På denne side vil vi se på, hvad Moseloven siger om ægteskab og samleje mellem nært beslægtede og svigerfamilie.
Først kigger vi på, hvad Bibelen siger, nemlig Moseloven, og bagefter på, hvad Bibelen gør — i form af eksempler fra Bibelen.
![]() |
Moseloven forbyder samleje med »sine kødelige slægtninge«, hvilket formentlig er det, vi i dag kalder ret op- og nedstigende linje: Ægteskab mellem forældre, børn og børnebørn. Det, der adskiller Moseloven fra vores egen lov, er især, at faderen kunne have flere koner, så derfor tages der både højde for »din mor« og »Din fars hustru« (3 Mosebog 18,6-8;10-11; 3 Mosebog 20,11; 5 Mosebog 23,1; 5 Mosebog 27,20).
![]() |
Der er forbud mod sex mellem søskende, både hel- og halvsøskende — faderen kan jo have mange koner (3 Mosebog 18,9; 3 Mosebog 20,17; 5 Mosebog 27,22). Bibelen henvender sig kun til mænd, men det er klart, at hvis en bror ikke kan gifte sig med en søster, kan en søster naturligvis heller ikke gifte sig med sin bror.
Bibelen forbyder, at man gifter sig med sin moster, faster eller tante (3 Mosebog 18,12-14; 3 Mosebog 20,19-20). Den slags er ikke forbudt i Danmark, men er på den anden side ikke særligt udbredt. Denne gang går forbuddet ikke begge veje, for der er intet, der forbyder en mand at gifte sig med sin niece.
Der er en række forbud mod ægteskab / samleje med svigerfamilien. Vi har allerede set, at det gælder farens mange koner, men det gælder også svigerdatter, svigerinde og svigermor (3 Mosebog 18,15;17-18; 3 Mosebog 20,12;14; 5 Mosebog 27,23).
Til sidst er der forbud mod at gå i seng med sin brors kone (3 Mosebog 18,16; 3 Mosebog 20,21). Det sidste er lidt mystisk, for andre steder siger Bibelen, at en bror har pligt til at gifte sig med sin brors: »gifte sig med hende og udføre sin svogerpligt mod hende« (5 Mosebog 25,5-6).
Dette er formentlig den selvmodsigelse i Bibelen, der har haft de mest vidtrækkende og langvarige konsekvenser. Se evt. historien om Henry VIII's skilsmisse, og selvmodsigelsen Må en mand gifte sig med sin brors enke? - om Henry VIII.
![]() |
![]() |
Umiddelbart ser Moseloven ikke ud til at være så forskellig fra vores egen opfattelse af moral: Forbud mod nærmeste slægtninge og svigerfamilie. Men Djævlen er i detaljen.
Den store forskel er, hvad Bibelen siger om kvinder. Kvinder er ejendom, hvilket man bl.a. kan se på, at Det Gamle Testamente ikke har et ord for ægteskab, men til gengæld har to forskellige ord for "svigerfar", afhængigt af om det er mandens far ("den der samler / beskytter") eller kvindens far ("den, der giver væk").
Det giver sig dels udslag i, at manden kan have mange koner, hvor man kan diskutere med moderne øjne, om disse koner falder ind under slægt eller svogerskab. Det betyder også, at Moseloven kun henvender sig til mænd: Manden forbydes at gifte sig med sin faster, moster og tante, men der er ikke tilsvarende regler for kvinder, derfor kan en kvinde gifte sig med (eller mere korrekt: "blive giftet af") sin farbror, morbror eller onkel.
En ting, der glimrer ved sit fravær, er forbud mod fætter-kusine ægteskaber (afhængigt af, hvordan man vælger at fortolke »kødelige slægtninge« i 3 Mosebog 18,6). Men fætter-kusine ægteskaber er heller ikke forbudte i Danmark, selvom de ikke er almindelige.
Fætter-kusine ægteskaberne leder frem til, hvad der med moderne viden om DNA er det største problem, nemlig at Moseloven er fokuseret på klaner, stammer og arvelodder. Igen og igen forbydes det at gifte sig med ikke-jøder. F.eks.: »Du må ikke bringe dig i familie med dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre« (5 Mosebog 7,3). For præster gælder desuden, at de kun må gifte sig indenfor deres egen slægt: »kun en jomfru i sin slægt må han gifte sig med« (3 Mosebog 21,14).
