Slaver

Jøderne havde selv levet som slaver i Egypten. Det var hér, at Gud valgte sin profet, Moses, som efter utallige lidelser fik befriet "sit" folk. Jøderne mindes stadig - den dag i dag - disse forfærdelige trængsler - og helligholder sabbatten (Husk, at du selv var træl i Egypten, […] Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen (5 Mosebog 5,15)) og Påsken ([…] hold påske for Herren din Gud; for i måneden abib førte Herren din Gud dig ud af Egypten om natten (5 Mosebog 16,1)).

Man skulle tro, at et sådant folk, ville have "lært en lektie" og indset hvor afskyelig en institution slaveriet er. Ikke desto mindre tillader både Det Gamle og Det Nye Testamente slaveri - det er faktisk med i De Ti Bud:

De Ti Bud

Slaveri omtales tre gange i De Ti Bud. Det første af De jødiske Ti Bud lyder:

2 Mosebog 20,2 »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

De ti bud Gud førte jøderne ud af trællehuset. Det var åbenbart vigtigt for Gud, men det faldt ham derimod aldrig ind at forbyde sit eget folk at holde slaver. Faktisk kom Gud med yderligere regler om slaver, allerede inden han fik jøderne ud af Egypten (det vender vi straks tilbage til). En sammenligning mellem Gud og Abraham Lincoln falder derfor klart ud til Lincoln's fordel.

Budet om sabbatdagen, det 3. bud, hvis du er lutheraner, og det 4. bud, hvis du er protestant, lyder:

2 Mosebog 20,10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.

Gud accepterer altså fuldstændigt, at "hans folk" holder slaver, bare man sørger for, at slaverne respekterer Guds sabbatsforordninger. Sabbaten var jo indstiftet for at mindes, hvorledes jøderne havde været slaver i Egypten (se citat øverst på denne side), så på sabbaten kunne jødernes slaver altså sidde og mindes, hvor hårdt jøderne havde haft det.

Tilsvarende det tiende Bud:

2 Mosebog 20,15 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«

Slaver og slavinder er altså ganske almindelig ejendom, og det er bedre, at man køber sine egne slaver, end at man misunder naboen hans slaver.

Det Gamle Testamente

trut truttelut Reglerne om slaver er blandt de aller-allerældste love i Moseloven — ældre end De Ti Bud. Gud kom med de første regler om slaver, allerede samme dag som jøderne påbegyndte flugten fra Egypten — to kapitler før de krydsede det Røde Hav og forlod Egypten.

Og hvad er så dette supervigtige bud i Bibelen? Det er, at man skal huske at skære i slavernes tissemænd, inden de får lov til at spise påskelammet:

2 Mosebog 12,41 Netop den dag, da de 430 år var til ende, drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten.
[.. .. ..] [...]
2 Mosebog 12,43 Herren sagde til Moses og Aron: "Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det.
2 Mosebog 12,44 Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det.

Her har jøderne klaget i tusinder af år, over at de engang var slaver i Egypten, og så afslører Gud, at det i virkeligheden var jøderne selv, der var slaveejere. Det står selv i Bibelen.

I resten af Moseloven er der regler for, hvordan man køber slaver, hvordan de skal behandles, hvor man finder dem, og hvor meget de koster.

Slaverne skal som udgangspunkt tages blandt fremmede stammer:

3 Mosebog 25,44 De trælle og trælkvinder, du vil have, kan I købe af folkene omkring jer.
3 Mosebog 25,45 Også af efterkommerne af de tilflyttere, der bor som gæst hos jer, og af deres familier hos jer, dem som bliver født i jeres land, kan I købe trælle. De skal være jeres ejendom,
3 Mosebog 25,46 og I kan lade dem gå i arv til jeres børn efter jer, når de skal arve ejendom; dem kan I for altid bruge til trællearbejde. Men jeres landsmænd, israelitterne, må I ikke underkue med vold.

Derimod er der dødsstraf for at røve slaver blandt Guds folk:

5 Mosebog 24,7 Hvis det bliver opdaget, at en mand har røvet en af sine landsmænd, en israelit, og udnyttet og solgt ham, da skal tyven dø. Du skal udrydde det onde af din midte.

