Femte Mosebog er et falsum ifølge Bibelen

Den "forsvundne" bog læses højt for Kong Josija. Billedet er taget få sekunder, før han river sit tøj i stykker.
5 mosebog

Den danske Bibel består af 66 forskellige små bøger. Naturligvis er der mange falsknerier i disse sider, og store dele, som f.eks. slutningen af Markusevangeliet og historien om at kaste den første sten, er senere tilføjelser.

Men et af historiens største og mest blodige falsknerier er beskrevet i Bibelen. Vi læser, hvordan en hel bog - en af de vigtigste bøger - blev "fundet" - og hvilke voldsomme konsekvenser, det havde. Historien fortælles både i 2 Kongebog kapitel 22-23 og i 2 Krønikebog kapitel 34.

Under Kong Josija blev templet i Jerusalem udbedret af tømrermestre, bygmestre og murere. Og pludselig "finder" præsterne en Lovbog. Ordet, der bruges i den hebraiske tekst, er "Torah" - der normalt betegner Mosebøgerne:

2 Kongebog 22,8 Ypperstepræsten Hilkija sagde til statsskriveren Shafan: »Jeg har fundet lovbogen i Herrens tempel!« Hilkija gav bogen til Shafan, som læste den.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 22,11 Da kongen hørte, hvad der stod i lovbogen, flængede han sine klæder,

Så i år 622 f.v.t. river Kong Josija sit tøj i stykker, fordi han, ifølge den lovbog, som præsterne lige har "fundet", ikke har levet efter Guds bud.

Efter at have revet sit tøj i stykker, finder kongen ud af, at spørge Gud, hvad Han egentlig mener. Den slags gør man åbenbart gennem en profetinde:

2 Kongebog 22,12 og han befalede præsten Hilkija, Ahikam, Shafans søn, Akbor, Mikas søn, statsskriveren Shafan og Kongens Tjener Asaja:
2 Kongebog 22,13 "Gå hen og rådspørg Herren for mig og for folket og for hele Juda om det, der står i denne bog, som er blevet fundet; for Herrens vrede, som er flammet op mod os, er stor, fordi vores fædre ikke adlød ordene i denne bog og handlede efter alt det, der står i den."
2 Kongebog 22,14 Så gik præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Shafan og Asaja til profetinden Hulda, som var gift med Shallum, Tikvas søn, Harhas' sønnesøn, der havde tilsyn med klædekammeret. Hun boede i Jerusalems nye bydel. De forelagde hende sagen,

Profetinden fortalte, at Gud var godt gal i skralden over, at Hans folk ikke har fulgt lovreglerne i den bog, de lige havde fundet:

2 Kongebog 22,15 og hun sagde til dem: "Dette siger Herren, Israels Gud: Sig til den mand, som har sendt jer til mig:
2 Kongebog 22,16 Dette siger Herren: Jeg bringer ulykke over dette sted og over dem, der bor her, alt det, der står i den bog, som Judas konge har læst,
2 Kongebog 22,17 fordi de svigtede mig og tændte offerild for andre guder, så de krænkede mig med deres hænders værk; derfor er min vrede flammet op mod dette sted, og den skal ikke slukkes.
2 Kongebog 22,18 Men til Judas konge, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I sige: Dette siger Herren, Israels Gud: Nu har du hørt ordene!

Kong Josija flænger sine klæder
Josija

Kong Josija havde jo flænget sit tøj, og det var heldigt, for til gengæld lovede Gud, at Josija ville få en fredelig død.

2 Kongebog 22,19 Men fordi dit hjerte var ængsteligt, så du ydmygede dig for Herrens ansigt, da du hørte mine trusler mod dette sted og mod dem, der bor her, om, at de skal blive til gru og forbandelse, og fordi du flængede dine klæder og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig, siger Herren.
2 Kongebog 22,20 Derfor vil jeg lade dig samles med dine fædre; du skal lægges i graven med fred, og dine øjne skal ikke få al den ulykke at se, som jeg bringer over dette sted." Dette svar bragte de kongen.

Derefter samlede kongen hele landet og læste den fine nye "Torah", som ingen før havde hørt om, op for »præsterne og profeterne, ja hele folket«, hvorefter hele befolkningen — inklusive præster og profeter — lovede, at »holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog«.

