Hvad siger Bibelen om Folkemord?

Folkemord og gedehamse.
gedehams
Moses (med horn) ser til, mens mange tusinder af kvinder og børn hugges ned på hans befaling (4 Mosebog 31).
Moses dræber midjanitterne

Man kan dårligt åbne en side i Det Gamle Testamente, uden at et eller andet folkeslag bliver slagtet. Hvis man er opflasket med, at Bibelen er en god bog, nægter man simpelthen at tro på, hvad man læser.

Bibelen skal forestille at være Den Hellige Skrift, og alligevel overgår antallet af dræbte mennesker i enkelt af bibelens bøger — Josvas bog — langt over 20 millioner mennesker. Det er simpel købmandsregning. Bibelen fortæller os med et forsigtigt gæt, at 2.502.200 jøder udvandrede fra Egypten, hvorefter de udryddede syv folk, der var større og mægtigere end dem selv. Syv gange mere end toenhalv million giver mindst 20 millioner.

En anden grund til, at hjernen nægter at acceptere det, er, at ofte bliver et folkeslag "totalt udryddet" af den ene Bibel-helt, bare for senere at genopstå og blive "totalt udryddet" igen. Efter at Josva har udryddet de syv folk med hjælp fra Guds gedehamse, er det op til patriarkerne (der heldigvis også er genopstået), at udrydde dem en gang til. Selvom Josva havde indtaget byerne Hebron og Debir, og »der var ingen, der overlevede«, måtte Juda alligevel igen erobre de to byer fra kana'anæerne. Det samme gælder Kong Jabin og Hasor, Horma og Dan. En vigtig by som Jerusalem blev erobret mindst tre gange.

Så enten er Bibelen afstumpet, stupid og løgnagtig, eller også må man prøve forskellige forklaringer. Er teksten måske bare en metafor? Hvis vi f.eks. siger, at FCK "slagtede" Brøndby, betyder det jo ikke, at alle mennesker i Brøndby Kommune er slået ihjel. Eller måske er teksten måske bare vildt overdrevet? Måske betyder "totalt udryddet" bare, at de fik en lærestreg?

Lad os se nærmere på nogle eksempler for at vurdere, om teksterne kan være ment som metaforer og åbenlyse overdrivelser.

Men først skal vi have et grundlæggende begreb på plads:

At lægge band på noget

Herrens engel dræber 185.000 af Israels fjender.
Sankerib

gedehams Bibelen bruger ofte udtrykket at "lægge band på noget". Det hebraiske ord er "herem", og betyder "sat til side", hvilket er underforstået: "sat til side til Gud". Ordet er i familie med det arabiske ord "harem", som jo betegner de kvinder, der er sat til side for regenten. Det er også i familie med byen Horma, som der også blev "lagt band på". Bibelselskabet skriver i en kommentar: »På hebraisk er der ordspil mellem Horma og lagde band på«.

4 Mosebog 21,2 Da aflagde Israel dette løfte til Herren: "Hvis du giver dette folk i min magt, vil jeg lægge band på deres byer."
4 Mosebog 21,3 Herren bønhørte israelitterne og gav kana'anæerne i deres magt. Israelitterne lagde band på dem og deres byer, og stedet fik navnet Horma.

Når noget er sat til side for Gud, bliver det samtidig urent for alle andre. Dermed er ordet beslægtet med det arabiske ord haram. Hvis der er lagt band på noget eller nogen, er der ingen pardon: »ligegyldigt om det er mennesker […] Det skal lide døden«.

3 Mosebog 27,28 Intet af det, et menneske ejer, og som han lægger band på til Herren, må sælges eller indløses, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller jord, han ejer. Alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt og tilhører Herren.
3 Mosebog 27,29 Intet menneske, der er lagt band på, kan frikøbes. Det skal lide døden.

gedehams Der lægges især "band på", når det drejer sig om de oprindelige folkeslag i Kana'an. Israelitterne kunne godt finde på at "lægge band på" andre folkeslag, og de kunne også sagtens udrydde folkeslag uden at "lægge band på" (billedet øverst til højre), men først og fremmest gik det ud over de folk, der boede i det land, som Gud havde forjættet til jøderne.

gedehams 5 Mosebog 7,1 Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du,
5 Mosebog 7,2 og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed.
5 Mosebog 7,3 Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre,
5 Mosebog 7,4 for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.

