Denne hjemmeside handler om Bibelens ord. De enkelte sider præsenterer typisk en buket af Bibelcitater for at vise, hvad Gud synes om slaver og tissemænd, hvordan man bliver frelst, og hvor mange folk Gud har dræbt. Denne vinkel kan sommetider forvirre andre ateister: "Hvordan kan du skrive, at fede, velbjergede danskere ikke kommer i Himmelen, hvis du ikke selv tror på Gud"? Jamen, det kan jeg, fordi det står selv i Bibelen.
Andre gange tager jeg de historiske briller på og analyserer de enkelte forfattere på deres egne præmisser.
Det kan være svært at holde tungen lige i munden, og et sted, hvor disse to tilgange til den samme tekst for alvor kolliderer, er, når Paulus møder Jakob, Herrens bror:
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
For protestanter er sagen oplagt: Jesus havde flere brødre,, og en af dem hed Jakob (Markus 6,3, Matthæus 13,55). Jesus' mor var til stede i Jerusalem ved korsfæstelsen (Johannes 19,25-26), og bagefter blev Jesus' mor og hans brødre boende i Jerusalem sammen med apostlene (Apostlenes Gerninger 1,14).
Med de kristne briller plantet solidt på næsen har vi lige "bevist", at en af Jesus' brødre ved navn Jakob boede i menigheden i Jerusalem. Derfor må det være ham, Paulus kalder »Jakob, Herrens bror«. Det ville være mystisk, hvis der også var en helt anden, Jakob, der blev kaldt "Herrens bror", i den samme menighed, som Jesus' kødelige bror, Jakob, søn af Josef og Maria, opholdt sig i.
I næste kapitel af Galaterne omtaler Paulus Jakob som en af de tre søjler i menigheden i Jerusalem: »Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler« (Galaterne 2,9). Jakob nævnes først af de tre, som om han er den mest fremtrædende, og det fremgår senere af afsnittet, at Jakob har autoritet til at banke Kefas (= Peter(1)) på plads:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Vi ser også Jakob i lederrollen i Apostlenes Gerninger, hvor Peter rapporterer til ham (Apostlenes Gerninger 12,17), og hvor Jakob er den, der taler til sidst i forsamlingen og afgør diskussionerne (Apostlenes Gerninger 15,13-22). Denne Jakob må nødvendigvis være Jesus' bror — især fordi den eneste anden seriøse kandidat, nemlig apostlen Jakob, blev dræbt lidt tidligere i samme kapitel (Apostlenes Gerninger 12,2).
Med usvigelig kristen logik har vi således (op)fundet Jesus' bror, Jakob Den Retfærdige, Biskop af Jerusalem.
Det specielle ved de kristne briller er ikke kun, at man klart kan se de vers, der kan kombineres for at opfinde Jakob den Retfærdige. Samtidig skjuler disse briller alle de steder for os, der kunne modbevise eksistensen af Jakob som Biskop af Jerusalem.
Hvis vi letter lidt på brillerne, ser vi først og fremmest at Jesus' brødre ikke var særligt begejstrede for hans nye religion. De mente, han var tosset og prøvede at stoppe ham. Da de ankom, nægtede Jesus at modtage sin mor, brødre og søstre. Han slog han hånden af sine brødre, og kaldte medlemmerne af sin nye sekt for sin sande familie:
Markus 3,21 Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.
[.. .. ..] [...]
Markus 3,31 Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.
Markus 3,32 Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: "Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig."
Markus 3,33 Men han svarede dem: "Hvem er min mor og mine brødre?"
Markus 3,34 Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: "Se, her er min mor og mine brødre.
Markus 3,35 For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor."
Det samme gælder Johannesevangeliet, hvor brødrene håner Jesus, fordi de ikke tror på ham: »For ikke engang hans brødre troede på ham« (Johannes 7,5). Der er ikke noget i nogen af evangelierne, der antyder, at nogen af Jesus' brødre har nogen særlig fremtid.
I det hele taget er det en rød tråd i evangelierne, at kødeligt slægtskab er af det onde: »Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor« (Matthæus 10,35); »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel« (Lukas 14,26); »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer« (Lukas 14,12) og »I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner« (Lukas 21,16). Derfor må den gamle familie vige for troens brødre og søstre: »der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre […] på grund af evangeliet […] som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre« (Markus 10,29-30);
Det er kun Apostlenes Gerninger (altså fortsættelsen af Lukasevangeliet), der fortæller, at Jesus' brødre tog til Jerusalem, men hvis man kun læser Lukas' to bøger, kender man ikke navnet på brødrene — deres navne står nemlig ikke i Lukasevangeliet. Lukas' læsere må tro, at den Jakob, der senere bliver leder, var den i øvrigt ukendte apostel Jakob, Alfæus' søn. Han er den eneste Jakob i disse to bøger, der stadig er i live.
