Hvad siger Bibelen om menneskeofring?

Del 1: Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om Ba'al og Moloch. Frygtelige, blodtørstige afguder, der krævede menneskeofre.

Men den kristne Gud viser sig at være af samme kaliber:

Menneskeofringer til andre guder

2 Mosebog 22,28: "Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig"
Molok

Når det gælder de "konkurrerende" guder, er Bibelen ganske klar i spyttet. Den slags er simpelthen forbudt.

3 Mosebog 18,21 Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok; du må ikke vanhellige din Guds navn. Jeg er Herren!

5 Mosebog 12,31 På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud. For de har dyrket deres guder med alt, hvad Herren afskyr og hader. De har endog brændt deres sønner og døtre for deres guder.

5 Mosebog 18,10 Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,

Der er faktisk dødsstraf for at ofre sine børn til fremmede guder, og hvis ikke staten vil udføre dødsstraf, så er der dødsstraf for hele landet. Så kan de lære det! Truttelut

3 Mosebog 20,1 Herren talte til Moses og sagde:
3 Mosebog 20,2 Du skal sige til israelitterne: Hvem som helst af israelitterne og af de fremmede, der bor som gæst i Israel, som giver et af sine børn til Molok, skal lide døden. Landets folk skal stene ham.
3 Mosebog 20,3 Jeg vil selv vende mig mod den mand og udrydde ham fra hans folk, fordi han har givet et af sine børn til Molok og dermed gjort min helligdom uren og vanhelliget mit hellige navn.
3 Mosebog 20,4 Men skulle landets folk lukke øjnene for, at den mand har givet et af sine børn til Molok, og undlade at dræbe ham,
3 Mosebog 20,5 så vil jeg vende mig mod den mand og hans familie og udrydde ham og alle dem, der ligesom han horer med Molok, fra deres folk.

Ikke desto mindre var det åbenbart et tilbagevendende problem, at Guds folk hele tide insisterede på at ofre deres børn til de "forkerte" guder. Den slags tager Bibelen helt klart afstand fra — her er et par eksempler: (2 Kongebog 16,3, 2 Kongebog 17,17-18, 2 Kongebog 21,6, 2 Kongebog 23,10, 2 Krønike 28,3, 2 Krønike 33,6, Salme 106,38, Esajas 57,3-5, Jeremias 7,30-31, Jeremias 32,35, Ezekiel 16,15-21, Ezekiel 20,31, Ezekiel 23,37-39).

2 Kongebog 16,3: Han fulgte i Israels kongers spor. Han lod endog sin søn gå gennem ilden efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
2 Kongebog 17,17: De lod deres sønner og døtre gå gennem ilden, drev spådomskunst, tog varsler og solgte sig selv til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, så de krænkede ham.
2 Kongebog 17,18: Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage.
2 Kongebog 21,6: Han lod sin søn gå gennem ilden, han drev trolddom, tog varsler og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, der var ondt i Herrens øjne, så han krænkede ham.
2 Kongebog 23,10: Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok.
2 Krønike 28,3: og han tændte offerild i Hinnoms søns dal og brændte sine sønner efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
2 Krønike 33,6: Han lod endda sine sønner gå gennem ilden i Hinnoms søns dal, han drev trolddom, tog varsler, brugte magi og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, der var ondt i Herrens øjne, så han krænkede ham.
Salme 106,38: De udgød uskyldigt blod, deres sønners og døtres blod, som de ofrede til Kana'ans gudebilleder, så landet blev vanhelliget af blodet;
Esajas 57,3: Kom herhen, I børn af troldkvinder, I afkom af horkarle og skøger!
[. . .]
Esajas 57,5: I brænder af brunst under egene og under alle grønne træer; I slagter børn i dalene og i alle klippekløfterne.
Jeremias 7,30: Judæerne har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, siger Herren; de har opstillet deres ækle guder i det hus, som mit navn er udråbt over, og gjort det urent.
Jeremias 7,31: De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne.
Jeremias 32,35: De byggede offerhøjene for Ba'al i Hinnoms søns dal for at ofre deres sønner og døtre til Molok. Jeg har aldrig befalet eller haft i tankerne, at de skulle gøre noget så afskyeligt og forlede Juda til synd.
Ezekiel 16,15: Men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore. Med dit hor overøste du enhver, der kom forbi, og du blev hans.
[. . .]
Ezekiel 16,19 Den mad, jeg havde givet dig, finmelet, olien og honningen, jeg havde givet dig at spise, satte du frem til dem, en liflig duft. Sådan gik det for sig, siger Gud Herren.
Ezekiel 16,20 De sønner og døtre, du havde født mig, ofrede du til dem, så de kunne spise dem. Var det ikke nok, at du horede?
Ezekiel 16,21 Behøvede du også at slagte og ofre mine sønner til dem?
Ezekiel 20,31: Når I bringer jeres gaver og lader jeres sønner gå gennem ilden, bliver I urene ved alle jeres møgguder den dag i dag. Skulle jeg lade mig rådspørge af jer, Israels hus? Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg vil ikke lade mig rådspørge af jer.
Ezekiel 23,37: De begår ægteskabsbrud, og der er blod på deres hænder. De begår ægteskabsbrud med deres møgguder. Selv de sønner, de fødte mig, ofrer de som føde til dem;
[. . .]
Ezekiel 23,39: Når de slagter deres sønner til deres møgguder, går de samme dag ind i min helligdom og vanhelliger den; ja, sådan gør de i mit hus.

