|
|
I bogen "How Jesus became God" fortæller Bart Ehrman, hvordan det sommetider kan være umuligt at skelne mellem, hvad den alvidende forfatter fortæller, og hvad der skal forestille at være ægte Jesus-ord, der er dryppet som sød vin fra Jesus' læber.
Ehrman nævner Johannes 3,16 som det mest berømte eksempel:
Johannes 3,10 Jesus svarede: "Du er lærer i Israel og forstår ikke det?
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 3,15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Johannes 3,16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
|
Faktisk er der to problemer her. Det første, som Ehrman ikke gør noget ud af her (formentlig fordi det er indlysende for ham selv), er, at de gamle græske originaltekster hverken har mellemrum, punktummer, spørgsmålstegn eller anden form for tegnsætning (se eksemplet til venstre).
Det andet problem, som Bart Ehrman indser med "breathtaking suddenness", er, at det er umuligt at skelne mellem forfatteren og Jesus, fordi de begge taler med samme stemme. Selvom de ikke levede i samme tid og på samme sted; selvom Jesus var tømrer, mens Johannes var veluddannet i litteratur, og selvom Jesus talte aramæisk, mens Johannes skriver på græsk.
Trods forskellen på forfatter og hovedperson er de ord, der skal forestille at være Jesus', i virkeligheden Johannes' egne.
|
Sagen er, at afsnittet starter med »Jesus svarede« i vers 10 (citeret foroven). I vers 22 skifter handlingen: »Derefter kom Jesus og hans disciple til Judæas land«, men hvor meget af teksten i vers 10-21 er ægte Jesus-ord; og hvor meget er forfatteren, Johannes', ord? I dette konkrete eksempel kom Ehrman seks år senere frem til, at Jesus' ord standser med vers 15, således at vers 16-21 er forfatterens kommentar.(1)
Men prøv evt. at se på disse 4 Bibler. De danske Bibler lader Jesus udtale alle ordene i vers 10-21. The International Standard Version, der konsekvent markerer Jesus' ord med rødt, skriver alle 12 vers i rødt. Lexham Bible sætter derimod anførselstegnet i slutningen af vers 15 (og er altså enige med Ehrman), men tilføjer en fodnote om, at nogle oversættelser udvider Jesus' ord til vers 21.
Johannes 3,16 er det mest kendte vers i Bibelen, men der er ingen, der ved, hvem der udtaler det. Og det værste er, at det kan være ligegyldigt, for ordene er i alle tilfælde ikke Jesus', men forfatterens.
Selv uden anførselstegn er det i reglen let at se, hvornår en af aktørerne starter med at tale. Men i enkelte tilfælde kan det være overordentlig svært at se, hvornår han stopper igen, og hvornår forfatteren tager over.
Endnu et eksempel ser vi, da de hellige tre konger dukker op i Jerusalem. Kong Herodes spørger ypperstepræsterne og de skriftkloge om, hvor Jesus-barnet gemmer sig, og svaret er: »I Betlehem i Judæa«.
|
Matthæus 2,5 De svarede ham:"I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Matthæus 2,6 Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."
Her lader Bibelselskabet ypperstepræsterne og de skriftkloge udtale resten af vers 15-16, men selvom stort set alle andre oversættelser er enige i dette, kan vi ikke vide det. Det kunne lige så godt være, at de kun har sagt de fire ord: »I Betlehem i Judæa«, og at det er forfatteren, der forklarer: »For således er der skrevet ved profeten Du, Betlehem i Judas land […]«.
Matthæus elsker konstant at fortælle, at alt hvad Jesus gør og ikke gør, sker for at opfylde noget, der er "talt ved profeten". Faktisk bruger han formuleringen "talt/skrevet ved profeten" tolv gange.
Endnu en gang kan vi ikke afgøre, om det er forfatteren eller aktørerne, der taler, og endnu en gang er det ligegyldigt, fordi aktørernes ord alligevel er forfatterens.
|
I et andet tilfælde får Matthæus derimod lov til selv at påpege en af de profetier, der er "talt ved profeten". Josef har opdaget, at hans forlovede Maria er en lille smule gravid, men en engel beroliger han:
Matthæus 1,20 Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.
Matthæus 1,21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Matthæus 1,22 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
Matthæus 1,23 "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel" - det betyder: Gud med os.
