|
|
Denne lignelse hører strengt taget ikke til blandt de "vanskelige vers", for det er måske en af de nemmeste af alle Jesus' lignelser. Jesus' fjender forstod med det samme, »at han sigtede til dem med denne lignelse«.
På den anden side er der gået næsten 2.000 år, så lad os se lidt nærmere på, hvad det var, de forstod dengang.
Markus 12,1 Så gav Jesus sig til at tale til dem i lignelser: "En mand plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands.
Lignelsen er en gendigtning af Esajas' "Sang om vingården":
»Min ven havde en vingård […]
Han gravede den, rensede den for sten
og plantede den til med vinstokke.
Han byggede et vagttårn i den
og udhuggede også en perse« (Esajas 5,1-2).
Ejeren af vingården er Gud, vingården er Israel, og druerne er israelitterne. Esajas siger det rent ud:
»For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante« (Esajas 5,7).
Man kan undre sig over, at Gud
forlod sin "yndlingsplante" og »rejste udenlands«.
Bor Gud ikke i templet i Jerusalem?
Men på den anden side: Hvis ikke Gud havde overladt ledelsen til andre og været tavs i 400 år,
ville der ikke have været noget behov
for en Dommedag og en Messias.
Markus 12,2 Da tiden var inde, sendte han en af sine folk for at få sin del af vingårdens høst af vinbønderne.
Tiden er inde. Dommedag er lige om hjørnet,
hvor Messias og Menneskesønnen vil straffe de ugudelige syndere
og genoprette Davidsriget.
Gud sender "en af sine folk" for at få sin del af "vingårdens høst". Hvis vi læser videre i Esajas' sang, ser vi,
at der ikke var nogle gode druer på Guds "yndlingsplante": »Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer«
(Esajas 5,2).
Bibelen sætter ofte druer og figner sammen med Israel. Når der er figner og druer, er der fred, men når der er krig, er fjendens første handling at fælde vinstokkene
og figentræerne.
I det forrige kapitel blev Jerusalems indbyggere sammenlignet med dårlige figner,
som Jesus uddrev fra templet.
Der var ingen figner på figentræet i kapitel 11,
og nu er der altså heller ingen druer her i kapitel 12.
|
Markus 12,3 Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
Markus 12,4 Han sendte en anden af sine folk til dem; også ham slog de i hovedet og vanærede ham.
Markus 12,5 Så sendte han endnu én, og ham slog de ihjel. Og han sendte mange andre; nogle pryglede de, andre slog de ihjel.
|
Ejeren virker ligeglad med, hvor mange af hans "folk" der bliver pryglet eller slået ihjel.
Ordet i den græske tekst er "doulos",
der betyder slave.
Se evt. ordlisten nederst på denne side.
"Folkene"/tjenerne/slaverne er Guds profeter. Hvis man kigger i samme Bibel som Jesus, nemlig
den græske teksttradition, Septuaginta, er der mange eksempler på,
at profeter omtales som "Herrens tjenere" ("doulos"):
»så jeg får hævn for mine tjenere profeternes blod, ja for alle Herrens tjeneres blod«
(2 Kongebog 9,7),
»jeg har sendt til jer ved mine tjenere, profeterne«
(17,13);
»som han havde forudsagt ved alle sine tjenere, profeterne«
(17,23);
»Og Herren talte ved sine tjenere, profeterne, og sagde:«
(2 Kongebog 21,10);
»Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne«
(24,2),
»du gav gennem dine tjenere, profeterne«
(Ezra 9,11),
»har jeg sendt mine tjenere, profeterne, til jer igen og igen«
(Jeremias 7,25);
»Igen og igen har Herren sendt sine tjenere, profeterne«
(25,4),
»i fortidens dage ved mine tjenere, Israels profeter?«
(Ezekiel 38,17),
»Vi har ikke hørt på dine tjenere, profeterne«
(Daniel 9,6),
»han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne«
(Amos 3,7),
»som jeg indskærpede mine tjenere, profeterne«
(Zakarias 1,6).
Det der kan forvirre er, at profeter normalt er nogle ondskabsfulde sataner.
Profeter bliver ikke dræbt; de dræber (billedet til højre).
Men som ovenstående citater også viser, er "profet" ikke en beskyttet titel, der er reserveret for de store
massemordere som Moses, Elias og Elisa.
Der er slået hobevis af profeter ihjel
(2 Kongebog 9,7),
og alligevel har Gud sendt nye profeter igen og igen
(Jeremias 7,25;
25,4).
Jesus begræder også de dræbte profeter i Lukasevangeliet 13,34:
»Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig«.
Markus 12,6 Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.
Markus 12,7 Men disse vinbønder sagde til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores.
Markus 12,8 Og de greb ham og slog ham ihjel, og de smed ham ud af vingården.
|
Efter at alle ejerens tjenere enten er blevet pryglet eller slået ihjel, får han den geniale idé at sende sin elskede søn,
og vinbønderne får den lige så geniale idé at slå sønnen ihjel for at arve ejeren.
En diskret påmindelse om, at man kan kende Jesus' parabler på, at folk ikke opfører sig,
som man gør i virkelighedens verden.
Der gives ingen point for at regne ud, hvem den elskede søn er
(Markus 1,1;
1,11;
9,7;
15,39).
Den dræbte søn bliver "smidt ud af vingården". Det græske ord er "ekballô" — et voldsomt ord,
der normalt bruges, når Jesus uddriver de onde dæmoner, men også når Helligånden driver Jesus ud i ørkenen,
når Jesus bliver vred og jager en stakkels spedalsk væk,
eller da Jesus i forrige kapitel
uddrev offerkulten fra templet.
