Markus og Paulus

Et Kristent Modsvar

Christian S. Maymann har gennemgået en del af mine sider på sin Blog om teologi, tro og tjeneste. Bagefter har han været meget aktiv i min gæstebog fra 2012-04-18 til 2012-04-26.

Christians tredje indlæg kan læses her: Er Markus fri fantasi bygget på Paulus? Ateister på fremmarch. Indlægget adresserer to af mine sider, så af pladshensyn deler jeg svaret i to og behandler De Anonyme Disciple og Apostle for sig.

Her kigger vi på siden om Markus og Paulus. Jeg citerer Christian med "papir-baggrund", for at gøre det tydeligt, hvem der er hvem.

B. Paulinsk sprogbrug i Markus?
Den næste påstand vi skal se lidt på er, hvorvidt Markus har ”hugget” central teologi fra Paulus, som det hævde her. Det skal jeg medgive er en vanskelig ting enten at "bevise" eller "modbevise" - og det  som http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm giver som bevis mener jeg langt fra er tvingende.

Hvis vi ser på de breve, som regnes for typisk Paulusbreve, som ”Markus” så må ”formodes” at have anerkendt og brugt fra (Rom ,Gal, 1 2 Kor 1 2 Thess), så kommer der følgende lille statistik frem:

[Stort klip]

Hvis vi nu forestiller os, at Markus har hugget centrale dele fra Paulus, hvad er det så for centrale dele? Hvor er brødrene? Hvor er nåden? Hvor er Visdommen og nådegaverne?, og hvis Markus skulle afspejle Paulus hvorfor er det så stort set kun ”Jesus” der sprogligt er sammenfaldende? Hvor kommer farisæerne fra (i flertal), Hvor kommer lignelserne fra? Hvor bruges udtrykket "skriftklog" så meget hos Markus, når det ikke findes hos Paulus?  Hvorfor neddrosler Markus brugen af ordene "Bror, legeme, lød, nåde, Søn, Visdom?"
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jeg har klippet Christian's tabel væk, da de græske bogstaver var for besværlige at kopiere, og hans statistikker i øvrigt ikke har noget med sagen at gøre.

Påstanden er ikke, at Markus udelukkende er baseret på Paulus' epistler. Påstanden er, at forfatteren Markus har kombineret en masse elementer: Paulus epistler, masser af citater fra Det Gamle Testamente, historien om den gale Jesus og mummespillet i Alexandria. En del forskere mener, Markus bygger sin struktur på Homer's værker, og naturligvis har Markus haft andre kilder, som vi ikke kender — f.eks. om Johannes Døberen. Tilsidst har Markus tilføjet den apokalyptiske stemning og Messiasforventning, der var fremtrædende dengang, hængt det hele op på en slags handling, der kan binde det sammen og garneret resultatet med ætsende ironi og bidende humor.

Formålet med siden er dog ikke at kortlægge alle Markus' kilder. Jeg vil heller ikke spekulere på epistler, vi ikke har, eller mundtlige traditioner, vi ikke kender. Ej heller vil jeg spekulere på, om Markus var den første til at sammenføje alle disse elementer, eller om han bygger på et "Ur-Markus", som vi heller ikke kender. Formålet med siden er udelukkende at påvise paralleller mellem Markus og Paulus.

C. Paulinske problemstillinger hos Markus?

Bibelen.info peger på en række temaer, som er ens for Paulus og Markus, som dokumentation for den påståede sammenhæng. Men hvor hvad med alle de temaer de ikke har ens? Og hvad med de påståede sammenhænge, som hviler på temmelig tynd læsning af teksterne? Det sidste vil jeg sige lidt om først. Lad os se på et par af dem?

