|
Det er svært at finde steder i Bibelen, der siger, at Jesus er den samme som Gud. Især efter at 1 Timotheus 3,16, Romerbrevet 9,5, 1 Johannesbrev 5,7 og 6.000 andre vers er blevet afsløret som falsknerier og fusk i oversættelsen.
Her er dog et vers, hvor Jesus — måske — kaldes Gud:
Hebræerne 1,8 men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter.
Hebræerne 1,9 Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.
Stilen er karakteristisk for Brevet til Hebræerne: Den ukendte forfatter graver stumper op fra Det Gamle Testamente og præsenterer dem som dugfriske udtalelser fra Gud og Jesus. Hvergang Gud eller Jesus taler, er det noget, forfattere har fundet i Det Gamle Testamente. Man får let det indtryk, at Jesus aldrig har været på Jorden.
I dette tilfælde er det et citat fra Salmernes Bog 45,7-8, og forfatteren påstår — måske —, at Gud har sagt ordene til Sønnen og kaldt Sønnen for Gud.
Spørgsmålet på nærværende side er ikke, hvorfra i alverden forfatteren skulle vide, hvad Gud siger til Jesus oppe i deres himmel. Spørgsmålet her er, om oversættelsen er korrekt, og om det er rigtigt, at forfatteren selv troede på, at Jesus var Gud.
Det er faktisk ikke helt let at afgøre.
|
Lad os se på den græske tekst (tjek evt. konkordansen). Ordene lyder »o thronos sou o theos eis ton aiôna tou aiônos«, som ord for ord betyder: "den trone af dig den gud indtil den alder af de aldre".
Vi kan straks gøre det lidt bedre: "den trone af dig" betyder selvfølgelig "din trone"; "den gud" (græsk "o theos") oversættes hundreder af gange til Gud med stort G; og "indtil den alder af de aldre" er en fast formular, som oversættes til "i evighedernes evighed" eller bare "til evig tid".
Det giver: "din trone Gud til evig tid".
Og her er første problem: Sætningen har ikke noget udsagnsord. Dette er ikke unormalt på græsk, og oversætterne må derfor rutinemæssigt indsætte et "er" passende steder i de danske Bibler. Men hvor skal dette "er" indsættes? Skal vi skrive "din trone Gud er/står til evig tid", som Bibelselskabet (og de fleste andre) vælger, eller "din trone er Gud til evig tid", som Jehovas Vidner?
Hebræerne 1,8 Men med henblik på Sønnen: "Gud er din trone i evighedens evighed, og dit riges scepter er retskaffenhedens scepter.
(Jehovas Vidner / Ny Verden)
|
Det næste problem er, at ganske vist oversættes "o theos" hundreder af gange til "Gud", men så står ordet i nominativ — altså, at Gud er/gør/siger et eller andet. Når derimod man taler til Gud, bruges vokativ — tiltalefald. Det ser vi i Jesus' berømte ord på korset: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matthæus 27,46). Jesus kalder på Gud, så Matthæus skriver ikke "o theos", men: »thee mou thee mou«.
Men Det Nye Testamente er skrevet på et lidt mere folkeligt græsk, og i Markus' version af samme replik (Markus 15,34) siger Jesus derimod: »o theos mou o theos mou«.
|
Det vil sige, at "o theos" kan bruges som vokativ, og dette sker i Markus 15,34, Lukas 18,11; 13 og Hebræerne 10,7. Der er altså fire (andre) tilfælde i Det Nye Testamente, hvor "o theos" er brugt som vokativ ud af mange hundrede, hvor det skal læses som nominativ.
Men grunden til, at der kun er 4-5 eksempler på, at "o theos" kan bruges som tiltale, er, at man normalt tiltaler Gud som "Herre" eller "Fader". For eksempel lærer Jesus sine tilhørere at sige et Fadervor: »Jeres fader ved, hvad I trænger til« ("fader" er i nominativ: "o patêr", fordi Gud er/gør/siger et eller andet). Jesus fortsætter: »Vor Fader, du som er i himlene!« (her påkalder Jesus faderen, og derfor forsvinder "o", og eta bliver til et "e"). Tjek evt. med konkordansen.
Med hensyn til "Herre" står ordet i vokativ 122 gange i Det Nye Testamente. Der er selvfølgelig andre herrer end Gud, men 122 gange husker forfatterne at skrive "kurie" i stedet for "o kurios", fordi der bliver talt til en herre .
Et af disse 122 steder ser vi allerede i verset efter de to vers øverst på siden. Her lægger Hebræerbrevet endnu et citat i munden på Gud og hævder, at Gud kalder Jesus for Herre: »Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden« (Hebræerne 1,10). Her bruger forfatteren vokativ, "kurie", i stedet for det sædvanlige nominativ, "o kurios".
Hvis forfatteren af Hebræerbrevet ville være helt sikker på, at hans læsere forstod teksten på den måde, som Bibelselskabet gør, kunne han altså have skrevet "thee" eller "kurie".
|
Så vidt den tørre grammatik. Den kan eksperter jo slås om indtil evighedernes evighed.
Men hvad med den salme, der bliver citeret? Den salme, som Hebræerbrevet påstår, er Guds ord til Sønnen?
Der er ingen grund til at citere hele salmen (den kan læses her). Men kort fortalt handler Salme 45 om en jordisk konge: »jeg fremsiger mit digt for kongen«. Denne konge er en stor erobrer: »Spænd dit sværd om lænden […] Drag ud med lykke […] din højre hånd skal vise dig frygtelige gerninger! […] Dine hvæssede pile sidder i hjertet på kongens fjender«.
