Modarbejder Matthæus Paulus?

Et Kristent Modsvar

Christian S. Maymann har gennemgået en del af mine sider på sin Blog om teologi, tro og tjeneste. Bagefter har han været meget aktiv i min gæstebog fra 2012-04-18 til 2012-04-26.

Christians første indlæg handler om min side Modarbejder Matthæus Paulus?, og kan læses her: Ateister på fremmarch... Matthæus og Paulus. Jeg citerer Christian med "papir-baggrund", for at gøre det tydeligt, hvem der er hvem.

Matthæus og Paulus
Jeg har tænkt mig at begynde med den her
http://www.biblen.info/Matthaeus-paulus.htm

Matthæus skiver op i mod Paulus. Hvis ellers jeg forstår www ret, så er tanken den, at Matthæus er skrevet som en mod-reaktion på Paulus forkyndelse.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Det ville være en overdrivelse at reducere Matthæusevangeliet til »en mod-reaktion på Paulus forkyndelse«. Matthæus har sikkert haft mange gode grunde til at skrive sit evangelium.

Spekulationen går udelukkende på, om han har nøjedes med at gøre reklame for sin egen lov-tro variant af kristendommen med Peter som super-apostel, eller om han samtidigt har prøvet at spænde ben for Paulus' efterfølgere, der prædikede en lov-fri kristendom.

Loven og Kærligheden

Paulus skriver i Rom 13,10, at "Kærligheden er altså lovens fylde". Det svarer temmelig godt til Jesu ord i Matt 22,40, hvor Jesus om ordene om at elske Gud og sin næste siger "På de to bud hviler hele loven og profeterne". Det svarer faktisk også til Gal 

Hvis Matthæus er anti-paulinsk, hvorfor lader matthæus så opfinde en Jesus der har samme grundsyn på lovens indhold (Elsk din næste), og nogen af de samme udmyndninger?
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Grundsynet er ikke det samme. Når Paulus kalder kærligheden for lovens fylde, mener han, at Moseloven er afskaffet og erstattet af en eller anden "Guds Lov", som han desværre ikke lige har tid til at definere, fordi jorden alligevel er ved at gå under.

Når Matthæus siger, at "hele loven og profeterne" hviler på de to kærlighedsbud, er loven altså ikke afskaffet. Den hviler netop solidt på de to kærlighedsbud.

Alt det her er i øvrigt ikke noget, jeg lige har hevet ud af ærmet. Siden F.C. Baur skrev »Die Christuspartei in der korinthischen Gemeinde, der Gegensatz des petrinischen und paulinischen Christenthums in der ältesten Kirche, der Apostel Petrus in Rom« i 1831, har man været klar over det skisme, der gemmer sig i Det Nye Testamente mellem på den ene side de lov-tro jødekristne i Jerusalem under ledelse af Peter og Jakob, og på den anden side den lov-fri kristendom, som Paulus prædikede.

Der, hvor jeg forlader års grundforskning, er, når jeg går en tand videre og stiller spørgsmålet, om Matthæus ligefrem modarbejder Paulus. Dette er i sin natur spekulativt, så derfor er der et spørgsmålstegn i titlen, Modarbejder Matthæus Paulus?, og derfor skriver jeg »Kunne man tænke sig […]«.

Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told  (Rom 13,7)
Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! (Matt 22,21)

De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand  (1 Kor 7:10)
Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille (Matt 19,6)
så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fill 2,15)
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.(Matt 5,16)
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.«(Rom 13,8-9)


»Mester, hvad er det største bud i loven?« . Han sagde til ham: » ‹Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.› (Matt 22,36-37)
Vi gør lovende gældende (Rom 3,31)Kommet for at opfylde loven (Matt 5,17)
Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, (Rom 13:14)
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. (Matt 7,1)

Eskatologi

Man kan også overveje, hvorfor der er paralleller i deres eskatologiske belæring  
For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. (1 Thess 5,2)
Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. (Matt 24:43)

Ville det ikke være smartere, hvis Paulus virkelig var antipaulinsk at kreerer en fortælling der ikke var substantiel enige i den etiske belæring.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Her tror jeg, at Christian misforstår noget. Han ser åbenbart sig selv som "apologet" (han har i al fald selv tagged ni af sine indlæg som "Apologetik"). En apologet skal forsvare alle fejl og selvmodsigelser i Bibelen, og det virker som om, Christian tror, at det modsatte også gælder: At en, der angriber Paulus, har pligt til automatisk at mene det modsatte af Paulus om alle ting.

Sådan er verden naturligvis ikke skruet sammen. Matthæus er enig med Paulus i mange ting: At der var en guddommelig skikkelse ved navn Jesus, at han ville frelse nogle udvalgte, at han blev "pælfæstet" et eller andet sted, at han havde 12 apostle, og at Gud snart vil stige ned fra sin himmel og etablere sit evige kongedømme her på jorden.

Desuden består store dele af Matthæus' evangelium af historier om Jesus' fødsel, liv og død, hvor han heller ikke er i konflikt med Paulus, eftersom Paulus intet fortæller os om Jesus' liv. Matthæus har også en masse dialoger, parabler, lignelser og taler, som heller ikke berører Paulus, da Paulus aldrig havde mødt Jesus, og ikke anede, hvad Jesus skulle have sagt. Der er simpelthen ingen berøringsflade.

