"Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn".
|
|
Vores eneste historiske kilde, Paulus, mente, at Jesus var et »menneske kommet af Davids slægt«
Romerne 1,2 som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter,
Romerne 1,3 evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt,
Romerne 1,4 i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde.
Hvis man skal "bevise", at Jesus oprindeligt var et almindeligt menneske af kød og blod, er dette et af de få steder, man kan citere.
Der er dog mange problemer med disse vers. Allerførst må vi se på, hvad teksten i grunden siger.
Det er svært at finde en korrekt oversættelse. Bare i denne korte overskrift er der tre problemer:
|
»Som menneske […]«. Den græske tekst siger helt bogstaveligt "efter kødet". Andre oversættelser er mere korrekte. For eksempel: »af Davids Sæd efter kødet« (1907); »som efter kødet er kommet af Davids afkom« (Jehovas Vidner); »according to the flesh« (King James Bible); og »dem Samen Davids nach dem Fleisch« (Martin Luther).
Paulus skelner konstant mellem de to sfærer: "efter kødet" og "efter ånden". Det er ikke kun mennesker, der har kød. Det samme gælder dæmoner, engle og guder, og det er jo heller ikke uvant for kristne at tale om "Jesu Kristi kødspåtagelse".
»[…] kommet af […]«. Her skal Bibelselskabet undtagelsesvis roses, for dette er nemlig den korrekte oversættelse: »kommet af Davids slægt«, ikke født af.
Den samme korrekte oversættelse ser vi også i Jehovas Vidner: »kommet af Davids afkom«; King James Bible: »made of the seed of David«; og Vulgata: »factus est ei ex semine David« ("factus", og ikke "natus").
Ordet i den græske tekst er genomenou, og Paulus bruger aldrig dette ord om en fødsel. Ordet betyder at ske/opstå/fremkomme/skabe/fremstille, og Paulus bruger samme ord til at beskrive Adams krop og de himmelske legemer, vi får i opstandelsen.(1)
»[…] aF Davids slægt«. På græsk står der "ek spermatos dauid", og man behøver ikke at være ekspert i oldgræsk for at gennemskue, at "spermatos" betyder "sæd". Som der stod i ældre oversættelser: »af Davids Sæd« (f.eks. 1907). Det er klart, at ordet sagtens kan fortolkes som "slægt", men lad os for en stund huske, hvad der bogstaveligt står.
Paulus skriver altså om Guds søn, »hans søn, […] stadfæstet som Guds søn«, der »efter kødet« er »kommet af Davids sæd« og er opstået efter døden.
Og hvad kan han så mene med alt dette?
|
Paulus ved stort set intet om den historiske Jesus, og han fortæller igen og igen, at han baserer sig på to kilder: Dels hans egne åbenbaringer (dvs. hallucinationer), og dels hans langhårede fortolkninger af Det Gamle Testamente.
I dette tilfælde fortæller Paulus rent ud, at han baserer sig på en profeti: »som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter« (Romerne 1,2), og hvis man kigger i »De hellige Skrifter«, dvs. Det Gamle Testamente, er det kun ét sted, der kommer i betragtning.
Profeten Natan viderebringer et løfte fra Gud til Kong David:
2 Samuel 7,12 Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme.
2 Samuel 7,13 Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig.
2 Samuel 7,14 Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag,
(Oversættelse fra 1931)
Her er næsten fuld plade for Paulus: Guds løfte om Guds søn, Davids sæd, opstandelse efter døden og »kraft […] stadfæstet med magt og vælde«. Gud lover, at når David er død, vil Gud oprejse Davids sæd og kalde denne sæd sin søn: »Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn«.
Og ja, som vi har været inde på, kan "sæd" betyde efterkommer, men lige her specificerer Gud tydeligt, at det er den sæd, David har i sit indre: »din Sæd, som udgår af dit Liv«; tilsvarende »det som udgår fra dit indre« (Jehovas Vidner); »which shall proceed out of thy bowels« (King James Bible); »who will go out from your body« (Lexham English Bible) og »deinen Samen […] der von deinem Leibe kommen soll« (Martin Luther). I Helligåndens yndlingsbibel, Septuaginta, står der: "anastêsô to sperma sou meta se os estai ek tês koilias sou": "oprejse din sæd efter dig, som vil komme ud af din mave / dit indre".
