|
|
Jesus missionerede omkring år 30-36, og tilsyneladende havde han forudset, at templet og Jerusalem ville blive revet ned af romerne år 70 e.v.t.
Markus 13,1 Da Jesus forlod templet, sagde en af hans disciple til ham: "Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger!"
Markus 13,2 Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned."
|
Denne profeti er i særklasse i forhold til de andre profetier i Markusevangeliet. De øvrige kan deles op i tre grupper:
I Markus 13,1-2 kommer Jesus derimod med en konkret profeti, der taler om en hændelse i virkelighedens verden, som læseren let selv kan tjekke. Hvis man er lidt skeptisk, er det fristende at betragte Jesus' ord som en "vaticinium ex eventu", dvs. en profeti, der er fremsat på grundlag af begivenheder, der allerede er sket.
Det vil betyde, at Markusevangeliet er skrevet efter år 70 e.v.t. Dette er noget senere end ifølge den kristne tradition, og eftersom Markusevangeliet er det ældste evangelium, må de andre evangelier være skrevet endnu senere, hvilket jager en tyk pæl gennem påstandene om, at evangelierne skulle være øjenvidneberetninger skrevet af Jesus' disciple, mens ordene stadig dryppede som sød vin fra Jesus' læber.
Den slags accepteres naturligvis ikke uden sværdslag, så lad os se på nogle modargumenter.
|
Man kan hævde, at resten af kapitel 13, "Markus' lille apokalypse", er meget vagt formuleret og kunne handle om alt muligt andet end Jerusalems ødelæggelse. For eksempel:
Markus 13,14 Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå - den, der læser dette, skal mærke sig det! - da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
Der er ekstremt uklart, hvad der skulle menes med "Ødelæggelsens Vederstyggelighed".(1) Og hvordan skulle "I" — dvs. disciplene og »den, der læser dette« — kunne "se" denne Vederstyggelighed »stå, hvor han ikke bør stå« inde i templet, når byen var omringet af romerske tropper? Og hvis de kunne se Vederstyggeligheden inde i den belejrede by, hvordan kunne de så flygte ud i bjergene?
Udtrykket "Ødelæggelsens Vederstyggelighed" stammer fra Daniel 9,27, Daniel 11,31, Daniel 12,11 og 1 Makkabæerne 1,54. og handler om, at den "hedenske" kong Antiokus IV Epifanes opstillede en statue af sig selv som Zeus i templet.(2) Så man kunne indvende, at Jesus' profeti måske hentyder til en episode, hvor kejser Caligula beordrede, at der skulle opstilles en statue af ham selv i templet?
Caligulas ordre havde nær startet krigen mellem jøderne og romerne 25 år før tiden. Krigen blev kun undgået, fordi Caligula blev myrdet 24. januar år 41 e.v.t. Ved et af skæbnens luner blev Caligulas sidste, vrede rykkerbrev forsinket flere måneder undervejs, således at nyheden om hans død nåede at ankomme først (læs evt. Jødernes Krig, bog 2, kapitel 10, afsnit 1-5). Så måske er Markusevangeliet skrevet inden år 41, hvor forfatteren (fejlagtigt) troede, at krigen ville bryde ud?
Eller måske truede »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« længe før — allerede på Pontius Pilatus' tid? Han forsøgte også at opstille kejserbilleder, og det var lige ved at føre til en massakre (læs evt. Jødernes Krig, bog 2, kapitel 9, afsnit 2-3). Så måske er evangeliet skrevet allerede på Pilatus' tid af en pessimist, der frygtede oprøret dengang?
Andre detaljer i "Markus' lille apokalypse" er også mindre imponerende: »Bed til, at det ikke skal ske om vinteren« (13,18). Vespasian ankom ikke om vinteren. Solen, der bliver mørk, og stjernerne, der falder ned fra himlen (13,24-25), peger mere på verdens undergang end på en krig mod romerne.
Men alle disse argumenter er netop med til at understrege, at Markus 13,2 er en profeti i særklasse.
Uanset hvor meget man kan kritisere resten af kapitel 13, kommer man ikke uden om,
at ordene er meget præcise:
Markus 13,1-2 handler ikke om statuer af forfængelige romerske kejsere, men om en konkret ødelæggelse af en konkret bygning:
»Jesus forlod templet […] Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned«.
|
Man kan påpege, at profetien ikke gik i opfyldelse. Som billedet øverst på siden viser, er der stadig mange sten oven på andre sten. Faktisk er der en hel mur.