Bibelselskabet sætter et anførselstegn for enden af vers 21, det vil sige, at englen kun får lov til at forklare Josef, at Jesus er undfanget af Helligånden, og at han skal hedde Jesus. Derefter afbrydes englen af forfatteren, der kommer med forklaringen: At »alt dette skete« for at opfylde en profeti, »talt ved profeten«, om at Jomfruen skal blive med barn.
Men det medfører, at Josef aldrig får at vide, at Maria stadig var jomfru. Det er kun læseren, der ved det.
En ting, der overrasker mange læsere, er, at Jesus pludselig taler direkte til dem.
Midt i Markus' lille apokalypse taler
Jesus pludselig til »den, der læser dette«.
Markus 13,14 Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå - den, der læser dette, skal mærke sig det! - da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
Hvordan kan Jesus pludselig afbryde sin tale og henvende sig til læseren af en bog, der først ville blive skrevet 40 år senere?
Ikke desto mindre er der ingen af de danske Bibler, der med anførselstegn angiver, at forfatteren afbryder Jesus. De lader Jesus udtale hele Markus 13, 5-31. Derimod skriver The International Standard Version ordene: »let the reader take note« med sort blæk, i modsætning til resten af vers 5-31, der står med rødt som vaskeægte Jesus-ord (Markus 13,14). Det samme gælder i Matthæus' kopi af Markusevangeliet (Matthæus 24,15-16).
Afbryder Jesus sig selv; eller er det forfatteren, der afbryder Jesus? Forskellen er ens.
|
Da Judas har fået sine 30 sølvpenge og købt en mark for pengene, holder Peter en tale for menigheden i Jerusalem:
Apostlenes Gerninger 1,19 Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken.
Marken hedder "Hakeldama" »på deres sprog«. Hvorfor siger Peter "deres sprog", når indbyggere i Jerusalem selv er jøder? Hvorfor skal han oversætte navnet til "Blodmarken"? Har Lukas glemt, at Peter også var jøde?
Dette er et eksempel på, at det går galt, når den græske forfatter glemmer, at han ikke taler samme sprog som aktørerne.
|
Et lidt pudsigt eksempel er lignelsen om de onde vinbønder. Jesus slutter med at spørge, hvad vingårdens ejer vil gøre.
Markus 12,9 Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.
Men hvem var det, der svarede på Jesus' spørgsmål? Var det Jesus, der besvarede sit eget retoriske spørgsmål, eller hans modstandere, der instinktivt kendte svaret?
I den gamle danske oversættelse fra 1814 havde man tilføjet ordene "de sagde" for at vise, at det var modstanderne, der svarede (Markus 12,9). I The International Standard Version er hele verset trykt med røde bogstaver for at vise, at det kun er Jesus, der taler (Markus 12,9).
Forvirringen var ikke mindre, dengang Bibelen blev skrevet. Matthæus og Lukas har kopieret Markus' tekst, men de var også forvirrede: Den ene evangelist har læst Markusevangeliet som, at det er Jesus, der svarede på sit eget spørgsmål (Lukas 20,16); mens den anden mener, er det var ypperstepræsterne, der svarede (Matthæus 21,41).
Det er ikke kun forfatterne og Jesus, der lyder fuldstændigt ens. Det gør hans modstandere også. Og selv de andre evangelister kan ikke kende forskel.
Paulus svarer menigheden i Korinth på nogle spørgsmål, de har sendt:
|
1 Korintherne 7,1 Now with regard to the issues you wrote about: "It is good for a man not to have sexual relations with a woman. "
(New English Translation (NET))
Åbenbart har menigheden skrevet, at det er godt for en mand ikke at have et seksuelt forhold til en kvinde(3), og det vil Paulus nu kommentere.
Men de danske oversættelser er ikke enige: Det er Paulus' egen mening, at mænd ikke må røre kvinder:
1 Korintherne 7,1 Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde.
1 Korintherne 7,2 Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Problemet med de danske oversættelse er dog, at man er nødt til at tilføje et "så" eller "da", som ikke findes i originalteksten.
De danske oversættelser virker også ulogiske: Hvis det virkelig er Paulus' mening, at mænd ikke må røre kvinder, hvorfor skriver han så allerede i næste vers, at hver mand skal have en hustru og enhver kvinde en mand?
