Jesus har aldrig ophævet de barbariske regler i Moseloven.
Tværtimod fremhævede han selv, at Moseloven skulle bestå
til "himmel og jord forgår".
Jesus har aldrig ophævet de barbariske regler i Moseloven.
Tværtimod fremhævede han selv, at Moseloven skulle bestå
til "himmel og jord forgår".
|
Det gjaldt især for ægteskabsbrud, hvor Jesus var helt fremme i skoene: Hvis man syntes, at Moseloven var slem, så var Jesus endnu værre: Skilsmisse var ægteskabsbrud, at gifte sig med fraskilte kvinder var ægteskabsbrud, ja bare at kigge på andre folks koner var ægteskabsbrud.
Her er en lille appetitvækker fra hans berømte Bjergprædiken:
Matthæus 5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.
Matthæus 5,18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.
Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 5,28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.
Matthæus 5,29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.
Matthæus 5,30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 5,32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.
(Jesus' Bjergprædiken)
Hvis der var én ting, Jesus ikke kunne tåle, var det ægteskabsbrud (rygtet ville jo også vide, at han ikke var sin fars søn, men at det var et "spøgelse", der havde gjort hans mor gravid). Ifølge Jesus var det bedst at rive sine øjne ud (Matthæus 5,29), at hugge sin hånd af (Matthæus 5,30), og at kastrere sig selv bare for at undgå ægteskabsbrud.
Alligevel er der en berømt historie, hvor en kvinde har begået ægteskabsbrud. Den slags er der klokkeklart dødsstraf for, men så vender Jesus på en tallerken:
|
Johannes 7,53 Så gik de hver til sit.
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 8,3 Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham
Johannes 8,4 og siger til ham: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud,
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 8,7 Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende."
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 8,10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?"
Johannes 8,11 Hun svarede: "Nej, Herre, ingen." Så sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere."
Historien slutter med, at Jesus siger: »Heller ikke jeg fordømmer dig«. Hvorfor siger Jesus lige pludseligt det stik modsatte af, hvad han sagde i sin Bjergprædiken? Hvorfor bliver kvinden ikke fordømt? Hvorfor skal hun ikke rive sine øjne ud og hugge sine hænder af?
Forbuddet mod ægteskabsbrud er et af De Ti Bud (det 6. bud, hvis du er lutheraner, det 7. bud, hvis du er protestant). Hvordan kan Jesus bare annullere De Ti Bud uden videre?
Forklaringen er den enkle, at hele historien er et kristent falskneri, der er opfundet ca. 400 år efter Kristi fødsel.
|
Historien om den første sten findes ikke i nogen af de gamle papyrus-manuskripter. Lad os se på P66 — Papyrus 66 eller Papyrus Bodmer II — et manuskript, der indeholder næsten hele Johannesevangeliet. Ifølge Gyldendals Encyklopædi er Papyrus 66 senest fra år 200.
Siden, vi skal kigge på (se billedet til højre), starter midt i eraunêson (=søg), fordi ordet forsætter fra bagsiden af arket:
....NHCON KAI ÏΔE OTI EK THC ΓAΛIΛAIAC
eraunêson kai ide oti ek tês Galilaias
Søg og se, at fra Galilæa
O ΠPOΦHTHC OYK EΓIPETAI. ΠAΛIN
o profêtês ouk egiretai. Palin
profet ikke opstår.
Bemærk, at en korrekturlæser har sat to skråstreger over "ek" i linie 1 og en enkelt skråstreg over "profêtês" i linie 2. Dem vender vi tilbage til.
Hvis vi ser bort fra det sidste ord, ΠAΛIN/Palin, der er starten af næste vers, har vi altså
»Søg og se, at fra Galilæa profet ikke opstår.«
Dette er slutningen af den græske tekst for Johannes 7,52,
som Bibelselskabet oversætter:
Johannes 7,52 [. . .] Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa."
I parentes bemærket har Bibelselskabet erstattet ordene »Søg og se« med »Se efter i Skriften, så vil du se«. Den græske originaltekst fortæller ikke, hvor vi skal søge, men heldigvis er Bibelselskabet og Indre Mission parat til at træde ind og forbedre teksten.