Et andet problem med kristne øjne er, at ifølge Galaterne 2,1 gik der 14 år mellem Paulus' to møder med Jakob. Paulus' første besøg i Apostlenes Gerninger 9,26 sker et godt stykke tid, inden den mest fremtrædende Jakob bliver dræbt i Apostlenes Gerninger 12,2. Det kan altså sagtens være to forskellige Jakob'er, Paulus møder under sine to besøg. Fjorten år er lang tid.
Et tredje problem er den beskrivelse, Paulus giver — eller rettere: ikke giver. Hvis Paulus for nyligt er konverteret til den nye religion, hvorfor er han så ikke interesseret i sin nye Guds kødelige bror? Hvorfor interviewer han ikke Jakob om alt fra Jesus' fødsel til hans genopstandelse? I stedet nedtoner Paulus mødet: Han så ingen andre apostle udover Peter — nå ja, og så lige Jakob: »men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror« (Galaterne 1,19). Det kan selvfølgelig forklares som propaganda fra Paulus' side (hvilket i sig selv burde få vores kristne briller til at dugge), men stadigvæk: Kunne Paulus ikke selv have scoret lidt respekt hos menigheden i Galatien, hvis han sagde: "Jeg har personligt mødt vores Guds kødelige bror, og nu skal I høre, hvad han fortalte mig".
Et fjerde problem, der opstår, når vi sådan pladrer evangelierne sammen, er, at Jesus havde givet Himmerigets nøgler til Peter og lovet, at han ville bygge sin kirke på Peter: »du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke« (Matthæus 16,17-19). Det passer ikke med det billede, vi lige har opbygget, af Jakob som Biskop af Jerusalem. Som nævnt er det ham, Peter rapporterer til (Apostlenes Gerninger 12,17, billedet til venstre), som afgør diskussionerne (Apostlenes Gerninger 15,13-22), som nævnes først blandt de tre ledere: »Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler«, som sender sine folk ud for at banke Peter på plads, og som Paulus også rapporterer til (Apostlenes Gerninger 21,18-19).
Hvis Kirken er bygget på Peter,(2) hvorfor er det så Jakob, der er chef?
Den største kristne sekt, katolikkerne, har en del problemer med Jesus' bror. For det første mener katolikkerne, at Peter var den første ufejlbarlige pave — ham der fik Himmerigets nøgler. Når Jesus havde sagt, han ville bygge sin kirke på Peter, kan det ikke nytte noget, at Jesus har haft en bror, der overtog ledelsen i stedet for Peter.
For det andet bryder katolikker sig ikke om tanken om, at Jesus overhovedet skulle have haft brødre. Katolikker kan bedst lide at tro, at Maria var evig jomfru (på latin: semper virgo, engelsk: perpetual virgin), og så nytter det ikke, at Bibelen fortæller, at jomfru Maria havde mindst 8 børn (Markus 6,3).
Kan man bevise, at brødrene ikke var brødre? Ja, man kan bevise alt med Bibelen. Det viser sig, at vores kristne briller findes i ca. 33.000 modeller, så vi kan bare tage et par på af mærket "katolsk".
Med disse katolske briller kan vi pludseligt se det tydeligt, som vi ikke kunne se før: I Bibelen betyder "bror" ikke altid "bror", men halvbror, stedbror eller fjern slægtning. F.eks. siger Abraham til Lot, at de er brødre i Bibelen fra 1919: »thi vi ere jo Brødre« (1 Mosebog 13,8) og »Der Abram hørte, at hans Broder var fangen […] og tilmed Lot, sin Broder« (1 Mosebog 14,14-16). Rekorden må dog være Kong Sauls mange brødre: »Sauls brødre, 3.000« (1 Krønikebog 12,30).
I Bibeloversættelsen fra 1992 har Bibelselskabet fusket med oversættelsen, så vi ikke behøver at tænke for meget over tingene. I eksemplerne med Abraham og Lot skriver de: »for vi er jo i slægt med hinanden« og »Da Abram hørte, at hans slægtning var taget til fange, […] Også sin slægtning Lot«. Lutheranere er åbenbart enige med katolikkerne om, at "bror" kan oversættes til "slægtning".