Som man kan se, lægges der absolut ikke op til, at teksten skal læses "metaforisk" eller "overdrevet". Men lad os se på nogle konkrete eksempler.

Jeriko (I): Skøgen Rahab

Rahab hjælper jødernes spioner med at flygte.
Davids flugt

Den første by, der blev ødelagt, da Guds folk havde krydset Jordan og skulle erobre det Hellige Land, var Jeriko. Der blev »lagt band på« på byen:

Josva 6,17 Der skal lægges band på byen; den og alt, hvad der er i den, skal tilhøre Herren. Kun skøgen Rahab og alle, der er i huset hos hende, skal blive i live, fordi hun skjulte de mænd, vi sendte ud.
[.. .. ..] [. . .]
Josva 6,21 Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler.
[.. .. ..] [. . .]
Josva 6,24 Men byen brændte de ned med alt, hvad der var i den; kun sølvet og guldet og tingene af bronze og jern lagde de i skatkammeret i Herrens tempel.
Josva 6,25 Men skøgen Rahab og hendes fars slægt og alle, der hørte hende til, lod Josva blive i live. Hun kom til at bo blandt israelitterne og gør det den dag i dag, fordi hun skjulte de mænd, Josva havde sendt ud for at udspionere Jeriko.

Mænd og kvinder, gamle og unge, og alle husdyrene blev hugget ned, og hele byen blev brændt.

Men skøgen Rahab og hendes familie blev skånet (vers 25). Dette var ganske vist som tak for, at hun havde forrådt sin by ved at hjælpe Josvas spioner (billedet til højre), men man kunne jo få den tanke, at det at lægge band på en by alligevel ikke skulle forstås helt bogstaveligt: Når Rahab undslap med sin familie, så var der måske mange andre, der også gjorde det?

Men for det første var der netop ikke lagt band på Rahabs familie: »Der skal lægges band på byen; […] Kun skøgen Rahab […] skal blive i live« (vers 17).

For det andet er Rahab netop undtagelsen, der er med til at vise, hvor komplet udryddelsen havde været. Hvis Rahab bare havde været heldig, og hvis der var masser af andre der slap væk, ville der ikke være nogen grund til at fremhæve Rahabs redning igen og igen.

Rahab's frelse bliver også fremhævet som noget helt specielt i Det Nye Testamente, og de forskellige forfattere diskuterer, om Rahab blev frelst af tro eller gerninger. Rent logisk er det også hende, der blev stammor til Jesus (Matthæus 1,5). Tidspunktet passer i al fald, og der er ikke andre kvinder ved navn Rahab i Bibelen.

Josvas ødelæggelse af Jeriko er også vigtig i Det Nye Testamente. Tre af de fire evangelier insisterer på, at Jesus' indtog i Jerusalem skete via Jeriko. Denne gevaldige omvej giver ingen mening, indtil man husker, at Jesus og Josva er samme navn, og at både Josvas og Jesus' indtog skete i påsken.

Matthæus 1,5: Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj,

Jeriko (II): Tyven Akan

Josva vælter Jerikos mure.
Josva vælter Jerikos mure

Dengang der blev lagt band på Jeriko, undtagen Rahabs familie, blev der også lagt band på ædelmetaller i byen:

Josva 6,18 Men hold jer fra det, der er lagt band på, så I ikke kommer til at begære det og tager noget af det, der er lagt band på, så I bringer bandet over Israels lejr og styrter Israel i ulykke.
Josva 6,19 Alt sølv og guld og ting af bronze og jern skal helliges Herren. Det skal bringes til Herrens skatkammer."

Når der er lagt band på noget, er det afsat til Gud, og så bliver det samtidig en forbandelse for alle andre (ligesom det arabiske ord haram). Men en af israelitterne ved navn Akan faldt alligevel for fristelsen til at tage noget krigsbyttet til sig selv.