Heldigvis for Guds folk og deres genetiske sundhed har Bibelen nogle meget liberale regler for voldtægt og sex med slaver, så det hele alligevel ikke endte i indavl.
I betragtning af hvor tyk en bog Bibelen er, er der ikke så mange eksempler på blodskam.
En del af tilfældene falder hverken under dansk lov eller Moseloven, og mange af dem, der gør,
bruges som illustration af en ond handling, der skal straffes:
Lots efterkommere, moabitterne og ammonitterne, er foragtede i al evighed,
alle slægtninge i den ene af Israels 12 stammer, Ruben, mister deres førstefødselsret,
og Amnon bliver dræbt af sin bror.
Der, hvor Bibelens regler især bliver brudt, er i forbindelse med de første mennesker, dvs. efter Skabelsen og efter Syndfloden. Det er umuligt at starte med et eller tre ægtepar og samtidigt fokusere strengt på klaner og stammer.
Følgende liste er rimeligt komplet.
![]() |
Hvis man forudsætter, at vi alle nedstammer fra Adam og Eva,
så må de første mennesker have været tvunget til blodskam.
Mærkeligt nok er dette en fortolkning, mange moderne kristne er enige i, og man hører igen og igen
en pseudovidenskabelig forklaring med, at blodskam ikke gav problemer i gamle dage, fordi
mennesket lige var blevet skabt af Gud og derfor havde perfekt DNA.
Men hvem siger, der ikke var mennesker i resten af verden? Da Kain havde myrdet sin bror, flygtede han til landet Nod, og der fandt han en kone (1 Mosebog 4,16-17). Hvor kom Kains kone så fra?
Problemet med Adam og Eva dækker i virkeligheden over den største selvmodsigelse i hele Bibelen: Er Gud hele Universets Skaber? Eller er han bare jødernes stammegud, ligesom alle de andre stammer også havde hver deres stammegud: Ba'al, Molok, Kemosh, Dagon, Astarte, og hvad de mange guder nu hed?
Som bekendt er der to skabelsesberetninger i Bibelen. I den første beretning skaber en almægtig Gud hele universet med sol, måne og stjerner. Han skaber alle dyr i hele verden og alle havdyrene, »der rører sig og vrimler i vandet«:
1 Mosebog 1,20 Gud sagde: "Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!" Og det skete;
1 Mosebog 1,21 Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt.
![]() |
Som kronen på værket skaber den almægtige Gud mennesket:
1 Mosebog 1,26 Gud sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden."
1 Mosebog 1,27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
![]() |
Her står ikke noget om, at der kun blev skabt én af hvert køn. Hvis man kun havde denne ene beretning, ville man tro, at den almægtige Gud på sjettedagen havde fyldt hele verden med en vrimmel af mennesker, ligesom han lige har fyldt havene med vrimlende havdyr og himlen med fugle.
Den anden skabelsesberetning har derimod et mere lokalt, jødisk perspektiv og foregår i "Eden" et sted i Mellemøsten, hvor Gud nu er en lokal stammegud. Det er muligt, at Adam og Eva var de eneste mennesker her på denne stammeguds territorium, men hvad med dyrene? Var de også de eneste dyr i hele verden?
Der står ingen steder, at der var vrimlende hvaler, hajer, kæmpeblæksprutter og plesiosaurusser i Edens have, ej heller kænguruer, isbjørne og pingviner. Men hvis dyrene ikke er udvandrede fra Eden, må de være skabt i en anden forbindelse, og hvis der var dyr i resten af verden, hvorfor kunne der så ikke også være mennesker? F.eks. dem, som den almægtige Gud havde skabt på sjettedagen i den første beretning? Det ville forklare, hvordan Kain kunne finde sig en kone.
Bibelen siger i al fald ingen steder, at de første mennesker begik blodskam med deres søskende, tværtimod: Den anden skabelsesberetning slutter med: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød« (1 Mosebog 2,24), og det kan man fortolke som, at det allerede dengang — helt fra starten — har været forbudt at gifte sig med den nærmeste familie.
