|
|
I det ældste evangelium, Markus, opfører Jesus sig ikke altid, som vi har lært i søndagsskolen. Tag denne historie, hvor Jesus helbreder en spedalsk:
Markus 1,40 Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: "Hvis du vil, kan du gøre mig ren."
Markus 1,41 Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv ren!"
Markus 1,42 Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren.
Markus 1,43 Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk,
|
Umiddelbart optræder Jesus, som vi har lært at forvente: Han ynkes over en stakkels spedalsk, som han helbreder. Faktisk er det et ret voldsomt ord for "ynkes", der står i den græske tekst: "splagchnizomai". Ordet kommer af "splagchna", der betyder indvolde, og den bogstavelige betydning, som ordet bruges udenfor Bibelen, er, at lade en præst tage indvoldene ud af et offerdyr og spise dem.
I Biblen bruges ordet dog i meget få tilfælde i overført betydning.(1) Her skal det ikke læses, som at en præst spiser Jesus' tarme, men snarere, at det river i hans indvolde, hvor følelserne jo sidder. På nudansk ville vi sige noget i retning af, at "det bed ham i hjertet".
Men det underlige er, at i et af vores allerældste håndskrifter, Codex Bezae fra det 5. århundrede, står der ikke, at Jesus bliver "bidt i hjertet" over den spedalske. I stedet står der, at Jesus blev vred. Det græske ord er "orgistheis" (billedet til venstre).
Codex Bezae er et af vores ældste og vigtigste manuskripter. I 1745 udgav William Whiston(2) en oversættelse af Det Nye Testamente, der byggede meget på Codex Bezae:
Markus 1,41 And being angry he put forth his hand, and touched him, and saith unto him, I will, be thou clean,
[.. .. ..][...]
Markus 1,43 And he charged him in anger, and forthwith cast him out,
(William Whiston, 1745)
Whistons oversættelse viser endnu en spændende detalje: Jesus er også vred i Markus 1,43: »he charged him in anger«, og han kaster manden ud: »cast him out«. Her er der ikke meget at diskutere: Det er Whiston, der har ret, og næsten alle andre oversættelser, der er forkerte.
|
Jesus var utvetydigt vred på den stakkel syge mand. Lad os se på vers 43, som Bibelselskabet oversætter til »Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk«.
Ordet som Bibelselskabet oversætter til "tale strengt" er det græske "»embrimaomai«". Ordet betyder at fnyse af vrede. I Markusevangeliet bruges det ved Jesus' salving, hvor disciplene bliver vrede: »Og de overfusede hende« (Markus 14,5). I Johannesevangeliet bruges det to gange, hvor Jesus bliver "stærkt opbragt" i forbindelse med den elskede Lazarus' død: »Da Jesus så hende græde […], blev han stærkt opbragt og kom i oprør« (Johannes 11,33), »Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven« (Johannes 11,38).
Ordet som Bibelselskabet oversætter til "sende ham væk" er det græske "»ekballô«". Ordet betyder at kaste ud eller uddrive. Når Markus bruger ordet i sit evangelium, handler det i 11 ud af 16 tilfælde om at uddrive dæmoner. Når han ellers bruger ordet, er det i forbindelse med "tempelrensningen", hvor Jesus voldeligt jager de handlende ud af templet (billedet til højre), lignelsen om de onde vinbønder, der slår arvingen ihjel og kaster ham ud af vingården, samt den kendte opfordring til at rive dit øje ud, hvis det forarger dig.
Blandt danske oversættelser skal vi helt tilbage til 1814 for at finde en ordentlig oversættelse:
Markus 1,43 Og han truede ham haardt, og drev ham strax ud.
(Bibel fra 1814)
Selv om næsten alle Bibeloversættelser er fuskede, er der ikke så meget at diskutere. Brug evt. konkordansen til at se, hvordan embrimaomai og ekballô bruges i Det Nye Testamente. Det der står i Markus 1,43 er kort og godt, at Jesus blev fnysende arrig, overfusede den eks-spedalske og jog ham bort, som var han en dæmon.