2 Kongebog 23,2 Han gik op i Herrens tempel, og sammen med ham gik alle judæerne og alle Jerusalems indbyggere, præsterne og profeterne, ja hele folket, fra den mindste til den største, og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for dem.
2 Kongebog 23,3 Og kongen stillede sig ved søjlen og sluttede pagten for Herrens ansigt: De skulle følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og således holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog. Og hele folket indgik pagten.

Lad os lige holde en pause, mens idiotiet bundfælder sig:

På Noas tid kunne enhver ofre til Gud.
noas ark

Femte Mosebog fortæller os, at da Moses havde skrevet Loven, fik han lagt den ved siden af Pagtens Ark (5 Mosebog 31,24-26). Moses befalede også, at Loven skulle læses højt for hele folket »hvert syvende år […] når hele Israel kommer […] så længe I lever på den jord som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan« (5 Mosebog 31,10-13). Desuden beordrede Moses hver eneste konge (selvom jøderne ikke havde konger på Moses' tid) »når han har besteget sin kongetrone« til at »tage en afskrift af denne lov til eget brug« og at »læse i den hele sit liv« (5 Mosebog 17,18-19). Jøderne burde altså — ifølge Femte Mosebog — vade op til knæene i lovbøger, som de kunne udenad. Men alligevel var Lovbogen åbenbart ukendt, indtil ypperstepræsten fandt den i templet.

5 Mosebog 31,24: Da Moses var færdig med at skrive denne lovs ord fra ende til anden i en bog,
5 Mosebog 31,25: gav han levitterne, der bar Herrens pagts ark, denne befaling:
5 Mosebog 31,26: "Tag denne lovbog, og læg den ved siden af Herren jeres Guds pagts ark! Dér skal den ligge som vidne imod dig.
5 Mosebog 31,10: og Moses gav dem denne befaling: "Hvert syvende år, på den fastsatte tid i gældseftergivelsesåret, ved løvhyttefesten,
5 Mosebog 31,11: når hele Israel kommer for at se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov op for hele Israel.
5 Mosebog 31,12: Kald folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede i dine byer, for at de må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud og omhyggeligt følge alle ordene i denne lov,
5 Mosebog 31,13: for at deres sønner, som endnu ikke kender loven, må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud, så længe I lever på den jord, som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan."
5 Mosebog 17,18: Når han har besteget sin kongetrone, skal han tage en afskrift af denne lov til eget brug, efter levitpræsternes diktat.
5 Mosebog 17,19: Den skal ligge hos ham, og han skal læse i den hele sit liv, for at han må lære at frygte Herren sin Gud og omhyggeligt følge denne lovbogs ord og disse love.

Der er heller ingen af de utallige profeter, der nogensinde har advaret om, at jøderne manglede en Lovbog. Ikke før nu, hvor Kong Josija får at vide, at Guds vrede er »flammet op mod dette sted, og den skal ikke slukkes«. Flere hundrede år forinden — hvis man skal tro Bibelen — havde en ukendt profet spået om Josija ved navns nævnelse og om lovbogen: »en søn ved navn Josija […] skal […] slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig« (1 Kongebog 13,2), men det faldt åbenbart hverken profeten eller Gud ind at fortælle jøderne, at der lå en lovbog gemt inde i templet i Jerusalem, i stedet for at vente flere hundrede år på, at Josija "fandt" den.

1 Kongebog 13,2: På Herrens befaling råbte han mod alteret: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."

Og hvad skulle jøderne med Lovbogen? De klarede sig fint uden. Generation efter generation af konger, præster, profeter og patriarker har frembåret deres ofre til Gud, og Gud har modtaget deres offer og kvitteret med at standse en pest-epidemi, lade dem vinde en krig, give dem en god høst, flere koner, osv., osv.

Utallige var de konger, der »gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne«, David var en mand efter Guds hjerte, og Salomon var verdens klogeste mand - næst efter Jesus forstås (Lukas 11,31). Jøderne kunne ikke tro andet, end at de klarede sig fint.

Lukas 11,31: Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med dem, der hører denne slægt til, og dømme dem, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.

Men nu har ypperstepræsten fundet en Lovbog, og Fanden er løs Gud er vred. Derfor giver kongen straks præsterne ordre til at udføre de nødvendige rettelser.

Der står ingen steder, hvad det er for en lovbog, præsterne har "fundet", så først i 1805 lykkedes det den kun 25-årige Wilhelm M. L. de Wette at bevise, at bogen var den, vi idag kalder 5. Mosebog.

