|
|
Dette er den allervigtigste profeti i hele Bibelen. En profeti, der var så vigtig, at Jesus ikke kunne dø, før den var opfyldt:
Profetien opfyldes, da Jesus hænger på korset:
Johannes 19,28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster."
Johannes 19,29 Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.
Johannes 19,30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Hvad er det for en profeti, der "fuldbringes" her? Hvis man kigger i de små noter i Bibelen, er der en krydshenvisning til Salmernes Bog 69,22:
Salme 69,22 De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke min tørst.
Er det en profeti? En salmedigter klager over, at han har fået eddike at drikke. Er der overhovedet nogen, der har kunnet se en spådom i dette - før Johannes påstod, at profetien var opfyldt. Er der nogen, der her kan se en hentydning til en tømrersøn fra Nazaret, der skulle fødes mange hundrede år senere? Og hvorfor skulle det være en særligt vigtig profeti? Hvorfor kunne Jesus ikke dø, før denne profeti var opfyldt?
|
Hvorfor er det kun halvdelen af verset, der er profetisk? »De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke min tørst« - Jesus fik ikke malurt at spise. Hvordan kan man se, hvilken halvdel af verset der er profetisk, og hvilken halvdel der ikke er det?
|
Faktisk står der i Matthæus 27,34, at Jesus blev tilbudt malurt at drikke inden korsfæstelsen, men at han afslog det. Det var altså ikke særligt vigtigt for Jesus at opfylde første halvdel af "profetien".
Desuden er isop er spinkel urt (se billedet til venstre og længere nede) især om foråret, så hvordan skulle man bruge en isop-stængel til at række eddike-svampen op til korset? Og hvorfor fortæller Johannes, at det er en isop-stængel, i stedet for bare at skrive "en pind".
Lad mig undtagelsesvis komme Biblen til undsætning. De danske Bibel-noter er galt på den - profetien hentyder ikke til Salme 69. Det er ikke eddiken, der er spændende, det er isop-stænglen.
Isop optræder i Det Gamle Testamente
i forbindelse med slagtningen af det allerførste offerlam:
2 Mosebog 12,21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: "Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet!
2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
Ordet isop optræder kun to gange i Det Nye Testamente. Det ene sted er Johannes 19,29, som vi lige har set på; det andet sted er i Hebræerbrevet:
Hebræerne 9,18 Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod.
Hebræerne 9,19 For da Moses havde læst alle budene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede det både på bogen og på hele folket,
Hebræerne 9,20 idet han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer."
Forfatteren
af Hebræerbrevet drager en parallel mellem det første påskelam og Jesus -
mellem blodet i den gamle pagt og blodet i den nye pagt.
Det er i Johannesevangeliet, at Jesus bliver kaldt Guds Lam. Det er i Johannesevangeliet, at Jesus dør på samme tid, som påskelammet bliver slagtet. Det er i Johannesevangeliet, at man gør et nummer ud af, at romerne ikke knuser Jesus' knogler, ligesom man ikke knuser påskelammets knogler. Og det er i Johannesevangeliet, at eddike-svampen bliver sat på en isop-stængel.
Til gengæld bliver Johannes modsagt af de tre andre evangelier. De kunne ikke drømme om at lade deres Jesus sige »Jeg tørster« til romerne, for i disse tre evangelier havde Jesus lovet ikke at drikke mere på denne jord: »Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige«. Eddike fremstilles som bekendt også af "vintræets frugt".
Konklusion: Den vigtigste profeti har intet at gøre med eddike. Profetien handler om at trække en parallel mellem Jesus' korsfæstelse og påskelammet, og Johannes opnår dette ved at nævne isop.
Og hvorfor er det så spændende? Det hænger sammen med historien om kannibalen Maria fra Isop-huset.