Jesus Frelser kun Jøder

Et Kristent Modsvar

Christian S. Maymann har gennemgået en del af mine sider på sin Blog om teologi, tro og tjeneste. Christians fjerde indlæg kan læses her: Om hedninger i Matthæus og Johannes Åbenbaring.

Jeg citerer Christian med "papir-baggrund", for at gøre det tydeligt, hvem der er hvem.

Om hedninger i Matthæus og Johannes Åbenbaring
Frelsen er kun for jøder. Sådan er der nogle der udlægger flere skrifter i NT – specielt Matthæusevangeliet og Johannes Åbenbaring. Et eksempel på en sådan tolkning finder vi hos biblen.info[1].
Artiklen tager udgangspunkt i Matthæus, hvor han tages til indtægt for at Matthæus kun taler om frelse for jøder og ikke for hedninger. Lad os se lidt på et par af de tekster der taler om hedninger i evangeliet. Vi starter bagfra så at sige:
I missionsbefalingen siger Jesus at disciplene skal gå hen og gøre "alle folkeslag” til hans disciple (28,19). Det er begrundet i Jesu universelle magt (v.18). Evangeliet ender altså op med et udsagn der handler om hedninger. Men hvordan hænger det så sammen med resten af evangeliet? Biblen.info mener at det netop ikke hænger sammen, og at 28,18f står i kontrast til resten af evangeliet. Derfor skal vi se på, hvordan resten af evangeliet ser på hedninger.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Det er korrekt opsummeret. Det ord, der i den danske Bibel i reglen gengives "folkeslag", er det græske ord "ethnos" - det samme ord, som på moderne dansk hedder "etnisk". Ordet oversættes efter behag af Bibelselskabet til "hedninger", "ikke-jøder" og "folkeslag".(1) Jesus diskriminerer altså etnisk, når han forbyder sine apostle at gå til hedningerne (ikke-jøderne).

Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister, og der er ingen antydning af at, der må missioneres blandt ikke-jøder, eller at Moseloven er ophævet (ikke engang den mundtlige Moselov). Først i de allersidste vers i Matthæusevangeliet befaler Jesus sin disciple: »gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«.

Dermed er der en skarp selvmodsigelse, og det pudsige er, at der ikke nogen steder i Bibelen står noget om nogen, der er blevet døbt »i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. Det er ligesom om denne befaling ikke eksisterede inden koncilet i Nikæa år 325.

F.eks. skrev kirkefaderen Eusebius, der var en af hovedkræfterne bag koncilet, om apostlene: »De blev fordrevet fra Judæa, og de drog på rejse for at lære og forkynde blandt alle hedningerne, udrustet med kraft fra Kristus, der havde sagt til dem: "Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple i mit navn"« (Eusebios' Kirkehistorie 3,2,4).

Befalingen (i al fald den sidste del) virker dermed ret påklistret, og som sagt er den i strid med resten af Matthæusevangeliet.

Hedninger der tilbeder (2,1)
De første hedninger vi møder i evangeliet finder vi i 2,1 hvor nogle vise mænd fra østerland kommer til Herodes for at tilbede Jesus.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Og?

Ikke-jøderne kommer fra de fjerneste ikke-jøde-lande for at underkaste sig jødernes nyfødte konge. Som jeg skriver om de hellige tre konger, kan historien være inspireret af de mange passager i Det Gamle Testamente, hvor ikke-jøder frembærer gaver til Guds udvalgte folk, f.eks.: Salme 72 »Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver«.

Salme 72,1: [Af Salomo]. Gud, overdrag dine domme til kongen, din retfærd til kongesønnen,

[...]
Salme 72,10: Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut.
Salme 72,11: Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham.

Hvad formål havde stjernen i øvrigt? Udover at provokere Herodes til at dræbe en masse børn?

