Det spørgsmål er meget let at besvare, for i sidste kapitel af Bibelen er der en detaljeret beskrivelse af, hvordan Jesus har tænkt sig at indrette den nye himmel og den nye jord:
Åbenbaringen 22,14 Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.
Åbenbaringen 22,15 Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.
Dem, der har vasket deres klæder, må gå ind gennem porten »til livets træ«, mens hundene må blive udenfor.
Beklager, Fido.
Som dansker kan man blive overrasket over Jesus' holdning til vores firbenede venner, men Jesus var ikke dansker, og visse folk i Mellemøsten har meget firkantede holdninger, når det kommer til urene dyr og urene mennesker.
Enkelte vers i Det Gamle Testamente viser, at jøderne brugte hunde som hyrdehunde. Når Job siger, at han fandt nogle folk »for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde« (Job 30,1), er der trods alt en erkendelse af, at hunde kunne være nyttige.
Ikke desto mindre er det ikke det billede, der dominerer. Derimod er hunde — og især døde hunde — det ringeste, man kan forestille sig: »Hvem er det, du forfølger? En død hund, en loppe!« (1 Samuel 24,15), »Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge?« (2 Samuel 16,9), »siden du tager hensyn til en død hund som mig?« (2 Samuel 9,8).
Det generelle billede af hunde er ådselædere, der strejfer rundt i gaderne og æder alt affald inklusive bræk (Ordsprogenes Bog 26,11). Salmedigteren sammenligner sine fjender med sådanne sultne, knurrende hunde: »Om aftenen kommer de tilbage, giver hals som hunde og strejfer om i byen […] De strejfer om efter føde og knurrer, når de ikke bliver mætte« (Salme 59,7-16).
Blandt dette affald var døde dyr og mennesker, og derfor bruger Gud typisk de ligspisende hunde i sine trusler: »Den af Jeroboams slægt, som dør i byen, skal hundene æde« (1 Kongebog 14,11), »Den af Bashas slægt, som dør i byen, skal hundene æde« (1 Kongebog 16,4), »om Jezabel har Herren talt: Hundene skal æde Jezabel, Dem af Akabs slægt, som dør i byen, skal hundene æde« (1 Kongebog 21,23-24), »Hundene skal æde Jezabel på Jizre'els jord« (2 Kongebog 9,10), »Herren sagde […] På Jizre'els jord skal hundene æde Jezabels krop« (2 Kongebog 9,36), »Jeg vil straffe dem på fire måder, siger Herren: […] hundene skal slæbe dem bort« (Jeremias 15,3).
En ting, der måske har vakt ekstra afsky hos jøderne, er, at hundene angiveligt slikkede menneskeblod: »du kan bade dine fødder i blod og dine hunde få deres del af fjenderne« (Salmernes Bog 68,23-24). Det mærkelige er, at et af disse vers får en ekstra kant i den græske teksttradition, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: »På det sted, hvor hundene slikkede Nabots blod, skal hundene også slikke dit blod« (1 Kongebog 21,19), men i den græske tekst er det både hunde og grise, der skulle slikke kongens blod, selvom grise jo ellers ikke er urene i græsktalende lande. Desuden truer Gud med, at skøger skal bade sig i kongens blod:
1 Kongebog 20,19 And thou shalt speak to him, saying, Thus saith the Lord, Forasmuch as thou hast slain and taken possession, therefore thus saith the Lord, In every place where the swine and the dogs have licked the blood of Nabuthai, there shall the dogs lick thy blood; and the harlots shall wash themselves in thy blood.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851. Bemærk: Kapitel 20 istf. 21.)
Gud får altid ret (det er derfor, han er Gud), og da Kong Akab døde, slikkede hundene hans blod, og skøgerne badede i det, »efter det ord, Herren havde talt«, selvom det med skøgerne kun var et ord, Herren havde talt i den græske teksttradition:
1 Kongebog 22,38 Da man skyllede hans vogn ren ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod, og skøgerne badede i det, efter det ord, Herren havde talt.
Den græske tekst overgår endnu en gang den hebraiske, idet grisene, som annonceret, var med til at slikke blodet: »the swine and the dogs licked up the blood, and the harlots washed themselves in the blood« (1 Kongebog 22,38). Historikeren Josephus tilføjer, at skøger i fremtiden badede her i Samarias dam.(1)
Et sidste sted hundene optræder er i en salme af David. David er omgivet af fjender: »Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, […] Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene« (Salme 22,17-21).