Nogle forskere, som f.eks. Martin Hengel, som vi straks vil vende tilbage til, mener derfor, at evangeliet må være skrevet lidt tidligere, år 67-69 mens krigen endnu rasede, for ellers ville forfatteren naturligvis have "finpudset" spådommen. så den kom til at passe med virkeligheden.
Men dette er hårkløveri.
Historikeren Josephus, der oplevede ødelæggelsen på allernærmeste hold, fortæller,
hvordan den fremtidige Kejser Titus beordrede, at byen blev jævnet med jorden:
[Da] befalede Cæsar at sløjfe hele byen og templet og kun lade de tårne blive stående, som ragede op over de andre, […]
Hele byens øvrige befæstning blev da af tropperne jævnet med jorden i den grad, at det ikke var tilrejsende muligt at tro, at stedet nogensinde havde været beboet.
(Jødernes Krig, bog 7, kapitel 1, afsnit 1-5, ortografien nænsomt moderniseret)
Josephus's beretning var godkendt af Kejser Titus selv (se boksen til højre). Når øjenvidnet Josephus og gerningsmanden Titus kunne betegne ødelæggelsen som total, giver det ikke mening at kritisere den tilsvarende beskrivelse i Markusevangeliet.
Senere kopierede Matthæus og Lukas Markusevangeliet, og der er ingen, der vil påstå, at disse to evangelier er skrevet tidligere end år 70. Alligevel må disse to forfattere have været tilfredse med formuleringen, for de har ikke set noget behov for at "finpudse" noget som helst (Matthæus 24,2, Lukas 21,6).
|
Man kan gå over i den modsatte grøft: Man behøvede ikke at have været Guds enbårne søn for at komme med denne profeti. Enhver anden idiot kunne let se, hvad vej det var ved at gå. Måske havde en historisk Jesus virkelig sagt sådan; måske var ordene opstået i "en mundtlig tradition"; eller måske havde Markus selv kommet med et godt gæt om fremtiden?
Tænk på de to episoder, vi lige har berørt, hvor Pilatus og Caligula forsøgte at opsætte kejserbilleder i templet. Kun et mirakel (mordet på Caligula og et forsinket brev) gjorde, at krudttønden ikke eksploderede allerede dengang.
En, der argumenterer sådan, er Martin Hengel, der nævner to eksempler på advarsler inden krigen. Den ene er den gale Jesus, der gik rundt i Jerusalems gader i 7 år og 5 måneder med sine dystre profetier (billedet længere nede). Den anden var kong Agrippa II's opfordring:
Føl dog medlidenhed, om ikke med eders børn og hustruer, så dog med denne eders hovedstad og de hellige mure! Spar helligdommen og bevar templet og de hellige genstande! Thi bliver romerne sejrherrer, vil de ikke afholde sig fra at tage dem, eftersom de jo kun får utak, fordi de før har sparet dem.
(Jødernes Krig, bog 2 kapitel 16, afsnit 5, ortografien nænsomt moderniseret)
Hengel hævdede, at der måtte have været mange lignende profetier i omløb.(3)
Men problemet med disse to eksempler er netop, at de også er skrevet efter ødelæggelsen.
Uanset hvad Agrippa II har sagt i virkeligheden, og uanset om Den Gale Jesus overhovedet har eksisteret,
optræder de begge i et værk,
Jødernes Krig,
der er skrevet, efter at ødelæggelsen var en realitet,
og med det udtrykkelige formål utvetydigt at kaste skylden over på de hårdnakkede jøder,
der ikke havde lyttet til de mange advarsler.
|
|
Hengel's to orakler er altså bare to klokkeklare eksempler på "vaticinia ex eventu". De har ikke større sandhedsværdi end alle de andre »tydelige tegn, som varslede den kommende ødelæggelse«, som Josephus nævner: en stjerne af form som et sværd, en ko, der fødte et lam, kannibalen Maria, et blændende lys i templet, en tung port, der sprang op af sig selv, mystiske stemmer fra guder, der var ved at forlade templet (billedet til venstre), og flyvende ryttere og stridsvogne, der fór gennem luften.(4)
Den Gale Jesus er faktisk et præmieeksempel på en bagklog profeti. Efter at jøderne har tabt krigen og efter at templet er revet ned, giver Josephus de hårdnakkede jøder hele ansvaret, ligesom Markus kaster skylden på »denne utro og syndige slægt« (Markus 8,38), der dræbte deres egen profet.