Og så ender vi med de få, men centrale, punkter, hvor Matthæus mener det stik modsatte af Paulus, nemlig hvorvidt jøderne var særligt udvalgte af Gud, og hvorvidt man som kristen stadig skulle overholde hvert eneste af de 613 bud i Det Gamle Testamente.

Der er forskel mellem Matthæus, der prædiker, at »ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel [skal] forgå af loven«, og på Paulus, der takker Jesus for at have »befriet mig fra syndens og dødens lov«, som kalder Moseloven for tab, affald, en forbandelse, et slør om hjertet og så videre, og som kalder De Ti Bud for »dødens tjeneste«.

Der er forskel på en Jesus, der kun er sendt til Israels fortabte får, der nægter at helbrede den ikke-jødiske kvindes datter, og som forbyder sine disciple at gå til ikke-jøder og samaritanere (halv-jøder), og på Paulus, der erklærer, at jøder ikke har nogen fordel (fx. Romerne kapitel 3), og som kalder sig selv for hedninge-apostel (hedning og ikke-jøde er samme ord på originalsproget).

Disse forskelle mellem Paulus' lovfri teologi og de jødekristne er grundlæggende og uoverstigelige og har iøvrigt været kendt længe, længe før 1831. Det er derfor, der er 20.000 forskellige retninger indenfor kristendommen.

Så for at opsummere: Matthæus og Paulus er enige langt hen ad vejen, og man kan finde paralleller herfra og til dommedag, som de iøvrigt begge var enige om, snart ville finde sted. Det ændrer ikke ved, at Matthæus og Paulus er lodret uenige på nogle få, men afgørende punkter.

Paulus og Dåben
Ifølge http://www.biblen.info/Matthaeus-paulus.htm er der en modsætning mellem Missionsbefalingen og Paulus praksis. Det bruges som et led i argumentet for at Matthæus er skrevet som en modreaktion mod Paulus. Op i modet der holdes ordet i 1 Kor om at Paulus ikke har døbt nogle. Han glemmer derimod at gøre opmærksom på at netop i den del af citatet som han ikke skriver om, der siger Paulus at han rent faktisk døbte nogle af menighedens medlemmer (1 Kor 1,6), og han glemmer også at sige at menigheden som helhed er blevet døbt med en ånd (1 Kor 12,13). Ligeledes bruger han dåben som et helt centralt argument i Rom 6.

Samtidig er hans reservation mod dåben i 1 Kor 1 ikke en principiel reservation, men en der er født ud af frygten for splid i menigheden (1,14).
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Det passer simpelthen ikke. Jeg skriver ikke »at Paulus ikke har døbt nogle«; jeg skriver »Paulus derimod døbte meget sjældent folk«. Jeg glemmer heller ikke 1 Korintherne 1,14-17 (jeg går ud fra, at det er dem, Christian efterlyser, eftersom der ikke står noget om dåb i 1 Korintherne 1,6): Jeg har skam sørget for at hyperlinke citatet, og med en simpel mus-over kan Christian få de ønskede vers præsenteret. Her kan man se, at Paulus ganske rigtigt har døbt nogle få: »undtagen Krispus og Gajus […] Jo, Stefanas og hans hus har jeg også døbt;«, altså højst tre dåbe på 20 år: »ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen«. Og det er det, jeg skriver: Paulus døbte meget sjældent folk.

Det har jeg påpeget overfor Christian i gæstebogen, men han har valgt at overhøre det. I stedet for at rette sin urigtige påstand har han diskuteret videre i gæstebogen om mediale participalkonstruktioner i den koine-græske urtekst!

Men pointen står stadig fast: Paulus understreger, hvor få han har døbt, og sætter trumf på: »Kristus sendte mig ikke for at døbe«. Derimod kan man læse i Matthæusevangeliets slutning, at de rigtige apostle har fået at vide af Jesus, at en rigtig apostel skal døbe så mange som muligt.

Paulus og Nadveren
Siden hævder at Matthæus skriver imod Paulus. Samtidig hævdes det  (http://www.biblen.info/Paulus-nadver.htm) at det er Paulus der har opfundet nadveren. Hvis det er Paulus der har opfundet nadveren, og hvis Matthæus skriver imod Paulus og hans disciple, hvad er så sandsynligheden for at Matthæus ville tage Paulus' opfundne nadverhistorie med i sit evangelium. Burde han ikke, for at lægge yderligere afstand til Jesus faktisk undlade at tage nadveren med? Det - sammen med synet på loven, og synet på dåben - gør det vanskeligt at se Matthæus som anti-Paulinsk.
(fra Blog om teologi, tro og tjeneste)

Igen: Det er ikke Matthæus' opgave automatisk at mene det modsatte af Paulus på alle felter. Hvis Matthæus kan lide historien om nadveren — eller hvis man allerede havde indført nadveren i den menighed, Matthæus tilhørte — så er der ingen grund til springe historien over.

I øvrigt skriver jeg jo heller ikke, at Paulus har opfundet nadveren. Jeg antyder meget kraftigt, at han er blevet inspireret af andre religiøse sekter i området, der havde lignende ritualer.

Eksternt link

Yderligere informationer