Når man læser Markus 1,43 uden Bibelselskabets fusk, virker det uhyre sandsynligt, at Jesus også har været vred i Markus 1,41.
|
Siden William Whistons tid er der dukket flere manuskripter op, der er endnu ældre end Codex Bezae, og vi må erkende, at Codex Bezae er det eneste gamle græske manuskript, der skriver "orgistheis".
Ordet bakkes dog op af 3 meget gamle latinske manuskripter, ja faktisk af 4, for Codex Bezae er selv skrevet på to sprog: Venstre side af hvert opslag er græsk, og det højre er latin. I den latinske tekst på højre side står der »et iratus extendit manum suam« (og vred strakte [han] sin hånd)
Vi har også en kirkefader, Ephrem, der i det fjerde århundrede skrev, at i Diatessaron (en sammensmeltning af alle fire evangelier fra andet århundrede) stod, at Jesus var vred:
Therefore our Lord showed him two things in response to his double [attitude]:
reproof through his anger, and mercy through his healing. For, in response to if you are willing,
he was angry, and in response to you can, he was healed.
(Saint Ephrem's Commentary on Tatian's Diatessaron, oversat af Carmel McCarthy, 1993)
Man kunne selvfølgelig indvende, at Ephrem kunne tænke på vreden senere i Markus 1,43, men Ephrem nævner to gange Jesus' vrede, og i begge tilfælde nævner han vreden før helbredelsen: Vreden var en reaktion på "hvis du vil", og helbredelsen var et svar på "så kan du".
Derudover står der "orgistheis" i et byzantinsk manuskript fra det 11. eller 12. århundrede. Dette er tekst-vidnerne, og selvom de er meget gamle, er de jo meget få i forhold til alle de græske manuskripter, vi har. Det overvældende flertal af manuskripter er enige i, at Jesus viser medynk i vers 41 ("splagchnizomai"). Til gengæld er der også en del manuskripter, der fjerner vers 43, så Jesus' vrede ikke står i modstrid med hans medynk i vers 41.
I artiklen "A leper in the hands of an angry Jesus" har Bart Ehrman(3) en række argumenter for, hvorfor den oprindelige tekst har været "vred": Forskere bruger ofte et kriterium kaldet "Lectio difficilior": Den sværeste tekst er i reglen den originale, eftersom ingen vil ændre en forståelig tekst til noget uforståeligt. I det aktuelle eksempel er "vred" klart den sværeste læsning. Man kan godt forstå, hvis en skribent, der kopierede et håndskrift, har "forbedret" teksten ved at ændre "vred" til "medfølende", og at denne variant har bredt sig. Det omvendte er sværere at forestille sige: Hvorfor skulle en skribent ændre Jesus' medynk til raseri? Og hvordan skulle det kunne ske både i et græsk manuskript og 3 latinske?
Der er ganske vist et mod-argument: Måske har skribenterne ændret teksten til "vred" i Markus 1,41, netop fordi Jesus er "fnysende vred" og "uddriver" manden i Markus 1,43? Argumentet mod dette mod-argument er, at det ville være usædvanligt at rette et vers, der allerede var skrevet. Hvis skribenten først har skrevet "fyldt med medynk" i vers 41, og blækket er halvtørt, når han kommer til vers 43, ville det være mere oplagt at forfalske vers 43, så det mindede om vers 41 — især fordi Jesus' vrede i vers 43 ikke giver mening.
Lad os nøjes med at konstatere, at der findes enkelte nyere Bibler, der har valgt at gøre Jesus vred i Markus 1,41. Der står »Jesus was indignant. He reached out his hand« i Today's International Version fra 2002, »In warm indignation Jesus stretched out his hand« i New English Bible fra 1970, og »Jesus was moved to anger; he stretched out his hand« i Revised English Bible fra 1989. Det samme gælder den græske originaltekst, der er gratis tilgængelig fra Logos Bible Software og Society of Biblical Literature: »kai orgistheis ekteinas tên cheira autou«. Denne græske tekst danner grundlaget for Lexham-Bibeloversættelsen, derfor står der »And becoming angry, he stretched out his hand« i Lexham English Bible fra 2010.
|
Uanset hvad der oprindeligt har stået i vers 41, kommer vi ikke uden om Jesus' mærkelige opførsel i vers 43: Han fnyser af vrede, overfuser den syge mand, og jager ham væk, som var han en dæmon.
