Hvad siger Bibelen om kvinder?

De Ti Bud

Det kvindesyn, vi ser i Bibelen, svarer ret nøje til det, der blev praktiseret under Taliban-styret i Afghanistan. Bibelen er skrevet af frie mænd og for frie mænd, så ifølge Bibelen er alle andre — kvinder, børn og trælleejendom og har stort set ingen rettigheder.

Det ser vi allerede i De Ti Bud i Martin Luthers Katekismus, hvor konen er et stykke ejendom, der er mindre værd end huset: Det er en fugl, nej det er en flyvemaskine, nej det er en engel

Det niende bud:
Du må ikke begære din næstes hus.

Det tiende bud:
Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
(Luthers Katekismus)

Huset er vigtigt, så der afsættes et helt bud til forbyde hus-begæring. Kvinder bundtes sammen med slaver, kvæg og andet løsøre i det Tiende Bud. Det er i og for sig logisk nok, da manden kunne have mange koner, men kun et hus.

Det Gamle Testamente

engel Biblen starter den anden skabelsesberetning med, at Gud vil skabe en hjælper til Adam:

1. Mosebog 2,18 Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.«

Så skulle man tro, at Gud kunne skabe denne "hjælper" af jord — ligesom han havde skabt Adam, alle de vilde dyr og alle himlens fugle. Men som bekendt vælger Gud at tage et ribben fra Adam, så istedet for at være en rigtig skabning som Adam og alle dyrene, er Adams "hjælper" lavet af genbrugsmateriale.

Og da kvinden er afledt af manden, er selve det hebraiske ord for kvinde afledt af ordet for mand og betyder bogstaveligt "mand-inde". Det kan man stadig se i de gamle Bibeloversættelser helt fra Luther's tid og langt ind i 1800-tallet (se eksempel):

1. Mosebog 2,22 Og Gud Herren byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam.
1. Mosebog 2,23 Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
(Bibeloversættelse fra 1871)

Og ifølge Gud skal manden herske over hende:

1. Mosebog 3,16 Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig

Francesco Francia: Simeon lovpriser den spæde Jesus. Bemærk de to duer i Josefs hånd: en for den synd, det var et føde et barn, og en for den urenhed, det var at føde et barn.
Jesus i templet

I Guds øjne, er det at føde et barn en synd, der gør kvinden uren - og det er dobbelt så slemt at føde en pige som et drengebarn. Piger er åbenbart dobbelt så urene som drenge.

3 Mosebog 12,2 Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation.
[.. .. ..] [. . .]
3 Mosebog 12,4 I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi.
3 Mosebog 12,5 Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning.
3 Mosebog 12,6 Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet.
3 Mosebog 12,7 Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning.

Selv Maria måtte gennemgå renselsesprocessen efter at have født Jesus: To duer: En for at sone sin synd og en for at blive renset (billedet til højre).

Kvinden er også uren under hendes menstruation:

3 Mosebog 15,19 Når en kvinde har blødning, og der flyder blod fra hendes underliv, er hun under sin menstruation uren i syv dage, og enhver, der rører ved hende, er uren indtil aften.
3 Mosebog 15,20 Alt, hvad hun ligger på under sin menstruation, er urent, og alt, hvad hun sidder på, er urent.
3 Mosebog 15,21 Enhver, som rører ved hendes seng, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften.
3 Mosebog 15,22 Enhver, som rører ved noget som helst, hun har siddet på, skal vaske sit tøj og bade sig i vand; han er uren indtil aften.
Truttelut 3 Mosebog 15,23 Hvis nogen rører ved noget på sengen eller på det, hun har siddet på, er han uren indtil aften.
3 Mosebog 15,24 Hvis nogen har samleje med hende og får hendes menstruationsblod på sig, er han uren i syv dage, og enhver seng, han ligger på, er uren.

Kvinder med menstruation behandles altså stort set som spedalske. Faktisk er der dødsstraf til både mand og kvinde for samleje under menstruationen (så det er heldigt for manden, at Biblen ikke begrænser antallet af koner, han kan have).

3 Mosebog 20,18 Hvis en mand har samleje med en kvinde med menstruation og blotter hendes køn, har han blotlagt hendes kilde, og hun selv har blottet sit blods kilde. De skal begge udryddes fra deres folk.