![]() |
Problemet er værre, når Noa og hans sønner befolker hele jorden forfra igen. Vi kan ikke bruge den kristne bortforklaring med "perfekt DNA", for nu er det tiende generation, og grunden til at Gud drukner menneskeheden er netop, at mennesket er ondt:
1 Mosebog 6,5 Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.
Vi kan heller ikke forudsætte, at der bor andre folkeslag, som forfatteren lige har "glemt" at fortælle om. For det første har syndfloden dræbt alt levende på jorden, inklusive Metusalem, men med undtagelse af kæmperne og teltboere og citerspillere.
For det tredje siger teksten rent ud, at Noas tre sønner blev stamfædre til hele jordens befolkning:
1 Mosebog 9,19 De tre var Noas sønner, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning.
Man kunne måske forklare det med, at de tre brødres børn kunne blande sig med hinanden i fætter-kusine ægteskaber (som jo er tilladt), men dette modsiges af hele kapitel 10, der udpensler, hvordan de tre brødre hver især blev stamfar til de mange stammer »slægt for slægt, sprog for sprog, land for land og folkeslag for folkeslag«, 70 ialt. F.eks. er Kams afkom generelt mørke i huden, og altså ikke blandet med Sem og Jafets lysere afkom.
Der var altså ingen blanding mellem brødrenes afkom, hvilket hænger sammem med, at Bibelen — som tidligere nævnt — er så fokuseret på klaner og stammer, at den ser stort på en enhver form for logik.
Rent logisk er der ingen vej uden om, at der har været blodskam. Men Bibelen er ikke logisk, og den nævner det ikke.
![]() |
Det mest berømte eksempel i Bibelen er Lot og hans døtre. Lots døtre troede, at deres far var den sidste mand i landet, og derfor drak de ham fuld og forførte ham.
Men her skal man bemærke, at det bestemt ikke er en historie til efterfølgelse. De to døtre bliver stammødre til moabitter og ammonitter.
1 Mosebog 19,36 Sådan blev begge Lots døtre gravide med deres far.
1 Mosebog 19,37 Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfader til moabitterne.
1 Mosebog 19,38 Den yngste fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfader til ammonitterne.
Moabitterne og ammonitterne var jødernes dødsfjender (faktisk var alle nabostammerne jødernes dødsfjender), og her kunne jøderne med deres hellige bog i hånden håne deres fjender, fordi de nedstammede fra et incestuøst forhold.
Den retfærdige Lot var uden skyld, for det var jo døtrene, der havde drukket ham fuld. To nætter i træk.
![]() |
Abraham bildte Farao ind, at Sara var hans søster. Toogtyve år senere kom han med den samme historie overfor Kong Abimelek. Denne gang blev han afkrævet en forklaring, og han havde den perfekte undskyldning:
Sara var både hans kone og hans (halv)søster, for hun var datter af hans far og en anden af farens koner:
1 Mosebog 20,12 Og hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor, og så blev jeg gift med hende.
Her har vi et klokkeklart brud på 3 Mosebog 18,9, 3 Mosebog 20,17 og 5 Mosebog 27,22, der forbyder ægteskab med både hel og halvsøstre, og hvad værre er: Selvom det måske ikke ligefrem er en historie til efterlevelse, så er det stadig Abraham, der er helten i denne fortælling. Med sin smarte list har han snydt de vantro konger. Abraham bliver ikke straffet — tværtimod velsigner Gud deres ægteskab (1 Mosebog 17,15-16; 1 Mosebog 22,17).
Det er dog et åbent spørgsmål, om Abraham talte sandt. Saras stamtavle står nemlig ingen steder i Bibelen.
Abrahams eneste begrundelse for at kalde Sara for sin søster var, at han var bange for at blive slået ihjel af brunstige bejlere (1 Mosebog 12,11-13). Derimod er der ikke noget i samtalerne mellem Abraham og Sara, der antyder, de er i slægt, og andre steder fremgår det tværtimod, at Sarah alligevel ikke var søster til Abraham. Så måske har Abraham løjet for de vantro konger?
Kunne man forestille sig, at en Bibel-helt løj overfor en vantro? Ja sagtens, for senere forsøgte hans søn, Isak, sig med præcis samme løgnehistorie overfor den samme konge, Abimelek af Gerar: »Hun er min søster« (1 Mosebog 26,7). Og vi ved, at Isak løj, for vi kender hans kones stamtavle (mere om Isak og Rebekka om lidt).
