|
|
Det Nye Testamente starter med de fire evangelier. Her finder vi alle de utrolige beretninger om Jesus' liv og levned, hans mirakler, hans gode råd, hans død og genopstandelse.
En gang mente man, de var skrevet af Jesus' disciple eller af disciplenes disciple. Men det er tydeligt, at forfatterne er alvidende, og ikke øjenvidner. De er med ved verdens skabelse og ved begge Jesus' to fødsler; de ved, hvad der sker, når Jesus er helt alene ude i ørkenen og i Getsemane, og de ved, hvad folk tænker inderst inde.
Kort sagt er evangelierne tænkt som helligskrifter. De alvidende forfattere er lige så guddommeligt inspirerede som forfatterne om Moses, Josva, Saul, David, Salomon, Elias, o.s.v. Vi har kun deres ord at tro på, for de er lige så anonyme, som de er inspirerede.
Andre steder i denne sektion kigger vi på, hvem Markus, Matthæus, Lukas og Johannes skulle forestille at være. Men det kan kort opsummeres her:
|
Der optræder faktisk en Matthæus ved toldboden i Matthæusevangeliet (Matthæus 9,9), men det virker ret mistænkeligt, at personen ved toldboden hedder Levi i de to andre evangelier (Markus 2,14, Lukas 5,27).
Der optræder ikke nogen person ved navn Lukas i Lukasevangeliet.
Den eneste Johannes, der optræder i Johannesevangeliet, er Johannes Døberen. Han bliver pudsigt nok ikke kaldt "Døberen" i dette evangelium, så hvis ikke denne Johannes havde mistet hovedet, måtte man tro, det var ham, der var forfatteren.(1)
Ifølge traditionen er dette evangelium skrevet af apostlen Johannes, men han optræder ikke med eget navn. Først i den påklistrede afslutning nævnes "Zebedæussønnerne" (Johannes 21,2), og man skal have læst de andre evangelier først for at vide, at Johannes' og Jakobs far hed Zebedæus.
Det korte med det lange er, at ingen, der læste de fire evangelier med åbent sind, ville have en idé om, hvem der skal forestille at have skrevet dem, hvis ikke det var, fordi at "nogen" havde skrevet det i overskrifterne.
De græske forfattere forsøger ikke at lyde som øjenvidner, og de skriver aldrig "jeg" eller "vi". Matthæus fortæller tydeligvis om historier fra en fjern fortid: »Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager« (Matthæus 27,8) og »dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15). Lukas skriver i indledningen, at beretningerne »er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner« (Lukas 1,2). Han er altså ikke selv noget øjenvidne.
Og det er værre endnu:
|
|
Når man f.eks. taler om Markusevangeliet, formoder man helt naturligt, at det er skrevet af en mand ved navn Markus, hvem han så siden var.
Men den græske titel lyder "euangelion kata markon" — evangeliet ifølge Markus, eller som som man siger på engelsk: "The gospel according to Mark". Med andre ord har nogle totalt ukendte mennesker skrevet dette hellige skrift, som vi er nødt til at stole på, og på en eller anden udefineret måde (skrift / tale / åndelig åbenbaring?) har de benyttet sig af en eller anden Markus.
Det samme gælder naturligvis de andre: "euangelion kata matthaion", "euangelion kata loukan" og "euangelion kata iôannên". Denne formulering med at "nogen" skriver noget "ifølge" en anden person, er totalt ukendt andre steder i oldtidens litteratur. For eksempel kaldes Tacitus' historiebøger for: »P. Corneli Taciti Historiarum«. Altså "Tacitus' historie" og ikke "historien ifølge Tacitus".
Det bliver især tydelig i Johannesevangeliet. Hen mod slutningen introduceres en discipel, som Jesus elskede. Denne discipel er tydeligvis frit opfundet, for han optræder i episoder, hvor de andre – ældre – evangelier ikke nævner ham.
Vi møder ham først ved Den Sidste Nadver, som de andre evangelier hævdede var et lukket selskab for Jesus og de tolv apostle (Markus 14,7, Matthæus 26,20). Disciplen får Peter sluppet ind i ypperstepræstens gård (så Peter kan fornægte Jesus), og disciplen løber om kap med Peter fra graven. Altsammen episoder, hvor de andre evangelier ikke fortæller, at "en elsket discipel" skulle have deltaget.
Disciplen står ved korset, hvor han snakker med Jesus og adopterer hans mor, selvom de andre evangelier ikke fortæller, at en discipel og Jomfru Maria var til stede ved korset; ifølge dem var der kun kvinder, og de så til på afstand. Her ser disciplen, at der strømmer vand og blod ud af et sår i Jesus' side. Og forfatteren erklærer, at disciplens vidnesbyrd er sandt.
Johannes 19,34 men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud.
Johannes 19,35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro - og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.
|
I sidste kapitel får vi igen at vide, at vi trygt kan stole på evangeliet, for en ukendt gruppe, "vi", forsikrer os, at de har benyttet sig af denne frit opfundne discipels vidnesbyrd, og "vi ved", at vidnesbyrdet er sandt:
Johannes 21,24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
Og efter at "vi" har påkaldt sig denne frit opfundne discipel som vidne, tilføjer en enkelt person, "jeg", endnu en afslutning på afslutningen.
Johannes 21,25 Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.
"jeg" bekræfter, at "vi" har brugt et vidnesbyrd fra en frit opfundet discipel. Lag på Lag. Og bagefter har "Nogen" besluttet, at opkalde evangeliet efter Johannes, hvilket er et uheldigt navn, efterom læserne så kunne tro, at det var skrevet af Johannes Døberen eller Peters far.(1) Og man har valgt den totalt ukendte formular: "ifølge Johannes".
Og samtidig har tre andre grupper også valgt at navngive deres evangelier efter henholdsvis Markus, Matthæus og Lukas, og de har alle valgt den samme ukendte formular: "ifølge". Eller hvad der er mere sandsynligt: En gruppe af redaktører har valgt at navngive alle fire evangelier efter at de alle fire var blevet samlet i én bog, så læseren har lært i de tre første evangelier, hvem Johannes var.
Det vil sige, at titlerne er over hundrede år yngre end evangelierne.
Denne side er i princippet en udvidelse af et enkelt punkt i serien om, hvordan kristendommen kunne opstå uden en historisk Jesus.
Fodnoter: (1)
Johannesevangeliet fortæller også, at Peters far hed Johannes.
Der er dog aldrig nogen, der har mistænkt Peters far for at have skrevet evangeliet.