Vejen langs Havet og Folkeslagenes Galilæa

GøglerenDette citat fra Esajas må være den mest misbrugte profeti i Bibelen

Esajas 8,23 Dog skal der ikke være mørke for landet, som nu er i trængsel. Som Herren tidligere bragte skam over Zebulons land og Naftalis land, bringer han i fremtiden ære over Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan og Folkeslagenes Galilæa.
Esajas 9,1 Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

I virkeligheden er der ikke tale om nogen profeti. Som citatet viser, er to forskellige kapitler blevet rodet sammen. Esajas 8,23 er slutningen af et kapitel, der handler om, hvordan assyrerne atter og atter erobrer alle landene omkring Judæa, mens Esajas 9,1 er starten af en glædeshymne, der handler om kroningen af Judæas nye konge. Det vil sige, at »Det folk, der vandrer i mørket« og »dem, der bor i mørkets land«, ikke er de samme mennesker, som "Herren i fremtiden bringer ære over".

I de kristne Bibler har man i mange hundrede år skubbet Esajas 8,23 ind forrest i kapitel 9, men i den danske Bibel fra 1992 er de to vers omsider placeret i hvert sit kapitel. Bibelselskabet skriver dog stadig »Davidssønnens fødsel« over Esajas 8,23 for at antyde, at verset hænger sømløst sammen med kapitel 9.

For at få lidt hoved og hale på det hele er det oplysende at se, hvordan jøderne oversætter deres egen hellige skrift (se eksternt link længere nede).

Esajas 8,23 For there is no weariness to the one who oppresses her; like the first time, he dealt mildly, [exiling only] the land of Zebulun and the land of Naftali, and the last one he dealt harshly, the way of the sea, and the other side of the Jordan, the attraction of the nations.
(Jødisk oversættelse taget fra chabad.org)

Det er svært at forstå, at den samme tekst kan oversættes så forskelligt. Der står ikke engang Galilæa i den jødiske oversættelse. Den berømte Rashi(1) fortolker verset som en hentydning til de gentagne erobringer fra assyrerne:

For there is no weariness for the one who oppresses her: For the king of Assyria, who was given the mission to oppress and to besiege her and their land [(var.) your land], is neither weary nor slothful to come upon them as many as three times: one in the days of Pekah, when he took Ijon, Abel-beth-maacah, … and Kedesh, … and Galilee, the entire land of Naphtali (II Kings 15:29).
[… stort klip …]
(Kommentar til Esajas 8,23 af Rashi. Se det eksterne link længere nede)

2 Kongebog 15,29: I Israels konge Pekas regeringstid kom assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Janoa, Kedesh, Hasor, Gilead og Galil, hele Naftalis land, og førte indbyggerne i eksil til Assyrien.
Hvorfor har paven en fisk på hovedet?
Klik for svaret.
Hvorfor har paven en fisk på hovedet?

Jeg har forkortet Rashi's forklaring kraftigt (se evt. det eksterne link nederst).

Det, som Bibelselskabet oversætter til »Dog skal der ikke være mørke for landet, som nu er i trængsel« — altså et løfte — oversætter jøderne til næsten det modsatte: "for der er ingen træthed i den, der undertrykker hende". Der er "ingen træthed" hos assyrerne, for Rashi opdeler angrebene i tre bølger: Den første er nævnt i 2 Kongebog 15,29, hvor der mistes de samme områder, som nævnes i Esajas 8,23. Erobring nr. 2 beskrives i 1 Krønikebog 5,26.

Han bringer i fremtiden ære over Vejen langs Havet.
Mexicansk Jesus

Den tredje og sidste assyriske erobring resulterede i, at det nordlige rige gik endeligt til grunde, og at ti af Israels tolv stammer forsvandt (2 Kongebog 17,6). Det er denne erobring og det nordlige riges undergang, Esajas 8,23 omtaler som »the last one he dealt harshly«. Man forstår ikke, hvordan Bibelselskabet kan oversætte den samme tekst til et løfte om, at Jesus skulle kaste ære over landet: »bringer han i fremtiden ære«.

2 Kongebog 17,6: I Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, førte Israel i eksil til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer.
1 Krønikebog 5,26: Da vakte Israels Gud assyrerkongen Puls ånd, den samme som assyrerkongen Tiglat-Pileser, så han førte rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme i eksil; han førte dem til Hala, Habor, Hara og Gozans flod, hvor de er den dag i dag.

Selvom den jødiske oversættelse er meget forskellig fra den kristne, er jøder og kristne stadig enige om det grundlæggende faktum, at Esajas 8,23 handler om assyrernes erobringer. Man kan ikke læse Esajas kapitel 7-9, 2. Kongebog 16-19 og 2. Krønikebog 28-32 uden at opdage, at disse kapitler er dominerede af assyrernes angreb på Judæas nabolande og det nordlige riges (Israels) undergang.(2) Det var også disse angreb, der danner baggrunden for profetien om Immanuel i kapitel 7.

Det værste forskel — med kristne øjne — må være, at der slet ikke står "Galilæa" i den hebraiske tekst. Matthæus og Bibelselskabet skriver »Folkeslagenes Galilæa«, mens jøderne oversætter det til »the attraction of the nations«. Der stod heller ikke "Galilæa" i den forrige oversættelse, hvor der i stedet stod »Hedningernes Kreds« (og verset som nævnt var flyttet til kapitel 9,1). Matthæus lader Jesus flytte til Galilæa bare for at opfylde en profeti, og så står der slet ikke "Galilæa" i profetien!