Hedninger der følger efter Jesus (4,25)
I 4,24 hedder det at rygtet om Jesus nåede ud i hele Syrien. Syrien refererer her nok til den syriske provins, og er både et jødisk og hedensk område[2]. I 4,25 hedder det at ”Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan”. Dermed kommer vi uden for jødisk område og ind i hedningeland, og noget tyder altså på, at der også er hedninger blandt dem, der følger Jesus.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Igen: Selv ikke-jøder underkastede sig Jødernes Konge. Står der nogen steder, at Jesus døbte ikke-jøderne? At han helbredte dem? Eller tilgav dem deres synder?

Blev ikke-jøderne frelst af Jesus? Nej for Jesus talte i lignelser til skarerne med det udtrykkelige formål, at de ikke skulle blive frelst. Vi har faktisk en ren tilståelsessag.:

Matthæus 13,13 Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.
Matthæus 13,14 På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå.
Matthæus 13,15 For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.

Men nu hvor Christian nævner ikke-jøderne fra Dekapolis (hvor indbyggerne, som navnet antyder, var græske), så er det interessant at se, hvad der står i Markusevangeliet — den historie, som Matthæus kopierer:

Markus 5,19 Men det afslog han og sagde til ham: "Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig."
Markus 5,20 Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.

Jesus helbreder en ikke-jøde, og i Markusevangeliet beordrer han bagefter manden til at prædike i De Ti Byer for at fortælle alle grækerne om Jesus. Dette har Matthæus bortcensureret: I hans evangelium bliver der ikke prædiket i de græske byer.

Senere — stadig i Markusevangeliet — tager Jesus selv til Dekapolis:

Markus 7,31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.

Det vil sige, at de næste mirakler — helbredelse af en døvstum og bespisning af 4.000 mennesker — sker på græsk territorium. Matthæus ændrer derimod historien, så Jesus aldrig kommer til ikke-jøderne. Læs meget mere om den hedenske kvinde og bespisningerne i ørkenen.

Den romerske officer (8,5ff)
I 8,5 kommer der en romersk officer til Jesus. At han er romersk fremgår af vers 10. Umiddelbart efter siger Jesus så: "Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget" (v8,11). At der her ikke kan være tale om diasporajøder fremgår af kontrasten der opstå med vers 12: " men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor." Dermed kommer udsagnet til at i forlængelse af de tekster i GT der forudser hedningernes omvendelse[3]. Med rigets egne børn tænkes der på jøderne som helhed[4].
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Endnu et eksempel på, at ikke-jøder selv tager kontakt til Jesus, og at ikke-jøder underkaster sig Jøderne Konge. Er det sandsynligt, at en romersk centurion har sagt: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag«? Er det ikke mere sandsynligt, at det er det, en jødisk forfatter vil høre?

Ja, Jesus bliver smigret at det eklatante spytslikkeri, og roser centurionen for hans tro. Bagefter kommer han med sine sædvanlige tirader: »Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor«. Men man skal ikke tage fejl af Matthæus: Bare fordi, han hader ikke-jøder, skal man ikke tro, han elsker jøder. Matthæus er generelt meget hadefuld, og der er meget begrænset plads i Matthæus' Himmerige: Husk, at stien er trang, og porten er snæver, og bukkene skal skilles fra fårene, og øksen ligger ved træets fod, og avnerne skal brændes i en ild, der aldrig slukkes, o.s.v., o.s.v. Det er også Matthæus, der fik jøderne til med en mund at sige: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«.

Hvor står der, at Jesus har missioneret for denne ikke-jøde? Hvor står der, at han kommer i Paradis?