Dette lille udvalg viser 2 ting: Dels at det var meget normalt at ofre sine børn. Og dels at Bibelen sagtens kan udtrykke sit ubehag over menneskeofring. Det er simpelthen afskyeligt og »ondt i Herrens øjne« — men altså kun så længe det gælder alle andre guder.

Når det gælder den kristne gud, er det nemlig svært at finde nogle konkrete forbud.

Vreden over Israel

engel Man undrer sig måske over, at israelitterne igen og igen insisterede på at ofre deres børn til Molok, Ba'al og alle de andre "møgguder" (som Gud så smagfuldt omtaler sine gude-kollegaer).

Forklaringen er naturligvis, at de andre guder var lige så virkelige som den jødiske Gud. Jahve var simpelthen en enkelt stammegud ud af mange, og "den højeste" af disse guder" havde givet jøderne til Jehova/Jahve. »Da den Højeste fordelte folkene […] Herrens del blev hans folk« (5 Mosebog 32,8-9).

5 Mosebog 32,8: Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne.
5 Mosebog 32,9: Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod.

Jahve tolererer derfor ikke, at man ofrer til disse guder på hans territorium, ligesom den danske stat heller ikke tillader, at man betaler sin skat til Luxemburg eller Svejts.

Men Bibelen har en historie, der foregår på et fremmed territorium: Kongerne af Israel, Juda og Edom gik til angreb på Kong Mesha i Moab.(1) Profeten Elisa fortalte de tre konger, at Gud ville lade dem indtage alle byerne i Moab, fælde alle træerne, tilstoppe alle kilderne og ødelægge markerne med sten (2 Kongebog 3,19), og sandelig: Jahves tilhængere havde stor succes.

2 Kongebog 3,19: I skal indtage alle befæstede byer og alle prægtige byer, fælde alle nyttige træer og tilstoppe alle kilder, og alle gode marker skal I ødelægge med sten."
2 Kongebog 3,25: Byerne rev de ned, og alle gode marker dængede de til med sten - hver mand kastede sin sten - alle kilder tilstoppede de, og alle nyttige træer fældede de. Til sidst stod kun Kir-Hareset tilbage, og den blev omringet af slyngekastere, der gik til angreb på den.

De tre konger slog moabitterne på flugt og ødelagde byer, træer, kilder og marker præcis som spået (2 Kongebog 3,25). Kong Mesha havde kun én by tilbage, og da hans sidste modangreb slog fejl, gjorde han noget desperat — og det virkede:

2 Kongebog 3,27 Da tog han sin førstefødte søn, der skulle være konge efter ham, og bragte ham som brændoffer på muren. Der kom stor vrede over Israel, og de brød op og vendte tilbage til deres land.