I virkelighedens verden var det ikke let at forudse templets ødelæggelse. Det var kun sket én gang før, nemlig over 600 år tidligere.(5)
Senere opstillede Antiokus IV Epifanes en statue af sig selv i templet, som Bibelen kalder for »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« (Daniel 9,27, Daniel 11,31, Daniel 12,11 og 1 Makkabæerne 1,54). Men selv denne Ødelæggelse var altså ikke så Vederstyggelig, at bygningerne tog skade, og jøderne fejrer den dag i dag, at templet blev genindviet (billedet til højre). Hvis man kan koge suppe på en enkelt statue i over 2.000 år, siger det noget om, hvor sjældent den slags krænkelser skete.
Man kunne påpege, at der var kommet en ny sherif i byen, nemlig Romerriget, og at romerne havde jævnet Karthago med jorden. Men det var trods alt over 250 år siden, at romerne havde indtaget Karthago, og det var ikke hverdagskost for dem at nedrive besejrede byers templer.
Romerne havde før belejret Jerusalem: Pompejus (Jødernes Oldtid, 14,54-76), Gaius Sosius (sammen med Herodes; Oldtid 14,468-87; Jødernes Krig 1,343-53), og Sabinus (Oldtid 17,254-298; Krig 2,39-54). Selvom romerne havde belejret byen, og templet blev brugt som et fort af forsvarerne i hvert tilfælde (Oldtid 14,62, 477; Krig 2,47), blev templet aldrig ødelagt. Pompejus rørte ikke templet, men rev kun bymurene ned.(6)
|
Netop under krigen mod jøderne havde romerne også andet at tænke på end et oprør i et lille, fjernt land. Efter Nero's selvmord år 68 e.v.t. var Romerriget præget af borgerkrig, batavernes oprør og tre kejsere i løbet af et år. Derfor måtte Vespasian forlade krigen mod jøderne for at lade sig udråbe til kejser år 69.(7) Arbejdet med at belejre Jerusalem gik videre til hans søn, Titus.
Desuden kunne man jo også håbe på, at Gud ville gribe ind, som Han før havde gjort (billedet til højre). Hvad skal man overhovedet med en Gud, hvis Han ikke engang kan beskytte Sin egen bolig?
Man kunne forsøge en mere vattet udgave af argumentet: Måske havde en historisk Jesus, den "mundtlige tradition" eller Markus bare ramt plet ved et rent lykketræf?
Men dette er for nemt. Som vi var inde på øverst på denne side, er denne profeti i særklasse i forhold til alle Jesus' andre profetier ved at handle om den konkrete skæbne for en konkret bygning. Det spændende er ikke, hvem der har udtalt profetien og hvornår, men hvorfor forfatteren tager den med i sit værk.
Hvis evangeliet havde været skrevet inden krigen, ville det være tosset af forfatteren at satse hele evangeliets og Jesus' troværdighed på et løst gæt om en enkelt, konkret begivenhed, der hurtigt ville kunne vise sig at være forkert. Tænk, hvis romerne alligevel ikke havde havde revet templet ned. Så kunne vi heller ikke stole på resten af evangeliet.
|
Så ender vi, hvor man altid ender i religiøse diskussioner: Det var et mirakel, Halleluja! Jesus kunne se 40 år ind i fremtiden, fordi Jesus er den samme som Gud.
Men dette er bare en gentagelse af de forrige invendinger.
Hvad en historisk Jesus har sagt eller ikke har sagt er lige så irrelevant som,
hvad kong Agrippa II og den gale Jesus måske har sagt,
og lige så irrelevant, som krigerne i stridsvogne, der fór gennem himlen, koen, der fødte et lam,
stjernen af form som et sværd, stemmerne af guder, der forlod templet,
og alle de andre mange tegn, der alle var tydelige varsler om Jerusalems ødelæggelse, efter at det var sket.
Alle disse orakler giver kun mening, hvis læseren allerede er klar over, at Jerusalem er ødelagt, og hvis forfatteren nu vil udpege de ansvarlige for denne ødelæggelse.