Som straf lod Gud jøderne tabe deres næste krig. Bagefter forklarede han Josva, at nu var israelitterne selv »kommet under band«, fordi de havde forsømt at »tilintetgør[e] det, der er lagt band på«.

Josva 7,12 Israelitterne kan ikke holde stand over for deres fjender, de bliver slået på flugt af dem, fordi de er kommet under band. Jeg vil ikke længere være med jer, hvis ikke I fjerner og tilintetgør det, der er lagt band på.

Gud nævnte ingen navne, så Josva måtte selv finde den skyldige ved lodtrækning. Forbandelsen havde bredt sig til mandens hjem, så den skyldige skulle brændes sammen med alt, hvad han ejede – både det stjålne og hans eget. Her skal man huske, at kvinder og børn også er ejendom.

Josva 7,15 Den, som loddet falder på, fordi han har det, der er lagt band på, skal brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham, for han har brudt Herrens pagt og begået en nedrighed i Israel."

Akan blev afsløret, og jøderne tog tyvegodset sammen Akans sønner, døtre, husdyr, telt og alt, hvad han ellers ejede. Akan blev stenet, mens hans børn og husdyr blev både brændt og stenet: »De brændte dem og stenede dem«.

Josva 7,24 Josva og hele Israel tog Akan, Zeras søn, og sølvet, kappen og guldbarren, hans sønner og døtre, okser, æsler og får, hans telt og alt, hvad der tilhørte ham, og de førte dem op i Akors dal.
Josva 7,25 Josva sagde: "Hvorfor har du styrtet os i ulykke? I dag vil Herren styrte dig i ulykke." Derpå stenede hele Israel ham. De brændte dem og stenede dem.

De to historier står som kontrast til hinanden: Rahab er ikke-jøde, skøge og kvinde, mens Akan er hendes modsætning: renblodet jøde, kriger og mand. De får to modsatte skæbner: Rahab og hendes familie bosætter sig blandt jøderne, fordi hun er den eneste, der ikke er lagt band på, hvorimod Akan og hans familie går til grunde, fordi han som den eneste har brudt Guds band og derfor selv er kommet under band.

Moralen er den samme i begge historier: At "lægge band på" skal forstås 100% bogstaveligt. Hvis man bryder dette band, vil forbandelsen ramme den, der bryder bandet, og derefter brede sig som en smitte til hele ens familie og ejendom, indtil hele Israel »er kommet under band« (Josva 7,12).

Krigen mod Benjaminstammen

Kort opsummering af Dommerbogen kapitel 19-21
Konkubine

Josva-bogen og det meste af Dommerbogen handler om, hvordan Guds folk "lægger band på" de syv folkeslag i Det Hellige Land. Mod slutningen af Dommerbogen er de løbet tør for fremmede folkeslag at nedslagte, men så finder 11 af Israels stammer på at føre krig mod den tolvte stamme: Benjamin. Billedet til højre forklarer baggrunden prisværdigt kort.

Krigen blev blodig, men med 11 stammer mod 1 var resultatet givet på forhånd: De fleste benjaminitter blev slået ihjel undtagen 600, der flygtede ud i ørkenen. De elleve andre stammer benyttede sig af chancen og brugte de næste fire måneder til at dræbe alle indbyggerne og dyrene i hver eneste af benjaminitternes byer.

Dommer 20,46 Af benjaminitter var der den dag faldet i alt femogtyve tusind våbenføre mænd, alle sammen erfarne krigere.
Dommer 20,47 Seks hundrede mand vendte om og flygtede ud i ørkenen til Rimmons klippe, og dér blev de fire måneder.
Dommer 20,48 Israelitterne vendte tilbage til benjaminitterne, og i hver eneste by huggede de mænd og dyr, alt, hvad de traf på, ned med sværd; og alle de byer, de kom til, stak de ild på.

Så går det op for dem, hvad de har gjort: De var på nippet til at udrydde en af Israels 12 stammer.