Salmen er tvetydig: David er omgivet af dyr: Stærke tyre, Bashanbøfler, rovgriske og brølende løver, men "hundene" i salmen ser mere ud til at være menneskelige fjender: »en flok af forbrydere står omkring mig […] Red mit liv fra sværdet«.
Jesus delte det samme negative syn på urene dyr og urene mennesker. Et klassisk eksempel er, da Jesus bliver antastet af en kvinde med en syg datter.
Kvinden er kana'anæisk, hvilket ikke er så underligt, eftersom Jesus i denne episode har forladt jødisk territorium og rejser rundt i Kana'an. Alligevel fører Jesus sig frem som en anden islamofascist og kalder kvinden for en hund.
Matthæus 15,22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon."
Matthæus 15,23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os."
Matthæus 15,24 Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."
Matthæus 15,25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!"
Matthæus 15,26 Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde."
Matthæus 15,27 Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord."
Matthæus 15,28 Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Kvinden må gå med på "spøgen" og lege hund for sin datters skyld: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord«, før Jesus omsider udtaler de magiske ord, der helbreder kvindens datter.
Man kan undre sig over,
at Jesus var så længe om hjælpe den vantro hund
stakkels kvinde og hendes syge datter. Han gav kun efter, fordi disciplene var trætte af at høre kvinden råbe op:
»Send hende væk! Hun råber efter os« (15,23).
Men grunden til, at Jesus ikke var meget for at fremsige de magiske ord, var, at han tidligere havde advaret sine disciple mod at "give hunde det hellige" og at kaste perler for svin. Ligesom de eksempler, vi har lige har set fra det Gamle Testamente, bliver urene hunde nævnt sammen med de urene svin:
Matthæus 7,6 Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.
Jesus havde også en lignelse om de urene, blodslikkende hunde: »en fattig mand ved navn Lazarus […] fuld af sår […] og hundene kom tilmed og slikkede hans sår« (Lukas 16,20-21). Så kan man ikke synke dybere.
Jesus' bedste ven, Peter, havde åbenbart forstået så meget som, at man skal svine både hunde og grise til i samme sætning:
2 Peter 2,22 så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: "Hunden vender tilbage til sit eget bræk," og: "Når en so er vasket, vælter den sig i sølet."
Peter påstår, han citerer et ordsprog, men det er kun sandt for så vidt angår første del med hunden, »der vender tilbage til sit bræk« (Ordsprogenes Bog 26,11).
Den anden halvdel med soen, der vælter sig sig i sølet, findes derimod ikke i Det Gamle Testamente. Det er bare noget, "Sankt" Peter selv har opfundet.
En anden fremtrædende apostel, Paulus var lige så negativ overfor hunde:
Filipperne 3,2 Vogt jer for hundene, vogt jer for de slette arbejdere, vogt jer for de skamskårne!
Man begynder at se en trend her: Det er slet ikke firbenede væsner, Jesus, Peter og Paulus taler om: Paulus bundter hundene sammen med »slette arbejdere« og »de skamskårne«, mens Jesus i det ene eksempel taler om urene ikke-jøder, der ikke må få en eneste brødkrumme fra deres (jødiske) herrers bord, og i det andet eksempel forbindes med de urene "svin", man ikke skal kaste perler for, »for at de ikke skal […] vende sig om og sønderrive jer«.
Det vil sige, at citatet øverst på denne side om hundene, der pænt måtte blive udenfor den hellige bys porte sammen med »troldmændene«, »de utugtige«, »morderne«, »afgudsdyrkerne« osv., nok heller ikke handler om urene dyr, men derimod om urene mennesker.
Det ændrer dog ikke på konklusionen: Hunde er så urene, at de kun kan bruges som skældsord for urene mennesker.
Konklusion: Jesus kan ikke lide hunde. Og han kan heller ikke lide dig.
Fodnoter: (1)
Josephus:
And now the Syrian army, upon the coming on of the night, retired to their camp; and when the herald belonging to the camp gave notice that Ahab was dead, they returned home; and they took the dead body of Ahab to Samaria, and buried it there; but when they had washed his chariot in the fountain of Jezreel, which was bloody with the dead body of the king, they acknowledged that the prophecy of Elijah was true, for the dogs licked his blood, and the harlots continued afterwards to wash themselves in that fountain; but still he died at Ramoth, as Micaiah had foretold.
(Jødernes Oldtid: Bog 8, kapitel 15, afsnit 6.)