Spændingen i Evangeliet
I lyset af disse tekster giver missionsbefalingen god mening, og det er ikke først med den, at frelse til hedninger tematiseres i evangeliet. Men det svarer ikke i sig selv på det oplagte spørgsmål: Hvorfor er Jesus så skeptisk overfor hedninger, når han samtidig forudsiger at de skal komme og sidde til bords i Guds rige, og når han til sidst befaler at gøre dem til disciple? Befalingen i 10,5 er tydelig nok: Gå kun til Israel, og til de fortabte af Israels hus (v.6). Denne formulering har, er et næsten ordret ekko fra samtalen med den kanaanæiske kvinde i 8,24, hvor Jesus siger: " »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."
Der er grundlæggende to mulige forklaringer, som begge rejser nye spørgsmål:
a) Mattæus er inkonsistent omkring hedningernes placering i Guds rige
b) Mattæus arbejder med en midlertidig begrænsning af forkyndelsen til hedninger[5]
Hvis b) er rigtig rejser det to nye spørgsmål: i) Hvordan kan vi se, at det er sådan det forholder sig? Ii) Hvad er pointen med den rækkefølge? Jo længere frem i evangeliet vi kommer, jo mere ændrer tonen sig.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Her er det lige før, Christian lyder, som om han enig med mig.

Christian har ret i, at den kanaanæiske kvinde betegner et vendepunkt i Markusevangeliet, men Matthæus forfalsker historien for at gøre Jesus endnu ondere: den hedenske kvinde og bespisningerne i ørkenen.

Guds udvalgte tjener (12,15-21)
I 12,15-21 forbinder evangeliet Jesu handlemåde med Es 42,1-4 ved hjælp af den traditionelle opfyldelsesformel (v.17)[6]. Interessant her er både vers 18 og vers 21, hvor der refereres til hedninger, og dermed tales der om en "forkyndelse for hedningefolkene af Guds retfærdighed, som vil indgyde håb"[7]. Dermed påbegyndes udviklingen af en ny linje i evangeliet.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jesus citerer en af de jødiske profeter, hvor han to gange nævner folkene / ikke-jøderne:

Matthæus 12,18 Se min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal forkynde ret for folkene.
Matthæus 12,19 Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne.
Matthæus 12,20 Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, til han har ført retten til sejr;
Matthæus 12,21 folkene håber på hans navn.

Spørgsmålet er, om Matthæus citerer den hebraiske teksttradition eller den græske. Det spørgsmål er heldivis let at besvare, for den sidste linie, »folkene håber på hans navn«, er slet ikke med i den hebraiske tekst.

Her kommer (i engelsk oversættelse) den græske tekst-tradition af Esajas kapitel 42:

Esajas 42,1 Jacob is my servant, I will help him: Israel is my chosen, my soul has accepted him; I have put my Spirit upon him; he shall bring forth judgment to the Gentiles.
Esajas 42,2 He shall not cry, nor lift up his voice, nor shall his voice be heard without.
Esajas 42,3 A bruised reed shall he not break, and smoking flax shall he not quench; but he shall bring forth judgment to truth.
Esajas 42,4 He shall shine out, and shall not be discouraged, until he have set judgment on the earth: and in his name shall the Gentiles trust.

Bemærk, at denne oversættelse siger »judgment to the Gentiles«. På samme måde er Matthæus 12,18 i King James Bible oversat til »he shall shew judgment to the Gentiles«. Wycliffe's Bible fra det 14. århundrede skrev: »and he shal telle dom to hethen men«.

Det græske ord i Esajas 42,1 (og dermed i Matthæus 12,18) er "krisis", der betyder dom og forbandelse. Vi støder på "krisis" andre steder, som f.eks. i Matthæus, når Jesus siger: »Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?« (Matthæus 23,33), i Johannesevangeliet: »for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom« (Johannes 5,29) og de mange hentydninger til Dommens Dag, som f.eks.: »gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt« (2 Peter 3,7).

Kort sagt: den jødiske profet, Esajas (og jødernes konge, Jesus), spår om en dom over ikke-jøderne, og Bibelselskabet har igen, igen fusket med oversættelsen.

Lidt senere (Esajas 42,4, Matthæus 12,21) står der, at ikke-jøderne skal stole på hans navn ("stole" og "håbe" er samme ord). Og hvad er det for et navn, de skal stole på? Det fremgår tydeligt af Esajas 42,1, citeret foroven: Guds tjener er Jakob/Israel: »Jacob is my servant, I will help him: Israel is my chosen«.