Ordene er entydige nok: Kong Mesha ofrede sin egen førstefødte søn på et bål på muren, så alle kunne se det. Den førstefødte søn »skulle være konge efter ham«, men der var selvfølgelig alligevel ikke ret meget at være konge over, efter at Jahves folk havde ødelagt byer, træer, kilder og marker.

Under belejringer skal man spise Ezekiel 4,12 brød.
Klik på billedet og få Guds helt specielle opskrift.
Ezekiel, bibelsk korrekt

Netop på det tidspunkt hvor Jahve har opfyldt sin profeti til mindste bogstav, og netop da Jahves folk står på trinet til endnu en gang at dræbe, plyndre, tage slaver og voldtage jomfruer, kommer der »stor vrede over Israel«, der får israelitterne til at opgive krigen og tage hjem.

Man har forsøgt at (bort)forklare det med, at israelitterne følte en stor vrede over den afskyelige gerning, men det står der altså ikke. Og man har forklaret det med, at israelitterne følte sig medskyldige i, at Kong Mesha brød Moseloven (der jo forbyder at ofre mennesker til "falske" guder). Begge disse forklaringer falder, dels på at Kong Mesha i så fald kunne have ofret ethvert andet menneske end sin egen førstefødte søn, og dels på at "vreden" kommer over Israel, og ikke over Kong Mesha eller landet Moab.

Den store vrede ramte netop Jahves folk, der måtte flygte. Kong Meshas handling blev hans og hans lands redning, for historien stopper simpelthen her. I næste kapitel befinder profeten Elisa sig et helt andet sted.

Vi kommer ikke udenom, at historien foregår i Moabs land, der tilhører guden Kemosh. På dette territorium er det Kemosh, der modtager menneskeofrene, og Kemosh, der belønner sit folk ved at lade en guddommelig vrede ramme Kong Mesha's fjender.

Her er Jahve på udebane og har ikke noget at skulle have sagt.

Abraham og Isak

Gustave Doré. Isak bærer brænde til sit eget offerbål.
Abraham og Isak

Lad os se på nogle konkrete eksempler. Allerførst er der naturligvis Fader Abraham — stamfar til jøder, kristne og muslimer.

Alle har hørt historien, så lad os gå hurtigt hen over den: Galningen Abraham "hører stemmer" og beslutter sig for at slagte sin søn Isak og bruge ham som brændoffer. Abraham slår hælene sammen og adlyder, hvilket er ret paradoksalt: Dengang Gud ville ødelægge Sodoma, brugte han mange kræfter på at manipulere med Gud, men når det gælder hans egen søn, smækker han hælene sammen og siger "Javel!"

"Far, hvor er offerdyret?"
Abraham og Isak

Han drager ud med sønnen og to karle. Da han nærmer sig alteret, lyver han for karlene og siger »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer«. Abraham og Isak går hen og forbereder alteret, selvom Isak undrer sig over, hvor offerdyret er henne.

Abraham spænder Isak fast på alteret og løfter kniven, men i sidste sekund "hører han stemmer" igen. Denne gang er det Herrens engel (billedet til venstre); Gud selv har åbenbart vigtigere ting for, så han nøjes med at sende en engel.

Ifølge englen sværger Gud ved sig selv (altså ved Gud), at Abraham skal belønnes for sin "dåd": »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren«.

1 Mosebog 22,12 og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 22,16 "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn,
1 Mosebog 22,17 vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.
1 Mosebog 22,18 Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Guds ord er entydige nok: Abrahams gerning er utvetydigt god. Uanset de mange andre grunde til at Abraham og hans efterkommere er udvalgt, er det først nu, Gud vil opfylde det løfte, han allerede har givet flere gange.

Først nu ved Gud, at Abraham er trofast, og kun fordi Abraham næsten ofrede sin søn, og fordi han adlød, vil Gud nu velsigne Abraham og hans efterkommere.