Det er ikke kun menstruerende kvinder, der er urene — alle kvinder er urene. Dengang Gud kom med De Ti Bud, skulle mændene først "helliges" og have rent tøj på — og holde sig fra kvinder:

2 Mosebog 19,14 Så kom Moses ned fra bjerget til folket; han helligede folket, og de vaskede deres klæder.
2 Mosebog 19,15 Og han sagde til dem: "Hold jer rede til i overmorgen; hold jer fra kvinder!"

Da David ville have de hellige skuebrød til at spise, ville præsten først sikre sig, at David og hans mænd var "helligede" og ikke havde svinet sig til med kvinder. Man(d) måtte ikke først røre kvinder og bagefter røre de hellige brød:

1 Samuel 21,5 Præsten svarede David: "Jeg har ikke noget almindeligt brød, kun helligt brød. Men har dine folk nu også holdt sig fra kvinder?"
1 Samuel 21,6 David svarede præsten: "Hidtil har vi været udelukket fra kvinder, hver gang jeg drog ud, så folkenes kroppe var helligede; det var endda kun dagligdags ærinder. Hvor meget mere må de så ikke være helligede i dag?"

Eller er kvinders eneste opgave at være jomfruer, indtil de bliver gift. Præstedøtre bliver brændt, hvis de ikke er jomfruer. Så kan de lære det, kan de:

1 Mosebog 19,8: "I kan gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget"
Lot faldbyder sine døtre

3 Mosebog 21,9 Hvis en præstedatter vanærer sig ved at bedrive hor, er det sin far, hun vanærer. Hun skal brændes.

For andre kvinder, der ikke er præstedøtre, er forholdene trods alt heldigere. Ikke-jomfruer bliver kun dræbt, hvis deres nye mand »fatter modvilje mod hende«:

5 Mosebog 22,13 Hvis en mand gifter sig med en kvinde og efter samleje med hende fatter modvilje mod hende
5 Mosebog 22,14 og retter beskyldninger mod hende, bringer hende i vanry ved at sige: »Jeg giftede mig med denne kvinde, men da jeg lå med hende, fandt jeg ikke bevis på, at hun var jomfru,»
5 Mosebog 22,15 så skal pigens far og mor tage beviset på, at pigen var jomfru, og bringe det hen til byens ældste i byporten.
5 Mosebog 22,16 Pigens far skal sige til dem: »Jeg gav denne mand min datter til kone; men han fattede modvilje mod hende
5 Mosebog 22,17 og har nu rettet beskyldninger mod hende og sagt, at han ikke har fundet bevis på, at hun var jomfru. Men her er beviset på, at min datter var jomfru.« Så skal de brede klædet ud foran byens ældste,
5 Mosebog 22,18 og byens ældste skal tage manden og straffe ham.
5 Mosebog 22,19 De skal idømme ham en bod på hundrede sekel, og dem skal de give pigens far, for manden har bragt en jomfru i Israel i vanry; hun skal fortsat være hans kone, han må ikke sende hende bort, så længe han lever.
5 Mosebog 22,20 Men hvis anklagen er sand, og beviset på, at pigen var jomfru, ikke er til stede,
5 Mosebog 22,21 skal man føre pigen hen foran døren til hendes fars hus, og byens mænd skal stene hende til døde, fordi hun har begået en nedrighed i Israel ved at bedrive hor i sin fars hus. Du skal udrydde det onde af din midte.

Altså: Hvis en man bliver træt af sin kone, kan han bare påstå, at hun ikke var jomfru, da de blev gift. Hvis ikke hendes fader kan fremskaffe de blodplettede lagner fra bryllupsnatten, bliver hun stenet til døde på hendes fars dørtrin.

Hvis anklagen derimod er falsk, skal pigens far have en erstatning på hundrede sekel - det er jo hans ære, der er blevet antastet, og ham, der triumferende får lov til at sige »Men her er beviset på, at min datter var jomfru«.