Ikke-jøderne skal stole på Israels navn.

Jesu eskatologiske tale (24,1ff) I Jesu eskatologiske tale har vi også hedninger nævnt. Først nævnt i et krigsscenarie (v.7), derefter at hedningerne vil hade Jesu disciple (v.9), men så i vers 14 indføjes forkyndelsen af riget for hedninger i Jesu "eskatologiske program": "Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme". Samtidig forudsætter talen, at hedninger faktisk vil tage imod evangeliet om Riget, hvilket fremgår af vers 31: "Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner". Udsagnet om verdenshjørnerne minder om Jesu forudsigelse tilbage i 8,11.
Dermed har vi en udvikling i evangeliet, der kulminerer i Missionsbefalingen:
Kapitel 8: Hedningerne skal ikke tage Israels "brød"
Kapitel10: Disciplene skal kun gå til Israels hus
Kapitel 12: Herrens tjener er også et håb for hedninger
Kapitel 24: Evangeliet skal prædikes for alle folkeslag
Kapitel 24: Der skal ske en "indsamling" af troende fra alle verdenshjørner
Kapitel 28: Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple.
Det peger i retning af, at restriktionen i begyndelsen af evangeliet er tidsbegrænset.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Det var en lang smøre, der bygger på et enkelt vers — eller rettere: et enkelt ord:

Matthæus 24,14 Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.

Problemet er bare, at der ikke står "for" i den græske tekst. Der står "marturion pasin tois ethnesin". Det vil sige "marturion" / vidnesbyrd efterfulgt af "alle ikke-jøderne" i dativ.

Sætningen kunne lige så godt læses som et vidnesbyrd imod ikke-jøderne. Der er der i øvrigt ikke noget nyt i: Baptisten John Gill(2) skrev i 1748, at den alternative fortolkning var: »for a witness against all such in them, as should reject it« (min fremhævelse). Tag et andet eksempel fra Matthæus:

Matthæus 10,17 Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger,
Matthæus 10,18 og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.

Her har vi igen "marturion" efterfulgt af en dativ (se evt. kapitel 10 på græsk): Disciplene skal passe på folk, der vil »piske jer i deres synagoger« altså de onde ikke-kristne jøder, og de mishandlede disciple vil blive et vidnesbyrd for dem (altså jøderne) foran statholdere og konger.

Her skulle det være tydeligt, det ikke handler om at dele evangeliet med de onde jøder, der har pisket disciplene, men snarere om et vidnesbyrd imod disse onde jøder (og hedningerne, som åbenbart også skal rodes ind i det). Det står der også i Matthæus 10,18 i King James Bibel: »a testimony against them and the Gentiles«.

Lad os tage et endnu tydeligere eksempel, hvor selv Bibelselskabet kan se, at "marturion" efterfulgt af en dativ, giver et vidnesbyrd imod nogen:

Markus 6,10 Og han sagde til dem: "Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre.
Markus 6,10 Og er der et sted, hvor de ikke vil tage imod jer eller høre på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem."

Konklusion: Hele Christians lange argument bygger på et ord, der ikke findes i teksten. Hvis resten af Matthæusevangeliet var fyldt med lovord for ikke-jøder og med opgør mod jødedommen, kunne vi fortolke Matthæus 24,14, som Christian vil have det. Men da det modsatte er tilfældet (og Christian har ikke engang forsøgt at imødegå de mange eksempler, jeg har fremhævet her og her), er vi nødt til at konkludere, at sætningen betyder det modsatte af, hvad Christian gerne vil have: Evangeliet er et vidnesbyrd imod alle de vantro ikke-jøder.