Centralisering af tempelmagten

Wilhelm de Wette havde kigget på de mange selvmodsigelser, der er i Moseloven. Nogle selvmodsigelser er grovere end andre. F.eks. giver Gud tilladelse til, at alle og enhver kan lave et alter og ofre til Gud. Denne tilladelse gives i 2. Mosebog kapitel 20, altså samme kapitel som De Ti Bud:

Josija ødelægger afguderne (træsnit af Bewick)
Kong Josija

2 Mosebog 20,24 Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig.
2 Mosebog 20,25 Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem.

Masser af de gamle patriarker - Kain, Abel, Noa, Abraham, Isak, Jakob samt mange, der levede hundreder af år efter Moses, har selv bygget sig et simpelt alter og ofret til Gud. Og alligevel står der i 5. Mosebog:

5 Mosebog 12,2 I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer.
5 Mosebog 12,3 I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder.
5 Mosebog 12,4 For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud.
5 Mosebog 12,5 Nej, I skal søge til det sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte sit navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme,
5 Mosebog 12,6 og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.
[.. .. ..][. . .]
5 Mosebog 12,8 I må ikke dyrke Gud på den måde, vi gør her i dag, hvor hver især gør, som han finder for godt.

Så alle de gamle, hellige steder over hele landet, som israelerne havde helligholdt i hundreder af år, skulle ødelægges. Og det var kun tilladt at ofre til Gud et eneste sted i hele landet, nemlig templet i Jerusalem: »det sted, Herren jeres Gud udvælger«.

Disse to måder at ofre til Gud på er så modstridende, at de ikke kan have eksisteret samtidigt. Der må være sket en ændring, og vi kan se, at forordningen i Femte Mosebog svarer til de reformer, som Kong Josija gennemtrumfede med stor brutalitet, efter at præsterne havde "fundet" Lovbogen. Han »hentede alle præsterne fra Judas byer« og ødelagde de offerhøje, hvor præsterne havde arbejdet, »offerhøjene […], hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene«. Bagefter nedrev han de templer, som Judas og Israels konger selv havde opført.

2 Kongebog 23,8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,12 De altre, som Judas konger havde bygget på taget, Akaz' taghelligdom, og de altre, som Manasse havde bygget i de to forgårde til Herrens tempel, rev kongen ned, og han knuste dem dér og kastede støvet ned i Kedrondalen.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,19 Alle de offerhøjstempler, som Israels konger havde opført i Samarias byer, så de krænkede Herren, også dem fjernede Josija, og han gjorde ganske det samme ved dem, som han havde gjort i Betel.
2 Kongebog 23,20 Og alle offerhøjspræsterne dér slagtede han på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem. Så vendte han tilbage til Jerusalem.

De Wette påpegede, hvorledes de øvrige ændringer, Kong Josija gennemførte, alle var beskrevet i femte Mosebog:

Opgør med himmelguder

5 Mosebog 17,3 og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær,

2 Kongebog 23,4 Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel.Putti af Cabanal
2 Kongebog 23,5 Han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,11 Han fjernede de heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel i nærheden af hofmanden Netan-Meleks kammer i Parvarim, og solvognene brændte han.

Afgudspræsterne og hestene var indsat af Judas konger, hvilket understreger, at de ikke kendte Femte Mosebog.

Fordømmelse af stenstøtter og Ashera-pæle

Endnu en gang modsiger 5. Mosebog resten af Mosebøgerne: I 2. Mosebog er Moses dårligt kommet ned af bjerget efter at have talt med Gud, før han bygger sig et alter, rejser 12 stenstøtter. og ofrer tyre til Gud:

2. Mosebog tillader både altre og stenstøtter.
I 5. Mosebog er de forbudt.
Charlton Heston som Moses

2 Mosebog 24,4 Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer.
2 Mosebog 24,5 Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren.

Moses var altså en af de mange, der brød Moseloven i 5. Mosebog ved at lave sit eget alter og at ofre på det. Men stenstøtter er også ulovlige ifølge 5 Mosebog:

5 Mosebog 16,21 Du må ikke plante noget træ som Ashera-pæl ved siden af et alter, du bygger for Herren din Gud.
5 Mosebog 16,22 Du må heller ikke opstille nogen stenstøtte. Den slags hader Herren din Gud.

Og Kong Josija troede åbenbart mere på 5. Mosebog end på 2. Mosebog, for han fór ud og knuste stenstøtter:

2 Kongebog 23,14 Stenstøtterne knuste han, og Ashera-pælene huggede han om, og stedet, hvor de havde stået, fyldte han med menneskeknogler.
2 Kongebog 23,15 Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.