Lad os fortsætte med ΠAΛIN/Palin og kigge på linie 3:
ΠAΛIN OYN AYTOIC EΛAΛHCEN O IC ΛEΓWN
Palin oun autois elalêsen o Iêsous legôn
Atter da til dem talte Jesus sigende
Bemærk, at skribenten har forkortet Jesus' navn til IC. Det er bare så trælst hele tiden at skulle skrive Iêsous. Iêsous mig her, og Iêsous mig der.
|
Men det vi har her, er altså starten af Johannes 8,12:
Johannes 8,12 Atter talte Jesus til dem og sagde: "Jeg er verdens lys. […]
Johannes 7,53 til 8,11 er væk! Hele den pragtfulde historie om den tilgivende Jesus mangler.
Vi bemærkede tidligere, at en korrekturlæser havde sat to skråstreger over ordet "ek" og en enkelt skråstreg over "profêtês". Han vil have byttet om på ordene, så »ek tês Galilaias o profêtês« ændres til »profêtês ek tês Galilaias« (sådan som teksten i parentes bemærket ser ud i Codex Sinaiticus). Længere nede i manuskriptet er der indsat et lille "C" i "CKOTI" og et lille "E" i "EΓW" (billedet til højre).
Korrekturlæseren er altså faldet over en afvigelse i rækkefølgen, og han har desuden observeret, at der manglede 2 bogstaver, som derefter er blevet sat ind. Men han har ikke opdaget, at det store afsnit fra Johannes 7,53 - 8,11 manglede.
Den side, vi kigger på, indeholder halvdelen af Johannes 7,52, foruden Johannes 8,12-16 (minus 2 ord til sidst). Hele siden rummer altså mindre end 5 vers. De 12 vers, der "mangler" ville således have fyldt mindst 2 sider — og alligevel har den omhyggelige korrekturlæser ikke opdaget, at der "mangler" noget.
Historien om den første sten er også ukendt i alle Bibler i det 4. århundrede. Også i bøger som Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, som Bibelselskabet ellers bedyrer, at de baserer den danske Bibel på.
Codex Vaticanus er fra ca. år 350. Lad os se på en pseudo-faksimile.
|
EPAYNHCON KAI ÏΔE OTI eraunêson kai ide oti EK THC ΓAΛEIΛAIAS ΠRO ek tês Galilaias pro- ΦHTHC OYK EΓEIPETAI fêtês ouk egeiretai ΠAΛIN OYN AYTOIC EΛAΛH Palin oun autois elalê- CEN IC ΛEΓWN EGW EIMI sen Iêsous legôn egô eimi |
Igen er der intet ophold mellem Johannes 7,52 »… profêtês ouk egeiretai« og 8,12 »Palin oun autois …«. Codex Vaticanus er vores vigtigste vidne til evangelierne overhovedet, men Bibelselskabet ignorerer åbenbart deres eget vidne.
|
|
Vi støder ikke på historien om den første sten i nogen Bibel før i det 5. århundrede. På det tidspunkt var kristendommen blevet Romerrigets nye officielle religion, og "fromme falsknerier" var blevet en storindustri.
Bibelselskabet skriver i en lille fodnote i Bibelen: »Stykket findes ikke i de ældste håndskrifter. I senere håndskrifter findes det efter Joh. 7,36, efter Joh. 7,44, efter Joh. 7,52, efter Joh. 21,25 eller efter Luk. 21,38«.
Og hvad er det så, Bibelselskabet siger her? Lad os klippe fodnoten i små bidder:
»stykket findes ikke i de ældste håndskrifter« betyder præcis det samme som »stykket er et senere, kristent falskneri«.
»I senere håndskrifter findes det efter Joh. 7,36, efter Joh. 7,44, efter Joh. 7,52, […]«: Det er et problem at tilføje et stort falskneri i eksisterende manuskripter. Papir var kostbart dengang, og skribenterne kunne ikke bare efterlade tom plads alle vegne for det tilfældes skyld, at en kristen svindler senere skulle få lyst til at tilføje 12 ekstra vers. Derfor har svindlerne måtte indsætte deres 12 vers, hvor der nu engang var plads i de forskellige manuskripter. Hver eneste Bibel, hvor stenings-historien ikke er "på sin plads" er et vidne om, at historien er et senere falskneri.
»[…] efter Joh. 21,25 […]«: Chancen for at finde plads på papiret til 12 nye vers er selvfølgelig størst efter afslutningen af Johannesevangeliet, selvom Jesus for længst skulle være steget til himmels på dette sted i eventyret.