Som sædvanligt er der særregler for Guds eget folk. Bemærk, at israelitter godt kunne blive slaver, f.eks. på grund af gæld, men der gjaldt stadig helt andre regler for hebraiske "brødre" end for alle andre:

2 Mosebog 21,6: "skal hans herre føre ham frem for Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen; dér skal han bore hul i hans øreflip med en syl, og han skal være hans træl på livstid".
Dørstolpe

2 Mosebog 21,2 Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag.
2 Mosebog 21,3 Var han ugift, da han blev træl, skal kun han frigives; var han gift, skal hans kone frigives sammen med ham.
2 Mosebog 21,4 Hvis hans herre har givet ham en kone, og hun har født ham sønner eller døtre, skal konen og børnene tilhøre hendes herre, og kun trællen skal frigives.
2 Mosebog 21,5 Men hvis trællen siger: »Jeg holder af min herre og af min kone og mine børn, jeg vil ikke frigives,«
2 Mosebog 21,6 skal hans herre føre ham frem for Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen; dér skal han bore hul i hans øreflip med en syl, og han skal være hans træl på livstid.

De hebraiske "brødre" fik trods alt et valg mellem deres frihed og deres kone og børn. Gud forklarer, hvorfor de skal behandles bedre end andre slaver:

3 Mosebog 25,39 Når det går dårligt for din broder hos dig, og han lader sig sælge til dig, må du ikke pålægge ham trællearbejde;
3 Mosebog 25,40 han skal have det som en daglejer eller tilflytter hos dig. Indtil jubelåret skal han arbejde hos dig.
3 Mosebog 25,41 Så skal han gives fri sammen med sine børn; han skal vende tilbage til sin familie og sine fædres ejendom.
3 Mosebog 25,42 De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle.

Jøderne må ikke selv være slaver, fordi de allerede er "Guds slaver"! I øvrigt skal "broder" ikke opfattes bogstaveligt — trællen vender jo tilbage til sin familie og sine fædres ejendom.

Bemærk, at denne "gode" behandling kun gælder for mandlige jøder. Hvis en jøde sælger sin datter som sexslave, skal hun nemlig ikke frigives efter 6 år.

2 Mosebog 21,7 Når en mand sælger sin datter som trælkvinde, skal hun ikke frigives på samme måde som trællene.
2 Mosebog 21,8 Hvis hendes herre ikke bryder sig om hende, skønt han havde bestemt hende for sig selv, skal han lade hende købe fri. Til udlændinge har han ikke ret til at sælge hende, for han har været troløs mod hende.
2 Mosebog 21,9 Hvis han bestemmer hende for sin søn, skal hun have en datters rettigheder.

Slaver blev faktisk behandlet værre end dyr. Der var dødsstraf for at have sex med husdyrene, man slaverne kunne man (som det fremgår af ovenstående citat) bruge, som man ville.

Hvis man derimod forgriber sig på en anden mands slave, så skal det naturligvis straffes — ejendomsretten er jo ukrænkelig. Bibelen skelner sjældent mellem voldtægt og hor — der er alligevel dødsstraf for begge dele. Hvis offeret en slave, er der ikke længere døddstraf — kun bødestraf — men straffen er stadig den samme for voldtægt og hor, nemlig betaling af en skyldoffervædder. Mærkeligt nok skal der ikke betales til ejeren, men til præsten:

en putto (tilskrevet Rafael) 3 Mosebog 19,20 Når en mand har samleje med en kvinde, som er en trælkvinde, der er bortlovet til en anden mand, men endnu ikke er blevet frikøbt eller frigivet, skal det straffes; de skal dog ikke lide døden, for hun var ikke frigivet.
3 Mosebog 19,21 Men manden skal bringe sit skyldoffer til Herren, en skyldoffervædder, hen til indgangen til Åbenbaringsteltet.
3 Mosebog 19,22 Med skyldoffervædderen skal præsten skaffe ham soning for Herrens ansigt for den synd, han har begået, så han får tilgivelse for den synd, han har begået.

Bibelen accepterer fuldt ud, at man tæver sine slaver. Hvis de dør på stedet, siger Bibelen ganske vist, at så »skal det hævnes«, men der står ikke hvad "hævnen" går ud på. Formodentlig er der tale om at give endnu en skyldoffervædder til præsten. Hvis offeret overlever et par dage, inden han eller hun dør af sine kvæstelser, er ejeren straffri. Som Bibelen så smukt udtrykker det: Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.

2 Mosebog 21,20 Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes.
2 Mosebog 21,21 Men lever de en dag eller to, skal det ikke hævnes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.