Abra[ha]m havde to brødre: Nakor og Haran. Nakor, giftede sig med en datter af Haran.
1 Mosebog 11,26 Da Tera havde levet 70 år, fik han Abram, Nakor og Haran.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 11,29 Abram og Nakor giftede sig. Abrams kone hed Saraj, Nakors kone hed Milka og var datter af Haran, Milkas og Jiskas far.
Han var altså gift med sin egen niece, og det er der ikke forbud imod. Som sagt må en mand ikke gifte sig med sin moster, faster eller tante, men Bibelen henvender sig kun til mænd, og der er intet, der forbyder en kvinde at blive gift med sin farbror, morbror eller onkel.
Abraham sendte sin slave afsted for at finde en kone til sin søn, Isak: »du skal rejse til min fars hus og min slægt og hente en kone til min søn« (1 Mosebog 24,38).
Bibelen er som nævnt fokuseret på klaner og stammer, så konen skulle findes i det fædrene hus. Derfor kan det ikke undre, at det "blev i familien". Rebekka var barnebarn af Abrahams bror Nakor (1 Mosebog 22,20-24), eller med andre ord: datter af Isaks fætter.
Det forhindrede ikke Isak i at komme med den samme løgnehistorie som sin far, da han forsøgte at bilde kong Abimelek af Gerar ind, at hun var hans søster (1 Mosebog 26,7). Æblet falder sjældent langt fra stammen.
![]() |
Jakobs morbror hed Laban: »Rebekka [Jakobs mor] havde en bror, der hed Laban« (1 Mosebog 24,29), »gift dig med en af din morbror Labans døtre« (1 Mosebog 28,2), »Da Jakob så sin morbror Labans datter Rakel« (1 Mosebog 29,10).
Jakob blev gift med Labans døtre, Rakel og Lea. Dermed havde han giftet sig med sine kusiner, men det er jo hverken imod dansk lov eller Moseloven. Han var også polygamist med to koner og to medhustruer, men det er heller ikke imod Moseloven. Derimod har han brudt 3 Mosebog 18,18 ved at gifte sig med to søstre.
![]() |
Selofkad havde kun døtre, så for at deres arvelod ikke skulle overgå til en anden stamme, besluttede Gud, at de skulle gifte sig med deres fætre.
4 Mosebog 36,6 Dette er, hvad Herren har befalet om Selofkads døtre: De må indgå ægteskab, med hvem de vil; men det skal være inden for en slægt i deres fædrenestamme, de bliver gift.
[.. .. ..] [. . .]
4 Mosebog 36,10 Selofkads døtre gjorde, som Herren havde befalet Moses;
4 Mosebog 36,11 Makla, Tirsa, Hogla, Milka og Noa, Selofkads døtre, blev gift med sønner af deres farbrødre.
4 Mosebog 36,12 De blev gift inden for manassitternes slægter - Manasse var søn af Josef - så deres arvelod forblev i deres fædrene slægts stamme.
Det hele skete efter Guds befaling, og er dermed et eksempel til efterlevelse for alle kvinder, der ikke har brødre. Som sagt er Bibelen fokuseret på klaner og stammer.
Det var formentlig den samme bevæggrund for, at Elazars døtre giftede sig med Kish's sønner, men Bibelen giver ingen detaljer:
1 Krønikebog 23,21 Meraris sønner var: Makli og Mushi. Maklis sønner var: Eleazar og Kish.
1 Krønikebog 23,22 Eleazar døde; han havde ingen sønner, kun døtre; dem giftede deres slægtninge, Kishs sønner, sig med.
Rehebeam var Kong Davids barnebarn og efterfølger på tronen. Han giftede sig med et andet barnebarn af David: »datter af Davids søn Jerimot«, og bagefter med en datter af en anden af Davids sønner, Absalom:
2 Krønikebog 11,18 Rehabeam giftede sig med Mahalat, der var datter af Davids søn Jerimot og Abihajil, Isajs søn Eliabs datter.
[.. .. ..] [. . .]