Esajas 9,1: Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.
(Den forrige danske oversættelse)

Men lad os så se på anden halvdel af Matthæus' profeti — den der er starten på næste kapitel af Esajas. Rashi har to kommentarer til Esajas 9,1:

Universets Skaber på arbejde i Kapernaum.
Jesus på arbejde

9,1. The people who walked in darkness, have seen a great light; those who dwell in the land of the shadow of death, light shone upon them.

The people who walked in darkness: The inhabitants of Jerusalem, who were darkened by their concern [of falling into the hands] of Sennacherib. Comp. with what Hezekiah said (infra 7: 3), "This day is a day of distress, debate, and blasphemy."

have seen a great light: with Sennacherib's downfall.
(Kommentar til Esajas 9,1 af Rashi)

Holbein: Herrens engel dræber 185.000 af Sankeribs mænd (med lidt hjælp fra jøderne).
Sankerib

Rashi udlægger teksten som, at det folk, der gik i mørket, var Jerusalems indbyggere, der frygtede assyrerkongen Sankerib, og at "det store lys", de så, var Sankeribs undergang. Selvfølgelig har de jødiske rabbier deres egen agenda, ligesom de kristne har deres, så jeg vil opfordre til, at man selv læser Esajas kapitel 7-9, 2. Kongebog 16-19 og 2. Krønikebog 28-32 og ser, hvilken forklaring der giver mest mening. Man kommer ikke uden om, at hovedemnet i disse kapitler er assyrernes angreb på Judæas nabolande, der kulminerer med det nordlige riges (Israels) undergang.

Judæa havde haft en lang række onde konger, der ikke gjorde, »hvad der var ret i Herren hans Guds øjne« (f.eks. 2 Kongebog 16,2-3), og som straf sendte Gud assyrerne mod jøderne i tre bølger (som nævnt i Esajas 8,23). Så blev Hizkija konge af Judæa, og han var en af de meget få konger, der »gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne« (2 Kongebog 18,3), ja, vi får sågar at vide, at »hverken før eller siden så man én som ham blandt alle Judas konger« (18,5), og at »Herren var med ham, så han havde lykken med sig i alt, hvad han foretog sig« (18,6). Derfor standsede Gud den lange serie af assyrer-angreb, så Judæa ikke kom til at lide samme skæbne som det nordlige rige.

Esajas 9,1: Jøderne i Judæa er Guds nummer 1.
Nummer 1
2 Kongebog 16,2: Akaz var tyve år, da han blev konge, og han regerede seksten år i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i Herren hans Guds øjne, sådan som hans fader David gjorde.
2 Kongebog 16,3: Han fulgte i Israels kongers spor. Han lod endog sin søn gå gennem ilden efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.

Kong Hizkija fik besøg af profeten Esajas, og det endte med, at Gud dræbte 185.000 af Sankeribs mænd, hvorefter Sankerib opgav angrebene og kort efter blev snigmyrdet (2 Kongebog 19,35-37). Det er derfor, jøderne skriver verset i datid: »The people who walked in darkness, have seen a great light; those who dwell in the land of the shadow of death, light shone upon them«. De lyset, og lyset skinnede på dem — 730 år før Jesus' fødsel.

2 Kongebog 19,35: Samme nat gik Herrens engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand; da det blev morgen, lå de alle døde.
2 Kongebog 19,36: Da brød assyrerkongen Sankerib op og vendte tilbage og blev i Nineve.
2 Kongebog 19,37: Men engang han bad i sin gud Nisroks tempel, huggede hans sønner Adrammelek og Sareser ham ned med sværd. De slap bort til Ararats land, og hans søn Asarhaddon blev konge efter ham.

De kristne opfinder derimod et begreb, de kalder "profetisk datid". Profeten er så dygtig, at han ikke bare kan se ud i fremtiden, hvor tingene vil ske: han er så langt ude (i fremtiden), at han kan se, når tingene er sket. Derfor skriver han i datid, og derfor er Bibelselskabet så venlige at oversætte i fremtid, så læseren får den rette kristne forståelse: »skal se et stort lys, lyset skinner«.

Så alt i alt er der ingen profeti. De lande, der undertrykkes i Esajas 8,23, er det nordlige rige, mens det folk, der ser lyset i 9,1, bor i Jerusalem i det sydlige rige. Det er ikke det samme folk, der omtales i de to halvdele af "profetien".

Men det betyder ikke, at profetien ikke kan bruges. Faktisk har de fire evangelister sørget for at opfylde "profetien" på hver sin måde.

Eksternt Link

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Rashi levede fra 1040 til 1105 og hed egentlig Shlomo Yitzhaki, men han er mere kendt under akronymet RAbbi SHlomo Itzhaki.

Det eksterne link indeholder også Rashi's kommentarer.

Enighed mellem kristne og jøder . . .: Som eksempel kan citeres New American Bible, hvor man i kommentarerne til Esajas 8,23 ligesom Rashi peger på sammenhængen med 2 Kongebog 15,29:

[8:23] The territories mentioned in this verse are those which the Assyrian king Tiglath-pileser III took from Israel and incorporated into the Assyrian provincial system as a result of the Syro-Ephraimite War of 735-732 B.C. (2 Kgs 15:29).