Der er iøvrigt en lille sproglig finurlighed: Indre Mission skriver i deres oversættelse, »beviset på, at pigen var jomfru«, men ordet "beviset" står ikke i originalteksten. Hvis man kigger i en hæderlig Bibel, som fx King James Bible fra 1611 (se evt. kapitel 22 vers 15), kan man se hvordan "the tokens of" står i kursiv i vers 15, 17 og 20. Når faderen triumferende siger »her er beviset på, at min datter var jomfru«, siger han altså — korrekt oversat: »her er min datters jomfrudom«.

Jomfrudommen og de blodplettede lagner er den samme ting.

Efter alle disse drakoniske love, så lad os slutte med et bud, der for en gangs skyld ikke giver dødsstraf:

5 Mosebog 25,11 Hvis to mænd kommer op at slås, og den enes hustru kommer til for at redde sin mand fra den, der slår ham, og hun rækker hånden ud og får fat i den andens kønsdele,
5 Mosebog 25,12 så skal du hugge hendes hånd af. Vis ingen barmhjertighed!

Det har åbenbart været et tilbagevendende problem, at kvinder kommer til at "få fat i" i en angribers kønsdele. Derfor har det været nødvendigt for Gud at finde på en passende straf: Af med hånden. Der er naturligvis ingen tilsvarende love for mænd.

Hånd af Harvey Kurtzman Læs evt. mere om hvad Bibelen siger om bryllup og ægteskab, hvad Bibelen siger om polygami, hvad Bibelen siger om skilsmisse, hvad Bibelen siger om menstruation hvad Bibelen siger om voldtægt og hvad Bibelen siger om slaver.

Det Nye Testamente

Spor af noget Positivt

Jeg bliver ofte kritiseret for at være for negativ på denne hjemmeside og for at overse kristendommens gode sider. Det er åbenbart et krav, der specielt gælder for ateister, at man skal huske at rose modparten. Så lad mig for en gangs skyld mig være lidt positiv:

Johannes 4,27: "Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde".
Jesus og samaritanerkvinden

Det Nye Testamente er skrevet af grækere. I modsætning til Guds eget folk, betragtede grækerne og romerne kvinder som mennesker. Derfor er det ikke utænkeligt, at kristendommen i sin tidligste start har været mere tolerant, end Guds oprindelige folk havde været.

Det finder vi stadig enkelte spor af, hvis vi i positiv ånd læser mellem linierne:

Hvor gammel var Jesus?
Klik for at se svaret.
Moden Jesus

I Paulus's epistler nævner han "Kloes folk" (1 Korintherne 1,11), så man kan formode, Kloe har været en slags menighedsleder. Så er der Euodia og Syntyke, der »har kæmpet for evangeliet sammen med mig« (Filipperne 4,2-3), og »vor søster Appia« (Filemon 1,2).

1 Korintherne 1,11: For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden.
Filipperne 4,2: Jeg formaner Euodia og formaner Syntyke til at enes i Herren.
Filipperne 4,3: Ja, jeg beder også dig, trofaste Synzygos, hjælp dem, for de har kæmpet for evangeliet sammen med mig og sammen med Clemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står i livets bog.
Filemon 1,2: og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus.

I Romerbrevet kapitel 16 får vi et billede af den tidlige kirkemenighed, og her slår Paulus bibelske rekorder i antallet af medlemmer, der skal have hver sin hilsen: 19 mænd og 10 kvinder. Ikke bare er der mange kvinder, men hvis vi kigger nærmere på de roller, medlemmerne har spillet, bliver Romerbrevet næsten til et feministisk manifest. Af de 19 mænd er der kun 3, der rent faktisk har beskæftiget sig med kirkeligt arbejde og 2 af disse 3 nævnes sammen med deres koner. Tilbage er der kun en, siger og skriver 1, mand, der har arbejdet selvstændigt, nemlig Urbanus »vores medarbejder i Kristus«.

Til sammenligning har 7 af de 10 kvinder været betroede medarbejdere. Først er der "vor søster Føbe", som åbenbart er den menighedstjener, der har overbragt selve brevet (Romerne 16,1-2). Derefter kommer ægteparret Priska og Akvila, »mine medarbejdere i Kristus Jesus« (Romerne 16,3-4). Paulus nævner sågar konen før manden, men det vender vi tilbage til. Så er der Maria, »som har gjort et stort arbejde for jer«, og parret Andronikos og Junia, sidstnævnte er endda kvindelig apostel! Herefter er der hilsner til Tryfæna, Tryfosa og Persis »som har arbejdet i Herren« (Romerne 16,12). Kort sagt har kvinderne været aktive i Rom.

