Hvad siger Bibelen om menneskeofring?

Del 2: Det Nye Testamente

Den førstefødte søn bliver Helliget herren. Bemærk de to duer i Josefs hånd.
Jesus i synagogen

Vi har lige set på, hvad Bibelen om menneskeofringer i Det Gamle Testamente. Men hvad så med det Nye Testamente? Har Jesus ikke sagt eller gjort et eller andet klogt?

Tja, Jesus har jo aldrig ophævet Moseloven, og helt generelt er alle forbryderne fra Det Gamle Testamente stadig i høj kurs i Det Nye. Det gælder også Jefta, der brændte sin egen datter på bålet som et offer til Gud. Jefta roses i Det Nye Testamente som en af dem, der »øvede retfærdighed« og »fik løfter opfyldt«:

Hebræerne 11,32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne,
Hebræerne 11,33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

Det Nye Testamente fortsætter, hvor Det Gamle slap. Da Jesus blev født, skulle han naturligvis "helliges". Det så vi jo på forrige side, at alle førstefødte sønner skal:

Lukas 2,22 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren
Lukas 2,23 - som der står skrevet i Herrens lov: "Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren" -
Lukas 2,24 og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

Vi læste ellers, at reglerne om helliggørelse af den førstefødte søn blev "abrogerede", dengang Gud fik levitterne og 5 × 273 shekel. Men alligevel måtte Josef åbenbart stille op med de to turtelduer for at løskøbe Jesusbarnet (billedet til højre).

Det kan derfor ikke undre, at menneskeofring er et hovedtema i Det Nye Testamente, nemlig historien den førstefødte søn, der kom til jorden for at blive ofret.

Jesus og Isak

Biblia Pauperum, type og antitype. Isak bærer sit brænde - Jesus bærer sit kors.
Jesus og Isak

De kristne har tidligt set paralleller mellem Isak, der (næsten) blev ofret af Abraham, og Jesus, der blev ofret til sin far, Gud.

Begge lod sig frivilligt ofre. Isak bar selv brændet til sit eget bål (1 Mosebog 22,6), og Jesus bar selv sig eget kors til Golgata (billedet til højre).

1 Mosebog 22,6: Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen.

Selvom det ikke står med store bogstaver i Bibelen, sker ofringen af Isak og Jesus på samme bjerg. Gud beordrede Abraham til at tage til et bjerg i Morija-landet for at ofre Isak på et bjerg:

1 Mosebog 22,2 sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

Vi støder kun på Morija én gang til i Bibelen, nemlig da Salomon skal til at bygge templet: »Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bjerg« (2 Krønikebog 3,1). Eftersom Jesus blev korsfæstet tæt på templet, er det dermed sket på samme bjerg, som Isak næsten blev ofret på.

2 Krønikebog 3,1: Salomo begyndte at bygge Herrens tempel i Jerusalem på Morijas bjerg, hvor Herren havde vist sig for hans far David, på det sted, som David havde beredt, på jebusitten Ornans tærskeplads.

Heldigvis endte begge ofringer lykkeligt. Jesus genopstod, og Abraham blev bremset i sidste øjeblik, hvilket betød, at Abraham »billedligt« fik sin søn oprejst fra de døde.

Hebræerne 11,17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne,
[.. .. ..] [. . .]
Hebræerne 11,19 for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage.

Til sidst mangler vi bare at konstatere, at Isaks "billedlige oprejsning fra de døde" skete »på den tredje dag« (1 Mosebog 22,4).(1)

1 Mosebog 22,4: På den tredje dag løftede Abraham sine øjne og så stedet langt borte.
(Jehovas Vidner / Ny Verden)

Abraham, Tro og Gerninger

Biblia Pauperum, type og antitype. Isak ofres af sin far - Jesus ofres til sin far.
Jesus og Isak

Der er ingen antydning af, at Abraham hørte hjemme på den lukkede afdeling, bare fordi han nær havde dræbt sin søn. Tværtimod spiller hans offer en central rolle i kristendommen.

Vi så lige i Hebræerne 11,17 foroven, at »I tro bragte Abraham Isak som offer«, men faktisk bruger de forskellige forfattere meget blæk på at diskutere, om Abrahams gerning var et udtryk for Abrahams tro eller gerninger. Store dele af Jakobsbrevet, inklusive Jakob 2,18 bruges på at modsige Paulus' fortolkning.

