De Anonyme Disciple og Apostle

Et Kristent Modsvar

Christian S. Maymann har gennemgået en del af mine sider på sin Blog om teologi, tro og tjeneste. Bagefter har han været meget aktiv i min gæstebog fra 2012-04-18 til 2012-04-26.

Christians tredje indlæg kan læses her: Er Markus fri fantasi bygget på Paulus? Ateister på fremmarch. Indlægget adresserer to af mine sider, så af pladshensyn deler jeg svaret i to og behandler forholdet mellem Markus og Paulus for sig.

Her kigger vi på siden om de anonyme disciple og apostle. Jeg citerer Christian med "papir-baggrund", for at gøre det tydeligt, hvem der er hvem.

Er Markus fri fantasi bygget på Paulus? Ateister på fremmarch

Bibelen.info tager flere steder apostlene under behandling. To af siderne er http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm og http://www.biblen.info/Jesus-apostle.htm . Jeg vil her bruge lidt plads på at se på nogle af deres påstand (Desværre er der gået lidt ged i fontstørrelserne, og jeg kan ikke få blogger.coms editor til at retten dem. To grundtanker skal vi se på: A. Markus har "opfundet" de fleste apostelnavne selv B. Markus er en historie der bygger på Paulus' breve ( I begyndelsen af siden siges det: "Markus har brugt Paulus til at udforme sin Jesus-figur".)
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Lad mig straks pointere, at Christian ser tingene for firkantet: Markusevangeliet skal ikke betragtes som en genfortælling af Paulus' epistle. Forfatteren Markus har kombineret en masse elementer, og jeg nævner jo selv Det Gamle Testamente (i dette tilfælde Amos' Bog) som et andet eksempel på en kilde.

A. Apostle og navne i øvrigt i Markus
Når man læser http://www.biblen.info/Jesus-apostle.htm så tager sitet apostlene under behandling. Udgangspunktet er listen fra Markus 3,16ff.
Hvordan er de opstået ifølge biblen.info?
a) Først har Markus læst Gal 2,9 og fundet navnene Jakob, Kefas og Johannes
b) Dernæst skal vi bruge en forræder — ham har Makus fundet i Amos 2,4-6
c) De otte sidste ved vi ikke rigtig så meget om, ud over at Thomas og Filip spiller en mindre rolle i Johannes evangeliet.

Vel hvad skal vi tænke om det?
a) Altså der er ingen tvivl om, at vi uden for evangelierne — og Apostlenes gerninger — ikke rigtig møder andre fremtrædende apostle
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jeg elsker, hvordan Christian konstant giver mig ret, mens han forsøger at afvise "de vilde påstande på biblen.info": »Altså der er ingen tvivl om, at vi uden for evangelierne — og Apostlenes gerninger — ikke rigtig møder andre fremtrædende apostle«.

Christian må indrømme, at Jesus' tolv apostle — selve hans livsværk — ikke har sat sig nogen spor nogen steder. De er kun navne på en liste.

b) Men hvis nu at Markus har ’opfundet’ Jakob, Kefas og Johannes ud fra Gal 2,9, hvad er så grunden til at han vælger en anden rækkefølge? Det er selvfølgelig ikke et tvingende argument, men en overvejelse værd. Det må kunne forklares på en eller anden måde.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Det er faktisk et godt spørgsmål, og bestemt en overvejelse værd.

Ja, hvorfor er Kefas nummer 2 på ranglisten i brevet til Galaterne, når Peter er fast nummer 1 i evangelierne? Hvorfor er Kefas kun stik-i-rend dreng for Jesus' bror, Jakob, når denne Jakob dårligt nok optræder i evangelierne? Hvis Jesus har givet Himmerigets nøgler til Peter, og erklæret, at Peter er den klippe, han vil bygge sin kirke på, hvorfor bliver Jakob så leder af menigheden? Hvorfor erklærer Peter ved apostelmødet, at han alene er udvalgt som hedningeapostel (»I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord«), når Paulus i sine epistler skriver, det er ham (Paulus), der er udvalgt (»Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt«)? Hvorfor viser den genopstandne Jesus sig først for Kefas, bagefter for "de tolv" og tilsidst for "alle apostlene"? Er "de tolv" ikke apostle? Er Kefas ikke iblandt "de tolv"? Og var Judas ikke død?

