|
|
Vi har andetsteds kigget på, hvad Bibelen siger om abort. Men hvornår starter livet?
Bibelen giver et rimeligt entydigt svar. Livet starter med det første åndedræt:
1 Mosebog 2,7 Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
|
Meget kortere kan det ikke siges: Gud formede manden af jord, men det var først, da han fik (livs)ånde i næseborene, at »mennesket blev et levende væsen« (billedet til højre).
Ordspillet — hvis man overhovedet kan kalde det et ordspil — mellem "ånd" og "ånde" fungerer både på hebraisk, latin, græsk, engelsk og dansk. Da gud besluttede, at mennesket højst må blive 120 år, var det med ordene: »Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt« (1 Mosebog 6,3).
Da Gud kort efter erklærer, at han vil drukne hele verden, mennesker såvel som dyr, er det med ordene: »alle under himlen, der har livsånde […] skal omkomme«. Passagererne i Noas ark overlever dog: »Par for par kom de til Noa i arken, alle der havde livsånde«, mens resten af verden drukner: »Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde« (1 Mosebog 7,22).
Job forklarede forskellen på at blive skabt og på at få liv:
Job 33,4 Guds ånd har skabt mig, den Almægtiges ånde har givet mig livet.
|
Et andet eksempel er Ezekiels profeti i dalen med de tørre knogler:
Ezekiel 37,5 Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende.
Ezekiel 37,6 Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren."
Ezekiel 37,7 Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden.
Ezekiel 37,8 Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig.
Ezekiel 37,9 Så sagde han til mig: "Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende."
Ezekiel 37,10 Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.
I denne korte sekvens gentages det mindst fem gange, at livet starter med åndedrættet. Mens Ezekiel profeterer, sættes knogler sammen, og overdækkes med sener, kød og hud, »men de havde ingen livsånde i sig«. De bliver ikke levende, før de trækker vejret: »blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende«.
Mange kristne vil afvise episoden i dalen med de tørre knogler som "uhistorisk", "en profeti" eller "en lignelse", men:
|
Hvorfor skulle denne episode være mere "uhistorisk" end historien om Gud, der blæser ånde ind i Adam, eller historien om Noas ark?
Hvorfor skulle en profeti ikke være ægte? Kan vi så bare ignorere alle profetierne om Jesus?
Der står ingen steder, at episoden ikke har fundet sted.
Selvom det hele skulle være en lignelse, betyder det ikke, at man kan ignorere den. En parabel bruges til at fortælle en sandhed — det er ikke et partout-kort til at sige en masse vås.
|
Mange jødiske rabbier holdt fast i, at det var en historisk begivenhed, og enkelte rabbier hævdede sågar at nedstamme fra disse genoplivede dødninge (se evt. mere om: Ezekiel og dalen med de tørre knogler).
Livet starter med åndedrættet, og Det Nye Testamente bekræfter sammenhængen mellem at ud-ånde og at dø:
Jakob 2,26 For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.
Den berømte Rashi(1)
forklarer om de barske konklusioner:
Hvis en kvinde er i livsfare under en fødsel, er det tilladt at klippe fosteret i stykker for at redde kvindens liv.
Barnet er endnu ikke ude i luften og regnes ikke for levende.
Men hvis barnet har fået hovedet frit, regnes det for levende, og det er ikke længere
tilladt at tage et liv (barnets) for at redde et andet (kvindens):
its head came out: With a women that is experiencing difficulty giving birth and is in [mortal] danger. And it is taught in the first section [of this teaching], "the midwife extends her hand and cuts it up and extracts [the pieces];"
as the entire time that that it has not gone out into the air of the world, it is not [considered] a soul,
and [so] it is possible to kill it and to save its mother. But when its head came out, we cannot touch it to kill it, as it is like a born [baby]; and we do not push off one soul for the sake of another.
(Rashi om Sanhedrin 72b:14)
|
Konklusion: Livet starter ved fødslen. Som kristen er man født igen; ikke "undfanget igen". Jesus er genopstået som »den førstefødte af de døde« (Kolossenserne 1,18), ikke "den førsteundfangne af de døde".
|
Det er let at sætte sig på den høje hest: Livet starter ved undfangelsen.
Men noget sådant nonsens står naturligvis ingen steder i Bibelen: En undfangelse er foreningen af en sædcelle og en ægcelle. Da Bibelen blev skrevet, var ægceller slet ikke opfundet endnu.
|
Man havde ganske vist regnet ud, at den mandlige sæd gav liv. Det er ikke noget tilfælde, at den sæd, der kommer ud af mandens tissemand, og den sæd, der sås på marken, er det samme ord på dansk, såvel som på græsk ("sperma"), latin ("semen") og hebraisk ("zera'"). Kvinden var blot den plovfure, manden såede sin sæd i (det var netop derfor, israelerne ikke havde betænkninger ved at få børn med de jomfruer, som de lod overleve de mange folkemord).
Men man vidste ikke, at der kunne være 40 - 60 millioner af celler i en enkelt ejakulation, eller at kvinder havde ægceller, og at disse celler kunne forenes og blive til blastocyster.
