Romerne 4,3: Kan man blive frelst af troen?

Kapitel 17: Abraham indgår sin pagt med Gud
Salami

Groft sagt består Det Gamle Testamente af 613 bud og en masse gruelige historier om, hvor galt det går, hver gang Guds folk ikke overholder disse bud. Alligevel lykkedes det Paulus at uddrage den modsatte morale af Bibelen.

Paulus mente, at Moseloven var ophævet, og at vi kunne blive frelste udelukkende af vores tro. Vi kunne altså roligt glemme alt om de 613 bud, ja faktisk var det et krav, for hvis man stadig fulgte alle de jødiske bud "bare for en sikkerheds skyld", havde man jo netop afsløret, at man ikke havde en stærk tro.

Hvordan bar Paulus sig ad med at argumentere for dette? Jo, han pegede på dengang, Gud udvalgte Abraham. På dette tidspunkt var Abraham næsten 100 år gammel, men Gud lovede den gamle mand, at han skulle få talrige efterkommere. Abraham troede på Gud, »og det blev regnet ham til retfærdighed«.

Paulus syntes argumentet var så godt, at han brugte det to gange:

Romerne 4,3 For hvad siger Skriften? "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed."

Galaterne 3,6 Det er som med Abraham: "Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed."

I dag ved vi, at Mosebøgerne er flettet sammen af forskellige forfattere. Det vidste Paulus naturligvis ikke, men han havde gennemskuet, at der er en selvmodsigelse. Hvorfor er netop Abraham og hans efterkommere udvalgt? Var det helt uden grund? Skyldtes det Abrahams tro? Omskærelsen? Eller lydighed?

Abraham blev udvalgt af Gud i 1 Mosebog kapitel 15. To kapitler inden han omskar sig selv (billedet til højre), og syv kapitler før han forsøgte at ofre Isak. Hans frelse skyldtes altså hverken omskærelsen eller hans gerninger, men udelukkende, at »Abraham troede Gud«.

Jakobs brev

Kapitel 22: Abraham beviser sin tro med gerninger.
Fars dag

Jakob var lodret uenig, og han brugte den samme historie om Abraham for at komme til den stik modsatte konklusion. Jakob belærte et "tåbeligt menneske" om, hvad der er Det sværeste vers i Bibelen:

Jakob 2,20 Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar?
Jakob 2,21 Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret?
Jakob 2,22 Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen.
Jakob 2,23 Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed," og han blev kaldt Guds ven.

Ifølge Jakob var det først, da Abraham beviste sin tro med gerninger og var villig til at halal-slagte sin eneste søn, at Abraham blev retfærdiggjort. Der skulle lidt gerninger til, før retfærdiggørelsen virkede.

Her må man sige, at Jakob er på tynd is. Han har ikke adresseret Paulus' argument med, at Abraham havde været retfærdiggjort i hele syv kapitler, før han udførte sin gerning. Abrahams (forsøg på) ofring af Isak skete først i kapitel 22, mens »det blev regnet ham til retfærdighed« allerede i kapitel 15.

Der står noget lignende i en af de apokryfe skrifter:

1 Makkabæerne 2,52 Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen, og blev det ikke regnet ham til retfærdighed?

Abraham blev fundet tro "i prøvelsen", dvs. den gang »Gud satte Abraham på prøve« og beordrede ham til at dræbe Isak (1 Mosebog 22,1). Det vil sige, at denne forfatter laver samme fusk som Jakob og pladrer kapitel 15, »blev det ikke regnet ham til retfærdighed«, sammen med kapitel 22: »Blev Abraham ikke fundet tro i prøvelsen«.

Dermed står den foreløbig 2-0 til Paulus.

1 Mosebog 22,1: Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: "Abraham!" og da Abraham svarede ja,
1 Mosebog 22,2: sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

Hvem regner hvem for hvad?

Kapitel 22: Abraham beviser sin tro med gerninger.
Spis en snegl

Men faktisk er sætningen tvetydig, både på dansk og græsk: »og det blev regnet ham til retfærdighed«. Hvad er "det"? Guds løfte eller Abrahams tro? Og hvem er "ham"? Abraham eller Gud?

I den første halvdel af sætningen, »Abraham troede Gud«, er Abraham subjekt (den aktive part), og Gud er objekt (den "det går ud over"). Den anden halvdel står i passiv, hvilket vil sige, at der skiftes subjekt. I den passive sætning er "det" subjekt, mens det ikke fremgår, hvem der regner "det" for retfærdighed for hvem.