Johannes Åbenbaring og hedninger
Hvilken plads har hedninger så i Johannes Åbenbaring? Biblen.info laver en analyse af det og når frem til følgende: "Disse vantro ikke-jøder får lov til at vandre i lyset og, deres konger må gerne bringe deres herligheder og kostbarheder ind (21,26). Men så er det slut: »intet vanhelligt kommer derind«.". Lad os derfor se lidt på hvordan hedninger fungerer i åbenbaringen som helhed[8].
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Så går Christian over til Johannes Åbenbaring: Den mest udsyrede og rodede af alle Bibelens bøger.

Strategien er stadig, ligesom med Matthæus, ikke at argumentere mod de eksempler, jeg har kommet med, men i stedet at finde enkelte vers, hvor hadet mod ikke-jøder ikke decideret springer i øjnene.

5,9 Fra alle folkeslag
I sangen til lammet hedder det i 5,9:" Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag." Her er folk fra alle folkeslag købt til Gud. Videre siges der om dem, lammet " gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud". Denne formulering er hentet fra 2 Mos 19,6 hvor den er brugt om Israel. Her bruges den altså om folk fra alle folkeslag. De skal være konger på jorden hedder det. Denne formulering bruges i beskrivelsen af det nye Jerusalem i 22,5b: "Og de skal være konger i evighedernes evigheder".
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Igen bygger Christians argument på et enkelt ord: "gjorde dem til et kongeligt folk [...] De skal være konger". Det pudsige er bare, at der stod det modsatte i de gamle Bibler:

Åbenbaringen 5,8 Og der det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, havende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.
Åbenbaringen 5,9 Og de sang en ny Sang, sigende: du er værdig at tabe Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Slægter.
Åbenbaringen 5,10 Og du har gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.
(Bibeloversættelsen fra 1871)

Her er det altså de fire dyr og de 24 ældste (jøder), der er købt til Gud og er gjort til konger over alle ikke-jøderne.

Fik jeg sagt, at åbenbaringen er den mest udsyrede og rodede af alle Bibelens bøger? Ja, det gjorde jeg. Fik jeg nævnt, at der er 6.000 kendte forfalskninger i Det Nye Testamente?

Den store skare
Det er korrekt, som biblen.info nævner at i 7,1ff hører vi om 144000. Men af en eller anden grund vælger biblen.info ikke at læse afsnittet som helhed. Hvis vi ser på vers 9, så hedder det: "Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet". Der er flere interessante ting her.
a) Skarens art: Den indeholder folk fra "alle folkeslag, stammer, folk og tungemål". Det er samme formuleringer som der buges i 5,9[9]
b) Skarens placering: Den står "foran tronen" (v.9)
c) Guds handling overfor dem: Han skal rejse sit telt over dem (v.15)
d) Lammet midt for tronen skal lede dem til "livets kildevæld" (v.17)
e) Gud vil tørre hver tåre af deres øjne (v.17)
Før vi sammenholder den med kapitel 21 og 22, så er der en enkelt sproglig ting der er vigtig. I 7,9 kaldes den gruppe Johannes ser for "en store skare" (οχλος πολυς). Dette udtryk forekommer ud over her to gange mere, nemlig i 19,1 og 19,6. En nærmere sammenligning viser, at de to tekster hænger sammen - og den store skare placeres "i himlen". Biblen.info redegør ikke for hvorfor man kan sige, at denne gruppe ikke bliver frelst, når den i 19,1 lokaliseres i himlen. Dette faktum overser biblen.info.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Beviset for at Gud frelser ikke-jøder fremkommer ved, at der er en "stor skare" i kapitel 7 og en "talrig skare" i himlen i kapitel 19. Christian tager den mest rodede bog i Bibelen og trækker en linie mellem to kapitler, fordi der bruges samme ord.