Bror betyder altså kun bror, så længe vi ønsker det. Hvis vi nu retter vores katolske briller mod Jesus' brødre, ser vi, at brødrene netop kun omtales som brødre; de omtales aldrig som Marias sønner. På korset lader Jesus den discipel, han elskede, overtage ansvaret for sin mor (billedet til højre), hvilket ville være mærkeligt, hvis Maria havde fire andre sønner til at forsørge sig.
Lukas fortæller, at efter Jesus' fødsel tog familien hvert år til Jerusalem (Lukas 2,41), og det ville have været umuligt samtidig med, at hun skulle bære, føde og opdrage mindst 4 brødre og mindst 3 søstre (det ville nærmest have været et mirakel!). Matthæus er uenig med Lukas: Familien tog ikke til Jerusalem hvert år, for de gemte sig for den onde Kong Herodes i Egypten. Men her er der heller ingen brødre: Når englen beordrer Josef til at flygte, er det med ordene: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten […] og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig« (Matthæus 2,13-14). Her er der tydeligvis kun 1 barn. Det samme gør sig gældende, da de skal hjem igen: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land […] Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig« (Matthæus 2,20-21). Vi får aldrig at vide, hvor mange år familien gemte sig i Egypten, før Kong Herodes døde, men Maria har stadig kun 1 barn.
Desuden er der en Guds velsignelse af Maria'er i historien. Når nu vores kristne briller tillader os at pladre evangelierne lystigt sammen, så er der faktisk en mor til to af Jesus' brødre, Jakob og Joses: Foran korset står »Maria, mor til Jakob den Lille og Joses« (Markus 15,40), og Johannes fortæller os, at denne Maria er jomfru Marias søster, Maria, Klopas' hustru: (Johannes 19,25). Jakob og Joses er altså sønner af Jesus' moster, og ikke bare det: Hvis "bror" kan betyde halvbror, stedbror, fætter eller fjern slægtning, så kan jomfru Marias søster naturligvis også være hendes halvsøster, stedsøster, kusine eller fjerne slægtning. Det ville jo også være ulogisk, hvis jomfru Maria og Maria, Klopas' hustru, var søstre. Hvorfor skulle man give to søstre samme navn?
Allerede kirkefaderen Origenes hævdede, at Jakob (James på engelsk(3)) var regnet som Herrens bror — ikke p.g.a. blodets bånd eller fordi de var opvokset sammen, men på grund af hans dyd og doktrin.
Paul, a genuine disciple of Jesus, says that he regarded this James as a brother of the Lord,
not so much on account of their relationship by blood, or of their being brought up together, as because of his virtue and doctrine.
(Origenes (185-254), Imod Celsus, I, 47)
Med Bibelen i hånden har vi dermed bevist, at Jakob, Herrens bror, ikke er Jesus' bror.
Man kan bevise alt med Bibelen.
Jakob, Herrens bror, i Galaterne 1,19 er ikke så interessant med kristne briller. Jo flere brødre, Jesus havde, og jo dygtigere de var, jo mindre speciel bliver Jesus selv.
Hvis derimod man som moderne forsker vil bevise, at Jesus har levet som en historisk person, så er Galaterne 1,19 til gengæld et af de vigtigste vers i hele Bibelen.
Jakob er simpelthen det spinkle halmstrå, der forbinder Jesus med historiebøgerne: Vores historiske vidne, Paulus, har mødt Jakob, og vi har endda et ikke-kristent vidne, nemlig historikeren Josephus, der fortæller om mordet på broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob.
Hvis Jakob er Jesus' bror, må Jesus jo have levet. Som Bart Ehrman udtrykker det i bogen Did Jesus Exist?: »Paul knows one of these brothers personally. It is hard to get much closer to the historical Jesus than that. If Jesus never lived, you would think that his brother would know about it«.
Tilsyneladende har Ehrman trukket dette Bibelvers frem så mange gange, at han efterhånden har overbevist sig selv, om at der står "Jesus' bror" og ikke "Herrens bror", men pointen består: Uden Jakob, Herrens kødelige bror, er der ikke ret meget tilbage af den historiske Jesus.
Men med de historiske briller på nytter det ikke at kigge i evangelierne efter Jesus' bror. De er nemlig nyere end Paulus' epistler. Markusevangeliet ser ud til at være inspireret af Paulus, og dermed er det meget sandsynligt, at Jesus' brødre i evangelierne er opfundet på grund af Paulus' bemærkninger om Jesus som »den førstefødte blandt mange brødre« (Romerne 8,29) og »Herrens brødre« (1 Korintherne 9,5).