Dommer 21,3 De sagde: "Herre, Israels Gud! Hvorfor er dette sket i Israel? Vi må i dag savne en af Israels stammer!"
[.. .. ..] [. . .]
Dommer 21,6 Men israelitterne havde medlidenhed med deres brødre benjaminitterne og sagde: "I dag er en stamme hugget af Israel.

Dette er hverken en metafor eller en overdrivelse. Stammen Benjamin er reduceret til 600 mænd uden forældre, koner, børn eller dyr. Hvis ikke stammen skal uddø, må resten af Israel skaffe koner til dem, så de kan opformere sig igen.

Dommer 21,7 Hvordan kan vi skaffe koner til dem, der er tilbage? Vi har jo svoret ved Herren, at vi ikke vil give dem vore døtre til kone."

Med Bibelsk logik beslutter de 11 stammer sig for, at det skal gå ud over den eneste by, der ikke har deltaget i nedslagtningen af kvinder og børn. Indbyggerne i Jabesh i Gilead havde ikke været med til folkemordet, og som straf skulle de nu selv udryddes. Derfor blev der blev »lagt band på« alle i byen undtagen de giftefærdige jomfruer.

Dommer 21,10 Da sendte menigheden tolv tusind af de mest erfarne krigere af sted med denne befaling: "Drag ud, og hug indbyggerne i Jabesh i Gilead ned med sværd, også kvinder og børn.
Dommer 21,11 Sådan skal I gøre: I skal lægge band på alle mænd og på enhver kvinde, der har haft samleje med en mand."
Dommer 21,12 Blandt indbyggerne i Jabesh i Gilead fandt de fire hundrede unge piger, der var jomfruer og ikke havde haft samleje med en mand. Dem førte de til lejren i Shilo i Kana'an.

Det blev til 400 jomfruer, og så kan enhver tænke over, hvor mange mænd, drenge, vokse kvinder og småpiger, der blev dræbt den dag.

Gustave Doré. Benjaminitterne røver Shilos døtre.
Benjaminitterne røver Shilos døtre

Men 400 jomfruer var stadig ikke nok, når der var 600 soldater, der havde mistet forældre, koner, børn og dyr, og »når alle kvinder i Benjamin er udryddet«.

Dommer 21,14 Derefter vendte benjaminitterne så tilbage, og israelitterne gav dem de kvinder fra Jabesh i Gilead, som de havde ladet blive i live. Men der var ikke kvinder nok til dem.
[.. .. ..] [. . .]
Dommer 21,16 De ældste i menigheden sagde: "Hvordan kan vi skaffe koner til dem, der er tilbage, når alle kvinder i Benjamin er udryddet?"

Så fik de 11 stammer den næste geniale ide: Benjaminitterne kunne jo bare tage til Shilo og kidnappe nogle af de lokale, dansende jomfruer (billedet til højre). Hvis jomfruernes familier blandede sig, ville de få at vide, at det her var en nødsituation:

Dommer 21,21 Hold øje med, når pigerne fra Shilo kommer ud for at danse. Så skal I komme frem fra vingårdene, og hver af jer skal fange sig en kone blandt pigerne fra Shilo og så vende tilbage til Benjamins land.
Dommer 21,22 Hvis deres fædre eller brødre kommer og går i rette med os, siger vi til dem: Skån dem! For de har ikke alle fået sig en kone i krigen. Det er jo ikke jer selv, der har givet jeres døtre, for så ville I have pådraget jer skyld."
Dommer 21,23 Det gjorde benjaminitterne; hver af dem røvede sig en kone blandt de dansende piger. Så vendte de tilbage til deres arvelod, genopbyggede byerne og bosatte sig i dem.

Dermed endte historien lykkeligt, og Israel bestod igen af 12 stammer.

Folkemordet på amalekitterne (I)

Samuel salver Saul, inden Gud angrede.
Saul salves

Gud beordrede endnu et folkemord. Denne gang var det Kong Saul, der skulle udrydde amalekitterne.