Romerne 16,1: Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ.
Romerne 16,2: Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.
Romerne 16,3: Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus.
Romerne 16,4: De har vovet halsen for at redde mit liv, og ikke alene jeg, men også alle hedningemenighederne takker dem.
Romerne 16,12:Hils Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren. Hils min kære Persis, som har arbejdet så meget i Herren.

Paulus har nogle firkantede holdninger om, at kvinder, der taler profetisk, skal have tildækket hoved, ellers kunne hun »lige så godt have raget håret af«, men »af hensyn til englene« må kvinden »have noget på hovedet som tegn på myndighed« (1 Korintherne 11,5-10). Kønt lyder det ikke, men hvis vi skal være positive, og det skal ateister åbenbart, så er der jo her et spor af, at kvinder dengang kunne tale profetisk og have myndighed.

1 Korintherne 11,5: Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af.
[...]
1 Korintherne 11,10: Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed.

Lukas fortæller os, at Jesus ikke kun var fulgt af de tolv apostle, men også af kvinder, der »sørgede for dem af deres egne midler« (Lukas 8,1-3), selvom Lukas ikke fortæller, hvad kvinderne foretog sig — udover at sørge for apostlene »af deres egne midler«. Alle evangelierne er (nogenlunde) enige i, at det var kvinderne, der bevidnede korsfæstelsen, og som bagefter så den opstandne Jesus, mens alle de mandlige disciple var krøbet i skjul (se evt. vidnerne til Jesus' korsfæstelse og genopstandelse, og tabel over selvmodsigelser om opstandelsen).

Lukas 8,1: I den følgende tid gik han fra by til by og fra landsby til landsby, og han prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige. Sammen med ham var de tolv
Lukas 8,2: og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af,
Lukas 8,3: og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.
Vi har ikke tid til at snakke om kvinderettigheder. Dommedag er nær.
Enden er nær

Jesus har en lang samtale med en anonym samaritansk kvinde (billede til højre), selvom hans disciple bagefter »undrede sig over, at han talte med en kvinde« (Johannes 4,27). I Apostlenes Gerninger 9,36 er der sågar en kvindelig discipel ved navn Tabitha.

Johannes 4,27: Netop da kom hans disciple tilbage, og de undrede sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende.
Apostlenes Gerninger 9,36: I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha - det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser.

Problemet med de første kristne var snarere, at kvinderettigheder ikke havde den store prioritet. De tidlige kristne var enige om, at Jorden snart ville gå under, og det er formentlig på den baggrund, man skal forstå Paulus' opfordringer til slaver om ikke at gøre oprør, gifte om ikke at blive skilt, enlige om ikke at gifte sig, uomskårne om ikke at lade sig omskære, omskårne om ikke at "lade Forhud drage over", hedninge om ikke at spekulere på helligdage og urene spiser og kvinder om ikke at modsige deres mænd.

Det var jo alt sammen kun ydre, jordiske ting, nu hvor man havde "iklædt sig Kristus":

Galaterne 3,27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.
Galaterne 3,28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,

Jorden var ved at gå under, og så måtte slaver og kvinder virkelig være tålmodige endnu en lille stund.

På denne positive baggrund kan man (bort)forklare en del af Det Nye Testamente. Da Universet Hersker som spæd lod sig bære frem i templet og lod sig "hellige" (Lukas 2,23), var det ikke fordi, han mente drengebørn var mere værd end pigebørn, men fordi han ikke fandt det vigtigt at ændre reglerne. Da Jomfru Maria skulle fremføre to duer for at sone sin synd og sin urenhed (se billede og lovreglerne længere oppe), var det ikke fordi, Gud mente, det var en synd at føde Guds søn, eller fordi Jesus betvivlede den ubesmittede undfangelse. Sådan gjorde man bare dengang, og Universets Skaber havde så mange andre kloge ting, han skulle nå at sige, før Jorden gik under.