Der har været utallige forklaringer gennem årene, men ingen af dem er helt overbevisende:
Det har været foreslået, at Jesus er vred, fordi den spedalske afbryder ham midt i arbejdet med at prædike evangeliet. Men arbejdet med at helbrede sygdomme og uddrive dæmoner var næsten en større del af Jesus' arbejde end det at prædike. Som der står i verset lige forinden: »Så drog han rundt og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne« (Markus 1,39).
Det har været foreslået, at Jesus er vred, fordi den urene spedalske bryder Moseloven ved at trænge sig ind på rene mennesker, men hvorfor bryder Jesus så selv Moseloven ved at række sin hånd til den urene spedalske?
Man har foreslået det omvendte: At Jesus er vred på Moseloven, der tvinger den stakkels spedalske til at leve ensom uden for byerne. Men hvorfor skælder Jesus så manden ud? Og hvorfor slutter han med at beordre manden til at følge Moseloven og gå til præsten for at blive undersøgt og frembringe ofre? (Markus 1,44).
Det har været foreslået, at Jesus bliver vred, fordi han ved, at den spedalske senere vil ignorere Jesus' ordre om ikke at fortælle det til nogen. Men det ville blive til en absurd oplevelse at læse Bibelen, hvis Jesus' voldsomme handlinger konstant var betinget at noget, der sker en gang i fremtiden. Den slags kræver i al fald en forklaring fra forfatterens side.
Det har været foreslået, at der er tale om fejloversættelser fra andre sprog. F.eks. er ordene for "han havde medynk" næsten det samme som "han var rasende" på aramæisk, henholdsvis "ethraham" og "ethra'em". Men det er svært at se logikken: Hvorfor skulle et græsk og tre-fire latinske manuskripter være rettede på grund af et ordspil på aramæisk? Denne forklaring ignorer også, at Jesus bagefter bliver "fnysende vred" og uddriver manden, som om han var en dæmon.
Det har været foreslået, at det afrikansk-latinske ord "motus" kan betyde begge dele: oprøre og blive fyldt med medynk. Men nu er Codex Bezae som nævnt skrevet på både græsk og latin, og den latinske tekst siger »et iratus extendit manum suam«. Det er svært at se relevansen af et afrikansk-latinsk ord, som Codex Bezae ikke bruger.
Det har været foreslået, at der kunne ske en forveksling i den latinske tekst mellem "iratus" (vred) og "misertus" (medfølelse). Når først fejlen er opstået på latin kunne den græske tekst i Codex Bezae være en tilbage-oversættelse. Men det er jo ikke bare et spørgsmål om at rette "misertus" til "iratus". Teksten er rettet fra "et iratus" (og vred) til "Iesus autem misertus eius" (men Jesus havde medfølelese med ham).
Et mere spekulativt forslag er, at Markus oprindeligt skrev "splagchnistheis", som de fleste manuskripter siger, men at han mente ordet som "vrede", fordi et forældet ord, "splágchna", blev brugt i før-kristne tider om impulsive reaktioner som lyst og vrede. Der sidder jo alle slags følelser i indvoldene (se evt. den forrige fodnote(1)). Ifølge denne hypotese gengiver de fleste manuskripter det ord, Markus skrev, nemlig "splagchnistheis" (bidt i hjertet), mens Codex Bezae og tre latinske bruger et ord, der svarer til, hvad Markus mente. Denne forklaring virker lidt ugennemtænkt: Jesus viser også medynk ("splagchnistheis") i Markus 6,34 og 8,2, og bliver opfordret til vise medynk i Markus 9,22 (det kigger vi på om lidt). Markus har udmærket forstået, hvad ordet betyder.