Det fremgår da også utallige steder, at den "sæd", der »skal bygge mit Navn et Hus« (2 Samuel 7,13, citeret foroven), ikke var en fjern efterkommer, men derimod Salomon, der jo byggede Guds første tempel. I genfortællingen i Krønikebøgerne står der rent ud, at Gud taler om Davids søn, Salomon: »Han skal hedde Salomo […] han skal være min søn« (1 Krønikebog 22,9-10).
For mange flere detaljer se evt.: En profeti om Davids slægt
|
Problemet er, at profetien hurtigt blev en fuser. Guds holdt ikke sit løfte, og kongedømmet blev ikke "evindeligt".
Balladen startede allerede, da Salomon dyrkede falske guder - Astarte, Milkom og Kemosh, og han brød hvert eneste komma i Kongeloven. I stedet for at opdrage Salomon, som Gud havde lovet (2 Samuel 7,14, citeret foroven), arrangerede Gud et oprør, der gjorde, at Davidsriget kort efter Davids død mistede ti af Israels tolv stammer (billedet til venstre).
Davids "evindelige rige" blev derefter regeret af to separate kongerækker, der konstant var i krig med hinanden, og som næsten alle gjorde, »hvad der var ondt i Herrens øjne«. Efter 400 år havde Gud fået nok, og jøderne kunne intet gøre for at undgå ødelæggelsen. Jerusalem faldt, og så var det slut med Davids evige kongerige.
|
Som normalt tænkende menneske undrer man sig over, at Bibelen er fyldt med profetier, der er kiksede, allerede inden blækket nåede at tørre på papiret.(2) Men fejlslagne profetier kan genopfriskes og bruges igen: Tænk på en af Bibelens mest mislykkede, mest omskrevne, og mest populære profetier: Daniels profet.
På Jesus' tid havde Davids trone været tom i over 600 år, og jøderne havde været underlagt babyloniere, persere, meder, seleukider, hellenere, romere og Herodes-dynastiet. Efterhånden måtte de erkende, at Davids sæd var udtørret, og at Natans profeti og Guds løfte var en fiasko.
Alternativet var omfortolke profetien. Selvom profetien gør det klart, at sæden skulle komme direkte fra David: »din Sæd, som udgår af dit Liv« (2 Samuel 7,12), og flere gange gør det klart, at det handler om Salomon, så kunne man måske alligevel fortolke det som, at Gud ville bruge en efterkommer af David som sit hellige våben til at smide romerne ud af landet? Problemet med denne omfortolkning var, at romerne var for stærke og slog alle oprør ned.
Til sidst opfandt man så den eneste frelser, man kunne få: En søn af gud, der var sendt fra himlen i menneskekød, "efter kødet", og som var vendt tilbage til sin himmel.
Vi kan ikke svare på, om Paulus helt bogstaveligt mente, at denne menneskekrop var lavet af Davids sæd, men det er jo faktisk, hvad han skriver: »made of the seed of David« (King James Bible) og »factus est ei ex semine David«.
Dr. Richard Carrier provokerer lidt ved at tale om en himmelsk sædbank ("celestial sperm bank"), men Gud behøvede ikke at have gemt sæden i 600 år. Vi ved, at Enok, Moses, Elias og Abraham stadig lever i Himlen, så hvorfor skulle David — en mand efter Guds hjerte — ikke også gøre det?(3)
Mærkeligere ting er sket i Bibelen, og alting kan lade sig gøre, så længe det sker oppe i himlen. I et andet epistel causerer Paulus over genopstandelsen, kød og himmelske legemer: Man skal så et korn for at få liv; Gud giver det skikkelse, »og hver slags korn [spermatôn] sin skikkelse: Ikke alt kød er ens, men det er forskelligt for mennesker, kvæg, fugle og fisk« (1 Korintherne 15,36-40).