Til gengæld bliver episoden kun nævnt indirekte i resten af Det Gamle Testamente, nemlig når Isaks søn, Jakob, kalder Gud for "Isaks rædsel": »min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel« (1 Mosebog 31,42, 1 Mosebog 31,53).

1 Mosebog 31,42: Hvis ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, havde du nu sendt mig tomhændet bort. Men Gud har set min lidelse og mit slid, og i nat fældede han sin dom."
1 Mosebog 31,53: Abrahams Gud og Nakors Gud skal dømme os imellem." Det er deres faders Gud. Så svor Jakob ved sin far Isaks Rædsel.

 

Når Abraham kunne finde på at ofre sin eneste søn, og når både Det Gamle og Det Nye Testamente roser ham for næsten at have myrdet sin egen søn, er det et tegn på, at man accepterede menneskeofringer i almindelighed.

Jefta Ofrede sin Datter til Gud

Jepte obtulit filiam suam domino = Jefta ofrede sin datter til Gud.
Åbenbart huggede han hovedet af hende først - før han brændte hende.
Jeftas datter

Isak var altså heldig, at Gud afbrød ofringen. Andre var mindre heldige: Jefta skulle i krig og lovede at ofre et menneske til Gud:

Dommer 11,30 Jefta aflagde det løfte til Herren: »Hvis du giver ammonitterne i min hånd,
Dommer 11,31 skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer

Gud lod sig bestikke af løftet om menneskeofring, så Jefta vandt krigen. Uheldigvis for ham (og endnu mere uheldigt for hans datter) var den første, han mødte, hans egen datter:

Dommer 11,34 Da Jefta kom hjem til sit hus i Mispa, var det hans datter, der kom ham i møde, dansende til paukens lyd. Hun var hans eneste barn, han havde ellers ingen sønner eller døtre.
Dommer 11,35 Da han fik øje på hende, flængede han sine klæder og sagde: »Ak, min datter! Du knuser mig, du styrter mig i ulykke. Jeg har aflagt et løfte til Herren, og jeg kan ikke tage mine ord i mig igen

Der er ingen antydning af, at Jefta ikke fortrød sit løfte om menneskeofring. Det eneste han var ked af var, at det gik ud over hans egen datter. Gud havde heller ikke noget imod det. Hvis Gud ikke kunne lide menneskeofringer, kunne han have givet Jefta et vink med en vognstang og lade ham tabe krigen.

Jefta ofrer sin datter til Gud.
Jeftas offer

Jefta kunne naturligvis ikke bryde sit ord til Gud (det vender vi tilbage til), så datteren fik 2 måneder at leve i.

Dommer 11,37 Og hun sagde: »Én ting beder jeg dig om: Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan gå op i bjergene sammen med mine veninder og græde over, at jeg skal dø som jomfru.«
Dommer 11,38 Han sagde: »Gå du blot!« og han lod hende være væk i to måneder. Hun gik ud i bjergene sammen med sine veninder og græd over, at hun skulle dø som jomfru.
Dommer 11,39 Da de to måneder var gået, vendte hun hjem til sin far, og han gjorde med hende, som han havde givet løfte om. Hun havde aldrig været sammen med en mand. […]

Jefta brændte sin egen datter. Hun græd to måneder i bjergene, så Gud havde masser af tid til at sende en drøm, en engel eller en profet, hvis Han ikke havde ønsket sit brændoffer. Gud kunne også have stoppet Jefta og givet ham en vædder, ligesom han fik sin engel til at gøre med Abraham.

Man kan også tænke over, hvorfor det netop var Jeftas datter, der kom først ud af døren. Hvis Gud er så dygtig, at han kunne give Jefta sejren, så er han vel også dygtig nok til bestemme, hvem der kommer først ud af døren.

 

Der var ingen, der tænkte dårligt om Jefta, bare fordi han brændte sin egen datter. Læs evt. mere om Jeftas datter og alle mulige bortforklaringer: Må man ofre sine børn på bålet til Gud?