”Markus 2,15-17: »han spiste sammen med syndere og toldere […] De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere«. Jesus er kommet for at omvende synderne.
Dette er helt i tråd med Paulus: »mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. […] Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere« (Romerne 5,6-8) »og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen« (2 Korintherne 5,18-20). Derimod er det i modsætning til Gud i Det Gamle Testamente, der kort og godt nedslagtede syndere.
Men hvis en historisk Jesus havde sagt sådan, ville Paulus kunne have brugt citatet overfor Peter i Antiokia (skænderiet citeret foroven i kapitlet om disciplene). Når Paulus ikke bare kunne henvise til, at Jesus også spiste sammen med ikke-jøder, er det et tegn på, at Markusevangeliet bygger på Paulus' epistler, og ikke omvendt. ”
Her er der en mærkelig slutning. Den hviler nemlig på at Markus beskriver at Jesus spiste med hedninger. Men hvordan når man til den slutning? I Gal 2 er der en sammenhæng mellem ”syndere” og ”hendninger” (v.15) hvordan er forbindelsen mellem de to tekster?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jeg ved ikke helt, hvad det er, der glipper her, så lad mig bruge lidt flere ord på dette eksempel og forklare, hvad argumentationen går ud på:

1) Første punkt er at påpege en parallel mellem Markus og Paulus. I eksemplet her kan man spørge: Hvem er Jesus kommet for at frelse? Eller bredere: Hvem henvender evangeliet sig til? Og svaret er både i Markus 2,15-17 og Romerne 5,6-8, at Jesus er kommet for at frelse syndere.

Denne sammenhæng er almindelig kendt. Kristne missionærer plejer at supplere med 1 Timotheus 1,15 »For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere«, men det er imod reglerne her, fordi 1 Timotheus ikke er en ægte paulinsk epistel. I stedet supplerer jeg med 2 Korintherne 5,18-20. Og bemærk, at det ikke bare er et par ord, der er revet ud af en sammenhæng: Det er en grundlæggende tanke blandt Paulus og Markus, at Jesus er kommet for at frelse syndere.

Så langt burde Christian være enig og klappe i sine kristne hænder. Selvfølgelig er Markus og Paulus enige om, at Jesus er kommet for at frelse syndere. Halleluja. Det burde være selvindlysende, at en missionær begiver sig ind i Lastens Hule.

2) Derefter skal jeg — så vidt muligt — sandsynliggøre, at Markus vitterligt er inspireret af Paulus, og at de ikke begge er inspireret af en tredje part. Det er selvfølgelig en umulig opgave, men i praksis kigger jeg på, om Markus kan have læst i Det Gamle Testamente, eller om han skulle have viden om, hvad en historisk Jesus måtte have gjort og sagt.

2a) Kan Markus have læst ideen om, at Guds søn kommer for at frelse syndere i Det Gamle Testamente?

Nej, for den gamle jødedom var ikke missionerende. For det første er Jahve kun jødernes gud, for det andet straffer han hele landet for kongernes synder, for det tredje hjælper han kun mennesker (læs: jøder), der følger hans love, og for det fjerde bliver syndere rask væk dræbt af krig, sygdom eller lynild indtil tiende slægtled.

2b) Kan Markus have fået sin historie om Jesus fra en historisk Jesus? Var det kendt, at Jesus foretrak at spise sammen med toldere og syndere fremfor retfærdige folk?

Nej, for så ville Paulus have brugt dette ved skænderiet i Antiokia. Her var Peter (eller Kefas) blevet bange for at spise med urene hedninger (dvs. ikke-jøder). Her kunne Paulus have spurgt Peter, hvorfor han ikke ville spise med ikke-jøder, når Jesus plejede at spise med toldere og syndere, og Paulus kunne derefter have citeret Jesus' egne ord: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere«. Men det skete ikke, og istedet tabte Paulus diskussionen: Barnabas og "de andre jøder" gik over på Peters side. Der var åbenbart ingen af Jesus' apostle, der nogensinde havde hørt, at Jesus selv skulle foretrække at sidde til bords med syndere fremfor retfærdige.

3) Det sidste punkt er at påvise, hvordan sammenhængen mellem Paulus og Markus ofte bliver svagere, når Matthæus og Lukas genfortæller Markusevangeliet. I dette eksempel er episoden rimeligt ens i de tre evangelier, men omvendt kan man sige, at tanken om at frelse de urene syndere strider imod andre dele af Matthæusevangeliet, hvor Jesus kun ville frelse jøder, hvor han forbød sine disciple at gå til ikke-jøder, og hvor han nægtede at kurere den ikke-jødiske kvindes datter (se evt. Matthæus, den Mest Jødiske af de Fire Evangelister).