Som altid i Bibelen er begrundelsen fuldstændig latterlig; »for det, de gjorde mod israelitterne, da de spærrede vejen, dengang israelitterne drog op fra Egypten«. Det var 400 siden, det var sket, og siden da havde amalekitternes efterkommere ikke givet israelitterne særlige problemer, i al fald ikke i forhold til moabitter, edomitter og alle de andre naboer, som israelitterne hele tiden sloges med.

Igen blev der lagt band på:

1 Samuel 15,2 Dette siger Hærskarers Herre: Jeg vil straffe amalekitterne for det, de gjorde mod israelitterne, da de spærrede vejen, dengang israelitterne drog op fra Egypten.
1 Samuel 15,3 Ryk nu ud og slå amalekitterne og læg band på alt, hvad der tilhører dem. Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler."
[.. .. ..] [. . .]
1 Samuel 15,7 og Saul slog amalekitterne og forfulgte dem fra Havila helt til Shur, som ligger øst for Egypten.
1 Samuel 15,8 Han tog amalekitterkongen Agag levende til fange, men hele folket lagde han band på med sværdet.
1 Samuel 15,9 Men Saul og hans folk skånede Agag og de bedste får og okser, fedekvæg og lam, ja, alt det bedste; det ville de ikke lægge band på, men alt det dårlige og værdiløse kvæg lagde de band på.

Konge Saul gjorde som Gud beordrede og dræbte mænd, kvinder, gamle og unge. Men kun næsten, for han skånede et enkelt menneske, nemlig kong Agag (måske for at give ham en ydmygende død senere?). Gud blev så vred, at Gud, der aldrig angrer, angrede at han havde gjort Saul til konge.

Saul havde også skånet det bedste kvæg, fordi han ville ofre det til Gud senere, men når der er "lagt band på noget", er det sat til side til Gud. Man kan naturligvis ikke ofre noget til Gud, der allerede er hans.

Dette var starten på Sauls deroute og Davids storhed, og igen ser vi, at teksten skal læses fuldstændigt bogstaveligt. Hvilken del af »dræb både mænd og kvinder, børn og spæde« var det, Saul ikke havde forstået?

Folkemordet på amalekitterne (II)

Kong David og den sidste amalekit
Sauls død

I en periode var David tilknyttet filisterhæren. Hvis man skal tro på Bibelen (og det skal man helst ikke), deltog David ikke i krigen mod israelitterne, men morede sig i stedet med at nedslagte geshuritter, girzitter og amalekitter — altså folkeslag, hvis eneste forbrydelse var, at de boede i det land, som Gud havde forjættet til jøderne.

David lod »hverken mænd eller kvinder i live«, men hver aften bildte han filister-kongen ind, at dem, han havde dræbt, var israelitter.

1 Samuel 27,8 David og hans mænd gjorde indfald hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne. Det var den befolkning, der boede i det område, som strækker sig fra Telam helt til Shur og til Egypten.
1 Samuel 27,9 Når David hærgede deres land, lod han hverken mænd eller kvinder i live. Men får og køer, æsler og kameler og klæder tog han, og så vendte han tilbage til Akish.
1 Samuel 27,10 Når Akish spurgte: "Hvor har I gjort indfald i dag?" svarede David: "I Judas sydland," eller: "I jerakme'elitternes sydland," eller: "I kenitternes sydland."
1 Samuel 27,11 David lod hverken mænd eller kvinder i live for ikke at skulle føre dem med til Gat; for han tænkte: "De ville røbe os og sige: Sådan har David gjort." Sådan bar han sig ad, lige så længe han opholdt sig i filistrenes land.

Igen skal »hverken mænd eller kvinder i live« læses bogstaveligt, for hvis selv den mindste amalekit-dreng eller -pige havde overlevet, ville David jo være blevet afsløret i sin løgn: »De ville røbe os og sige: Sådan har David gjort.«

Konklusion: De blodige historier er skrevet for at blive læst fuldstændigt bogstaveligt.

 
Guds hånd

Læs evt. om, hvad Bibelen siger om menneskeofringer.

Eksternt Link

Yderligere information