Forbud mod helligskøger

5 Mosebog 23,18 Ingen israelitisk kvinde eller mand må blive helligskøge.
5 Mosebog 23,19 Du må ikke komme med skøgeløn eller hundebetaling til Herren din Guds hus, når du skal indfri et løfte, for Herren din Gud afskyr begge dele.

2 Kongebog 23,7 Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned.

Åbenbart havde kongerne og ypperstepræsterne i hundreder af år været udvidende om, at der ikke måtte være helligskøger i templet.

Underhold af præster / levitter

Offerkulten blev centraliseret i Jerusalem
Tempel

Alle ofringer skulle i fremtiden ske i Jerusalem. Dette kunne potentielt være et problem for præster i resten af landet, men Kong Josija sørgede for, at de arbejdsløse præster ikke døde af sult.

2 Kongebog 23,8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.
2 Kongebog 23,9 Dog måtte offerhøjspræsterne ikke stige op på Herrens alter i Jerusalem; men de spiste usyret brød sammen med deres brødre.

Den situation havde 5. Mosebog allerede taget højde for:

5 Mosebog 18,8 De skal have lige så meget at leve af, uanset hvad de måtte have tjent ved salg af fædrene jord.

Åbenbart viste 5 Mosebog, at den en dag ville blive "fundet".

Påsken bliver valfartsfest

Oprindeligt skulle påskelammet spises stående med sko på, med en stav i hånden og i en hast.

Efter fundet af 5. Mosebog skulle hele landet draget til templet i Jerusalem.
Påske

Tidligere var påsken en privat familiefest:

2 Mosebog 12,3 Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset.
2 Mosebog 12,4 Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise.

Ifølge 5 Mosebog er dette strengt forbudt. Nu er påsken (og den efterfølgende De Usyrede Brøds Fest) en af de tre valfartsfester, hvor hele landets befolkning skulle tage til Jerusalems tempel.

5 Mosebog 16,2 Du skal slagte påskeofferdyret, får eller okse, for Herren din Gud på det sted, Herren udvælger til bolig for sit navn.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 16,5 Du må ikke slagte påskelammet hjemme i nogen af dine byer, som Herren din Gud giver dig.
5 Mosebog 16,6 Kun på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, må du slagte påskelammet, om aftenen, ved solnedgang, det tidspunkt da du drog ud af Egypten.
5 Mosebog 16,7 Du skal koge det og spise det på det sted, Herren din Gud udvælger, og om morgenen skal du begive dig hjem.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 16,16 Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger: ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. Tomhændet må ingen se Herrens ansigt;

Denne ordre gav Kong Josija videre, og som teksten siger: »En sådan påske havde der ikke [tidligere] været holdt«.

2 Kongebog 23,21 Derpå befalede kongen hele folket: »Hold påske for Herren jeres Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.«
2 Kongebog 23,22 En sådan påske havde der ikke været holdt i al den tid, der havde været konger i Juda, ikke siden dengang dommerne dømte i Israel.
2 Kongebog 23,23 Først i kong Josijas attende regeringsår blev denne påske holdt for Herren i Jerusalem.

Forfatteren påstår ovenikøbet, at en sådan påske ikke havde været holdt i al den tid, der havde været konger i Israel.

Konklusion

Bibelhistorie er cirkulær historie
cirkulær logik

Moses kendte ikke Femte Mosebog, og det gjorde Israels konger og præster åbenbart heller ikke. Fra år 1.496 f.v.t., hvor Moses angiveligt fik Loven ved Sinajs bjerg, indtil år 622 f.v.t., hvor præsten "fandt" bogen, var Moseloven ukendt.

Josija var en af de allersidste konger inden Jerusalems fald. Det vil sige, at Moseloven var ukendt i stort set hele Israels tid, og dette falskneri er ovenikøbet beskrevet i Bibelen.

Dermed kunne den 25-årige Wilhelm M. L. de Wette bevise, at Israels historie ikke har udviklet sig som beskrevet i Bibelen. Hermed lagde han grunden til firekildehypotesen.

Det helt store spørgsmål er så, om det overhovedet passer. Måske er historien om falskneriet også selv et falskneri? Bibelhistorie er cirkulær historie.

 
Guds hånd

Det store spørgsmål er så, om historien om fundet af Femte Mosebog selv er et falsum: Bibelhistorie er Cirkulær Historie.

Yderligere information