Glemmer Christian ikke lige, hvor lang tid der går mellem de to kapitler? Først er der græshopper, der ligner heste med kroner af guld og menneskeansigter, der har pint menneskene i fem måneder (9,3-11). så har hedningerne (ja lige præcis: ikke-jøder!!!) nedtrampet den hellige by i toogfyrre måneder (11,2). Så har to oliventræer profeteret i tolv hundrede og tres dage (11,3-4). Så har en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder gemt sig i ørkenen i tolv hundrede og tres dage (12,1-5). Så har et dyr med ti horn og syv hoveder (ikke at forveksle med dragen med syv hoveder og ti horn i kapitel 12), talt store bespottelige ord i toogfyrre måneder (13,1-8).

Der går altså en del år mellem de store skarer i de to kapitler.

Mon Christian i øvrigt har tænkt over, at det Nye Jerusalem skal ligge her nede på jorden? »Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud« (Åbenbaringen 21,2). Hvorfor skulle »en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål« i kapitel 7, befinde sig oppe i himmelen mange år senere i kapitel 19, når det Nye Jerusalem skal ligge hernede?

Hvorfor kan Gud ikke bare sige, at han elsker os ikke-jøder — istedet for at pakke det sådan ind?

Når man derudover sammenholder det med, hvad der siges i kapitel 21 og 22 så er der flere interessante ting
a) I 22,3 hedder det at Guds og lammets trone skal stå i byen. Og skaren er netop placeret foran tronen i kapitel 7 — ergo må skaren stå i byen
b) I 22,1 hedder det at livets flod vælder ud fra tronen — og i 7,17 hedder det, at lammet vil lede dem til "livets kildevæld" — ergo må de være ved tronen
c) Udtrykket, at Gud vil tørre deres øjne finder vi også i 21,4 umiddelbart efter at det hedder at Gud vil bo hos folk og de skal være hans folk. Bemærkningen i 21,4 er mere interessant end den danske oversættelse ligger op til. På dansk kan man ikke se om det er ental eller flertal — det kan man derimod godt på græsk — og der står folk i flertal[10] - dermed sprænges den etniske ramme til at handle om andre end jødekristne[11].
d) I 22,2 står der om livets træ at det skal tjene til lægedom for folkene. Eftersom træet står i midten af byen kan det kun lade sig gøre, hvis folkene kommer ind i byen.
e) Om formuleringen i 21,26 - Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den - siger biblen.info følgende: "Disse vantro ikke-jøder får lov til at vandre i lyset og, deres konger må gerne bringe deres herligheder og kostbarheder ind (21,26). Men så er det slut:". Her opstår der en misforståelse på grund af en svag dansk oversættelse. De to ord der oversætter "herligheder og kostbarheder" er konsekvens i skriftet blevet brugt om lovprisning [12], derfor må man overveje om den tolkning der lægges op til er korrekt — eller det både er hedningerne og deres lovprisning der kommer ind i byen.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Igen får Christian meget ud af et enkelt ord: I Åbenbaringen 21,3 »står folk i flertal - dermed sprænges den etniske ramme til at handle om andre end jødekristne«. Beviset for Guds kærlighed til os ikke-jøder ligger i, at ordet "folk" er i flertal.

Problemet er bare, at det er meget svært at afgøre, om ordet er ental eller flertal. Bruce Metzger skriver i A Textual Commentary on the Greek New Testament: »It is difficult to decide between the reading λαοι, which is supported by [Codex Sinaitituc] A 046 2053 and twelve other minuscules it Irenaeus, and the reading λαος, which is supported by E P almost all minuscules and versions and many Fathers« og slutter »Chiefly on the basis of what was taken to be slightly superior manuscript evidence a majority of the Committee preferred λαοι« (min fremhævelse).

Der er ingen tvivl om, at ordet "folk" i ental er det, der ville opfylde Guds mange profetier. Diskussionen går mest på, om en kristen forfalsker har rettet ordet til ental netop for at opfylde profetien, eller om en kristen forfalsker har rettet ordet til flertal, fordi han selv var ikke-jøde (fik jeg nævnt, at der er 6.000 kendte forfalskninger i Det Nye Testamente?)