Det er altså et rigtigt godt spørgsmål, Christian stiller: Hvis fortællingerne er baserede på historiske personer, hvorfor kan de forskellige forfattere så ikke blive enige om rangordenen? Men det kunne være, Christian hellere skulle spørge sin lokale præst, for han vil ikke kunne lide det svar, jeg ville give ham.

c) Samtidig medgiver biblen.info at der man er enige om at der er tolv. Her kan det måske undre at man ikke lige bemærker sig, at ”De 12” faktisk er et begreb, Paulus bruger i 1 Kor 15,5. Det kunne tale for at evangelierne taler om 12 apostle, fordi der rent faktisk var tolv af slagsen.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Jeg ved ikke, hvorfor Christian mener, at »man ikke lige bemærker sig, at ”De 12” faktisk er et begreb, Paulus bruger i 1 Kor 15,5«. Jeg citerer jo netop 1 Korintherne 15,5 på siden om Markus og Paulus under overskriften "De Tolv Apostle". Her påpeger jeg, at Markus kan have fået ideen om de tolv apostle fra 1 Korintherne 15,5.

Christian mener, at dette taler for, at der »rent faktisk var tolv af slagsen«"? Alt kan tænkes, måske var der der 36 apostle, der arbejdede på treholdsskift? Fantasien kender ingen grænser, men vi kommer ikke uden om, at 8 af de 12 navne er navne uden indhold, og at Christian lige har indrømmet, at disse 8 intet gør og intet siger, hverken i Bibelen eller andre steder. Dette indikerer kraftigt, at der bare skulle hældes 12 navne på listen.

d) Har forræderen fået sit navn ved en læsning af Amos 2,4-6.  På græsk hedder Judas for Ἰούδας og det Juda der optales i Amos 2,4 hedder Ιουδα så argumentet må set bort fra at de ikke staves præcis ens.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

I det ene tilfælde ( Ἰούδας ) har Christian udstyret navnet med nogle diakritiske tegn, som ikke var med i originalteksten de første ca. 800 år efter Kristi, og han har skrevet navnet i nominativ, hvorved der tilføjes et "s". Derefter konkluderer han, at »de ikke staves præcis ens«. Surprise, surprise.

Sandheden er, at navnene ikke bare staves ens, men at de er præcis ens. Landet Juda, stammen Juda og forræderen Judas er præcis samme navn som jødernes stamfar Juda.

Dette har Christian erkendt i min gæstebog, »Det kan godt være jeg må købe den med Juda«, men det har åbenbart ikke givet ham anledning til at rette i hans Blogpost.

Men der er et andet problem jeg undrer mig over. For hvis jeg ellers læser teksten hos Amos rigtigt, er det ikke Juda men Israel — dvs Nordriget — der anklages for at have solgt den fattige for sandaler. Burde argumentet ikke forudsætte enten at forræderen hed Israel, eller at prisen for Jesus var ’en sandal’? På baggrund af den reflektion synes jeg ikke at argumentet er særligt indlysende.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Her demonstrerer Christian den dobbelttænkning, der kendetegner religiøse mennesker. I den ene Blogpost er han parat til at forsvare en "profeti" om, at Jesus bliver solgt for 30 sølvpenge, selvom profetien siger 19 sølvpenge, ikke handler om noget forræderi, og i øvrigt ikke er nogen profeti. Men når vi har en profeti, som rent faktisk er en profeti, og som handler om Judas' forbrydelser og den retfærdige der sælges for sølvpenge (Amos 2,6 i Septuaginta bruger samme ord som Markus, "argurion"), så bliver Christian straks mere ateistisk end Christopher Hitchens.

Christian indvender, at Israel betegner det nordlige rige, men det gør det faktisk ingen steder i Det Nye Testamente, hvor det nordlige rige kaldes Samaria. I Markusevangeliet citerer Jesus: »Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én«, og han bliver selv kaldt for »Kristus, Israels konge« (Markus 15,32). Her betegner Israel tydeligvis Davids gamle rige, og ikke kun "det nordlige rige".