Lidt senere i Brevet til Romerne — og det kigger vi på om lidt — skriver Paulus, at Jesus blev sendt til jorden »i syndigt køds lighed«, uden at forklare, hvor dette kød kom fra. Gud er verdensmester i at skabe kød; det er faktisk det, han gør i de første kapitler af Bibelen. Hernede på jorden bliver mennesker konstant dannet af sæd, så rent teknisk var det mere naturstridigt, dengang Gud dannede Evas krop af et enkelt ribben.
|
|
Vi ved selvfølgelig ikke, om Paulus havde tænkt det igennem, men fakta er, at kristendommen, som man lærer den i søndagsskolen, er underlig og har de samme besynderligheder. Kristendommen har så at sige arvet dette nonsens fra Paulus:
Sommetider glemmer vi, hvor absurd kristendommen er,
|
Men hvad nu med den historiske Jesus? Kan man bruge Paulus' ord som et vidne om et almindeligt menneske? En tømrer / rabbi / rebel / naturlæge / exorcist / filosof / dommedagsprofet af kød og blod?
Det må blive et "nej" herfra.
Til at starte med står der jo ikke "som menneske" i den korrekte oversættelse, »men af Davids sæd efter kødet« (f.eks. 1907). Den dag i dag er kristne mennesker glade for at tale om "Herrens kødpåtagelse", men så er det jo netop ikke en almindelig tømrer af kød og blod, de tænker på.
Desuden er det efterhånden gået op for de fleste teologer, at David og Salomon er fiktive personer. Og hvad siger det om Jesus historicitet, hvis han nedstammer fra fiktive personer?
Men hvad værre er: Uanset om vi oversætter ordene til "af Davids sæd" eller "efterkommer af David", er der tale om teologi og ikke slægtsforskning.
Paulus ved stort set intet om den historiske Jesus. Han nævner aldrig Josef og Maria eller Betlehem og Nazaret, så hvorfra skulle han kende Jesus' 39-gange-tip-oldefar? Hvad er mest sandsynligt: At Paulus har set Jesus' stamtavle, eller at han har fundet en profeti i Det Gamle Testamente? Vi behøver ikke at gætte, for han besvarer selv spørgsmålet: »som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter«.
|
Til sidst er der endnu et problem: Et problem, vi ofte støder på, når vi kigger på skriftsteder, der har været centrum for heftige debatter.
De vers vi kigger på her, argumenterer for adoptionisme. Det vil sige forskellige retninger indenfor kristendommen, der hævder, at Jesus først blev Guds søn på et bestemt tidspunkt: Ved dåben, forklarelsen, korsfæstelsen, genopstandelsen eller himmelfarten. Som der står: »stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde«.
Men normalt beskriver Paulus Jesus som et himmelvæsen, der har været Guds søn helt fra tidernes morgen. Det gør han faktisk også senere i samme epistel:
Romerne 8,3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet,
Jesus var Guds søn, inden han blev sendt til jorden. To forskellige teologier i samme epistel. Det er fristende at erklære, at hele afsnittet, Romerne 1,2-6 er en interpolation — en senere forfalskning.
Se evt. det eksterne link.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
Desværre er Bibelselskabet ikke lige så gode til at oversætte "genomenou" i Galaterne 4,4, hvor de fejlagtigt skriver: »født af en kvinde, født under loven«.
Men lige her må vi glæde os over, at de trods alt har oversat det vers, vi kigger på, korrekt.
Det er især underligt, hvis man går ud fra, at David, Salomon og resten af kongerækken er frit opfundne.
Enok blev "kun" 365 år, »Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort« (1 Mosebog 5,24). Han har skrevet Enoks Bog, der sågar bliver citeret i Det Nye Testamente (Judasbrevet 14-15).
Moses og Elias dukker op på bjerget ved Jesus' forklarelse (Markus 9,2-8, og parallel).
Abraham tager imod Lazarus i Himlen (Lukas 16,19-31).
Og nej: Jesus har heller ikke fået Davids DNA fra Jomfru Maria. Maria var slægtning til Elisabeth (Lukas 1,36), og Elisabet var af Arons slægt (Lukas 1,5).
Aron var af Levis stamme, mens David tilhørte stammen Judas.
I øvrigt er der ingen af Bibelens stamtavler, der kunne drømme om at medtage kvinder. Kvinden er jo blot den plovfure, hvori manden sår sin sæd.