»[…] eller efter Luk. 21,38«: Historien er sågar "sprunget over til" Lukasevangeliet (her var der åbenbart bedre papir-plads). Vi hører ofte, at evangelisterne er inspirerede øjenvidner, men hvem er det så, der er øjenvidne til stenings-historien? Lukas eller Johannes? Og hvad er det for en Helligånd, der har inspireret historien? Lukas' eller Johannes' Helligånd?
|
Samtidigt med at historien spredte sig til flere og flere manuskripter omkring år 400, spredte de dumme undskyldninger sig også. Augustin af Hippo — det samme geni, der opfandt Arvesynden, og som fandt på, at katolikker skulle klippe det 10. bud over i 2 små bud — havde alle tiders forklaring:
De Adulterinis Conjugiis II 6, 7
Visse personer, der var svage i troen, eller rettere: fjender af den sande tro, som jeg formoder frygtede,
at deres koner skulle synde ustraffet, fjernede fra deres manuskripter Herrens tilgivende gerning mod horkvinden,
som om Han, der havde sagt "Synd ikke mere", havde givet tilladelse til at synde.
Augustin af Hippo (354-430), ca år 400. Min oversættelse(1)
Altså: det var ikke de nye manuskripter, der var forfalskede; det var alle de gamle manuskripter — dem uden stenings-historien — der alle sammen var forfalskede, fordi ejerne havde været bange for, at Jesus have givet deres koner en blanko-check til at hore løs. Desværre fortæller Augustinus ikke, hvordan han har fået telepatisk indsigt i tankerne hos alle Bibel-ejere gennem 400 år.
Augustinus' forsvar er en erkendelse af, at historien har været ukendt indtil da. Og sandelig, kirkefædre som Tertullian, Cyprian, Origenes og Chrysostomos kendte ikke historien. Lad os se på en af dem:
|
Tertullian skrev bl.a. "De Pudicitia" (=Om Anstændighed, se link for neden), hvor han klager over, at biskoppen i Rom (ham, vi i dag kalder Pave) har tilladt, at man tilgiver ægteskabsbrud, hvis bare synderen angrer: »The Pontifex Maximus — that is, the bishop of bishops — issues an edict: "I remit, to such as have discharged (the requirements of) repentance, the sins both of adultery and of fornication."« (afsnit 1)
Tertullian udfordrer derfor Paven: Tertullian vil gerne have at vide, hvilken "støtte i himmelske fortilfælde og forskrifter", der tillader Paven at "åbne omvendelsens porte" for lige præcis ægteskabsbrud. »Plainly, if you show by what patronages of heavenly precedents and precepts it is that you open to adultery alone — and therein to fornication also — the gate of repentance, at this very line our hostile encounter will forthwith cross swords.« (afsnit 6)
Som Tertullian gør opmærksom på i sin konklusion: Hvis man tilgiver ægteskabsbrydere, bare fordi de angrer, så kunne man lige så godt tilgive mordere og afgudsdyrkere (dvs. andre brud på De Ti Bud), bare de angrer: »Whatever authority, whatever reason, restores ecclesiastical peace to the adulterer and fornicator, the same will be bound to come to the aid of the murderer and idolater in their repentance, […]« (afsnit 22)
|
Det kunne være sjovt at læse pavens svar!
Men mens historien blev bredt i den Vestromerske Kirke gennem autoriteter som Ambrosius, Augustinus og Hieronymus, er der en larmende tavshed i den Østromerske Kirke: Med en enkelt undtagelse (Didymus) er der en ikke en eneste af de græske kirkefædre, der nævner stenings-historien før det 12. århundrede, hvor Euthymios Zigabenos kommenterer historien og erklærer, at den ikke findes i de mest pålidelige Bibler.
Den Østromerske kirke er jo mere — om man så må sige: ortodoks, og de har været meget tilbageholdne med at acceptere stenings-historien. Kirken følger et lektionar, der foreskriver, hvilke bibelsekvenser der skal læses for hver søndag i året. Læsningen for pinsesøndag er Johannes 7,37-52 plus 8,12, så dagens tekst lyder altså (se billedet til højre, eller følg dette eksterne link): »[…] Search and you will see that no prophet is to rise from Galilee." Again Jesus spoke to them, saying, "I am the light of the world; […]«, som om stenings-historien aldrig havde eksisteret.
Dermed lykkes det for den Østromerske Kirke at bevare en ægte messiansk profeti.
Konklusion: Afsnittet om den første sten burde for længst have været fjernet fra Bibelen, ligesom 1 Johannesbrev 5,7 og Paulus' brev til Laodikenserne.
Fodnoter: (1)
Augustinus var ekstremt produktiv, og hans samlede værker er ikke tilgængelige på engelsk — i al fald ikke på Internettet. Jeg støtter mig til side 10 i denne PDF-fil af Dr. Wieland Willker: Kvinden grebet i ægteskabsbrud.
