Det Gamle Testamente er fyldt med henvisninger til bøger, der ikke eksisterer. Det har formentlig været almindelig praksis i Oldtiden, at en forfatter forsøgte at øge troværdigheden ved at henvise til frit opfundne kilder.
Det er straks værre, at Det Nye Testamente også er fyldt med disse henvisninger. Her får man i langt højere grad indtrykket af, der er tale om bøger/breve, der har eksisteret, men som det ikke er lykkedes Helligånden at bevare.
Lukasevangeliet fortæller i indledningen, at der findes mange andre, ældre evangelier:
Lukas 1,1 Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
Lukas 1,2 sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
Lukas 1,3 har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus,
Lukas 1,4 for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.
Lukas kunne hentyde til Markusevangeliet, som han tydeligvis har læst — og Lukas har formentlig læst Matthæusevangeliet. Derimod kan han ikke hentyde til Johannesevangeliet, der menes at være nyere.
Hvor er disse "mange andre" evangelier blevet af? Lukas hævder jo ikke, at han selv er guddommeligt inspireret, og at alle de andre (nu forsvundne) evangelier er djævlens værk. Han siger heller ikke, at de ting, Theofilus indtil videre »er blevet undervist i«, nødvendigvis er forkerte. Lukas er bare en forfatter, der forsøger at gøre sit arbejde lidt bedre end sine forgængere.
|
I dag har vi to af Paulus' breve til Korintherne, men det første brev starter med at fortælle, at der var et foregående brev, som i dag er gået tabt:
1 Korinth. 5,9 I mit brev skrev jeg til jer, at I ikke må have med utugtige mennesker at gøre.
[.. .. ..] [. . .]
1 Korinth. 5,11 Hvad jeg skrev til jer, var, at [. . .]
Som et kuriosum skal det tilføjes, at 1ste Korintherne er et svar på et brev fra menigheden, som vi altså heller ikke har (1 Korintherne 7,1).
I 2 Korintherne beskriver Paulus et brev, han har skrevet til menigheden i Korinth »i stor nød og med beklemt hjerte […] under mange tårer«:
|
2 Korinth. 2,3 Og netop derfor skrev jeg, for at de, der burde gøre mig glad, ikke skulle gøre mig bedrøvet, når jeg kom; og jeg gjorde det i den tillid til jer alle, at min glæde også er jeres.
2 Korinth. 2,4 I stor nød og med beklemt hjerte skrev jeg til jer under mange tårer - ikke for at I skulle blive bedrøvede, men for at I skulle vide, hvilken kærlighed jeg har især til jer.
[.. .. ..] [. . .]
2 Korinth. 2,9 Det var jo også derfor, jeg skrev: for at se, om I kunne stå jeres prøve, om I var lydige i alt.
Brevet har været så sårende, at Paulus nær fortrød, han havde skrevet det. Åbenbart var det Titus, der fik fornøjelsen af at aflevere det.
2 Korinth. 7,8 For selv om jeg har voldt jer bedrøvelse med mit brev, fortryder jeg det ikke. Og selv om jeg også havde fortrudt det - jeg ser jo, at brevet, om så kun for en tid, gjorde jer bedrøvede -
2 Korinth. 7,9 er jeg nu glad, ikke fordi I blev bedrøvede, men fordi I blev bedrøvede til omvendelse. Jeres bedrøvelse var nemlig efter Guds vilje, så I altså ikke har lidt skade af os.
[.. .. ..] [. . .]
2 Korinth. 7,12 Så når jeg skrev til jer, var det ikke på grund af ham, der gjorde uret, eller på grund af ham, som led uret, men for at det skulle blive klart, hvor beslutsomme I var på vore vegne over for Gud.
Paulus fortæller, at hans modstandere håner hans breve. Åbenbart har menigheden i Korinth modtaget mere end ét brev, før Paulus skrev det, vi i dag kalder Andet Korintherbrev.