Rispas sønner

Rispa jager himmelens fugle væk fra syv af Sauls efterkommere.
Rispa

Andre gange var det Gud selv, der krævede menneskeofferet.

2 Samuel 21,1 I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne.«

Man kan undre sig over, at Gud sender en hungersnød over David, som "var en mand efter Guds hjerte" (Apostlenes Gerninger 13,22). Man kan også undre sig over, hvorfor David venter 3 år med at "søge Herrens ansigt".

Apostlenes Gerninger 13,22: Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: 'Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil.'

Men det korte med det lange var altså, at Gud mente, der var »blodskyld på Saul og hans hus«. Når nu Saul uheldigvis var død, var det altså hans efterkommere, der måtte betale denne blodskyld — med menneskeofre:

Gustave Doré. Rispa jager fugle og hunde væk fra sine sønners lig.
Rispa

2 Samuel 21,6 Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon.« Kongen svarede: »Dem skal I få.«
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,8 Kongen tog de to sønner, som Ajjas datter Rispa havde født Saul, Armoni og Mefiboshet, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde født Adriel, der var søn af Barzillaj fra Mehola.
2 Samuel 21,9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.
2 Samuel 21,10 Ajjas datter Rispa tog sine sørgeklæder og bredte dem ud på klippen. Der sad hun fra begyndelsen af høsten, til regnen styrtede ned fra himlen over de døde, og hun passede på, at himlens fugle ikke slog ned over dem om dagen, og at jordens dyr ikke kastede sig over dem om natten.
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,14 [. . .] Da alt, hvad kongen havde befalet, var gjort, forbarmede Gud sig til sidst over landet.

Så syv uskyldige mennesker skulle ofres, før Gud "forbarmede sig over landet".

Læs evt. mere om Davids offer og diverse bortforklaringer: Den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse

At lægge band på vantro mennesker

Søde JesusNår det drejer sig om vantro, skal hele byer ofres til Gud.

Der skal "lægges band på" hele byen, hvilket bogstaveligt betyder, at det "sættes til side til Gud", og når først der er "lagt band på" byer, mennesker og dyr, så kan ingen magt redde det:

5 Mosebog 13,13 Hvis du hører, at der i en af dine byer, som Herren din Gud giver dig at bo i,
5 Mosebog 13,14 har været ondsindede mennesker fra dit eget folk på færde, der har bragt indbyggerne i deres by på afveje og sagt: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som I ikke før har kendt,
5 Mosebog 13,15 da skal du undersøge og efterforske det grundigt og forhøre dig om det. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted hos dig,
5 Mosebog 13,16 skal du hugge indbyggerne i den by ned med sværd; med sværdet skal du lægge band på den og på alt, hvad der er i den, også på dyrene.
5 Mosebog 13,17 Og alt byttet fra byen skal du samle på torvet, og så skal du brænde byen sammen med alt byttet som et heloffer til Herren din Gud; den skal være en evig ruinhøj og må ikke genopbygges,

Hele byen med alle mennesker skal hugges ned og ofres på bålet »som et heloffer til Herren din Gud«. Selv dyrene skal straffes for at være vantro.

For en nærmere diskussion af begrebet "at lægge band på", se hvad Bibelen siger om folkemord.

Den førstefødte

Dødesenglen dræber de egyptiske førstefødte.
Ødelæggeren

Her følger en række bud, som er lidt svære få hoved og hale på. En kristen vil nok mene, de er "taget ud af sammenhæng", men det er ærligt talt svært at se en sammenhæng, der kunne retfærdiggøre disse vers. Derfor tager vi dem bare i den rækkefølge, de står i Bibelen:

Lige da jøderne skal til at forlade Egypten, siger Gud:

2 Mosebog 13,1 Herren talte til Moses og sagde:
2 Mosebog 13,2 "Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg."

Det lyder selvfølgelig smukt, at man skal "hellige den førstefødte dreng" til Gud, men inden kvinderne bliver misundelige, skal man huske, at Gud få timer forinden har myrdet den førstefødte dreng i alle egyptiske familier (billedet til højre) og nu står dér med sine bloddryppende hænder. Så får man lissom en idé om, hvad der venter:

2 Mosebog 13,11 Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre,
2 Mosebog 13,12 skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren.
2 Mosebog 13,13 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.
2 Mosebog 13,14 Når din søn i fremtiden spørger dig: "Hvad betyder dette?" skal du svare ham: "Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset.
2 Mosebog 13,15 Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner."

trut truttelut Gud praler altså af, at han har slået alle de førstefødte egyptere ihjel, og han påstår (vers 15), at det var, fordi »Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå«.