Når Markus fortæller, at en af brødrene hedder Jakob, kan det netop skyldes, at Markus har læst om "Jakob, Herrens bror" i Galaterne 1,19. Det samme gælder Matthæus og Lukasevangeliet, der er endnu nyere, og som genbruger Markusevangeliet. Det er det, der er problemet med de kristne briller, vi havde på lige før: Hvis vi bruger evangelierne til at bekræfte Paulus' ord, så forudsætter vi netop det, som vi forsøger at bevise. Det bliver cirkulært.
Hvis vi skal forstå Paulus, er vi nødt til at først og fremmest at kigge på Paulus' egne epistler. Derefter kan vi kigge på nogle af de andre samtidige epistler, og til sidst — meget hastigt — kigge på evangelierne og de første kristne.
Paulus bruger konsekvent ordet "bror" om sine med-kristne (tjek evt. konkordansen for ordet "adelphos"). I sine epistler, ægte som uægte, skriver han "adelphos" over 130 gange, og hver gang er det om en med-kristen. Blandt andet viste Jesus sig for 500 brødre (1 Korintherne 15,6).
Bibelselskabet er åbenbart enig, for i epistlerne oversætter de konstant "adelphos" til det lidt gammeldags "broder": vor broder Kvartus, vor broder Sosthenes, vor broder Apollos, vor broder Timotheus, min broder Titus osv. Ofte er "broder" en del af en lang titel: »Ampliatus, min kære broder i Herren«, »Tykikos, den kære broder og trofaste tjener og medarbejder i Herren«, »Onesimos, den trofaste og kære broder« og »Timotheus, vor broder og Guds medarbejder i forkyndelsen«. Det er kun i netop det vers, vi kigger på, at "adelphos" bliver oversat til det mere nutidige "bror", så vi kan få den rette indremissionske forståelse.
Paulus' epistler er fyldt med brødre, der ikke er brødre, søstre, der ikke er søstre, børn der ikke er børn, og så videre. Som kristen er man ikke bare adopteret af Gud, man er også Abrahams søn og Sarahs søn, mens de vantro er Hagars sønner. Paulus er far til menigheden: »For i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til jer« (1 Korintherne 4,15), og han kalder menigheden for »Mine børn, som jeg igen må føde med smerte« (Galaterne 4,19); han kalder Onesimus for »mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab« (Filemon 1,10, oversættelsen fra 1907 sagde: »mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker«); Timotheus er »mit kære og trofaste barn i Herren« (1 Korintherne 4,15).
Alle døbte kristne er Guds adopterede børn. Jesus var også Guds adopterede søn — adopteret efter opstandelsen »stadfæstet som Guds søn […] da han opstod fra de døde« (Romerne 1,3-4) og blot »den førstefødte blandt mange brødre« (Romerne 8,29), hvilket rent logisk vil sige, at alle kristne var Herrens brødre. Muligvis skulle man dog først opnå en vis rang og gennemgå et dåbsritual, hvor man blev »begravet sammen med ham ved dåben til døden« (Romerne 6,3-10).
Paulus gentager igen og igen, at alle kristne er brødre, og at vi har »fået den ånd, som giver barnekår«, eller som der står i King James Bibel:» the Spirit of adoption« (eks: Romerne 8,15-29, 9,26; Galaterne 3,26-29, 4,4-7). Her ser Paulus ud til at referere til Salomons Salme 17,26-27, der forudsiger, at Messias vil samle sine udvalgte og kalde dem for Guds sønner.(4) Men de kristne er ikke bare Jesus' brødre, de er Jesus' medarvinger: »når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger« (Romerne 8,16-17).
Hvis vi kigger på de andre epistel-forfattere, ser vi, at Jakob tiltaler menigheden som »Mine brødre« (Jakob 2,1); Peter kalder Paulus for deres bror: »Det har også vor kære broder Paulus skrevet til jer« (1 Peter 3,15); Johannes kalder menigheden »Mine børn« (1 Johannes 2,1), han bruger et par kapitler på at indskærpe, at man skal elske sin broder, og fortæller bl.a., at forskellen på Guds børn og Satans børn er, at sidstnævnte ikke elsker sin broder: »hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, […] der ikke elsker sin broder« (1 Johannes 3,10); i et senere brev (næppe af samme forfatter) skriver Johannes om brødre, der er fremmede: »det, du udretter for brødrene, og det, skønt de er fremmede« (3 Johannes 1,5); forfatteren af Åbenbaringen kalder sig selv »Johannes, jeres broder« (Åbenbaringen 1,9); senere fortæller han, hvordan de døde martyrer skal vente på, at »deres medtjenere og deres brødre« også bliver dræbt (Åbenbaringen 6,9-11).