Markus 12,9 Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.
Så skifter Jesus gear fra parabel til profeti
og stiller et spørgsmål: »Hvad vil nu vingårdens ejer gøre?«
Der er ingen citationstegn i de gamle manuskripter, så man kan ikke vide,
om det er Jesus selv ellers hans tilhørere, der svarer.
I Lukas' kopi af parablen
er det Jesus, der svarer på sit eget retoriske spørgsmål (Lukas 20,16);
i Matthæus' kopi
er det ypperstepræsterne, der instinktivt kender svaret (Matthæus 21,41).
Uanset hvem der svarer, er resultatet det samme:
"vingårdens ejer" (Gud) vil "gøre det af med disse vinbønder" (de jødiske ledere) og "give vingården" (Israel) til andre.
|
Knap en generation senere, år 70 e.v.t., blev Jerusalem erobret af romerne, og templet blev revet ned.
Eller som Gud sagde i Esajas' sang:
Esajas 5,5 Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård. Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned.
Esajas 5,6 Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn.
Esajas 5,7 For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig.
Jesus' lignelser var ofte uforståelige, men ikke denne:
|
Markus 12,12 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for skaren, for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse. Da forlod de ham og gik deres vej.
Jesus' modstandere kunne godt regne ud, at det var dem selv, der var de onde vinbønder. Og hvem var "de" så? Det ser vi lidt tidligere i historien: »ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste« (Markus 11,27). Kort sagt: Jesus truede jødernes øverste råd i Jerusalem, Sanhedrinet.
Men hvad handlede profetien så om?
Efter Jesus' død og i det første århundrede e.v.t. er der kun en eneste hændelse, der kunne have opfyldt Jesus' profeti, hvor "vingården" blev taget fra det jødiske råd og givet til andre:
Efter at romerne havde degraderet lydkongen Arkelaos år 6 e.v.t, blev Judæa og Samaria styret af en "legatus" fra provinsen Syrien ved hjælp af "praefecti" og "procuratores". Den daglige ledelse blev dog varetaget af ypperstepræsterne og "sunédrion" (sanhedrin) samt "presbutérion" og "gerousía" (de ældste).
Fra år 6 til 70 var det altså det jødiske råd, der havde overtaget den magt, som Herodes-dynastiet tidligere havde haft.
|
After Herod's death Archelaus was awarded only part of his father's
realm, the provinces of Judaea and Samaria. With this, the competence
of the Sanhedrin was undoubtedly also restricted to Judaea proper (cf.
above p. 198). The same state of affairs prevailed under the Roman
governors. However, during their administration the country's internal
affairs were handled by the Sanhedrin to a greater extent than under
Herod and Archelaus. Josephus indicates this specifically when he
observes that after the death of Herod and Archelaus, "the constitution
of the state was aristocratic" (áristokratía . . . ên ê politeía) under the
leadership of the High Priests.(16) He consequently regards the
aristocratic senate of Jerusalem as the real governing institution in contrast
to the previous monarchic rule of the Herodians.
In the New Testament the sunédrion of Jerusalem also frequently
appears as the supreme Jewish court, in particular as the supreme
Jewish court of justice (Mt. 5:22, 26, 59; Mk. 14:55; 15:1; Lk. 22:66; Jn.
11:47, Act, 4:15; 5:21 ff. 6:12 ff. 22:30; 23:1 ff.; 24:20). In place of
sunédrion, expressions presbutérion (Lk. 22:66; Act. 22:5) and gerousía
(Act. 5:21) are also used.(17)
(The history of the Jewish people in the age of Jesus Christ (175 B.C.-A.D. 135), Emil Schürer, 1973, bind 2, side 206)
|
Men det skulle ændre sig år 70 . . . .
After the destruction of Jerusalem in A.D. 70, the Sanhedrin ceased to
exist in its previous form. The relatively large degree of self-government
hitherto exercised by the Jewish people could no longer be allowed
after so violent an insurrection. With the fall of the Jewish capital city,
the Jewish court was also brought to an end: the Romans now took
over the powers of government directly into their own hands. The
Jewish people soon created for themselves a new centre in the so-called
court of Yavneh.(31) But this court/academy was essentially
different from the old Sanhedrin; instead of a political senate, it was a
tribunal whose decisions were at first of only theoretical significance.
(The history of the Jewish people in the age of Jesus Christ (175 B.C.-A.D. 135), Emil Schürer, 1973, bind 2, side 209)
Efter jødernes krig mod romerne år 66-70 ophørte samarbejdet. Judæa blev adskilt fra provinsen Syrien og fik sin egen "legatus", der selv tog sig af at styre landet.
Jøderne oprettede et nyt råd i Yavneh (Jamnia), men dette råd var grundlæggende forskelligt fra den gamle Sanhedrin, eftersom det ikke havde politisk magt, men kun "teoretisk betydning". Ypperstepræsterne og de ældste havde ikke længere noget at skulle have sagt.
Det jødiske råd blev jaget ud af Jerusalem, knap en generation efter at vinbønderne havde dræbt ejerens elskede søn, og vingården blev givet til andre. Jesus havde netop truet med, at det ville ske i deres levetid: »I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer« (Markus 14,62).
Men Jesus' profeti giver kun mening, hvis forfatteren og læseren begge er klar over, at Jerusalem blev ødelagt år 70.