2 Korintherne 10,10 Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne.
Nogle teologer mener, at brevene til Korintherne i virkeligheden er sammensat af flere forskellige breve, og at Paulus' tårevædede brev er bevaret i kapitel 9-13. F.eks. mener David Trobisch, at Første Korintherbrev er sammensat af tre breve, Paulus havde sendt, mens han var i Efesos, og at Andet Korintherbrev er sammensat af fire breve, Paulus skrev efter at have rejst videre.
Som et kuriosum skal det tilføjes, at Paulus også nævner nogle breve fra hans modstandere, som menigheden i Korinth har modtaget (2 Korintherne 3,1), men disse breve findes selvfølgelig heller ikke længere. Gud er stor.
|
I dag har vi et enkelt brev fra Paulus til Efeserne, men dette brev fortæller os — muligvis — at der var et foregående brev, som vi mangler:
Efeserne 3,3 Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig, sådan som jeg kort skrev om det før.
Paulus skriver som sædvanligt meget rodet, og det er usikkert, om "før" betyder "i et tidligere brev" eller "tidligere i samme brev". Nogle kloge hoveder mener, den "åbenbaring", som Paulus skriver om, skulle være Efeserne 1,9-10.
Vi har kun et enkelt brev fra Paulus til menigheden i Filippi, men han har åbenbart måttet forklare de samme ting mange gange forud:
Filipperne 3,1 I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! At skrive det samme til jer igen og igen gør mig ikke træt, men slår det fast for jer.
I brevet til Kolossenserne henviser Paulus til et brev, han har skrevet til menigheden i Laodikea. Brevet må have indeholdt nogle vigtige oplysninger, som ikke er med i Kolossenserbrevet, for Paulus opfordrer kolossenserne til at læse laodikensernes brev. Selvom Paulus var guddommeligt inspireret, var han åbenbart ikke klar over, at dette brev ville forsvinde.
Kolossenser 4,16 Når brevet er blevet læst hos jer, sørg så for, at det også bliver læst i menigheden i Laodikea, og at I selv får brevet til Laodikea at læse.
Kristne mennesker er ikke langsomme til at opfinde hellige tekster, så i gamle dage indeholdt Bibelen et Laodikenserbrev. I Tyskland forsvandt det først med Martin Luthers bibeloversættelse.
På dansk kan Laodikenserbrevet læses i bogen Nytestamentlige Apokryfer, Det Danske Bibelselskab 2002, side 169-171.
|
I 3. Johannesbrev fortæller forfatteren, at han har skrevet til brev til menigheden, men at en eller anden Diotrefes ikke anerkender Johannes.
3 Johannes 1,9 Jeg har skrevet et brev til menigheden, men Diotrefes, som ønsker at være den første iblandt dem, anerkender os ikke.
Så på grund af den onde Diotrefes mangler der en epistel i Bibelen, og Guds ord er ikke komplet.
I det eksisterende Judasbrev fortæller forfatteren, at samtidigt med at han skriver Judasbrevet, er han i fuld gang med at skrive en anden epistel om frelsen.
Judas 1,3 Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.
Det er synd, vi ikke har Judas' brev til at forklare os om "vor fælles frelse". Det er nemlig sin sag at gennemskue, hvad Bibelen siger om frelse.
Forfatteren af Judas-epistlen fortæller os, at han citerer fra Enoks bog:
|
Judas 1,14 Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige
Judas 1,15 for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham."
Judas citerer Enoks Bog ordret, som om det var et autoriseret helligskrift, og det var Enoks Bog også — engang. I Barnabas' Epistel citeres Enoks bog to gange som inspireret skrift, og samme holdning havde kirkefædre som Clement af Alexandria, Tertullian, Origenes og Augustinus. Senere faldt bogen i unåde — og havde nær trukket Judas-epistlen med sig i faldet. Sidst i det 4de århundrede skriver Hieronymus, at fordi Judas-epistlen citerer den apokryfe Enoks Bog, bliver Judas' epistel afvist af mange.(1)
Den eneste Kirke, der stadig anerkendte Enoks Bog, var den etiopiske, og her i Vesten er der ikke mange, der taler det etiopiske sprog ge'ez. I 1.500 år var Enoks Bog udryddet, ligesom så mange andre "kætteriske" bøger. Enoks bog var blevet til endnu en af Bibelen's forsvundne bøger.