2 Krønikebog 11,20 Senere giftede han sig med Absaloms datter Ma'aka. Hun fødte ham Abija, Attaj, Ziza og Shelomot.
Strengt taget er der tale om et groft tilfælde af blodskam for Absaloms datter Ma'aka var mor til både far og søn, men her er der formentlig bare tale om en fejl i Bibelen.
![]() |
Tamar havde været gift med to af Juda's sønner, men de var begge døde (de er henholdsvis nr. 2 og 3 på listen). Da Juda var for længe om at give hende sin tredje søn, tog Tamar sagen i egen hånd og narrede Juda til at bedække hende.
Strengt taget er der her brud på reglerne om sex med svigerdøtre i 3 Mosebog 18,15 og 3 Mosebog 20,12, men sønnerne var jo døde, og der er en modsat regel om, at en bror har pligt til at gøre sin afdøde brors kone gravid, at »gifte sig med hende og udføre sin svogerpligt mod hende« (5 Mosebog 25,5-6). Her er der en alvorlig selvmodsigelse: Må en mand gifte sig med sin brors enke?
Måske har det engang været en regel om, at hvis der ikke var (flere) brødre til at udføre svogerpligten, gik pligten videre til svigerfaren?
Der er ingen kritik af Juda. Dels blev han narret af, at Tamar bar slør, og dels fortæller Bibelen, at »Siden lå han ikke med hende«. Se mere om Juda og Tamar.
Man kan se en parallel til Lot, der blev narret af sine døtre, og som (formentlig) aldrig lå med dem igen.
Moses' far var gift med sine egen faster.
2 Mosebog 6,20 Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år.
Det er et direkte brud på 3 Mosebog 18,12 og 3 Mosebog 20,19, men alligevel fordømmer Bibelen det ikke.
Man kan selvfølgelig indvende, at Moseloven ikke var skrevet endnu, men dette prokuratorkneb ville afsløre, at Guds love er unaturlige og ikke er skrevet i vores hjerter.
I alle tilfælde er det stadig ironisk, at Moses selv er resultatet af et ægteskab, der forbydes af Moseloven.
![]() |
Ruben, en af Jakobs tolv sønner, gik i seng med en af sin fars "medhustru".
1 Mosebog 35,22 Mens Israel boede der på egnen, gik Ruben hen og lå med sin fars medhustru Bilha. Det fik Israel at vide.
Denne "medhustru" var en slavinde, så set med moderne øjne kan man ikke kalde det blodskam, men det var ægteskabsbrud, og det blev i den grad fordømt, da Jakob "velsignede" sine sønner (billedet til højre):
1 Mosebog 49,4 Du kom i oprør som vandet; du skal miste din forrang, for du besteg din fars leje, da vanærede du min seng.
Rubens eskapade gjorde, at hele stammen Ruben mistede sin førstefødselsret:
1 Krønikebog 5,1 Israels førstefødte søn Rubens sønner - han var den førstefødte, men fordi han havde vanæret sin fars seng, blev hans førstefødselsret givet til Israels søn Josefs sønner, uden at de dog blev registreret som førstefødte;
![]() |
Amnon var Kong Davids førstefødte, men David havde ca. 20 koner og medhustruer, og han havde fået datteren Tamar og sønnen Absalom sammen med en anden kone.
Amnon begærede sin (halv)søster, men hun afviste ham, og så voldtog han hende:
2 Samuel 13,11 Men da hun satte dem frem for ham, for at han skulle spise, greb han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, søster!"
2 Samuel 13,12 Hun sagde: "Nej, bror, du må ikke voldtage mig; det gør man ikke i Israel. Så nedrigt må du ikke bære dig ad.
2 Samuel 13,13 Hvor skulle jeg gå hen med min skam? Og du ville være blandt de nedrige i Israel. Nej, tal hellere med kongen; han vil ikke sætte sig imod, at du får mig."
2 Samuel 13,14 Men Amnon ville ikke høre på hende. Han overmandede hende, voldtog hende og lå med hende.
[.. .. ..] [. . .]
2 Samuel 13,21 Da kong David hørte om alt dette, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for han elskede ham, da han var hans førstefødte.
Her brød Amnon altså ikke bare forbuddet mod forhold mellem bror og søster, men også lovene om voldtægt. Bibelen lader offeret erklære utvetydigt, at det er en ond handling: »det gør man ikke i Israel. Så nedrigt må du ikke bære dig ad. […] min skam? […] du ville være blandt de nedrige i Israel« (12-13).