Det kunne altså lige så godt være Abraham, der regnede Guds løfte til retfærdighed for Gud.

Men problemet er større endnu, for Paulus, Jakob og forfatteren af Makkabæerne skriver allesammen på græsk, og når de hentyder til Det Gamle Testamente, benytter de sig af den græske teksttradition, Septuaginta, en tekst, der ikke længere regnes for guddommeligt inspireret her i Vesten.(1)

Der er tusinder og atter tusinder af forskelle på den græske teksttradition og på den hebraiske tekst, som den danske udgave af Det Gamle Testamente bygger på. Og sommetider kan selv små forskelle have stor betydning.

Pisst
YHVH

Her kommer den episode, som alle tre forfattere henviser til, men denne gang oversat fra den hebraiske tradition:

1 Mosebog 15,6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

I den hebraiske tekst står begge halvdele af sætningen i aktiv. Det vil sige, at der ikke skiftes subjekt, og derfor er det stjerneklart, at hvis Abraham er subjekt (den aktive part) i første halvdel, er han det også i anden halvdel: Han (Abraham) regnede ham (Gud) det til retfærdighed.

Men det er værre endnu: Det andet "han", det, som Paulus gerne ville have, skulle skifte fra Abraham til Gud, findes slet ikke i den hebraiske tekst. Helt bogstaveligt står der: "han troede Jahve og regnede ham det til retfærdighed".

Der er ingen tvetydighed: Den eneste aktive part (subjekt) i sætningen er Abraham. Abraham troede, og Abraham regnede det til retfærdighed.(2)

Her vil nogen måske spørge, om et menneske virkelig kan tillade sig at bedømme Gud og hans løfte. Men det kan man sagtens: Hele Bibelen er én stor (positiv) bedømmelse af Gud, og vi kan sågar finde en bedømmelse af netop denne episode et andet sted i Bibelen:

Nehemias 9,7 Du er Gud Herren, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa, du gav ham navnet Abraham.
Nehemias 9,8 Du fandt hans hjerte trofast mod dig, og du sluttede pagten med ham om at give kana'anæernes land, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, jebusitternes og girgashitternes land, om at give det til hans efterkommere; og du holdt dit løfte, for du er retfærdig.

Grundløs Nåde, Tro, Omskærelse eller Gerninger?

Kapitel 12: Abrahams udvandring til Kana'an.
Uden hverken tro, omskærelse eller gerninger i bagagen.
Abraham

Sagen er, at Abraham fik sit løfte af Gud flere gange.

Vi har set, hvordan Paulus, Jakob og forfatteren af Makkabæerne diskuterer, hvordan og hvorfor Abraham blev udvalgt — hvilken af disse fire episoder, der er den rigtige — men at de desværre gør det på grundlag af den tvetydige græske tekst, der ikke længere regnes for guddommeligt inspireret her i Vesten.

Kan vi afgøre sagen, til trods for tvetydige og modstridende tekster?

Ja, det kan vi. For det første har Paulus overset, at Abraham netop ikke var fast i troen. Allerede to vers senere tvivlede Abraham på, om det nu altsammen også kunne passe:

1 Mosebog 15,6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 15,8 Men han sagde: "Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?"

Så meget for den faste tro og den evige frelse.

For det andet har vi Guds ord efter den afbrudte menneskeofring:

1 Mosebog 22,12 og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
[.. .. ..] [.. .. ..]
1 Mosebog 22,16 "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn,
1 Mosebog 22,17 vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.
1 Mosebog 22,18 Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Guds ord er entydige nok: Uanset hvem, der regnede hvad til retfærdighed for hvem i kapitel 15, er det først her i kapitel 22, at Gud vil opfylde det løfte, han allerede har givet flere gange.

Først Nu ved Gud, at Abraham er trofast, og kun fordi Abraham næsten ofrede sin søn, og fordi han adlød, vil Gud nu velsigne Abraham og hans efterkommere.

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Problemet med sætningen er det samme på dansk og græsk.

Hvis man vil grave ned i den græske tekst, kan verset analyseres med konkordansen. Bemærk, hvordan ordet "elogisthê" står i passiv.

Forfatteren af Brevet til Hebræerne laver samme fusk, når han påstår, at Abraham gav tiende til Melkisedek, og ikke omvendt.