Halvdelen af salmen fortæller i detaljer, hvordan den velduftende konge også er god til at nedlægge kvinder i massevis, og at de er vilde med ham: »Af myrra, aloe og kassia dufter alle dine klæder […] Kongedøtre går dig i møde, dronningen står ved din højre side, […] Kongen begærer din skønhed, […] Tyrus' døtre kommer til dig med gaver, […] Hvor er kongedatteren prægtig […] jomfruerne er i hendes følge, […] hendes veninder føres til dig«.
Det fremgår tydeligt, at denne testosteron-fyldte skjørtejæger hverken er Gud eller Jesus, men derimod den ideelle davidiske konge. David havde ca. 20 koner, mens Salomon havde 1.000 (billedet til venstre). Gud har salvet denne perfekte konge, ligesom Israels konger har været det siden Saul og David: »derfor har Gud, din Gud, salvet dig« (Salme 45,7-8).
Det korte med det lange er, at jøderne har sunget denne salme i over 2.000 år uden nogensinde at få den tanke, at den handler om Gud. Jewish Publication Society's oversættelse fra 1917 (JPS) oversætter verset til »Thy throne given of God is for ever and ever« — altså at tronen er givet af Gud. 1985 udgaven af JPS siger: »Your divine throne is everlasting«. Her er Gud slet ikke med, men tronen er guddommelig.
Bibelselskabet er enige i, at salmen hverken handler om Gud eller Guds søn. De oversætter ganske vist Salme 45,7 til: »Din trone, Gud, står til evig tid«, men de tilføjer i en fodnote: »Ordet Gud må efter sammenhængen være anvendt som tiltale til kongen«.
|
Forfatteren af Hebræerbrevet følger sin normale strategi med at citere brudstykker fra Det Gamle Testamente og præsentere dem som friske udsagn fra Gud og Jesus. Det virker ret kunstigt, eftersom denne salme indledes med »For korlederen. Al-shoshannim. Maskil af Kora-sønnerne. En bryllupssang«. Det kan godt være, at hele Bibelen er hellig, men salmen selv fortæller, at den ikke er Guds ord til Sønnen, men er Kora-sønnernes ord til korlederen.
Forfatteren af Hebræerbrevet er formentlig faldet over dette Bibelsted, fordi det omtaler en konge, der er "salvet" af Gud: »derfor har Gud, din Gud, salvet dig« (Salme 45,7-8). Salvet er et andet ord for Messias / Kristus, og derfor mener Hebræerbrevet, at ordene er Guds ord til Jesus. Men der er ganske mange "salvede" i Det Gamle Testamente. Vi har set, at hovedpersonen i Salme 45 er en jordisk konge, og faktisk blev både konger (1 Samuel 10,1, 1 Samuel 16,13), præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3) og enkelte profeter (1 Kongebog 19,16, Esajas 61,1) salvede til deres embeder. Selv den "vantro" Perserkonge Kyros bliver kaldt Herrens salvede, og ikke bare i en salme "af Kora-sønnerne", men af Gud selv: »Dette siger Herren til sin salvede, til Kyros« (Esajas 45,1).
Men spørgsmålet her er ikke, hvorvidt forfatteren har ret i det, han siger, men snarere, hvad han overhovedet siger.
Hvis forfatteren ønskede at sige, at Gud taler til Gud, hvorfor bruger han så ikke et entydigt ord som "thee" eller "kurie"? Hvis han ønsker at præsentere en nyfortolkning af Salme 45, så den handler om Jesus i stedet for en jordisk konge, hvorfor viser han så ikke til læseren, at det er en ny fortolkning? For eksempel ved at bruge ordene "thee" eller den meget udbredte "kurie" som han gør i verset lige efter (Hebræerne 1,10)?
Den kendte New Revised Standard Version skriver den alternative oversættelse i en fodnote: »Or God is your throne«. NetBible indrømmer, at ordene kunne oversættes til: "din trone er Gud for evigt", men de afviser dette af teologiske grunde. Her er deres fyldige fodnote:
|
tn Or possibly, "Your throne is God forever and ever." This translation is quite doubtful, however, since (1) in the context the Son is being contrasted to the angels and is presented as far better than they. The imagery of God being the Son's throne would seem to be of God being his authority. If so, in what sense could this not be said of the angels? In what sense is the Son thus contrasted with the angels? (2) The μην … δε (men … de) construction that connects v. 7 with v. 8 clearly lays out this contrast: "On the one hand, he says of the angels … on the other hand, he says of the Son." Thus, although it is grammatically possible that θεος (qeos) in v. 8 should be taken as a predicate nominative, the context and the correlative conjunctions are decidedly against it. Hebrews 1:8 is thus a strong affirmation of the deity of Christ.
|
Altså: At skrive: "Gud er din trone" ville være grammatisk korrekt, men afvises af teologiske årsager: NET Bible pointerer, at afsnittet skal vise en kontrast mellem englene og Sønnen, og de mener ikke, at Gud som Jesus' trone er "fint" nok, for med denne oversættelse ville Jesus stadig være afhængig af Guds magt.
Men kontrasten ligger i, at Gud gør englene til "vinde" og "flammende ild" (Hebræerne 1,7), hvorimod Gud er Sønnens trone (eller: Sønnens trone er guddommelig) for evigt. Engle forgår, mens Sønnens trone består indtil evighedernes evighed. Det er derfor noget vrøvl, at Hebræerbrevet ikke viser en kontrast mellem de to; Sønnen er bare ikke helt så guddommelig, som katolikker og protestanter ønsker, at der stod i Bibelen.
Så her har vi tilsyneladende årsagen til den tendentiøse oversættelse, hvor Gud taler til Gud. En mere naturlig oversættelse ville fjerne det sidste halmstrå for dogmet om Treenigheden.