Men på den anden side har Paulus jo skrevet meget vås.
|
Bibelen slutter med en samtale, der i den grad kunne bruge lidt tegnsætning.
I Johannes' Åbenbaring bliver Johannes ført rundt i himlen af engel. Efter 22 kapitler med syvhovede drager og talende dyr vil Johannes tilbede denne engel.
Man kunne let tro, at englen var Jesus selv, eftersom der står et skarpt, tveægget sværd ud af hans mund (Åbenbaringen 1,16), hvilket er den samme beskrivelse, der bruges om Jesus (Åbenbaringen 19,15).
Men englen afviser Johannes, for englen er ikke Jesus, men kun en tjener, ligesom Johannes:
Åbenbaringen 22,8 Det er mig, Johannes, som har hørt og set dette. Og da jeg havde hørt og set det, faldt jeg ned for fødderne af den engel, som havde vist mig dette, for at tilbede den.
Åbenbaringen 22,9 Men englen sagde til mig: "Nej! Jeg er kun tjener som du og dine brødre, profeterne, og som de, der holder fast ved ordene i denne bog. Gud skal du tilbede."
Åbenbaringen 22,10 Og englen sagde til mig: "Forsegl ikke profetiens ord i denne bog, for tiden er nær.
Åbenbaringen 22,11 Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges."
Åbenbaringen 22,12 "Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er.
Åbenbaringen 22,13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.
Åbenbaringen 22,14 Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.
Åbenbaringen 22,15 Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.
Åbenbaringen 22,16 Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne."
Men efter at englen har kaldt sig selv for en tjener ligesom Johannes, siger han: »jeg kommer snart«, »jeg er Alfa og Omega«, Salige er de, der har vasket deres klæder, udenfor skal hundene være, og pludselig er det Jesus, der taler: »Jeg, Jesus«, den lysende morgenstjerne.
|
Hvor skal vi sætte anførselstegnene? Hvem er engel, hvem er Jesus, og hvem er Alfa og Omega?
|
At dømme ud fra anførselstegnene, som Bibelselskabet har tilføjet i citatet foroven, mener de, at vers 11 er forsættelsen af englens tale,(2) mens vers 12 og frem — uden nærmere forklaring — udtales af Jesus, selvom han først præsenterer sig i slutningen af disse fem vers.
I den berømte/berygtede New International Version er der indsat en overskrift mellem vers 11 og 12: »Epilogue: Invitation and Warning«. Hele resten af kapitlet (og dermed resten af Bibelen) bliver dermed en afslutning, der ikke hænger sammen med Johannes' samtale med englen.
I Jehovas Vidners oversættelse bruger man to forskellige slags anførselstegn i to niveauer, så vers 9 og 10-16 er udtalt af englen, mens vers 12-16 er Jesus' ord i englens mund.
I International Standard Version er Jesus' ord angivet i rødt, så her kan man let se, at Jesus har udtalt vers 12 og 13, Johannes udtaler 14-15 (ingen anførselstegn), og Jesus udtaler linje 16.
I mange af de gamle Bibler har man helt undladt at sætte anførselstegn. Dermed er det op til læseren selv at skelne mellem Johannes, englen og Jesus.
Intet af dette forklarer, hvorfor Jesus lige pludselig møver sig ind mellem Johannes og englen (eller om Jesus overhovedet selv er til stede).
Det er ikke bare forfatteren og Jesus, der lyder ens. Det gør hans engel også.
Fodnoter: (1) (2) (3)
Bart Ehrman skriver i en kommentar på sin blog år 2020:
I debated it within myself for years, but now it looks pretty clearly to me that Jesus stops talking at 3:15 and the narrator picks up then at John 3:16. Of course the manuscripts themselves don't have any punctuation; but since the discourse now speaks about Jesus in the third person instead of hte first person it seems more plausible (to me).
Englens tale . . : faktisk står der ikke "englen" i vers 9 og 10. Det er bare udsagnsordet "at sige", der er bøjet i tredje person ental.
Bibelselskabet gætter på, at det er englen, der taler, men i betragtning af den udsyrede handling i Åbenbaringen kunne "han" lige så godt være Johannes selv eller en syvhovet drage, eller en anden engel eller en ørn, eller Jesus. der dukker uventet op — 7 vers for tidligt,
Eller også har menigheden spurgt, om det er godt. Der er jo heller ingen spørgsmålstegn i de gamle manuskripter.