Jeg har i gæstebogen forklaret Christian, hvordan Markus har fundet flere elementer i Amos' Bog, men alt det er der ingen grund til at gentage her, da det ligger uden for emnet. Lad mig nøjes med at opsummere: År 70 e.v.t. blev Jerusalem brændt ned af romerne, så templet ligger i ruiner den dag i dag. Kort efter blev Markusevangeliet skrevet, og her kunne de overlevende jøder læse, hvordan en ond og vantro slægt for præcis en generation siden havde solgt deres retfærdige profet for (sølv)penge.

Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder, som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.

Så kan man diskutere, om Juda(s) er riget Juda, Judas stamme (dvs. alle jøderne) eller en person kaldet Juda(s). For den sags skyld kunne alle tre være rigtige på én gang. Det er i al fald et oplagt navn for Markus at vælge, hvis han skal bruge et navn på en skurk, der har solgt sin uskyldige profet for penge.

e) Så er der de øvrige navne, ud over Jakob, Kefas og Johannes. Når man ser på den liste så er der én ting man må undrer sig over. Jeg skal vise nedenfor, at Markus må have haft et temmelig godt kendskab til Israel i det første århundrede, hvis han selv skulle have kreeret denne liste, hvilket Bibelen.info taler imod her: http://www.biblen.info/Matthaeus-joedisk.htm
Hvis nu Markus selv har kreeret denne liste, og ikke har kendt til Israels land, ville den liste så have kommet til at se ud som den gjorde? Dertil mener jeg svaret er nej. Argumentet er som følger

Der er faktisk folk der har samlet og systematiseret navne fra gravstene etc fra Israel i det første
århundrede og ligeledes fra andre steder i den gamle orient. Dvs vi ved faktisk noget om, hvad folk hed forskellige steder — og vi ved noget om hvilke navne der var populære. Og i en numerisk orden er det cirka følgende[1]
1. Simon
2. Josef
3. Lazarus
4. Judas
5. Johannes
6. Jesus
7. Ananias
8. Jonathan
9. Matthæus
10. Manaen
11. Jakob

Se det er jo interessant, nr. 1,4,5, og 11 er navne vi møder blandt apostlene.

Ser man derimod på jødiske inskriptioner fra Egypten i samme periode, så er navnelisten cirka[2]
1. Eleazer
2. Joseph
3. Dositheus
4. Pappus
5. Ptolemaius
6. Samuel
Det illustrer meget godt at navnen og geografien hænger rimelig godt sammen. Hvert område sine navne.

Hvis vi så ser på kvindenavne i Israel i perioden 300 f.kr til 200 e.kr så ser de sådan her ud[3]

1. Maria
2. Salome
3. Shelamzion
4. Martha
5. Joanna
6. Sapphira
7. Bernice

Bemærk at de fire af de fem første finder vi faktisk i evangelierne, og de to første faktisk hos Markus.

Hvis Markus selv har kreeret listen, og hvis Markus mangler forståelse for jødiske forhold hvordan kan man så forklare, at han rammer præcis så godt som han gør?

En mulig forklaring kunne være, at havde hentet navnene fra nogle af Paulus breve, eller brevene i øvrigt. Problemet er at hvis man læser dem (Fx Rom 16; 1 Kor 1,1; 3,3 4,17 med mange flere) så møder vi ikke mange navne, der bruges til apostlene. Det undrer mig, hvis det virkelig er rigtigt, som siden http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm påstår, at ”Især Markus ser ud til at have mange paulinske ideer”  (Præcis dén side tager jeg fat på i næste nedenfor).

Altså: Vi har faktisk grund til at antage, at navnene ikke bare er en kreation, men har rødder i faktiske historiske forhold i det første århundredes Israel.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

"Harry Potter foregår i England; Harry er et engelsk navn. Ergo er historierne om Harry Potter sande".

Anden del af Christians Blogpost besvares her: Er Markus fri fantasi bygget på Paulus?

 
Guds hånd

Svaret fortsætter: Er Markus fri fantasi bygget på Paulus?

Eksternt link

Yderligere information