Det er i sig selv forkasteligt, at Gud myrder uskyldige børn, men han har oven i købet den frækhed at tørre skylden af på Farao og hans hårdhed. Gud praler konstant af, at det er ham, der gjorde Farao hård (f.eks.: 2 Mosebog 4,21, 2 Mosebog 7,3, 2 Mosebog 9,12, 2 Mosebog 10,1, 2 Mosebog 10,20, 2 Mosebog 10,27, 2 Mosebog 11,10. 2 Mosebog 14,4, 2 Mosebog 14,8, 2 Mosebog 14,17).

2 Mosebog 4,21: Og Herren sagde til Moses: "Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå.
2 Mosebog 7,3: Men jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og jeg vil gøre mange tegn og undere i Egypten.
2 Mosebog 9,12: Herren gjorde Farao hård, så han ikke hørte på dem, sådan som Herren havde sagt til Moses.
2 Mosebog 10,1: Herren sagde til Moses: "Gå til Farao, for jeg har forhærdet ham og hans hoffolk, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem,
2 Mosebog 10,20: Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå.
2 Mosebog 10,27: Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke ville lade israelitterne gå.
2 Mosebog 11,10: Alle disse undere havde Moses og Aron gjort over for Farao, men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå ud af sit land.
2 Mosebog 14,4: Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren." Det gjorde israelitterne så.
2 Mosebog 14,8: Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud.
2 Mosebog 14,17: Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere.

Men Gud nøjes ikke at med at prale af at have dræbt de uskyldige drengebørn. Som en anden lejemorder kræver Gud til gengæld i al fremtid at få den førstefødte af mennesker og dyr. Gud dræbte jo både mennesker og dyr i Egypten.

Bagefter kan man vælge mellem at købe dyrene tilbage fra Gud, eller at knække halsen på dem, »Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg«. Når det gælder menneskebørn er man derimod tvunget til at købe dem.

Længere fremme i Bibelen gentages det, at alle førstefødte, sønner og dyr, tilhører Gud. I dette kapitel er der ikke nogen tilbagekøbsklausul:

2 Mosebog 22,28 Du må ikke holde afgiften af din kornhøst og din vinhøst tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig.
2 Mosebog 22,29 Det samme skal du gøre med dine okser og dit småkvæg. Syv dage skal det blive hos sin mor; på den ottende dag skal du give mig det.
2 Mosebog 22,30 I skal være hellige for mig. Kødet af sønderrevne dyr, som I finder på marken, må I ikke spise; det skal I kaste for hundene.

Bibelforskere vil fortælle, at netop disse vers er de oprindelige ordrer om ofring af børn, mens buddene med tilbagekøb repræsenterer en senere opblødning.

Men her tager vi altså versene i den rækkefølge, de står i Bibelen. Og så kommer vi frem til de rigtige Ti Bud, nu igen med tilbagekøbsklausul.

Pynt 2 Mosebog 34,19 Alt det første, der kommer ud af moderlivet, skal tilhøre mig, det gælder alle handyr af dit kvæg, det førstefødte af okser og får.
2 Mosebog 34,20 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg. Vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Tomhændet må ingen se mit ansigt.

Vers 20 slutter »Tomhændet må ingen se mit ansigt«. Er det virkelig Universets Skaber, der er så pengegrisk?

I et kapitel med overskriften »Bestemmelser om løfter og afgifter« skelnes der mellem, at "hellige" og "at lægge band på".