Meningerne er altså delte. Faktisk er ordet i ental i den byzantinske tekst, som Maurice A. Robinson, Ph.D. redigerer (denne græske tekst fås som zip-fil her). Så dér røg Guds kærlighed.

I øvrigt er der lige så stor uenighed om, hvad der sker med Guds folk (uanset om de er i ental eller flertal) i resten af Åbenbaringen 21,3. Skal der stå: "Gud selv skal være med dem, [og blive] deres Gud"? Eller bare "Gud selv skal være med dem"? Eller "Gud selv skal blive Gud med dem"? Metzger skriver: »Once again it is singularly difficult to determine the original reading«.

Åbenbaringen 21,3: Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

Fik jeg sagt, at åbenbaringen er den mest udsyrede og rodede af alle Bibelens bøger? Ja, det gjorde jeg. Fik jeg nævnt, at der er 6.000 kendte forfalskninger i Det Nye Testamente? Ja, det gjorde jeg også, men jeg glemte at nævne, at Åbenbaringen også suverænt er den bog, hvor de forskellige håndskrifter har sværest ved at blive enige, om hvad der skulle stå.


Jeg er fuldstændig klar over, at dette svar ikke vil tilfredsstille Christian, der sikkert vil mene, at jeg har glemt at adressere en hel masse af hans pointer.

Men som jeg har argumenteret, bruger Christian alt for mange kræfter på spidsfindige fortolkninger, der bygger på enkelte ord, hvilket naturligvis er ekstra farligt i alle de tilfælde, hvor ordet enten ikke findes i teksten, eller hvor halvdelen af manuskripterne siger noget andet.

Christian burde hellere prøve at imødegå de argumenter, jeg kommer med: Hvorfor siger Jesus klokkerent, at hans disciple ikke må gå til ikke-jøder og samaritanere (halv-jøder)? Hvorfor nægter Jesus at helbrede den græske kvindes datter? Hvorfor gør Matthæus Jesus ondere i historien om den græske kvinde? Hvorfor ændrer Matthæus historien, så Jesus aldrig kommer på græsk territorium? Hvorfor har Matthæus talrige fornærmelser af ikke-jøder? Et enkelt eksempel:

Matthæus 18,17 Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder.

Betragt din ulydige søn som en ikke-jøde. En hårdere straf kan han ikke få.

På samme måde med Åbenbaringen: I stedet for at prøve at finde for to øre mening i den udflippede handling med dyr med ti horn og syv hoveder og drager med syv hoveder og ti horn, skulle Christian spørge sig selv: Hvorfor skal de frelste bo i Det Nye Jerusalem? Hvad med Rom, Athen, Alexandria og alle de andre byer? Hvorfor står navnene på de tolv jødiske stammer over de tolv porte til Det Nye Jerusalem? Hvilken port skal vi danskere gå ind af? De tolv grundstene er Lammets tolv apostle - hvilken grundsten er så Judas Iskariot's? Hvorfor er der en mur om byen, hvis der ikke er nogen, der ikke må komme ind? Hvad er det for noget "vanhelligt", der ikke må komme ind i Det Nye Jerusalem? Hvad er det for nogle "hunde", der skal blive udenfor sammen med "troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne"?

Eksternt link

Yderligere information


Fodnote: (1) (2)

I de engelske Bibler bruges ordet Gentile, der betyder ikke-jøde på engelsk, men grundbetydningen er også her folkeslag og klan, i og med at Gentile kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis".

I de hebraiske tekster bruges "ha goyim", der betyder (ikke-jødiske) folkeslag.

John Gill (1697 - 1771). Engelsk baptist. Forfatter af John Gills Exposition of the Entire Bible.

Gill skriver om Matthæus 24,14 og "for a witness unto all nations": »meaning either for a witness against all such in them, as should reject it; or as a testimony of Christ and salvation, unto all such as should believe in him:«

For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.