Den bedste forklaring (med kristne øjne) er, at Jesus bliver vred over den syndefulde verden, der er fyldt med spedalskhed, eller alternativt: vred på Satan, der står bag ulykkerne: Som menneskets skaber bliver han vred over at se, hvordan hans skabning er blevet vansiret af spedalskhed. Jesus' vrede var ikke rettet mod den spedalske mand, men mod sygdommen. Det smarte ved denne forklaring er, at så bliver Jesus' vrede alligevel til medfølelse, uanset hvad der står i teksten. Desværre hænger forklaringen meget dårligt sammen med, at Jesus behandler den stakkels spedalske mand, som om han var en dæmon.
Det har også været foreslået, at at to forskellige historier er redigeret sammen: En om helbredelse og en om dæmon-uddrivelse. Dette er naturligvis ekstremt spekulativt.
Det efter min mening mest interessante forslag er, at der vitterligt har stået "orgistheis" i vers 41, men at det ikke var Jesus, der var vred. I vers 40-43 citeret foroven står der ganske vist "Jesus" tre gange, men det er noget, Bibelselskabet har sat ind (se evt kapitel 1 på græsk). I 1923 foreslog Kirsopp Lake(4), at det var den spedalske, der var vred, og som »rakte hånden ud, rørte ved ham«. Det forklarer også, hvorfor Jesus bliver sur i vers 43: Efter at være blevet befamlet af en spedalsk må han nu leve i karantæne. Som der står to vers senere: »så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder« (Markus 1,45).
Jeg nævner alle disse mange lærde forklaringer, fordi selve antallet viser noget, der måske ikke er så indlysende for os andre, der ikke snakker flydende oldgræsk: Nemlig at der er et eller andet galt med Bibelselskabets oversættelse. Det, at de kristne har opfundet så mange fantasifulde bortforklaringer, er i sig selv bevis for, at oversættelsen af Markus 1,43 er noget fusk. Jesus er rasende uden grund.
Det bedste bud på en forklaring får vi, ved at kigge på en lignende historie om helbredelse
senere i samme evangelium:
Markus 9,17 Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.
Markus 9,18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke."
Markus 9,19 Da udbrød Jesus: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"
[.. .. ..] [...]
Markus 9,22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os."
Markus 9,23 Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror."
Markus 9,24 Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!"
Markus 9,25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!"
Allerede fra starten af er primadonnaen Jesus i højeste gear: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?«. Det fremgår ikke, om dette teatralske udbrud skyldes, at hans dumme disciple ikke selv kunne helbrede drengen, eller at manden havde været respektløs over for disciplene (»Jeg sagde […] de skulle drive den ud«), eller noget helt tredje.
Faderen siger: »hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os«. Ordet er her igen "splagchnizomai", men Jesus har åbenbart ikke lyst til at blive "bidt i hjertet", for han svarer: »Hvis du kan!«.
Personligt læser jeg Jesus' svar som en ironisk gentagelse af mandens ord: "'hvis du kan'? Hvad mener du med 'hvis du kan'?". Den gængse fortolkning er dog, at Jesus returnerer udfordringen til manden: »Hvis du kan!«. I gamle dage var den græske tekst forfalsket, og ordet "tro" var tilføjet, så man endnu bedre kunne læse det på den gængse måde: »dersom du kan troe;«. Se evt. de 6.000 forfalskninger.
Men uanset fortolkningen er det tydeligt, at Jesus er i krigshumør, og teksten siger da også, hvorfor han går med til at helbrede drengen: Ikke på grund af sin "splagchnizomai", og ikke på grund af faderens tro. Nej, først »Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd«.