3 Mosebog 27,26 Men det førstefødte af kvæget, der som førstefødt tilfalder Herren, kan ingen hellige. Hvad enten det drejer sig om okser eller får, tilhører det Herren.
3 Mosebog 27,27 Drejer det sig om urene dyr, som man vil frikøbe efter taksering, skal der lægges en femtedel til; hvis man ikke vil indløse det, skal det sælges for takseringssummen.
3 Mosebog 27,28 Intet af det, et menneske ejer, og som han lægger band på til Herren, må sælges eller indløses, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller jord, han ejer. Alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt og tilhører Herren.
3 Mosebog 27,29 Intet menneske, der er lagt band på, kan frikøbes. Det skal lide døden.

engel Kapitlet handler om ekstra løfter, man kan give Gud. Man kan selvfølgelig ikke give Gud de førstefødte — de tilhører jo allerede Gud. Mennesker og dyr, der er "helligede" kan, som vi set, købes tilbage.

I vers 27,28-29 taler der derimod og dyr og mennesker, der er "lagt band på". Det hebraiske ord er "herem", og betyder "sat til side", hvilket skal forstås som "sat til side til Gud". For en nærmere diskussion af begrebet "at lægge band på", se hvad Bibelen siger om folkemord.

Dyr og Mennesker, der er "lagt band på", tilhører Gud og kan ikke tilbagekøbes: »Det skal lide døden«. Det var derfor Jefta, ikke havde andet valg end at brænde sin datter. Som Jefta sagde (citeret foroven): »Jeg har aflagt et løfte til Herren, og jeg kan ikke tage mine ord i mig igen«.

Længere fremme sker der noget afgørende i historien: Nu vil Gud ikke længere have de førstefødte. Han er tilfreds med, at antallet af levitter (præste-slægten) passer med antallet af førstefødte.

4 Mosebog 3,11 Herren talte til Moses og sagde:
4 Mosebog 3,12 "Jeg udtager levitterne af israelitternes midte i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne; levitterne skal tilhøre mig.
4 Mosebog 3,13 For alle førstefødte er mine; dengang jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, helligede jeg mig alle førstefødte i Israel, både mennesker og dyr; mig tilhører de. Jeg er Herren!"

Regnskabet passer dog ikke helt. Der var 22.000 levitter, men 22.273 førstefødte. Der mangler altså 273, så derfor får præsten Gud et kontant beløb på 5 × 273 shekel:

4 Mosebog 3,39 Alle de levitter, som Moses og Aron på Herrens befaling holdt mønstring over, slægt for slægt, alle af mandkøn fra en måned og opefter, udgjorde 22.000.
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 3,43 og da alle førstefødte af mandkøn fra en måned og opefter var blevet mønstret med opregning af navnene på dem, udgjorde de 22.273.
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 3,46 Til frikøb af de 273 af israelitternes førstefødte, som overstiger levitternes antal,
4 Mosebog 3,47 skal du tage fem sekel for hver person; du skal tage dem efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.

Sådan er den kristne logik: Gud skal have den førstefødte som belønning for at have dræbt en masse egyptiske børn, men så får han nogle præster og lidt penge istedet. Pengene passer.

Så nu tilhører den førstefødte ikke længere Gud:

4 Mosebog 8,16 For ud af israelitternes midte er netop de helt og holdent overgivet til mig; jeg har udtaget levitterne i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet, alle førstefødte blandt israelitterne.
4 Mosebog 8,17 For alle førstefødte blandt israelitterne både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten,
4 Mosebog 8,18 og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne

Lidt senere siger Gud til Aron — dvs. præsteslægtens stamfader — at nu tilhører de førstefødte ham (Aron) i al fremtid. Aron skal frikøbe menneskebørnene, selvom det ikke står lysende klart, hvorfor Aron skal købe dem fra sig selv, hvem der skal betale, hvem der så ejer børnene, og hvad der skal ske med dem. en putto

