|
|
En stor del af evangelierne kan man kalde eksempler til efterfølgelse for nye medlemmer af sekten. Her bliver deres frelser portrætteret som en mand med urokkelig tro, der taler med stor autoritet til menneskemængderne: »de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed« (Markus 1,22); »Alle […] undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav« (Lukas 2,47); »Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund« (Lukas 4,22) »Aldrig har noget menneske talt sådan« (Johannes 7,46).
Når Jesus således tryllebinder menneskemængderne, fortæller evangeliet sjældent, præcis hvad det er for nogle "nådefulde ord", Jesus har prædiket. Men i hans debatter med farisæere og saddukæere kunne nye medlemmer finde ammunition til deres egne skænderier med jødekristne.
Her skal vi som altid huske, at Paulus' epistler er ældre end evangelierne,(1) og her i evangelierne er Jesus udstyret med replikker, som Paulus kunne have brugt i sin tid.
|
Paulus bruger meget blæk (Romerne 14,1-4, 1 Korintherne kapitel 8 og kapitel 10, Kolossenserne 2,21-24) på at forklare, hvad slags kød, det er tilladt at spise.
Evangelierne lader Jesus opsummere de mange ord i et enkelt vers: »Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent« (Markus 7,15), og forfatteren skærer det ud i pap: »Dermed erklærede han al slags mad for ren« (Markus 7,19).
Så enkelt kan det siges. Det skulle Paulus bare have vidst.
Paulus væver i Romerne 13,1-6 om forholdet til de jordiske myndigheder: Om at underordne sig loven og betale skat og told.
I evangelierne afgør Jesus sagen i en berømt sætning: »giv kejseren, hvad kejserens er« (Markus 12,17).
Åbenbart var denne sætning ikke så kendt på Paulus' tid.
|
I Brevet til Galaterne fortæller Paulus om hans store skænderi med Peter i Antiokia: Peter havde ikke turdet spise med ikke-jøder, og da Paulus irettesatte ham, havde resten af menigheden holdt med Peter: »Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri« (Galaterne 2,13).
Evangelierne lader derimod Jesus rutinemæssigt spise sammen med ikke-jøder og andre vantro, og når Jesus blev kritiseret, havde han et kort svar:
Markus 2,17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Og ikke blot det: Hvis de nye kristne alligevel var usikre på, om Peter havde haft ret, kunne de læse i evangelierne, hvordan selveste Jesus også var gået op imod Peter, fordi han var svag i troen, og Jesus havde kaldt Peter for "Satan" (billedet til venstre).
Paulus beklager sig: »hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke« (Romerne 8,26).
Forfatterne af evangelierne står parat til at løse Paulus' problem. Allerede i det ældste evangelium, Markusevangeliet, fortæller Jesus, at man skal tilgive, før man selv kan bede Gud om tilgivelse (Markus 11,25).(2) De følgende evangelier, Matthæus og Lukas, har et mere udbygget "Fadervor".
|
Paulus væver frem og tilbage om ægteskab i 1 Korintherne kapitel 7. Han har ikke fået noget bud fra sine to sædvanlige kilder: åbenbaringer og profetier, så han må nøjes med at give sin personlige holdning. Hans personlige holdning er, at som kristen skal man leve i cølibat.
1 Korintherne 7,6 Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling.
1 Korintherne 7,7 Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde.
1 Korintherne 7,8 Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg.
1 Korintherne 7,9 Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.
Paulus kunne have henvist til evangelierne, hvor Jesus bliver portrætteret som en asket uden kønslig omgang, men de var jo ikke skrevet endnu. I evangelierne kommer Jesus desuden med en langt mere rabiat opfordring: Man kan kastrere sig selv for at blive Eunuk for Himmeriget.
Paulus opfordrer sine læsere til ikke at underkaste sig religiøse helligdage og sabbatter: »I overholder dage og måneder og tider og år. Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer« (Galaterne 4,10-11; se også Romerne 14,1-6; Kolossenserne 2,16-17).
I stedet for bare at skælde ud. kunne han have citeret Jesus: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld« (Markus 2,27).
Indsamlingen til de fattige i Jerusalem er et fast tema i Paulus' liv (Romerne 15,25-31; Galaterne 2,10; 1 Korintherne 16,1-3; 2 Korintherne 8,1-24; Apostlenes Gerninger 24,17).
Paulus' epistler viser, at menighederne ikke altid var lige villige til at slippe pengene, men her havde de nye kristne store fordele: De kunne henvise til evangelierne med historien om den fattige enke, som gav to småmønter til templet (Markus 12,43-44), og de kunne citere Jesus for at have sagt: »Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen« (Markus 10,17-22).
Og alt dette gælder naturligvis ikke kun for de fire evangelier, der endte med at blive optaget i Det Nye Testamente. Konkurrerende sekter havde også deres evangelier med nyttige ord fra Jesus.
Paulus var voldsomt imod den jødiske omskærelse, som han kaldte "skamskæring", og som han mente ville afskære folk fra Jesus. Her kunne nogle af de kristne menigheder senere citere Thomasevangeliet:
Thomas 53 Hans disciple sagde til ham: "Gavner omskærelsen eller ej?" Han sagde til dem: "Gavnede den, ville deres fader avle dem omskårne fra deres moder. Men den sande omskærelse i ånd gavner fuldt ud."
En andet vigtigt budskab til nye medlemmer af kulten er, hvordan man skal håndtere sin skeptiske familie.
Denne side er en del af serien om, hvorfor man skriver et evangelium.
Næste del handler om nye medlemmers forhold til deres skeptiske familie.
Fodnoter: (1) (2)
Paulus skrev fra ca. 49 til 62 e.v.t.
But Paul was writing some years before the Gospels. His first letter (1 Thessalonians) is usually dated to 49 CE; his last (Romans?) to some twelve or thirteen years after that.
(Bart Ehrman, Did Jesus exist?, 2012, s. 117-118)
Det ældste evangelium, Markusevangeliet, er tydeligvis skrevet efter Jerusalems ødelæggelse år 70. Det kan man se på de mange udfald mod templet. Se f.eks. Bagkloge profetier om Jerusalem
Det er også tydeligt, at Markus har ladet sig inspirere af historien om den gale Jesus i Den Jødiske Krig. Denne bog blev også først skrevet nogle år efter krigen mod romerne.
Bønnen fortsætter i det næste vers, Markus 11,26, men dette er et af de 50-60 falske vers i Det Nye Testamente.