Når Gud har svigtet sit folk og har ladet sit tempel blive revet ned, er det selvfølgelig, fordi det stivnakkede folk havde svigtet Gud. Gud har altid ret; det er derfor, han er Gud. Her er det oplysende at sammenligne de to forfattere: Josephus og Markus.
|
I Josephus' tilfælde véd vi klokkeklart, at han skrev efter krigen, som han selv havde deltaget i. Hans erklærede hensigt med bogen er at rense sig selv og romerne, og at lægge skylden på de oprørske jøder. Det fremgår allerede af titlen: Jødernes krig mod Romerne.
Derfor er moralen, at jøderne havde mistet Guds gunst, og at Kejser Vespasian var den nye Messias: »I virkeligheden talte udsagnet om Vespasians herredømme, idet han i Judeia blev udråbt til kejser«.
Historien om den gale Jesus, der gik rundt i Jerusalems gader i 7 år og 5 måneder og varslede Jerusalems ødelæggelse, er kun relevant, fordi hans ord gik i opfyldelse.
Derimod knytter Markus nyheden om Jerusalems ødelæggelse sammen med drabet på Guds søn, der for en generation siden havde afvist »denne utro og syndige slægt« (Markus 8,38).
Jesus havde truet med, at ejeren af vingården ville kaste de de onde vinbønder ud. Jesus havde forbandet figentræet med de dårlige figner og havde renset templet, længe før romerne gjorde det. Men de onde indbyggere i Jerusalem havde valgt oprøreren Jesus Barabbas i stedet for Jesus Kristus, og de havde korsfæstet deres frelser. Da Jesus døde, forlod Gud sin by (»Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«), og »forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst«, så det allerhelligste nu var tomt og ubeskyttet.
Alle disse varsler (og flere til) er kun interessante, hvis læseren er klar over, at byen rent faktisk er blevet ødelagt og templet rent faktisk er en ruin, og læseren derfor skal bibringes en forklaring på, hvorfor det gik så galt.
Hvis ikke templet var revet ned, ville Jesus Kristus og den gale Jesus bare være to ligegyldige galninge.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)
Brian J. Incigneri opsummerer de mange forskellige forslag, som teologer har givet.
Se side 126-127 i det eksterne link.
De tre vers fra Daniels Bog er også eksempler på "vaticinia ex eventu", for det formodes, at Daniels Bog er skrevet som en reaktion på, at Antiokus IV's opsatte sit gudebillede i templet år 167 f.v.t.
Det vil sige, at Daniels Bog og Første Makkabæerbog er skrevet omtrent samtidigt, men Daniels Bog foregiver at være skrevet mange hundrede år tidligere af en profet.
The great admonition which Josephus makes King Agrippa II deliver in Jerusalem immediately before the outbreak of the Jewish war ends with an urgent request to spare the holy places, "for the Romans will no longer hold back when they have conquered these, since the sparing of them once before was received with ingratitude". Finally, reference should be made to the prophecies of disaster uttered by Jesus son of Ananias, who announced the destruction of city and temple in ecstatic cries from the time of the procurator Albinus to the besieging of the city by Titus (c. AD 63-70). Different 'prophecies' of the threat of the annihilation of the sanctuary and city must have been in circulation, as also counter-prophecies from the Zealots that the sanctuary was impregnable.
(Martin Hengel, Studies in the Gospel of Mark, 1985, side 16.)
Hengel er ikke afvisende over for tilstedeværelsen af en "vaticinium ex eventu". Tværtimod er han (side 13) overbevist om, at profetien om dåben og bægeret er sådan en.
Det indrømmer Hengel sådan set indirekte, når han skriver: »The great admonition which Josephus makes King Agrippa II deliver« (se forrige fodnote).
Ordene skal forestille at være Agrippas, men det er Josephus, der er pennefører — efter at krigen er overstået, og efter at templet er revet ned.
Det første tempel blev revet ned af babylonernes konge Nebukadnesar år 587 f.v.t. Se evt. denne kronologi.
Det står der i al fald i Bibelen. Om dette tempel så nogensinde har eksisteret er en anden sag.
Dette argumentet er direkte oversat fra Brian J. Incigneri's "The Gospel to the Romans", side 119.
Se det eksterne link.
Romerske kejsere år 68-69:
Nero: 13 oktober 54 - 9 juni 68
Galba: 8 juni 68 - 15 januar 69
Otho: 15 januar - 16 april 69
Vitellius: 19 april - 20 december 69
Vespasian: 21 december 69 - 23 juni 79