Markus 6,3: »Er det ikke tømreren«. Jesus er "tømrer" i den danske oversættelse. Det græske ord er "tektôn", der betyder håndværker. Paulus kalder sig selv en bygmester, "ærke-håndværker" "architektôn": »Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den« (1 Korintherne 3,10). I Matthæusevangeliet er Jesus i stedet søn af en tømrer; Lukas nævner ikke noget arbejde.

Hvis Markus virkelig ville lave denne forbindelse, hvorfor valgte han så ikke at bruge det ord, som Paulus bruger? Hvordan forklarer tesen at Markus vælger at bruge et andet ord?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Hvorfor skriver Markus "tektôn", når Paulus skriver "architektôn"? Tjah, nu kan vi jo ikke spørge dem selv, men mon ikke det skyldes sammenhængen?

I Markus 6,3 undrer Jesus' gamle naboer sig over, hvorfor tømreren lige pludselig opfører sig som en skriftklog. Derfor fremhæver Markus kontrasten mellem den simple håndværker, og den »visdom, der er givet ham« og de »mægtige gerninger«. Her ville det ikke give mening at kalde Jesus bygmester.

Paulus er derimod udpeget af Gud til at opbygge kirken. Derfor bruger han det finere ord "architektôn" og kalder sig bygmester, så vi rigtigt kan forstå, at han ikke bare går og saver brædder.

Og igen får vi bekræftet denne fortolkning ved at se, hvordan Matthæus og Lukas håndterer episoden. I disse to evangelier er Jesus forfremmet til at være Guds enbårne søn, og han er alt for fin til at hamre søm i. Lukas dropper helt episoden, mens Matthæus laver teksten om til, at Jesus er tømrerens søn. Dermed får han selvfølgelig skabt en ny selvmodsigelse, idet Jesus lige pludselig både er tømrerens søn og Guds søn. Fik jeg sagt, at Matthæus er dum?

Markus 8,15: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes' surdej«. Advarsel mod fjendens "surdej". Paulus advarer også imod den onde surdej i Galaterne 5,9 og 1 Korintherne 5,6-8: »ikke med en slet og ond surdej«.

Hvis man læser om surdejsteamet i 1 Kor 5 så handler det det om utugt — det står der ikke noget om i den tekst fra Mark 8. Enten må man sige, at forbindelsen er grebet ud af den blå luft, eller også må man vise hvad forbindelsen er.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Galaterne 5,9: Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.
1 Korintherne 5,6: Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?
1 Korintherne 5,7: Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.
1 Korintherne 5,8: Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Jeg ved ikke, hvad det er, Christian vil have.

Lad os sige, jeg går til søndagsprædiken i Nørre Bavelse sogn, og præsten siger: "Se til, at I vogter jer for rundstykkerne". Så ville jeg undre mig over, hvad præsten har imod de stakkels rundstykker.

Hvis jeg næste søndag er til gudstjeneste i Gørlev, og denne præst advarer indtrængende mod de "onde og slette rundstykker", vil jeg være overbevist om, at de to præster må have stukket hovederne sammen. De kan ikke begge to hver for sig have opfundet den samme galopperende rundstykkofobi.

På samme måde med Markus' og Paulus' advarsler mod »en slet og ond surdej«.

Markus 10,35-37: Jakob og Johannes ønsker at sidde på Jesus' højre og venstre side og »få sæde i din herlighed«. Måske en reference til Paulus bemærkning om, at disciplene skal dømme: »ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? […] ved I ikke, at vi skal dømme engle« (1 Korintherne 6,2-3).

Hvis det virkeligt er korrekt, hvordan skal man så forklare den afvisning af ønsket, som Jesus kommer med i vers 40?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Hvis Jakob og Johannes og Christian skulle have glemt det, så er pladsen ved siden af Jesus allerede optaget — af Gud!
De to Herrer

Ja, hvordan skal man forklare, at Jakob og Johannes ikke får lov til at sidde ved Jesus' højre og venstre side?