Først i det 17nde og 18nde århundrede det gik op for forskere og teologer, at bogen havde overlevet i Etiopien. Siden da er der fundet fragmenter på aramæisk og græsk i dødehavsrullerne. Herhjemme udkom en oversættelse i 1956 i bogen De Gammeltestamentlige Pseudepigrafier redigeret af Erling Hammershaimb.
Hvis Judas er guddommeligt inspireret, burde han virkelig have forudset, at Enoks Bog ikke ville komme med i den autoriserede Bibel. Forfatteren citerer i øvrigt også fra Moses' Himmelfart. Se Judas-epistlen og apokryferne for detaljer.
Udenfor Etiopien anses Enoks Bog for at være pseudepigrafisk, dvs. skrevet under falsk navn. Men i og med at Judas citerede de to vers fra Enoks Bog, er disse to vers nu med i Bibelen og er derfor guddommeligt inspirerede. Og hvis Bibelen kan stå inde for, at de to citerede linier er skrevet af Enok selv, så gælder det vel også resten af Enoks Bog?
|
Nærværende to sider er ment som et katalog over løse referencer i Bibelen. Men er der et reelt problem her? Det er vel trods alt ikke alle de manglende bøger, der er lige relevante. Er Bibelen forpligtet til at inkludere hele "Mediens og Persiens Kongers Krønike" bare fordi, man har henvist til den?
Naturligvis ikke. Men fakta er, at der er noget galt med kristendommen. Tag Paulus' epistler: Kristendommens grundlægger virkede i ca. 30 år, men alt hvad vi har fra hans hånd er syv breve. Har han virkelig ikke skrevet flere? Hvor er de breve, han svarer på? Hvorfor har vi ingen breve fra Apollos eller Peter?
Vi har hundreder af breve fra Cicero, og hans samling indeholder også breve, folk skrev til ham. Plinius udgav sine breve i 10 bind, som fylder 12 gange så meget som hele Det Nye Testamente (og det var bare dem, han valgte at udgive). Vi har 124 breve af Seneca om moralske spørgsmål. Hvorfor har den kristne verden bevaret disse mange hundreder af "hedenske" breve, men kun syv af Paulus og ingen af Peter og Apollos? Hvorfor har Paulus kun skrevet 7? Og hvis har han skrevet flere: Hvor er de blevet af?
Hvorfor skriver Lukas kun ét bind, Apostlenes Gerninger, om de første 30 år af kirkens historie? Til sammenligning skrev Josephus 7 bind om den Jødiske krig, der kun varede 4 år. Hvorfor er der ingen andre, der har skrevet den tidlige kirkes historie?
Til sammenligning skrev Klaudios Galenos over 200 bøger, Plinus skrev mindst 7, hvoraf den ene var et 37-binds leksikon, Plutarchos og Filon skrev næsten et bibliotek hver. Cicero skrev over 100 bøger, hvoraf mange var langt længere end hele Det Nye Testamente. Josephus skrev 30 bind, der tilsammen fylder mere end hele Biblen. Hvorfor har en veluddannet mand som Lukas kun skrevet 2 bind? Og hvis han har skrevet mere: Hvor er de blevet af?
Det menes, at der har været op til 70 kirkesamfund omkring år 100. Har de ikke skrevet noget til hinanden? Har de ikke skrevet referater og protokoller? Det eneste vi har af kristne kilder indtil år 100 er Det Nye Testamente og et enkelt brev fra Clement. Er det alt, hvad medlemmerne af alle kirkerne har skrevet i løbet af to generationer?
Hvorfor har den kristne verden bevaret så store mængder af "hedensk" litteratur, men næsten intet fra de to første generationer af kristendommen. Hvor blev de af?
Fodnoter: (1)
Jude, the brother of James, left a short epistle which is reckoned among the seven Catholic epistles, and because in it he quotes from the apocryphal book of Enoch it is rejected by many. Nevertheless by age and use it has gained authority and is reckoned among the Holy Scriptures.
Engelsk oversættelse: De viris illustribus, en kristelig litteraturhistorie