Men hvis vi alligevel leger med på tanken, støder vi ind i nogle groteske problemer. Først er der spørgsmålet om, hvornår en sjæl opstår. Bliver sjælen skabt ved undfangelsen? Eller har Gud en flok sjæle på lager, som han stopper op i livmoderen på et passende tidspunkt?
En retning indenfor dette emne hedder "traducianisme", og går ud på, at sjælen dannes naturligt udfra sjælen af en eller begge forældre. Det vil sige, at den eneste sjæl Gud har skabt er Adams (Eva var jo bygget, ikke skabt). Eftersom alle sjæle (efter denne teori) i sidste ende er dannet udfra Adams, forklarer det, at vi alle har fået Arvesynden.
|
Lidt i samme genre var teorien om "homunculus": I faderens sæd var der et komplet menneske (billedet til højre). Teorien bliver hurtig absurd: Hvis dette menneske er komplet, har det også testikler, og disse testikler indeholder allerede næste generation, osv. Til gengæld kunne det bruges til at bortforklare selvmodsigelser som, hvor mange børn Jakob og Lea fik. Hvis Adam havde haft hele menneskeheden i sine testikler, kunne det også underbygge Arvesynden: »Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden« (Romerne 5,12).
Men hvis alle befrugtede æg har en sjæl, så har vi et teologisk problem: 30% af de befrugtede æg sætter sig ikke fast i livmoderen, og yderligere 30% bliver udstødt allerede inden den udeblevne menstruation. Alt i alt resulterer 70% af undfangelser i abort.(2) Det vil sige, at 70% af en årgang ryger direkte i helvede, fordi de ikke har nået at acceptere Jesus som deres personlige frelser.
|
Alternativt kan man påstå, at Gud i sin endeløse visdom har sørget for at frelse alle de udøbte børn, men dette vil så medføre, at de få udvalgte voksne mennesker, der slipper gennem nåleøjet til Perleporten, skal dele evigheden med utallige milliarder af befrugtede ægceller og blastocyster.
Og hvad nu hvis et befrugtet æg har fået en sjæl, og ægget derefter deler sig i to? Må de to tvillinger så dele den samme sjæl? Eller omvendt: Hvis to æg smelter sammen til en kimære, har denne person så to sjæle?
Katolikker mener, at hver eneste sædcelle er hellig (billedet til højre). Men hvis der også sidder en "Homunculus" i hver eneste sædcelle, bliver der trangt i Paradis. Hvis hver eneste "Homunculus" har testikler med endnu flere "Homunculi" i, bliver der for alvor pladsmangel.
|
Livet starter altså med åndedrættet, men dengang sundhedsvæsenet var overladt til Gud og præsten, var børnedødeligheden uhyggeligt høj. Derfor fremgår det flere steder i Bibelen, at livet først starter rigtigt en måned efter fødslen. På dette tidspunkt erklærede jøderne barnet for en "bar kayyama" (en uafhængig eller levedygtig søn).
Det er en synd at føde et barn, og det tager fyrre dage (7+33) at blive renset for denne synd (og dobbelt så længe, hvis det er et pigebarn).
3 Mosebog 12,2 Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation.
3 Mosebog 12,3 På den ottende dag skal drengens forhud omskæres.
3 Mosebog 12,4 I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi.
Disse regler gjaldt også for Jesus (billedet til højre), og derfor er der 40 dage fra jul til kyndelmisse (hvis Jesus have været en pige, ville der have været 80 dage i stedet for).
Børn, der er mindre end en måned gamle, tæller — helt bogstaveligt — ikke med. Det kan man bl.a. se i taksten for at tilbagekøbe den førstefødte søn. Den førstefødte søn tilhører gud, og børnene skal købes tilbage en måned efter fødslen:
|
2 Mosebog 13,12 skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren.
4 Mosebog 18,16 Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.
Formuleringen "efter takseringen" hentyder til takseringen for mennesker, der er lovet som menneskeoffer, og prislisten starter først efter 1 måned:
3 Mosebog 27,5 En dreng mellem fem år og tyve år skal takseres til tyve sekel og en pige til ti.
3 Mosebog 27,6 Et barn mellem en måned og fem år skal takseres til fem sekel for en dreng og tre sekel sølv for en pige.
3 Mosebog 27,7 Fra tres år og opefter skal en mand takseres til femten sekel, og en kvinde til ti.
Senere fandt Gud på, at han hellere ville have stammen Levi som en engangsbetaling, så
han beordrede jøderne til at tælle denne stamme:
»alle af mandkøn fra en måned og opefter«
(4 Mosebog 3,15;
3,22;
3,28;
3,34;
3,39).
Derefter beordrede Gud jøderne til at tælle deres førstefødte, og igen talte man dem kun »fra en måned og opefter« (4 Mosebog 3,40; 3,43). Så gik regnskabet næsten op.
For yderligere detaljer, se Menneskeoffer: den førstefødte søn, og Skal man ofre sin førstefødte søn?. Pointen står dog fast: Børn under en måned har ingen værdi i Guds øjne.
Fodnoter: (1) (2)
Rashi levede fra 1040 til 1105 og hed egentlig Shlomo Yitzhaki, men han er mere kendt under akronymet RAbbi SHlomo Itzhaki.
30% / 30% / 70% . . .: Se figur 1 på denne side.