En skønne dag må jeg skrive en separat side om Markus' brug af sort ironi (opdateret). I mellemtiden må Christian tjekke Markus 8,34; 9,35-37; 12,36; 14,62 og 15,27 — eller studere billedet til højre.

Opdatering: Det var åbenbart ikke tydeligt nok, så jeg har forklaret nærmere i gæstebogen.

D. De manglende temaer

Dette er nogle af de påståede sammenhænge mellem Markus og Paulus. Men man glemmer at der faktisk er temmelig mange temaer som er centrale i de breve Paulus skriver, som vi slet ikke finder hos Markus.

Hvor er fx Omskærelsestemaet (Jf Gal 2, Fill 3, Rom 2). Udtrykket findes 36x hos Paulus, men bruges ikke hos Markus overhoved. Har han virkelig ”overset” et så vægtigt tema hos Paulus? Se i øvrigt sammenligningen i skemaet ovenfor.

Udtrykket ”åndelighed” er ligeledes et centralt begreb os Paulus - hvor er det henne hos Markus?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Der er vel ingen, der har påstået, at Markus har pligt til at genfortælle hele indholdet af alle epistlerne? Markusevangeliet er de korteste af de fire, og Markus har jo også skulle have plads til de andre kilder for ikke at tale om plads til en slags handling.

Christian nævner omskærelsen, der ganske rigtigt fylder meget hos Paulus. Hver gang Paulus havde fået banket en menighed op omkring sit lovfri evangelium, kom de jødekristne fra menigheden i Jerusalem og prædikede Moselov, sabbatter og omskærelse.

Markus' situation har åbenbart været anderledes; omskærelse har ikke været et vigtig punkt i hans menighed. Det er heller ikke så underligt, da Markus skriver efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t., hvor alle Jerusalems indbyggere enten var blevet slagtet af romerne eller solgt som slaver. I det omfang den jødekristne menighed overhovedet undslap, har de været hjemløse og færdige som magtfaktor.

E. Paulus syn på de kristne jøder i Jerusalem
Ifølge bibelen.info er det et fast tema hos Paulus — og Markus — ” at de skriftkloge i Jerusalem er onde og uvidende”
” Fast tema i Markus/Paulus: Disciplene i Jerusalem er dumme og upålidelige”

Det hviler — gætter jeg på — på tre tekster: Gal 1-2.4; 1 kor 1-2 og måske også 2 Kor 8-9. Men er det ikke et lidt for unuanceret billede?

  • Paulus nævner Peter som en Jesus viste sig for i 1 Kor 15,5
  • Da Paulus skriver 1 Kor er han i gang med en indsamling til de hellige i Jerusalem (1 Kor 16,3)
  • Paulus skelner imellem ”De ansete” i Jerusalem (Gal 2,2) og de ”falske brødre” (Gal 2,4).
  • Han skriver direkte at det er Gud der har givet Peter kraft til at være apostel (Gal 2,8)

Hvordan passer det med et så gennemført negativt syn som bibelen.info påstår at Paulus havde på apostlene i Jerusalem?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Christian nævner fire eksempler på, at Paulus viser respekt for apostlene i Jerusalem:

1) I 1 Korintherne 15,3-10 (og mange andre steder) konstaterer Paulus, at han er kommet sent på banen, og at han startede sin karriere med at bekæmpe den nye kristendom. Dette historiske faktum kunne han ikke gøre noget ved.

2) Eftersom Paulus var nyeste mand på banen, var den veletablerede menighed i den Hellige Stad en magtfaktor, han ikke kunne ignorere. Indsamlingen var prisen for at få en del af territoriet. Det skriver han også selv efter apostelmødet, hvor han havde delt territoriet med apostlene i Jerusalem: »Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre« (Galaterne 2,10).

3) Her bliver Christian snydt af Bibelselskabet. Paulus skriver i Galaterne om »de ansete« og »de, som anses for at være noget«. Ordet, som Bibelselskabet oversætter til anset, er det græske ord "dokeô", der betyder "synes". I de gamle Bibler stod der netop "dem, der syntes at være noget". Læs mere om dette fusk i Bibeloversættelsen.