Øje for øje, hånd for hånd.
Abu Hamza al-Masri

Mishandlingen af slaver straffes langt mildere en mishandling af "rigtige" mennesker. Normalt hedder det "øje for øje, tand for tand", men der gælder langt mildere regler for slaveøjne og slavetænder: Hvis en slaveejer ødelægger en slaves øje, bliver slaveejeren ikke straffet på sit eget øje - han skal bare frigive den halvblinde (og værdiløse) slave.

2 Mosebog 21,24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,
2 Mosebog 21,25 brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.
2 Mosebog 21,26 Når en mand rammer sin træl eller trælkvinde i øjet, så han ødelægger det, skal han frigive dem som erstatning for øjet.
2 Mosebog 21,27 Hvis han slår en tand ud på sin træl eller trælkvinde, skal han frigive dem som erstatning for tanden.

Drab af slaver straffes også langt mildere end drab på Guds eget folk. Hvis en tyr gentagne gang stanger mennesker ihjel, er der dødsstraf for ejeren. Hvis det kun er en slave, der bliver dræbt, slipper ejeren af tyren med en bøde - ikke til slavens efterladte familie, men til slavens ejer.

2 Mosebog 21,28 Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf.
2 Mosebog 21,29 Men hvis oksen tidligere har stanget, og dens ejer ikke har passet på den, skønt han er blevet advaret, og den så stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og også dens ejer skal lide døden.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 21,32 Hvis oksen stanger en træl eller trælkvinde, skal ejeren betale tredive sekel sølv til deres herre, og oksen skal stenes.

Læs evt. mere om voldtægt og opdragelse.

Abraham

Fader Abraham holdt også slaver. Da han ikke kunne gøre sin kone gravid, gav konen ham sin slavinde, så han kunne voldtage hende.

Gustave Doré: Abraham smider sin trælkvinde og hendes barn ud i ørkenen.
Dore: Abraham og Hagar

1 Mosebog 16,3 Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. Abram havde da boet ti år i Kana'an.
1 Mosebog 16,4 Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue.

Bagefter blev hun jaget ud i ørkenen.

1 Mosebog 21,9 Men da Sara så den søn, som den egyptiske kvinde Hagar havde født Abraham, lege med Isak,
1 Mosebog 21,10 sagde hun til Abraham: "Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for denne trælkvindes søn skal ikke arve sammen med min søn Isak."

Faktisk havde Abraham masser af slaver. Og hans slaver fortalte, at det var Gud, der havde givet Abraham så mange slaver:

1 Mosebog 24,34 Så sagde han: "Jeg er Abrahams træl.
1 Mosebog 24,35 Herren har velsignet min herre, og han er blevet meget velstående. Han har givet ham får og køer, sølv og guld, trælle og trælkvinder, kameler og æsler.

Historien om Hagar i kapitel 16+21 er en, som kristne og muslimer er utroligt stolte af, og slaven i kapitel 24 er en betroet tjener, der er åbenlyst glad for sin herre. Men på ét punkt bliver det for meget for Bibelselskabet. Længere fremme i historien om Isak, får vi at vide, at Abraham havde andre slaver, der udførte hårdt, nedbrydende arbejde — og så retter Bibelselskabet i teksten:

1 Mosebog 26,15 Alle de brønde, som hans fars folk havde gravet på hans far Abrahams tid, havde filistrene kastet til med jord.

Det er stadig samme hebraiske ord, 'ebed (Strong's nummer H5650, se evt. hvordan man bruger en konkordans), men her oversættes "trællene" istedet til "Abrahams folk", som om det hårde, beskidte og farlige arbejde havde været en slags "folkeprojekt".

Som sædvanligt er den forrige oversættelse fra 1931 bedre (læs evt. kapitel 26). Her er teksten oversat korrekt:

1 Mosebog 26,15 Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
(oversættelsen fra 1931)

Det Nye Testamente

Jamen, det var Det Gamle Testamente, men hvad siger Det Nye Testamente så? Faktisk har Jesus aldrig ophævet Moseloven - tværtimod talte han varmt om alle de store konger og profeter i Det Gamle Testamente, der gik ind for slaveri.

Jesus kom med en lignelse, hvor han bl.a. sagde:

Matthæus 18,23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere.
Matthæus 18,24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham.
Matthæus 18,25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales.

Jesus mener åbenbart, at koner og børn er ejendom, der kan sælges. Andre af Jesus' evindelige lignelser handlede om rige mænd (ofte et symbol for Gud) med "tjenere", der skulle piskes og hugges ned.

