|
|
I Brevet til menigheden i Efesos skriver Paulus, om hvordan Jesus har ofret sig selv til Gud:
Efeserne 5,1 I skal ligne Gud som hans kære børn
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Det er godt nok et underligt udtryk, Paulus bruger. Hvis man har set Mel Gibson's film, hvor Jesus bliver pisket, slået, spyttet på og bagefter bliver sømmet op på et kors for at hænge blødende i ørkensolen, så er det svært at forestille sig Jesus som »et offer til Gud, en liflig duft« (billedet til højre).
Paulus' epistler er ældre end evangelierne, og det offer han taler om, er åbenbart noget mere åndeligt og metafysisk, end den passions-historie, der senere er blevet digtet ind i evangelierne. Paulus er ikke noget historisk vidne.
Men selvom Paulus ikke kender Markus, Matthæus, Lukas, Johannes og Mel Gibson, er det stadig væk et påfaldende udtryk: »en liflig duft«. Eller er det?
Hvis man kigger i Det Gamle Testamente efter vendingen "liflig duft", finder man over 40 eksempler, og i alle 40 tilfælde handler det om ofringer.
Det er ikke noget tilfælde, at der bruges samme udtryk i Det Nye og Det Gamle Testamente, for på originalsproget græsk bruger Paulus udtrykket "osmên euôdias", der optræder de samme 40 steder i det græske Septuaginta.
Første gang er efter Syndfloden, hvor Gud har dræbt alle mennesker i verden undtagen otte. Noa ofrer et af dyrene fra arken til Gud:
1 Mosebog 8,21 Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.
|
Hver evig eneste gang forbindes den "liflige duft" med et offer til Gud.
Der er især mange eksempler i 3. og 4. Mosebog, der indeholder endeløse forskrifter om ofringer.
Her er nogle eksempler:
2 Mosebog 29,18,
2 Mosebog 29,25,
2 Mosebog 29,41,
3 Mosebog 1,9,
3 Mosebog 1,13,
3 Mosebog 1,17,
3 Mosebog 2,2,
3 Mosebog 2,9,
3 Mosebog 2,12,
3 Mosebog 3,5,
3 Mosebog 3,16,
3 Mosebog 4,31,
3 Mosebog 6,8,
3 Mosebog 6,14,
3 Mosebog 8,21,
3 Mosebog 8,28,
osv., osv.
Den liflige duft er en offerspise . . .
4 Mosebog 28,2 Giv israelitterne befaling om at sørge for at bringe mig min gave, min offerspise, en liflig duft, til den fastsatte tid.
. . . og typisk stammer den liflige duft fra brændofre . . .
4 Mosebog 29,8 Som brændoffer til Herren, en liflig duft, skal I bringe en tyrekalv, en vædder og syv årgamle lam; det skal være lydefri dyr.
. . . men der er ingen ende på antallet af "offerspiser" med "liflig duft",
der kan afleveres i templet. Tilsyneladende er præsten Gud altid sulten . . .
4 Mosebog 29,5 Desuden skal I bringe en gedebuk som syndoffer for at skaffe jer soning,
4 Mosebog 29,6 foruden nymånebrændofferet med tilhørende afgrødeoffer, det daglige brændoffer med tilhørende afgrødeoffer og drikofre, i overensstemmelse med forordningen om dem, en liflig duft, et offer for Herren.
. . . og hvis præsten Gud skulle blive tørstig af alle "spiseofrene", så er det heldigt, at han kan nyde den liflige
duft af "drikofre":
4 Mosebog 15,7 Og du skal bringe en tredjedel hin vin som drikoffer, en liflig duft for Herren..
|
Nå, men tilbage til Jesus. Jesus er jo Guds førstefødte søn, og hvad har Bibelen at sige om dem?
2 Mosebog 22,28 Du må ikke holde afgiften af din kornhøst og din vinhøst tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig.
2 Mosebog 22,29 Det samme skal du gøre med dine okser og dit småkvæg. Syv dage skal det blive hos sin mor; på den ottende dag skal du give mig det.
Alle førstefødte børn tilhører Gud, men Biblen modsiger sig selv: Sommetider — som i de to vers foroven — tilhører den førstefødte søn Gud. Punktum. Og andre gange beordres forældrene til at købe børnene tilbage af Gud. Læs meget mere om hvad Biblen siger om menneskeofringer.
Her vil kristne sikkert forklare modsigelsen med, at Biblen er utroligt dyb og nuanceret, mens forskere vil påpege, at reglerne om tilbagekøb er en nyere tilføjelse, hvor de gamle bestialske bud om menneskeofringer er blevet opblødt.
Jamen, ofrede Guds folk virkelig mennesker til Gud? Lad os se på et sted i Bibelen, hvor Gud fortæller Aron — dvs. præsteslægtens stamfader, at alle førstefødte — mennesker og dyr — tilhører ham (Aron) i al evighed:
4 Mosebog 18,8 Herren sagde til Aron: "Nu overdrager jeg dig opsynet med alle de helliggaver, israelitterne bringer som afgift til mig. Jeg giver dem til dig og dine sønner som jeres andel, en eviggyldig rettighed.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 18,14 Alt, hvad der er lagt band på i Israel, skal tilfalde dig.
4 Mosebog 18,15 Af alt levende, man kan ofre til Herren, skal det første, der kommer ud af moderlivet, tilfalde dig; det gælder både mennesker og dyr. Dog skal du frikøbe den førstefødte af mennesker, og ligeledes skal du frikøbe det førstefødte af urene dyr.
4 Mosebog 18,16 Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.
4 Mosebog 18,17 Men førstefødte okser, får eller geder må du ikke frikøbe; de er hellige. Deres blod skal du stænke på alteret, og deres fedt skal du brænde som et offer, en liflig duft for Herren.
Bemærk især vers 15: »Af alt levende, man kan ofre til Herren […] det gælder både mennesker og dyr«.
Tydeligere kan Bibelen ikke sige, at det var rutine at ofre mennesker til Gud, »en liflig duft for Herren«,