Selv i Bibelselskabets oversættelse, skinner Paulus' egen mening igennem: »Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler«. Hvis Paulus selv mente, at de var søjler, ville ordet "anses" være dybt overflødigt. Paulus tilføjer, at han var ligeglad, og at de "ansete" ikke kunne lære ham noget: »hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker - mig pålagde de ansete intet nyt« (Galaterne 2,6).

4) Lad se på der, hvor Peter får ros:

Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -

Indledningsvis er der mange ting her, der burde give små rynker i de kristne pander: Paulus siger, det er Gud der har betroet Peter evangeliet for de omskårne. Har Peter ikke hørt evangeliet fra en historisk Jesus? Og hvorfor kun Peter? Har Johannes, Jakob og alle de andre ikke også fået evangeliet? Og hvorfor kun til de omskårne? Står der ikke i Matthæus 28,19 »gør alle folkeslagene til mine disciple«? Står der ikke i Apostlenes Gerninger, at Peter er hedningeapostel?

Men lad det nu hvile, og lad os se på baggrunden for den "ros" Peter får.

Opkomlingen Paulus tager til den etablerede menighed i Jerusalem og foreslår en opdeling af territoriet: Jerusalem tager sig af de omskårne jøder, mens Paulus tager sig af de uomskårne — det vil sige hele resten af verden. Midt i konkurrenternes højborg står Paulus og siger, at Peter har fået betroet evangeliet, ligesom Paulus har, og at Peter har fået kraft af Gud, ligesom Paulus har. Lighedstegnet peger som bekendt begge veje, så det Paulus siger er, at han selv er præcis ligeså guddommeligt udvalgt, som menighedens ypperste apostel.

Det var de fire "positive" eksempler. I kontrast håner Paulus de andre "overapostle", der forleder hans menigheder og prædiker "en anden Jesus" og giver "en anden ånd":

2 Korintherne 11,3 - men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.
2 Korintherne 11,4 I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.
2 Korintherne 11,5 Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle,

Disse apostle er falske apostle, troløse arbejdere og Satans tjenere:

2 Korintherne 11,13 De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle.
2 Korintherne 11,14 Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.
2 Korintherne 11,15 Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.

. . . og Paulus ønsker, at dem der prædiker omskærelse, ville skære sjoveren af sig selv:

Galaterne 5,11 Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte.
Galaterne 5,12 Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

Man kan se i Paulus' første og anden rejse til Jerusalem, hvordan Paulus igen og igen understreger, at han intet skyldte apostlene i Jerusalem. Til sidst fik de dog skovlen under ham, Paulus blev arresteret og ført til Rom.

F. Konklusioner

Der er klart nok ligheder mellem Markus og Paulus, men en del af dem er overfladiske og tager ikke hensyn til en vurdering af skriftet som helhed, og Paulus produktion som helhed.

Hvordan vil Bibelen.info forklare, de to forhold om dels navnesammenfald med 1 Årh. geografiske Israel frem for med navne i diasporaen (eller stort set hos Paulus for den sags skyld)?

Hvordan vil Bibelen.info forklare det manglende begrebssammenfald mellem Paulus og Markus?

Hvorfor dropper Markus så mange centrale problemer som Paulus bakser med? Hvorfor lader han ikke Jesus udtale sig om afgudsofferkød (så var problemet i 1 Kor 8-10 løst) eller nådegaver (Jf 1 Kor 12-14), eller om indsamling (Jf 2 Kor 8-9).
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jeg forstår slet ikke, hvorfor Christian protesterer. Er Markus og Paulus ikke inspirerede af den samme Helligånd? Beskriver de ikke den samme historiske Jesus? Er de ikke placeret side om side i det samme Nye Testamente?

Hvorfor er det ateisten, der skal fremhæve ligheden mellem de to forfattere, og den kristne, der bruger store kræfter på at argumentere for, at der er afgrundsdybe forskelle.

Det lyder mest som om, apologeter for enhver pris skal modsige alt, bare det er blevet sagt af en ateist.

 
Guds hånd

Svaret var en fortsættelse af: de anonyme disciple og apostle

Eksternt link

Yderligere information