Hvordan kan man tillade sig at piske tjenere, hugge dem ned og sælge deres koner og børn? Det kan man, fordi det ord, Jesus bruger, ikke betyder "tjener", men "slave". Desværre er der fusket med de danske Bibler, så læs evt. meget mere om Jesus' holdninger her: Slaveri i Det Nye Testamente.

Slaveejere får også masser af moralsk støtte fra Jesus' apostel, Paulus:

Jesus piskes 1 Timotheus 6,1 Alle, som er under slaveåg, skal vise deres herrer al den ærbødighed, de har krav på, for at Guds navn og læren ikke skal blive til spot.
1 Timotheus 6,2 Og slaver, som har troende herrer, må ikke vise dem mindre ærbødighed, fordi de er brødre, men skal tjene dem endnu bedre, fordi de er troende og kære brødre, som selv lægger vægt på at gøre godt mod dem. Sådan skal du lære og formane.

Det vil sige, Gud ikke bare synes, at slaveri er i orden. Han mener også, at hvis slaverne ikke opfører sig ordentligt over for deres herrer, er det en spot af Guds navn og hans lære!

Bemærk også, at slaverne kunne have troende herrer. Der er altså ikke noget til hinder for, at gode kristne er slaveejere. Tværtimod får slaverne at vide, at de »skal tjene dem endnu bedre, fordi de er troende og kære brødre«.

Her er to eksempler mere på, at kristne godt må være slavejere:

Kolos. 3,22 Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren.
Kolos. 3,23 Hvad I end gør, gør det af hjertet - for Herren og ikke for mennesker.
Kolos. 3,24 I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre.
Kolos. 3,25 Den, der gør uret, skal få den uret igen, han har gjort, og der bliver ikke gjort forskel på folk.
Kolos. 4,1 I, som er herrer, gør ret og skel mod jeres slaver; for I ved, at også I har en Herre i himlen.

Efeserne 6,5 Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte,
Efeserne 6,6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.
Efeserne 6,7 Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker.
Efeserne 6,8 I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri.
Efeserne 6,9 Og I, som er herrer, optræd på samme måde over for dem; lad være med at true. I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen.

Paulus skrev også:

Titus 2,9 Slaverne skal underordne sig under deres herrer i ét og alt og rette sig efter dem uden at sige dem imod;
Titus 2,10 de må ikke stikke noget til sig, men skal altid vise sand troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.

Den Bortløbne Slave

Normalt beordrede Paulus de kristne slaver til ikke at forlade deres herrer:

1 Korinth. 7,20 Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i.
1 Korinth. 7,21 Var du træl, da du blev kaldet, så tag dig ikke af det - men har du også mulighed for at blive fri, så benyt dig hellere af det -
1 Korinth. 7,22 for den, der blev kaldet til at høre Herren til, mens han var træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl.
1 Korinth. 7,23 I blev købt dyrt. Vær ikke menneskers trælle.
1 Korinth. 7,24 Brødre, over for Gud skal enhver blive i det, som han blev kaldet i.

Der er dog et enkelt tilfælde, hvor Paulus opfordrer en kristen til at frigive en slave.

Næsten hele Brevet til Filemon handler om, at Paulus ønsker at beholde slaven Onesimos:

Ikke mere Bullshit Filemon 10 Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab,
Filemon 11 ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig;
Filemon 12 ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte.
Filemon 13 Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld.
Filemon 14 Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje.

Det var åbenbart i orden for Paulus at frigive andre folks slaver, hvis han selv havde brug for deres arbejdskraft. Men bemærk argumentationen: Intetsteds fortæller Paulus, at slaveri er imod Bibelen, kristendommen eller Jesus' ord.

Paulus »beder for Onesimos«, men ikke for andre slaver. Paulus argumenterer med, at slaven »ikke tidligere var til gavn for dig« i stedet for at fortælle, at slaveri er afskyeligt. Paulus er interesseret i denne ene slave, fordi han »nu er til gavn både for dig og for mig«, men ikke i andre slaver. Paulus ville gerne beholde slaven »for at han i dit sted kunne være mig til hjælp«, ikke fordi slaveri er mod Guds ord. Paulus vil som god kristen ikke selv frigive slaven, for »uden dit samtykke ville jeg intet gøre«.

Konklusion: Tænk hvis Det Gamle Testamente, der er grundlag for kristendommen og islam, havde forbudt slaveri!

 
Guds hånd Læs meget mere om Slaver i Det Nye Testamente.

Yderligere information