Lukas 2,23: som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren«

Fejlretning

Man kan altså stadig finde spor efter en kort periode, hvor kristendommen var tolerant, men den har ikke varet længe. Bagefter startede de kristne arbejdet med at "rette fejlene".

Andronikos (til venstre) og Sankta Junia.
Andronikos og Junia

Vi så før, at Paulus hilste ægteparret Priska og Akvila, og at han nævnte konen før manden. Det har været stærk kost for senere tids kristne, så i en del af de gamle Bibel-manuskripter kan man se, hvordan skribenten har vendt rækkefølgen om. Det gælder især Apostlenes Gerninger 18,26, hvor den omvendte version endte med at blive den autoriserede version i Textus Receptus. Ægteparret oplærer en jøde i "Guds vej", og den slags måtte kvinder ikke, så det hed »Aquilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei« så sent som i 1897, mens det hedder »Priskilla og Akvila« i oversættelsen fra 1992 (se evt. de 6.000 forfalskninger).

Apostlenes Gerninger 18,26: Denne begyndte og at tale frit i Synagogen. Men der Aquilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei nøiere.

(Bibel fra 1897 sætter manden før kvinden)
Apostlenes Gerninger 18,26: Han begyndte nu frimodigt at tale i synagogen. Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med sig og forklarede ham Guds vej mere udførligt.

(Den autoriserede oversættelse fra 1992 har kvinden før manden)

Endnu værre er det med Junia, der er den eneste kvindelige apostel i Bibelen (billede til højre). Den danske oversættelse er bevidst tvetydig »Andronikos og Junia […] nyder megen anseelse blandt apostlene« — man kunne let få indtrykket af, at Andronikos og Junia blot får ros af apostlene. Bibelselskabet har desuden et trick mere i posen: Junia er forvandlet til en mand ved navn Junias:

Romerne 16,7 Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og medfanger. De nyder megen anseelse blandt apostlene, og de har tilmed været i Kristus før mig.

(Læs meget mere om Junia, den kvindelige apostel). Det samme gælder Nymfa: Her kan man regne ud, at det er et kvindenavn, fordi menigheden mødtes i hendes hus:

Kolossenser 4,15 Hils brødrene i Laodikea, og hils Nymfa og menigheden i hendes hus!

I gamle dage kunne de kristne åbenbart ikke klare tanken, om at en kvinde ejede sit eget hus og inviterede hele menigheden indenfor, så i Textus Receptus er "hendes" ændret til "hans", så Nymfa bliver til en mand ved navn Nymfas. (se evt. de 6.000 forfalskninger og Junia, den kvindelige apostel).

Kolossenser 4,15 Hilser Brødrene i Laodicea, og Nymphas, og Menigheden i hans Huus.
(Bibel fra 1897)

Det gælder også Julia, som de gamle Bibler også gjorde til en mand:

Romerne 16,15 Hilser Philologus og Julias, Nereus og hans Søster, og Olympa, og alle de Hellige hos dem
(Bibel fra 1897)

Den kan enhver se, ikke holder. Der er ikke noget navn, der hedder "Julias". Enhver ved, den mandlige form er "Julius", det hedder trods alt ikke Julias Cæsar. Fejlen er derfor rettet i 1992:

Romerne 16,15 Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de hellige hos dem.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Hvis vi vender blikket mod evangelierne, er der ekstra meget eventyrstemning i luften lige før den sidste nadver. I Markusevangeliet fortæller Jesus sine disciple, at de skal finde en mand, »som bærer på en vandkrukke«, og ham skal de følge efter og forlange et bord til 13:

De fortabte Markus 14,13 Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham,
Markus 14,14 og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?

Store dele af Matthæusevangeliet er skrevet af efter Markus, men Matthæus var bedre bekendt med jødisk levevis, og han rettede rutinemæssigt ujødiske fejl i Markus' historie. Matthæus vidste udmærket, at vandbæring er kvindearbejde, og derfor fjerner han hentydningen til krukken i sin genfortælling af Markus' historie:

Matthæus 26,18 Han svarede: "Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple."

Matthæus havde normalt ikke det fjerneste mod mirakler, men der var åbenbart grænser. Hvis disciplene havde fundet en mand af Guds folk, der nedlod sig til at udføre kvindearbejde, ville dette mirakel have overskygget Jesus' genopstandelse og himmelfart.