David straffer imidlertid ikke forbrydelsen, og Bibelen forklarer, hvorfor David bliver blød i knæene: »han bebrejdede ikke Amnon noget, for han elskede ham, da han var hans førstefødte« (21). Sådan er David i Bibelen: det ene øjeblik er han er blodtørstig krigsherre, og det andet øjeblik er han en harpespillende fårehyrde, der ikke tør irettesætte sine egne sønner.(1)
Til trods for Davids blødsødenhed lader Bibelen ikke Amnon dø i synden. Tamar's bror, Absalom, bliver vred over voldtægten, og myrder senere Amnon.
Igen er David blød i knæene, for selvom Moseloven kræver liv for liv, øje for øje og tand for tand (2 Mosebog 21,23-25), bliver David alligevel forsonet med Absalom tre år senere.
![]() |
Mange af kongerne havde haremer, og noget kunne tyde på, at det at overtage en konges harem var et tegn på, at man havde overtaget magten.
Absalom (ham, der dræbte Amnon) gjorde oprør mod sin far, David. Da David var blevet jaget på flugt, fik Absalom det råd, at han skulle overtage farens harem for øjnene af hele Israel:
2 Samuel 16,21 Akitofel svarede Absalom: "Gå ind til din fars medhustruer, som han lod blive tilbage til at tage vare på paladset. Så vil alle i Israel forstå, at du virkelig har lagt dig for had hos din far. Det vil sætte mod i alle dine tilhængere."
2 Samuel 16,22 Så slog man et telt op på taget for Absalom, og åbenlyst for hele Israel gik han ind til sin fars medhustruer.
2 Samuel 16,23 Et råd fra Akitofel havde dengang samme værdi som et svar fra Gud. Så meget betød Akitofels råd for både David og Absalom.
Man kan diskutere, om Absalom har brudt reglerne i 3 Mosebog 18,6-8;10-11; 3 Mosebog 20,11; 5 Mosebog 23,1 og 5 Mosebog 27,20, eftersom det kun var Davids medhustruer, der befandt sig i teltet.
Bibelen forklarer aldrig forskellen på en hustru og en medhustru (konkubine), men David havde ca. 10 koner og ca. 10 medhustruer, og eftersom Absalom var søn af en hustru (1 Krønikebog 3,1-9), har han altså ikke risikeret at møde sin egen mor inde i teltet.
Dette kan også kaste lys over en anden episode med Davids sønner, hvor fredsfyrsten Salomon reagerede ualmindeligt voldsomt. Måske var der en kobling mellem den gamle konges harem og hans kongerige? Sammenlign også med historien om Ruben længere oppe.
Der er ganske få eksempler i Det Nye Testamente.
![]() |
Johannes Døberen kritiserede Herodes for at have giftet sig med sin brors kone i strid med 3 Mosebog 18,16 og 3 Mosebog 20,21 (se evt. det store trekantsdrama).
Markus 6,18 for Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have din brors hustru."
Konen, Herodias, var desuden niece til begge brødre, men for det første er der intet forbud i Moseloven mod at gifte sig med sin niece, og for det andet fortæller Bibelen os ikke, at hun var deres niece. Det er kun noget, vi ved, fordi historikeren Josephus har fortalt os det (se evt. Herodes-dynastiet for detaljer).
![]() |
Paulus skælder ud over, at en medlem af menigheden i Korinth bor sammen med sin fars hustru:
1 Korintherne 5,1 Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru.
Dette er i modstrid med 3 Mosebog 18,8, 5 Mosebog 23,1 og 5 Mosebog 27,20, og desuden er det i strid med De Ti Bud, der forbyder ægteskabsbrud.
Paulus tilføjer, at den slags »ikke engang forekommer hos hedninger«, og det har han ret i. Hverken grækere eller romere ville have tilladt noget sådant.
Fodnoter: (1)
Denne forklaring står i øvrigt ikke i den hebraiske tekst.
Bibelselskabet har — uden at advare i en kommentar — valgt at oversætte fra den græske teksttradition, Septuaginta, der tilføjer denne forklaring på, hvorfor David ikke hævnede sig.