4 Mosebog 18,8 Herren sagde til Aron: "Nu overdrager jeg dig opsynet med alle de helliggaver, israelitterne bringer som afgift til mig. Jeg giver dem til dig og dine sønner som jeres andel, en eviggyldig rettighed.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 18,14 Alt, hvad der er lagt band på i Israel, skal tilfalde dig.
4 Mosebog 18,15 Af alt levende, man kan ofre til Herren, skal det første, der kommer ud af moderlivet, tilfalde dig; det gælder både mennesker og dyr. Dog skal du frikøbe den førstefødte af mennesker, og ligeledes skal du frikøbe det førstefødte af urene dyr.
4 Mosebog 18,16 Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.
4 Mosebog 18,17 Men førstefødte okser, får eller geder må du ikke frikøbe; de er hellige. Deres blod skal du stænke på alteret, og deres fedt skal du brænde som et offer, en liflig duft for Herren.

Bemærk især vers 15: »Af alt levende, man kan ofre til Herren […] det gælder både mennesker og dyr«. Tydeligere kan Bibelen ikke sige, at det var rutine at ofre mennesker til Gud. Abraham, Jefta og David var ikke undtagelser.

Denne gang må man åbenbart ikke frigive dyrene, men kun mennesker. Gud ved, hvad Gud i grunden vil.

Profeten Mikas

Man skal ikke tage fejl af folk dengang. Når folk ofrede deres børn til guderne, både til Jahve og til de andre guder, var det ikke fordi, de hadede deres børn, men netop fordi de elskede dem højt.

De viste deres kærlighed til deres guder ved at ofre det mest dyrebare de havde: deres førstefødte sønner, og derved viste de også deres kærlighed til familien og slægten, der nu ville få fremgang med gudernes hjælp.

Profeten Mikas var i tvivl, selvom han var profet: engel

Mikas 6,6 "Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve?
Mikas 6,7 Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?"

Mikas' spørgsmål er afslørende, fordi han forslag bliver mere og mere kostbare:

  1. Er det nok at bøje sig for Gud?

  2. Skal der et brændoffer til?

  3. Skal man gøre det lidt bedre ved at ofre nogle kalve?

  4. Skal man helt op på tusinder af væddere?

  5. Eller skal vi overgå det med titusinder af oliestrømme?

  6. Hvis ikke det er nok, så er der kun tilbage at yde det største offer af dem alle: sin egen førstefødte.

Dårlige love som Guds straf

de fortabte Til sidst vil en kristen nok spørge: Kan det virkelig tænkes, at den gode Gud vil kræve menneskeofre? Ja, vi har faktisk en ren tilståelsessag:

Ezekiel 20,23 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ville sprede dem blandt folkene og strø dem ud i landene,
Ezekiel 20,24 fordi de ikke havde holdt mine bud, men havde forkastet mine love og vanhelliget mine sabbatter; deres øjne hang ved fædrenes møgguder.
Ezekiel 20,25 Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke kunne bevare livet ved;
Ezekiel 20,26 jeg gjorde dem urene ved deres gaver, når de ofrede alt det, der kom først ud af moderlivet. Så kunne jeg slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.

Læs evt mere om Guds begrundelse, og om hvorfor Gud gav love om børneofre som straf over jøderne.

 

Det var så Det Gamle Testamente. Hvad med Det Nye? Har Jesus ikke sagt eller gjort et eller andet klogt om menneskeofringer i Det Nye Testamente?

 
Guds hånd

Anden halvdel handler om hvad Bibelen siger om menneskeofringer i Det Nye Testamente.

Yderligere information

Fodnoter: (1) (2)

Israel og Juda . . .: Davids kongerige holdt kun to generationer, hvorefter Det Hellige Land blev delt i to: Juda i syd og Israel i nord. Det meste af Kongebøgerne og Krønikebøgerne handler om de evige krige mellem disse to riger.
Johannes og apostlene har åbenbart overset, at det dyr, der tog jødernes synd, ikke var et lam, men en buk (en syndebuk!) og at det ikke blev slagtet, men jaget ud i ørkenen med alle synderne.

Læs meget mere om Jesus Barabbas og Jesus som syndebuk.