på?« (1 Korintherne 9,9).

Paulus' pointe er naturligvis, at Gud er ligeglad med okser (og andre dyr). Porfyr siger, at Paulus' holdning, får Skaberen til at se latterlig ud: »He adds next a piece of foolishness designed to limit God's providence to humanity and to deprive animals of the divine care: "Does God care about the oxen? Does he not speak entirely for our sake? It was written for our sake" (1 Korintherne 9,10). When he says such things, I think he makes the creator — who ages ago brought these [creatures] into being — look ridiculous, as though he had no concern [for his own creation].

For if it is true that God cares nothing for the oxen, why does scripture record, "He has made all things, sheep and oxen and beasts and birds and fishes, subject to him" (Salme 8,8-9). If [God] is concerned for fishes, then he must be all the more concerned for the toil of oxen! I am astonished at this man's pious regard for the law, since it is occasioned by his need to get donations from those who listen to his words
«.

1 Korintherne 9,9: Jo, i Moseloven står der skrevet: "Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker." Er det okserne, Gud tænker på?
1 Korintherne 9,10: Siger han det ikke i det hele taget med tanke på os? Jo, med tanke på os er det skrevet, for den, der pløjer, skal pløje med håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del.
Salmernes Bog 8,8: får og okser i mængde, selv de vilde dyr,
Salmernes Bog 8,9: himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier.

Angående tilgivelse — en af de dyder, du selv fremhæver — nævner Porfyr den ulækre episode i Apostlenes Gerninger kapitel 5, hvor Peter slår Ananias og hans kone Safira ihjel, fordi de sælger deres ejendom, og kun giver nogle af pengene til disciplene: »In the case of a man named Ananias and his wife, Sapphira, Peter put them to death for failing to surrender the profit from the sale of their land and retaining a little for their own use«.

Porfyr spørger, hvorfor det er en synd at beholde en lille smule af sine egne penge: »How can it have been wrong for them to retain a little of what belonged to them instead of giving it all away?«. Herefter minder Porfyr om, at Peter jo netop have fået ordre til at skulle tilgive 470 gange (Matthæus 18,21-22): »And even if [Peter] did think their actions wrong, he might have recalled Jesus' precepts, where he commands [believers] to endure 490 sins against them. Surely he could have pardoned the one sin, if a sin it was«. Ja, alligevel kunne Peter ikke tilgive denne ene synd — hvis det overhovedet var en synd.

Matthæus 18,21: Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv Gange?"
Matthæus 18,22: Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
(Den forrige danske oversættelse)

Så i stedet for, at du skoser mig for ikke at skrive om »Koranen […] og andre trossamfunds hellige skrifter«, skulle du snarere selv tage at læse lidt Porfyr (og Celsus). Det vil give dig en ide om, hvilke dyder den klassiske verden havde, inden kristendommen ødelagde det hele.

Det er i øvrigt en meget overkommelig opgave at læse Porfyr. De kristne valgte at brænde hans 15-binds værk, og der overlever kun få brudstykker.

Så meget for de kristne dyder, »kristne værdier, såsom tro, håb, kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse«.