De to historier minder om hinanden: Faderen siger: »hvis du kan gøre noget« og sætter dermed spørgsmålstegn ved Jesus' evner. Den spedalske sagde »Hvis du vil, kan du gøre mig ren«, og satte spørgsmålstegn ved Jesus' gode vilje og evner. I begge tilfælde blev Jesus ophidset.
|
Sagen er, at Jesus ikke altid opfører sig i Markusevangeliet, som en kristen forventer. Han river sine nye disciple væk, så de svigter deres familier (Markus 1,16-20(5)). Han gemmer sig fra folket, der leder efter ham (1,35-38), bryder religiøse traditioner efter behag (2,18-22), bryder Moseloven (2,23-28), trodser religiøse autoriteter (3,1-6), omgås med toldere og syndere (2,15-17), får sine tilhængere til at opgive deres arbejde (1,16-20; 2,13-14), og vil ikke lade nogen vide, hvem han er (1,25; 1,34; 3,7-12). Da farisæernes bad ham bevise, at han talte sandt (et rimeligt krav, skulle man tro), »sukkede han dybt i sin ånd« og nægtede at give noget tegn (8,12). Han taler i lignelser med det udtrykkelige formål, at folk ikke skal blive frelst (Markus 4,10-12).
|
Han slår hånden af sin familie (3,31-35), fordi de tror, han er tosset. Han nægter at helbrede en ikke-jøde (7,24-30). Han skælder konstant sine egne dumme disciple ud: »Kan I endnu ikke fatte«, »Er jeres hjerte så forhærdet?« (8,17), »Så er da også I uforstandige?«, »Fatter I ikke«, »Så er da også I uforstandige?« (7,18) og »Forstår I endnu ikke?« (8,21). Han kalder Peter for "Satan" (8,33, billedet til højre), opfordrer sine disciple til at hugge deres fødder og hænder af og rive deres øjne ud (billedet til venstre). Han bliver rasende på et stakkels figentræ, fordi der ikke er modne figner, lige når han er sulten, og mens træet visner, driver han de stakkels handlende og vekselerer voldeligt ud af templet.
Jesus bliver ofte vred i Markusevangeliet. Han bliver også vred ("orgês"), da farisæerne ikke mener, han har autoritet til at helbrede på en sabbatsdag: »Han så rundt på dem med vrede« (Markus 3,5). Han bliver vred (her er det dog et andet ord på græsk), da disciplene forsøger at bestemme, at han ikke må røre de børn, der bæres frem: »de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred« (Markus 10,13-14).
Episoden, hvor disciplene truede ad børnene, er især interessant, fordi der sker noget lignende i det Hemmelige Markusevangelium: »Hun kom, faldt ned for Jesus […] Men disciplene truede ad hende. Da blev Jesus vred […]«. Her er ordet på græsk rent faktisk "orgistheis" — præcis som Markus 1,41 i Codex Bezae.
|
Det korte med det lange er, at i Markusevangeliet er Jesus ikke guddommelig, men kun en profet, der er lidt dygtigere end Elias og Elisa. Det er først i de senere evangelier, at Jesus bliver en halvgud (Matthæus og Lukas) og tilsidst en evig guddom (Johannes).
Når disse senere evangelier kopierer Markusevangeliet, ændrer de historien, så Jesus opfører sig, som en Gudesøn forventes at opføre sig. Når gudesønnen er en simpel tømrer, ændrer Matthæus ham til at være søn af en tømrer. Når Jesus bliver døbt »til syndernes forladelse«, ændrer Matthæus og Lukas teksten, så Guds søn ikke får syndsforladelse af et almindeligt menneske. Når Jesus' familie tror, han er tosset: »for de mente, at han var ude af sig selv« (Markus 3,31), ændrer Matthæus teksten til, at det er folkeskarerne, der er "ude af sig selv" (12,23). Når Jesus spytter en blind mand i øjnene som en anden heksedoktor, springer både Matthæus og Lukas episoden over. Når Jesus nægter at give jøderne noget tegn, får Matthæus og Lukas ham til at sige, at jøderne vil få præcis ét tegn, nemlig opstandelsen. Når Jesus forsvinder sporløst uden bevis for opstandelsen, digter Matthæus og Lukas hver deres historie, om hvordan Jesus møder sine disciple efter opstandelsen.
|
Ehrman gør opmærksom på et pudsigt eksempel: De tidligste kristne måtte forsvare deres nye religion, imod konkurrerende religioner, der ikke mente, at Jesus opførte sig, som det passede sig for en gudesøn. Kirkefaderen Origenes (ca. år 185-254) fortæller, hvordan den græske filosof Celsus havde moret sig over, at Jesus blev henrettet på et kors, når han selv var tømrer. Origenes' svar var mærkeligt: »i ingen af de nuværende evangelier i kirkerne er Jesus selv nogensinde beskrevet som værende tømrer«.(6) Enten havde Origenes glemt, hvad der står i Markusevangeliet, eller også har hans kopi (ligesom andre håndskrifter af Markusevangeliet) været forfalsket til at ligne Matthæusevangeliet.