Paulus overgik næsten sig selv i indviklede hårkløverier, når han skulle bevise, at Abraham blev frelst af sin tro: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed", og at det var Kristus (og dermed de kristne og ikke jøderne), der var "af Abrahams sæd".

Der er ingen grund til at gentage, hvad der findes andre stedet på denne hjemmeside, så der henvises til disse emner:

Abraham bliver altså ikke regnet som en galning. Som billedet til højre viser, så de tidlige kristne derimod en parallel mellem Abraham, der var parat til at ofre sin enbårne søn, og Gud, der ofrede Jesus.

Et sonoffer for vores synder:

Resten af Det Nye Testamente er én lang historie om en menneskeofring. Hele formålet med Jesus' fødsel og liv var, at han skulle ofres til Gud for at sone menneskers synder.

Romerne 3,25 Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede,

1 Johannes 2,2 han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.

engel Specielt forfatteren af Brevet til Hebræerne afsætter flere kapitler til at fortælle, hvordan Jesus er en himmelsk ypperstepræst, der frembærer det ypperste offer, sig selv, foran alteret i himlen.

Hebræerne 9,11 Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til;
Hebræerne 9,12 og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.
Hebræerne 9,13 nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre,
Hebræerne 9,14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.

". . . som en gave og et offer til Gud, en liflig duft."
Den historiske Jesus

Hebræerne 9,26 for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.
Hebræerne 9,27 Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28 sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Hebræerne 10,10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.
Hebræerne 10,11 Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder,
Hebræerne 10,12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd,
[.. .. ..][. . .]
Hebræerne 10,14 For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.

Gud kan sågar lide den liflige duft af sin søn, der bliver ofret på korset:

Efeserne 5,1 I skal ligne Gud som hans kære børn
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

Jesus som offerlam

Guds lam. Bemærk bægeret med blod.
Guds lam

Guds lam Jesus var ikke bare et offer — han var et offerlam. Ifølge Jesus' bedste ven, Peter, var Jesus udvalgt som offerlam fra »før verden blev grundlagt« — dvs. længe før Adam & Eva, den talende slange, æbletræet, Abraham og Jefta.

Offerlammet var fejlfrit, "uden fejl og lyde" — med dyrebart blod:

1 Peter 1,18 I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,
1 Peter 1,19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;
1 Peter 1,20 dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer,

Johannesevangeliet og apostlene er enige om, at Jesus var et offerlam, der blev ofret for verdens synder.

Johannes 1,29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.

Åbenbar. 5,6 Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne - det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden.

Johannes Døberen som barn - og Jesus som lam.
Johannes Døberen og offerlammet

Apostl. G. 8,32 Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund.

Ja, Jesus er ikke bare et offerlam — han er et påskelam:

1 Korinth. 5,7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.

Påskelammets blod beskytter, men giver ikke forsoning
Passover

I Johannesevangeliet bliver tidspunktet for korsfæstelsen flyttet, således at Jesus bliver korsfæstet en døgn før, men tre timer senere, hvilket gør, at Jesus dør samtidigt med slagtningen af påskelammet. Det er åbenbart vigtigere, at jesus opfylder rollen som et påskelam, end hvornår en evt. historisk Jesus rent faktisk døde.

Her bliver det til sidst for meget, og evangelisterne snubler i deres egne metaforer. Påskelammet var en bekræftelse af pagten med Gud, og den beskyttede de jødiske drengebørn (og dyr), mens dødsenglen dræbte alle de egyptiske førstefødte (billedet til venstre). Men påskelammet gav ikke syndsforladelse.

Det dyr, der gav forsoning ved sit blod, var en buk, og det dyr, der bar folkets synder var også en buk, en syndebuk, men sandelig om Jesus ikke også kunne spille begge disse roller. Læs den besynderlige (og berømte) historie om Jesus Barabbas.

 
Guds hånd

Læs evt. om, hvordan Jesus' blod giver forsoning for folkets synder som en syndebuk: Jesus Barabbas

Eller læs om hvad Bibelen siger om menneskeofringer i Det Gamle Testamente.

Konklusion: Nogle folk finder det smukt, at Gud ofrede sin førstefødte søn på korset for menneskerne. Men i virkeligheden er det bare en rest af en primitiv og blodig menneskeoffer-kult.

Yderligere information

Kannibalisme


Fodnoter: (1)

på den tredje dag . . .: Jeg citerer fra Jehovas Vidner. Af en eller grund vælger Bibelselskabet at afvige fra den hebraiske tekst, fra Septuaginta og fra stort set alle andre oversættelser, når de skriver: »To dage efter […]«.