Alt ved det Gamle

Rør ikke ved mig. Jesus indtager en klassisk aikido forsvarsposition.
Rør mig ikke

Som Bibelen ser ud i dag, er sporene af den positive start stort set forsvundet, og i dag finder vi ikke spor af positivt. Vi så tidligere, hvordan kvinder var urene og kunne besmitte mænd: »hold jer fra kvinder« og »har dine folk nu også holdt sig fra kvinder?«. Det samme gælder åbenbart Det Nye Testamente, hvor Jesus siger »Rør ikke ved mig« til Maria Magdalene. Her har Bibelselskabet dog valgt, at fuske med oversættelsen.

Jesus fortalte i en af sine lignelser, hvordan Himmerigets konge mente, at koner og børn var ejendom, der kunne sælges.

Matthæus 18,23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere.
Matthæus 18,24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham.
Matthæus 18,25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales.

Paulus minder sine læsere om, at det var kvinden, der lokkede Adam til at spise æblet i Paradis. Derfor har kvinder bare at holde kæft og føde børn:

1 Tim 2,9 Ligeledes vil jeg, at kvinder skal være ærbart og ikke prangende klædt, deres pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj,
1 Tim 2,10 men gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig deres gudsfrygt.
1 Tim 2,11 En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt;
1 Tim 2,12 men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.
1 Tim 2,13 For Adam blev skabt først, derefter Eva,
1 Tim 2,14 og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet.
1 Tim 2,15 Men frelses skal hun, ved barnefødslen - hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.

1 Korinth. 7,1 Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde.
1 Korinth. 7,2 Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.

Det er altså bedst ikke at røre kvinder overhovedet - og nu hvor vi snakker om "over hovedet", udtaler Paulus sig også om, hvad kvinder skal have på hovedet:

1 Timotheus 2,14: "og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet" (Stik af Hans Sebald Beham)
Beham's dødstræ

1 Korinth. 11,3 Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.
1 Korinth. 11,4 Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved.
1 Korinth. 11,5 Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af.
1 Korinth. 11,6 Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.
1 Korinth. 11,7 Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans.
1 Korinth. 11,8 For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden,
1 Korinth. 11,9 og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.
1 Korinth. 11,10 Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed.

Men ellers ligger rangordenen fast:

1 Korinth. 14,34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger.
1 Korinth. 14,35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.

Kolossenser 3,18 Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren.

Titus 2,3 at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode,
Titus 2,4 så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn,
Titus 2,5 til besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot.

1 Peter 3,1 Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, for at de af mændene, der er ulydige mod ordet, kan blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse,
1 Peter 3,2 når de får syn for jeres rene, gudfrygtige liv.
1 Peter 3,3 Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder,
1 Peter 3,4 men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne.
1 Peter 3,5 For det var sådan, de hellige kvinder, der håbede på Gud, i sin tid smykkede sig, idet de underordnede sig under deres mænd;
1 Peter 3,6 således bøjede Sara sig for Abraham og kaldte ham herre, og når I gør det gode og ikke frygter nogen trussel, er I blevet hendes børn.

1 Korintherne 11,6: Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.
Taliban kvinde

Kvinder er lige så ringe i forhold til mænd, som mænd er i forhold til Jesus:

Efeserne 5,22 I hustruer under jeres mænd som under Herren;
Efeserne 5,23 for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.
Efeserne 5,24 Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

. . . og kvinder er lige så ringe i forhold til mænd, som mænd er i forhold til Gud:

1 Korinth. 11,7 Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans.
1 Korinth. 11,8 For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden,

Lad os springe frem til den sidste bog i Bibelen og se, hvem der kommer først i Himmelen:

Åbenbar. 14,3 Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de ét hundrede og fireogfyrre tusind, som er købt fri af jorden.
Åbenbar. 14,4 Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet,

"Førstegrøden" foran Guds trone er mænd — og vel at mærke mænd, som er jomfruelige og ikke har "sølet sig til" med kvinder.

Lad os stoppe her. Følg evt. de eksterne links forneden:

Konklusion: Man skulle næsten tro, Bibelen var skrevet af mænd.

Eksterne links

Yderligere information