Det er også interessant at kigge på, hvad Matthæus og Lukas gør med episoden med Jesus og den spedalske. Det ældste græske håndskrift, vi har med denne del af Markusevangeliet, er Codex Vaticanus fra midten af det fjerde århundrede. Det er altså næsten 300 år, der adskiller Markus' originalmanuskript fra vores ældste tekst-vidne, men faktisk er Matthæus og Lukas langt ældre vidner, eftersom de har kopieret Markusevangeliet mellem 20 og 40 år, efter at det var skrevet. Når Matthæus og Lukas genfortæller historien om Jesus og den spedalske, springer begge evangelister vers 43 over, hvor Jesus bliver fnysende vred og jager manden væk, som om han var en dæmon. Noget sådant passer sig ikke for gudesøn.
Og hvilket ord bruger de så, når de kopierer Markus 1,41? Vred eller fuld af medynk? Det pudsige er, at de begge to vælger at droppe ordet i hhv. Matthæus 8,3 og Lukas 5,13. Jesus rækker bare hånden ud uden at vise nogen følelser. Dette kunne være et yderligere bevis på, at der har stået et upassende ord, "orgistheis", som afslørede, at Jesus blev ugudeligt vred uden grund.
- Jesus uddriver en hel legion af urene ånder
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)
"splagchnizomai". Den bogstavelige betydning er, at lade en præst tage indvoldene ud af et offerdyr og spise dem.
Sådan bruges ordet også i 2. Makkabæerbog 6,7; 6,8; 6,21 og 7,42, hvor det oversættes til »hedenske offermåltider«. I øvrigt en lidt uretfærdig oversættelse i betragtning af, at 3. Mosebog har lange og detaljerede instruktioner i præsters behandling af dyreindvolde.
I Biblen bruges ordet dog i meget få tilfælde i overført betydning — med passiv og aorist. Her bruges det om medynk: følelser kommer jo fra indvoldene!
I hele Det Gamle Testamente på græsk, dvs. Septuaginta, bruges ordet kun en enkelt gang, nemlig Ordsprogenes Bog 17,5: »but he that has compassion shall find mercy« (tjek evt. på engelsk og græsk).
I Det Nye Testamente optræder ordet kun i de tre synoptiske evangelier.
Whiston var også manden bag den klassiske oversættelse af Josephus, der findes utallige steder på Nettet, og citeres mange steder på nærværende hjemmeside.
Titlen spiller på den berygtede prædiken: "Sinners in the hands of an angry god".
I suggest that it should be punctuated and translated as follows: 'And there came to him a leper beseeching him and kneeling and saying to him, If thou wilt, thou canst make me clean; and he [the leper] put out his hand in a passion of rage and touched him. And he [Jesus] said, I will; be thou clean. And immediately the leprosy departed from him, and he was clean. And he rebuked him and immediately drove him out.
[...] It is obvious that in any case the change of reference in the 'he' and the 'him' is obscure, but it is also clear that the change of subject has to be made somewhere in this long and inartistic sentence.
Bemærk den sidste del af citatet. Her imødegik Kirsopp Lake det modargument, Ehrman kom med 80 år senere.
Men når det samme ord, aphiêmi, bruges i Markus 14,50, oversætter Bibelselskabet ordet til »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede«.
He next scoffs at the "tree," assailing it on two grounds, and saying, "For this reason is the tree introduced, either because our teacher was nailed to a cross, or because he was a carpenter by trade;" not observing that the tree of life is mentioned in the Mosaic writings, and being blind also to this, that in none of the Gospels current in the Churches is Jesus Himself ever described as being a carpenter.