Hvis vi vender blikket mod de tidlige kristne,(5) bevidnede de, at Jesus kaldte alle kristne for sine brødre: »de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, men siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre« (Hebræerne 2,10-18). I øvrigt er dette citat af Jesus (»Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre«) i virkeligheden et citat fra Det Gamle Testamente (Salme 22,23), og sådan er det hver gang, Hebræerbrevet citerer Jesus. Man skulle næsten tro, Jesus aldrig havde eksisteret.
Til sidst kigger vi på evangelierne og får bekræftet, at det ikke var en fremmed tanke for de tidlige kristne: Vi har allerede set mange eksempler på, hvordan Jesus udskiftede sin kødelige familie med sine trosbrødre, og forlangte det samme af sine disciple.
Desuden kalder evangelierne apostlene for brødre: »Da kom det forlydende ud blandt brødrene« (Johannes 21,23), og det gjorde Jesus også: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Lukas 22,32) og »for én er jeres mester, og I er alle brødre« (Matthæus 23,8). Efter opstandelsen kaldte Jesus dem sine brødre: »Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa« (Matthæus 28,10) og »gå hen til mine brødre og sig til dem« (billedet til højre). Dette passer alt sammen fint med, at både Jesus og disciplene beder til den samme "Vor Fader".
Hvis vi til sidst tager et kort kig på Det Gamle Testamente, så er der mindst syv personer, der hedder Akija. Navnet betyder helt bogstaveligt "bror af Jah", hvor Jah er den korte form af Jahve. Der er altså ikke noget uhørt i, at en jøde kalder sig "Herrens bror" — eller for den sags skyld: Abija, "Guds søn".
Så for at opsummere:
Dermed nærmer vi os forklaringen: Paulus forsøger at vise sin uafhængighed af menigheden i Jerusalem, så man ikke tror, at det evangelium, han prædiker, er et, han har fået i Jerusalem. Han har mødt to trosbrødre, Kefas og Jakob, og lettere omskrevet siger Paulus: "jeg så ingen andre apostle udover Kefas — nå ja, og så lige broder Jakob".
Paulus kan ikke sige "broder Jakob", for så kunne menigheden i Korinth misforstå det og tro, at Jakob var bror til Kefas, og han kan ikke sige "vor broder Jakob", netop fordi han vil lægge afstand til ham. Derfor bliver det til "Herrens broder".
Er Jakob, Herrens Bror, den samme, som den søjle-Jakob, Paulus møder på sit andet besøg 14 år senere? Det må guderne vide, men det er han næppe. De tre andre gange, Paulus omtaler en Jakob, får han ikke nogen titel à la Herrens bror. Måske fordi denne anden Jakob er lige så fremtrædende som Kefas og ikke tilhører den grå hob af almindelige trosbrødre.
Det gør selvfølgelig ikke sagen bedre, at dette vers kan oversættes på tre vidt forskellige måder.
Konklusion: Jakob er ikke Jesus' kødelige bror. Hverken set med de kristne eller de historiske briller.
Paulus omtaler ikke bare Jakob, Herrens bror, men også Herrens brødre.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.
kirken bygget på Peter . . .: Her plejer ikke-katolikker at komme med en påstand om, at Jesus ikke ville bygge kirken på Peter, men på den klipppefaste tro, der gjorde Peter i stand til at gennemskue, at Jesus var kristus.
Argumentet er tyndt nok i sig selv, og det gør jo ikke den store forskel. Konklusionen af Matthæus 16,13-20 er stadig, at Peter er noget helt specielt, hvorimod Jakob absolut ingen rolle spiller i evangelierne.
»And he shall gather together a holy people, […] For he shall know them, that they are all sons of their God […] For all shall be holy and their king the anointed of the Lord«
Kilde: Salomons Salmer (engelsk tekst)
Forfatteren beskriver ypperstepræsterne som værende aktive: »For enhver ypperstepræst […] må frembære syndoffer for sig selv såvel som for folket« (Hebræerne 5,1-3). Dette har været brugt som argument for, at brevet må være skrevet inden år 70, hvor Jerusalem med tempel blev ødelagt af romerne.
Andre mener derimod, at forfatteren skriver, som han gør, fordi han udelukkende fokuserer på, hvad Mosebøgerne siger om præsternes pligter. I så fald kan brevet naturligvis være skrevet langt senere.